From A Disaster To A Real Love | Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 apr. 2012
  • Opdateret: 4 jul. 2012
  • Status: Færdig
Siena føler sig forladt og trådt på af hendes kæreste. På grund af Justin forlod hende på den mest betydningsfulde nat uden, at hun vidste det. To år senere dukker han pludselig op på hendes værelse. Hun er helt lamslået. Hun ved ikke hvad hun skal stille op, da den hun elsker og hader allermest, står lige foran hende. Vil deres kærlighed genopstå eller smider hun ham bare ud...

121Likes
338Kommentarer
29754Visninger
AA

5. Efter to lange år, så ville jeg besøge min første kærlighed

Justins synsvinkel

Efter jeg havde tænkt, tænkt og atter tænkt, så fandt jeg endelig frem til en beslutning. Det var nu eller aldrig. Om hun ville smide mig ud af huset vidste jeg ikke, men jeg ville kæmpe for, at få hendes hjerte tilbage. Eller måske ikke kæmpe om hendes hjerte. Måske bare et venskab, som jeg ville have op og stå. Dog ville jeg helst mærke hendes blide kys igen og mærke følelsen af, at jeg kunne kalde hende min pige. Men så kom jeg tilbage til virkeligheden og indså, at jeg stadig var kærester med Selena. Det var ikke engang et rigtigt forhold, for det var vores manager, som styrede, at mig og Selena skulle være kærester for, at få mere medie omtale.

 

Jeg lod mig tage en dyb indånding og omsider tog jeg mig endelig modet om, at banke på hendes dør efter to år hvor vi ikke havde set hinanden eller haft kontakt.. På grund af mig.

Døren blev hurtigt åbnet og til min skuffelse var det ikke synet af Siena der dukkede op, men hendes mor. Hun smilede, men hendes smil blegnede hurtigt, da hun så hvem det virkelig var, som stod foran hende. Hendes imødekommende blik, blev også straks skiftet ud med et mistroisk blik. Hun huskede vist godt, at jeg havde knust hendes datters hjerte for to år siden.

”Justin, hvad laver du her?!” spurgte hun straks og kiggede lidt chokeret på mig. Jeg lod hurtigt et usikkert smil falde på mine læber.

”Jeg skal tale med Siena,” svarede jeg nervøst. Ville hun overhovedet lukke mig ind? Jeg kunne jo tydeligt se, at hun kunne se, at det var mig, som der til min store fortrydelse havde knust hendes datters hjerte. Det stod helt tydeligt i hendes øjne.

”J-Jo..” stammede hun lidt tvivlsomt. ”Hun er til fest lige nu, men hun kommer sikkert hjem snart. Så hvis de vil, så kan du vente på hendes værelse,” sagde hun og lukkede mig ind. ”Ehm.. Kan du selv huske hvor hendes værelse er eller skal jeg følge dig hen til det,” spurgte hun mere fattet og smilede et smil. Knap nok et halvhjertet smil.

”Nej ellers tak. Det var ellers pænt af dig, at tilbyde Mrs. Miller,” svarede jeg og smilede venligt.

Efter to minutter var jeg oppe på hendes værelse og satte mig stille i hendes seng. Jeg lod tankefuldt mit blik glide rundt i rummet og jeg lod straks mærke til nye forandringer i hendes værelse. Der var ikke længere ét eneste billede af mig på hendes farverige værelse. Det fik mit humør til at falde lidt, da jeg så småt kom til at tænke på, at hun måske ikke havde skænket mig så mange tanker, som jeg havde med hende. Ej, det var næsten umuligt, at hun havde glemt mig. Jeg sårede hende jo forfærdeligt meget, eller det vil jeg gætte på, fordi jeg lavede en ret stor fejl. Jeg forlod hende den nat hvor jeg havde taget hendes uskyld. Jeg troede nu heller ikke, at hun havde glemt mig, fordi hun havde sikkert set mig i bladene. Sikkert også sammen med Selena, da Selena var min fake kæreste. Gad vide om hun var blevet mere såret, da hun så, at Selena og jeg var kommet sammen. Jeg havde rent faktisk ikke slået op med Siena, da jeg var blevet kærester med Selena, men nu var mig og Siena nok ikke sammen, da vi ikke har haft kontakt i to år.

