Will you be my friend? {SHINee.}

Læs den og find ud af det.

8Likes
34Kommentarer
1424Visninger
AA

3. Min livshistorie.. Mit liv..

Drengene sukkede, imens jeg kiggede uforstående på dem.

"Det var Onew der faldt." forklarede Taemin.

"Og det gør han tit, eller..?" spurgte jeg. De nikkede alle fire. Onew rejste sig op, og kiggede på os med et fjollet smil. Jeg smilede forsigtig tilbage.

"Jeg må hellere gå hjem.." sagde jeg, altså.. Ja..

"Du har da sagt at du ikke vil hjem?" sagde Jonghyun forvirret.

"Hm..," sagde jeg og kiggede op. "Ja.. Det har jeg nok."

"Så tag med os hjem?" tilbød Onew. Jeg rystede på hovedet.

"Jeg vil ikke være til besvær." sagde jeg.

"Det er du heller ikke." sagde Key. Jeg blev forvirret.. Jonghyun startede det, så sagde Onew noget og nu Key.

"Jo, jeg er." mumlede jeg, og gik hen mod døren.

"Farvel." sagde jeg, og vinkede til dem. De vinkede tilbage, imens de holdte godt øje med mig. Den eneste der ikke vinkede var Minho. Jeg åbnede døren, og gik ud mod min lygtepæl igen. Jeg satte mig op af den, og lænede mit hoved tilbage. Der gik ikke lang tid før nogen stod foran mig.

"Gå." mumlede jeg.

"Nu skal du med hjem til os." sagde Onew bestemt, og tog fat i mit håndled. Mit håndled smertede, så jeg trak det hurtigt tilbage og ømmede mig lidt. Onew tog fat i mit andet håndled, og hev mig op. Han fik mig ind i bilen, der stod lidt længere væk. Jeg tog straks fat i mit håndled, med min hånd. Jeg gned lidt på det så smerten kunne gå væk. Jeg endte med at lave otte taler med min pegefinger. Ingen sagde noget, men kiggede på mig. Det var lidt ubehageligt.

"Kig væk." mumlede jeg. De kiggede stadig på mig, så jeg vendte mig om og kiggede ud af vinduet. Jeg havde givet slip på mit håndled, så man kunne se det. Jeg tog det hurtigt til mig, og håbede at ingen havde set det.

"Hvad var det?" spurgte Onew nysgerrigt. Jeg kiggede rundt på dem.

"Æh.. Ikke noget." sagde jeg nervøst.

"Kom nu." plagede Onew.

"Det er ikke noget." sagde jeg.

"Kom nuuuuuuuu." plagede han. Jeg rystede på hovedet. Han blev ved, og ved og ved.

"Ar." mumlede jeg så til sidst. De kiggede alle sammen chokeret på mig.

"Ik' kig sådan på mig." mumlede jeg.

"Hvorfor har du ar?" spurgte Onew. Jeg gad ikke svare ham. Jeg kender dem jo ikke, så de skal ikke have min livshistorie. Jeg kiggede ud af vinduet, og så hvordan træerne bevægede sig længere og længere væk. Onew rømmede sig, nok fordi jeg ikke svarede ham. Jeg kiggede bare på ham, og fandt så min mobil frem. Jeg havde et tegne program på den. Jeg satte mig til at tegne en uhyggelig gyde, med et menneske der blev overfaldt af en ulv. Taemin sad og kiggede mig over skulderen.

"Du er god til at tegne." sagde han efter lidt tid. Jeg kiggede på ham og smilede

"Tak." Jeg var næsten færdig med at tegne, da Key sagde,

"Vi er her nu." Jeg kiggede ud af vinduet og så et stort hus. Jeg åbnede forsigtigt døren, og steg ud. Jeg fulgte stille efter drengene. Huset var hvidt inden i, og intet støv eller noget. Jeg fulgte nysgerrigt efter drengene. De viste mig stuen, hvor der var et stort tv, en sofa, cd afspiller, reoler, spejl, hylder og billeder. De viste køkkenet, der bare lignede et normalt køkken. De viste hvor toilettet lå, og gæsteværelset hvor jeg åbenbart skulle 'bo'. Jeg fulgte efter dem ind i stuen, hvor alle dumpede ned i sofaen. Jeg satte mig ned på gulvet som jeg altid gør.

"Sæt dig her oppe." sagde Onew, og klappede på pladsen ved siden af ham. Jeg rystede på hovedet. Han blev ved og ved, men nu er jeg altså stædig. Så jeg blev siddende.

"Fint." mumlede han.

"Men svar på mit spørgsmål fra før!" sagde han.

"Hvilket spørgsmål?" spurgte jeg dumt. Jeg vidste jo godt hvad spørgsmålet var, jeg gad bare ikke svare.

"Hvorfor har du ar?" spurgte han så.

"Jeg blev født med dem." svarede jeg dumt. Det var ikke rigtigt, selvfølgelig ikke. Men ingen jeg lige havde mødt, skulle vide min livs historie.

"Vi ved begge to, at det er løgn." sagde Onew. Jeg nikkede.

"Jeg har lige mødt jer, drenge. Så I skal ikke vide det." sagde jeg. De kiggede lidt på mig, men nikkede så stille. Jeg lagde mig ned på gulvet og kiggede op i loftet. Jeg lavede hjerte i luften med min hånd.

"Er du træt?" spurgte Taemin, der havde sat sig ved siden af mig. Jeg kiggede lidt på ham, og nikkede så. Han rejste sig op.

