I skyggen af Boy

Et alt for velkendt mord bliver begået på Museet Aros , og for kriminalbetjent Daniel Lynge bliver det en smutvej direkte tilbage til et helvede han troede han havde forladt.. Fanget på museet med en psykotisk morder og en ung kvindelig blogger bliver det en kamp for deres liv, og Daniel havde en fornemmelse af at ikke alle ville slippe ud i live.

3. plads i "Mord på Museet" Konkurrencen.

23Likes
82Kommentarer
4842Visninger
AA

10. Kapitel 9

 

Kapitel 9:

 

Signe sad med ryggen mod væggen, i et nyt rum der måtte agere som deres midlertidige tilflugtssted, mens Daniel forsigtigt så på hendes sårede ben. Han havde allerede konstateret at såret ikke ville slå hende ihjel, i det mindste ikke lige med det samme. Hvis bare de kunne stoppe blødningen skulle hun nok klare sig.

 

"Hvem er Anne?” Spurgte hun. Daniel svarede ikke lige med det samme, i stedet løsnede han sit bælte, bandt det to gange rundt om hendes lår og strammede til, hun kunne mærke blodtilførslen til benet forsvinde.

 

"Hun var min kæreste.” Sagde han stille, og fiskede due-kæden op af lommen. ”Jeg gav den til hende på vores 5 års-dag.”

 

"Hun må have været noget særligt?” Signe vidste hun burde lade emnet ligge, men hun kunne ikke. 'Hannibal' havde sammenlignet hende med Anne, nu måtte hun have sin nysgerrighed stillet.

 

"Det var hun. Vi mødtes på College. Mine forældre betalte for at jeg kunne gå på et College i Seattle. Anne gik på den kunstneriske linje. Jeg var vild med hende fra det øjeblik vi mødtes. Da vi dimitterede, flyttede hun med mig til Danmark.” Daniel så drømmende ud i luften, et svagt smil viste sig i hans ansigt før han igen blev grav-alvorlig. ”Hun sagde at hun kunne være kunster hvor som helst og at jeg hørte til i Danmark. Hun havde aldrig haft et særligt nært forhold til sin familie, så hun havde ikke noget imod at flytte.”

 

"Hvad skete der?”

 

"Jeg have været på sporet af 'Hannibal' i flere måneder. Han havde allerede slået 4 kvinder ihjel. En aften da jeg kom hjem fra arbejde, var Anne ikke i lejligheden. Hun kom heller ikke hjem senere på aftenen. Flere dage senere, blev hun fundet død. Det var tydeligt at det var 'Hannibal's værk.” Daniel sank en klump, Signe vidste han helst ikke ville snakke mere om det, men der var en ting der nagede hende.

 

"Og du mener det er din skyld? Hvis bare du var flyttet til Seattle hos hende? Hvis bare du ikke havde ladet hende være alene i lejligheden?” Signe prøvede at få Daniel til at slappe af, men han rystede arrigt på hovedet.

 

"Stop med de åndssvage spørgsmål, man skulle tro du var et barn.” Vrissede han og vendte sig væk fra hende. Hun kunne se hans skuldre give sig. Hans vejrtrækning var uregelmæssig, og stille snøft hørtes i mørket. Hun skulle ikke have skubbet ham så langt, men hun havde aldrig før følt så stærk en medfølelse for nogen.

 

De sad igen i stilhed. Signe koncentrerede sig om at trække vejret i lange drag, for ikke at fokusere på smerten. Det dunkede hult i hendes ben, som en træstamme der blev slået på med en hammer. Det gjorde ondt, næsten ulideligt ondt, men hun holdt ud.

 

"Han ved vi skal gennem det vindue for at komme ud.” Sagde hun efter noget tid. Tanken havde strejfet hende allerede inden de var begyndt at tale om Anne, men hun havde slået det hen. Nu var de imidlertid nødt til at finde ud af hvad de skulle gøre.

 

"Jeg ved det. Vi kommer ikke ud i live alle sammen. Det er enten ham eller os.” Daniels ord gav mening, men de var skræmmende definitive. Ham eller dem. Signe kunne ikke lide tanken. Med alle de mord 'Hannibal' allerede havde på samvittigheden, tydede mere og mere på at han var den der ville slippe ud i live.

 

"Hvor længe har du vidst det?” Signe ville egentligt ikke kende svaret, men hun kunne heller ikke klare stilheden der blev ved med at vende tilbage som en varsel om fare.

 

"Siden jeg fandt duen.”

 

Fortsættes...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...