 

Døren blev pludselig åbnet og afbrød mine uendelige lange tanker. Af ren og skær af refleks kiggede jeg hurtigt over mod døråbningen. Der stod hun. Mine øjne studerede hende helt ned til den mindste detalje. Hun havde vokset og udviklet sig mere. Hun var godt nok også blevet mere smuk. Hvordan kunne jeg også finde på, at forlade hende sådan?! Hendes brune lokker var krøllet og hun havde nogle lårkorte shorts på, som fremhævede hendes sommerbrune ben. Hun havde det nok på, fordi hun havde været til fest, det havde hendes mor i hvert fald sagt.

Hun stod helt stivnet og stirrede vantro på mig. Jeg sad også bare og kiggede på hende. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre.

”Ser jeg syner?” hviskede Siena for sig selv. Hun gik med forsigtige skridt helt hen foran mig, som om jeg var noget uvirkeligt noget. Jeg kiggede underligt på hende. Kunne hun ikke se det var mig eller hvad? Hun kiggede også mærkeligt ned på mig og bukkede sig så ned, så hendes ansigt var lige foran mig, da jeg sad sengen. Jeg skulle lige til at sige noget, da hun pludselig tog hårdt fat i mine kinder med sine hænder, ligesom min bedstemor ville tage fat i mine kinder. Hun slap så mine kinder hurtigt og trådte chokeret nogle skridt bagud, væk fra mig.

”Hvad laver du her?” spurgte hun og kiggede af overrasket, men en anelse bedrøvet på mig. Jeg skulle igen til at sige noget, men så afbrudte hun mig hurtigt. ”Justin, hvordan kan du overhovedet finde på, at bare dukke op efter to lange år!” sagde hun pludselig hårdt og så koldt på mig, men hvis man så godt ind i hendes øjne, så kunne man se, at hun virkelig ikke var så vred, som hun udtrykte. Hun så mere såret ud end vred. Det svævede i hendes øjne, at hun var chokeret og mere end ked af det over, at jeg befandt mig her efter to år, hvor jeg ikke havde kontaktet hende én eneste gang.

”Siena.. Jeg ved, at jeg bare lod dig vågne op alene uden, at jeg var der, fordi jeg var rejst. Det er jeg virkelig ke..” nåede jeg, at sige.

”Justin. Jeg vil slet ikke hører på dine lamme undskyldning. Du kan ikke bare dukke op efter to år hvor du ikke har givet lyd fra dig én eneste gang! Er du klar over hvor meget du har såret mig efter du bare forlod mig. Du sagde ikke engang, at du ville rejse. Jeg vågnede bare op og så var du der pludselig ikke mere. Det var først efter to lange pinefulde måneder, at jeg indså, at du havde rejst fra mig på grund af, at musik lige pludseligt betød alverdens for dig. Du havde ikke engang fortalt, at du kunne synge eller noget som helst,” hun startede ud stærkt, men hendes stemme blev hurtigt bedrøvet. Hun lød på randen til at græde. Hendes ord gav mig virkelig dårlig samvittighed. Jeg havde, som sagt ikke givet lyd fra mig i to år og så kommer jeg bare uanmeldt på besøg efter jeg har såret hende dybere end nogensinde.

Hvordan kunne jeg overhovedet tænke på, at få noget med hende igen?! Jeg var et svin overfor hende, og så regnede jeg bare med, at alt kunne blive ved det gode igen. Jeg tog så meget fejl! Men skulle jeg ikke blive og overbevise hende om, at jeg ikke bare ville forlade hende som dengang?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...