"Kom." sagde han, og rakte sin hånd ned til mig. Jeg tog imod den, og han hev mig op. Jeg smilede til ham, og fulgte så efter. Han tog mig ned ind på hans værelse.

"Det her er Minho og jegs værelse." sagde han. Jeg nikkede, og undersøgte nysgerrigt værelset med mine øjne. Han satte sig ned på sin seng, og klappede på pladsen ved siden af sig. Jeg satte mig på sengen, og kiggede rundt i værelset. Jeg var lidt genert, så jeg kiggede ikke på ham.

"Hvorfor er det du har ar?" spurgte han forsigtigt. Jeg kiggede på ham og rystede så på hovedet.

"Det kan jeg ikke fortælle, endnu." sagde jeg til ham.

"Ikke endnu? Det vil sige at du vil sige det på et tidspunkt, bare ikke endnu." spurgte han. Jeg nikkede smilende til ham.

"Yay." sagde han. Et grin undslap mine læber.

"Jeg vil gå ind i seng." sagde jeg, og kyssede ham på kinden. Han nikkede og smilede varmt til mig. Jeg gik stille ind på mit 'værelse', og smed mig i sengen. Ikke mange minutter efter sov jeg.

 

~~

Jeg vågnede næste dag ved at en prikkede til mig.

"Skrid din klamme unge." mumlede jeg, da jeg er vant til at min søster vækker mig.

"Hey.." mumlede Jonghyun. Jeg slog øjnene op. Jonghyun? Jeg kiggede hen på drengene, og Jonghyun sad og surmulede.

"Årh. Undskyld.. Jeg er vant til at søster plejer at vække mig." forklarede jeg. De nikkede, men Jonghyun surmulede stadig. Jeg satte mig op, gned mig i øjnene og gik hen til Jonghyun. Jeg bøjede mig ned, og kyssede ham på kinden. Hans ansigt lyste straks op. Jeg gik hen i sengen igen, og kiggede på dem.

"Hvorfor kigger i alle sammen på mig?" spurgte jeg.

"Hm.. Der er ikke noget i tv." jokkede Onew. Jeg rystede smilende på hovedet, og lagde mig under dynen.

"Næh nej." sagde Key, og tog dynen fra mig.

"Dumme." mumlede jeg, og satte mig op. Jeg fulgte efter drengene ned i stuen, hvor de alle smed sig i sofaen. Jeg sukkede af dem, og gik ud til hoveddøren.

"Ai. Hvor skal du hen?" råbte Onew.

"Æh.. Ikke noget." råbte jeg tilbage, og gik ind til dem. Jeg lister bare ud i nat, sagde jeg til mig selv.

"Hvor skulle du hen?" spurgte Key, mistænktsomt.

"Du er ikke min mor, så hvad rager det dig?" mumlede jeg. Han knurrede af mig, og gik. Jeg sagde intet, men satte mig bare ned.

"Hvorf.. Hvordan?" spurgte Onew.

"Hvad?" spurgte jeg forvirret.

"Du sagde lige Key, imod?" sagde Taemin.

"Jeg har også sagt politiet imod. Surt show." mumlede jeg. De kiggede alle, på nær Minho, på mig ned store øjne. Pis.. Det sagde jeg bare ikke.

"Politiet?!" spurgte Onew. Jeg kiggede træt på ham, og nikkede.

"Hvad er der med politiet?" spurgte Onew.

"Stoffer." mumlede jeg. Jeg rejste mig op, og gik ud til hoveddøren igen, inden de nåede at svare mig. Jeg gik ud af døren, og gik bare rundt. Jeg kom pludselig i tanke om min mobil. Jeg tog den op, og kiggede på den. Min søster havde ringet flere tusinde gange. Mor og far har begge ringet ti gange. Jeg sukkede, men ringede Suni op.

"Ai hvor er du?" spurgte hun bekymret, da hun tog mobilen.

"Jeg er lige gået ud fra SHINee's hus. Hvorfor?" spurgte jeg.

"Altså.. Vent?! SHINee?" råbte hun. Jeg nikkede, men kom i tanke om at hun ikke kunne se det.

"Ja.. SHINee.." sagde jeg. Jeg lagde hurtigt på, og satte mig på en bænk. Først bagefter gik det op for mig at jeg var i en park. Jeg lukkede mine øjne, og tænkte.

"Må jeg sætte mig her?" spurgte en. Jeg slog øjnene op, og så Onew. Jeg nikkede stille. Jeg trak benene op til mit bryst, og lagde mit hoved ned på mine ben.

"Hvorfor gik du?" spurgte han.

"Jeg vil helst ikke sige det, Onew." svarede jeg.

"Kald mig oppa. Onew oppa." sagde Onew.

"Hvad?" spurgte jeg.

"Kald mig Onew oppa." sagde han, igen. Jeg nikkede stille.

"Men jeg vil stadig ikke sige Onew.." mumlede jeg.

"Oppa." rettede han.

"Onew op.. Oppa." sagde jeg. Han nikkede smilende.

"Men jeg siger det ikke." mumlede jeg. Han lagde armene på mine skuldre, og tvang mig til at se på ham. Jeg kiggede ned i græsset.

"Ai, du har brug for at snakke med nogen. Du kan ikke holde det inde i dig selv hele tiden." sagde han. Jeg nikkede.

"Siger du det så?" spurgte han, smilende.

"Nae.." sagde jeg, og fortalte ham hele min livs historie.

"Det må have været hårdt." sagde han medfølende. Jeg nikkede, og lagde mit hoved ned på hans skulder.

"Men du må ikke sige det til de andre." hviskede jeg, og faldt i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...