I skyggen af Boy

Et alt for velkendt mord bliver begået på Museet Aros , og for kriminalbetjent Daniel Lynge bliver det en smutvej direkte tilbage til et helvede han troede han havde forladt.. Fanget på museet med en psykotisk morder og en ung kvindelig blogger bliver det en kamp for deres liv, og Daniel havde en fornemmelse af at ikke alle ville slippe ud i live.

3. plads i "Mord på Museet" Konkurrencen.

23Likes
82Kommentarer
4888Visninger
AA

4. Kapitel 3

 

Kapitel 3:

 

Daniel Lynge løb op ad trappen, hans egne trin gav genlyd i det store rum, de lød næsten som to sæt fodtrin, men det kunne ikke passe. Han havde været alene nedenunder, det var han sikker på. Alligevel så han sig over skulderen, der var ingen.

 

Da han nåede toppen af trappen voksede hans bange anelser. Der var ingen at se. De to betjente der havde bevogtet døren var væk. Han satte farten op og begyndte igen at løbe. Inden han havde løbet i ti sekunder stoppede han brat. Det løb ham koldt ned ad ryggen, han kunne ikke lide hvad han så.

 

De to betjente lå døde på gulvet. Præcis hvor de havde stået vagt da han gik fra dem. De havde ikke nået at opdage hvad der skete. Ud over ligene, var alt stille. Der stod ingen morder med en pistol rettet mod ham. Det var bare ham, og to døde mænd.

 

Han vendte sig og løb tilbage hvor han kom fra, der var ingen fornuft i at løbe hovedkulds ud i et bagholdsangreb. Især ikke når personen han flygtede fra var kommet ind på et låst museum og havde dræbt to bevæbnede betjente uden nogen havde så meget som nået at blinke.

 

Pludseligt var fodtrinene der igen, han var sikker denne gang. Der måtte være andre end ham. Selvom de andre fodtrin var næsten lydløse, som bare fødder der bevægede sig op ad trappen

 

Han gemte sig bag elevatoren og ventede på hvem end det var nåede toppen af trappen. Trinene kom nærmere, men gik i stå få trin fra toppen af trappen. Han kunne høre personens åndedræt, der var en svag, nervøs rysten over åndedragene.

 

I det sekund hvad der vidste sig at være en unge pige, nåede toppen af trappen, greb han hende. Han holdt fast om hendes skuldre, med pistolen mod hendes kind. Hendes ryg var presset op mod ham. Han kunne mærke hende ryste, ikke bare en lille smule. Hun var rædselsslagen. Han gav ikke slip.

 

"Hvem er du?” Spurgte han, hans stemme var i første omgang blid og spørgende, men han fortrød med det samme han havde stillet spørgsmålet. Blid og spørgende var ikke den rigtige tone hvis pigen havde slået de to betjente ihjel, og måske også museets sikkerhedsvagt.

 

"Hvad fanden laver du her?” Fortsatte han uden at give hende en chance for at svare på det første spørgsmål.

 

"Mit... Mit navn er Signe Beck.” Stammede hun. Hendes stemme var stærkere end han ville have troet. Mere moden. Ved første øjekast havde han troet hun blot var en teenagepige, men ved nærmere eftertanke, var det nok mere sandsynligt hun var oppe først i tyverne.

 

"Jeg er journalist. Eller, jeg har en blog.” Forklarede hun. Hun rystede stadig, men hendes stemme osede af selvsikkerhed. Han vidste ikke hvad han skulle tro om hende, alligevel slækkede han sit greb om hende.

 

Jeg stoler ikke på journalister.” Sagde han koldt. ”Men det lader til vi er i samme knibe.” Han slap den unge kvinde som hurtigt vendte sig om og så på ham. Hun var bestemt ikke bare en teenagepige. Hun var høj og tynd, men ikke mager. Hun havde lyst hår, tilfældigt bundet op i en knold på toppen af hovedet. Hendes blege hud komplimenteredes af en lille sky af fregner over næsen, hendes runde kinder gav hende et svagt barnligt ansigt, og hendes store blå øjne skinnede af medfødt nysgerrighed.

 

"Jeg stoler ikke på mænd der overfalder uskyldige piger.” Svarede hun med et blink han prøvede at ignorere. ”Men jeg bør nok lade tvivlen komme dig til gode.”

 

Fortsættes...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...