"Dans med mig."

Det tog i alt otte år tilbage i attenhundredetallet, at bygge bygningen der ville blive til Statens Museum for Kunst.
I det tidsrum forsvandt en ung pige der fornyligt var immigreret fra Holland.
En ubetydelighed som ingen dengang tænkte over. Men da den unge Samuel, nu over hundrede år efter, finder et ungt par dansende igennem museets sale midt om natten
- Løftes sløret for en grusom historie.

7Likes
12Kommentarer
1636Visninger
AA

3. Aleida.

 

”Har du nogensinde tænkt på dem der er her, men så alligevel ikke? Dem der for længst burde være forsvundet, men i stedet bliver og genoplever deres grusomme historie hver eneste dag. Dem der bruger hvert eneste sekund af deres ynkelige eksistens på at række ud i håb om at nogen vil tage deres hånd, og hjælpe dem ud af deres båndsløjfe. Dem der skriger efter at blive hørt, men alligevel ved at mennesker er frygtsomme og kun få vil have modet til at lytte. For de var selv engang dem som frygtede at lytte. Frygtede at vide… Vent, Samuel hører du overhovedet efter!?”

Samuel vendte sig om og så sløvt på sin gamle veninde, Mei. Hendes mørke øjne var let sammenknebne og hendes mundvige var vendt drastisk nedad, som altid når hun var vred. Det så egentlig mere sødt ud end truende, med hendes lange mørke hår, runde kinder og lille hage. Han havde kendt Mei lige siden de begge gik med ble, og da de var yngre plejede han at kalde hende for ’Pika’ på grund af hendes lighed med deres yndlings Pokémon. Han var faktisk blevet ved med at kalde hende det til deres andet år på gymnasiet, men så forelskede hun sig i en dreng fra deres klasse og ville pludselige ikke have et ’dårligt ry’ fordi Samuel ’absolut skulle være så barnlig’.

 

”Undskyld, Mei, hvad var det du sagde?” smilede han fjoget, udmærket klar over den skøre monolog hun lige havde fyret af. Samuel måtte altid lægge øre til hendes bizarre taler om alt det der ifølge hende var vigtigt i verden, og i de sidste fire måneder havde det været ånder og clairvoyance. Hun var så stor i slaget! – Som om hun nogensinde selv havde haft kontakt til en af slagsen. Ikke fordi hun ikke havde prøvet - han havde endda havde været til stede i rummet et par gange – men trods hendes anstrengelser var det aldrig lykkedes hende at opfange noget som helst, og sådan ville det jo blive ved med at være. For ånder fandtes ikke, punktum.

”Sam din idiot, du lytter jo aldrig!” udbrød Mei irriteret og slog Samuel vredt på armen. Samuel grinede bare og uglede op i hendes hår som han plejede at gøre når hun var muggen. Hendes irritation gik hurtigt væk og hun begyndte at grine imens hun skubbede ham væk. ”Du er altså virkelig en idiot.” grinede hun, og rejste sig op fra museets trappe. Omkring dem strakte et par japanske turister deres halse for at se om de to unges ’skænderi’ var noget værd at filme. Men da de så Meis asiatiske udseende gik de åbenbart ud fra at hun bare var turist ligesom dem, og gik videre op imod hoveddørene. ”Nå, arbejdet kalder!” smilte Mei og børstede støvet af sine grå strømpebukser inden hun begyndte at løbe efter turisterne op imod museet.

De havde bare altid fulgtes ad de to. De arbejdede begge på Statens Museum for Kunst nu, og havde gjort det i snart et år. De var endda startet på samme dag. Men fordi Samuel sparede op til en rejse til Brasilien var han blevet nødt til at tage arbejdet som nattevagt på museet også. Så nu arbejdede han om natten hver anden dag… eller nat, og stod i forhallen og modtog besøgende på alle andre dage. Han så ned på sit ridsede armbåndsur – han havde stadig pause i ti minutter mere. Han sukkede dybt, og satte sig bedre til rette på trappen. Der var en fin udsigt over den lille indgangs-have fra hvor han sad, og ude på Øster Voldgade drønede bilerne forbi på denne travle onsdag formiddag. Lige for tiden havde hans liv føltes lidt ligesom trafikken – anstrengende.

 

Sandheden var at siden natten hvor han havde set det dansene par, havde han følt sig i konstant beredskab. Han havde tænkt så meget over det mystiske fænomen at han var blevet angst for at være alene hjemme, og havde fået svært ved at sove om natten. Og det havde kun været hans første gang som nattevagt – han havde endnu ikke haft sin anden, og han var skrækslagen for hvad der skulle ske. Han plejede at fortælle Mei alting, men dette var for privat… for… for god en mulighed for hende til at kalde ham en kylling.  Han vidste ikke hvad han skulle gøre.

 

”Undskyld mig?” sagde en spag stemme pludselig, og han så op for at få øje på en ung, lyshåret pige der stod og kiggede nervøst på ham med sine store brune øjne. Hun stod et par trin under ham, og bed frygtsomt sig selv i læben. ”Ja, hvad kan jeg gøre for dig?” smilede Samuel og glemte helt at han egentlig havde pause. Men så falmede hans smil, og en genkendelsens lys glimtede i hans øjne.

 ”Mit navn er Aleida.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...