I skyggen af Boy

Et alt for velkendt mord bliver begået på Museet Aros , og for kriminalbetjent Daniel Lynge bliver det en smutvej direkte tilbage til et helvede han troede han havde forladt.. Fanget på museet med en psykotisk morder og en ung kvindelig blogger bliver det en kamp for deres liv, og Daniel havde en fornemmelse af at ikke alle ville slippe ud i live.

3. plads i "Mord på Museet" Konkurrencen.

23Likes
82Kommentarer
4847Visninger
AA

12. Kapitel 11

 

Kapitel 11:

 

Den nagende fornemmelse, af at noget var ved at gå grueligt galt, tvang Daniel tilbage til der hvor han havde efterladt Signe. Hvis hans år i politi-styrken havde lært ham noget, var det at han altid skulle stole på sin mavefornemmelse. Det var sikkert også derfor hans chefer ikke altid var lige glade for ham. Mavefornemmelse først, beviser bagefter var ikke den mest vellidte metode.

 

Alligevel skyndte han sig gennem gangene så hurtigt han kunne i mørket. Han havde forsøgt at finde en anden udvej til dem, men uden held og måtte nu indse det var en fejl at gå fra hende i første omgang.

 

Han havde en uforklarlig lyst til at råbe hendes navn, kalde på hende og bare bede til hun svarede ham. I stedet løb han hurtigere i halvmørket. Det måtte nærme sig morgengry for det var blevet lysere i museet. Han kunne se kunstværkernes silhouetter tydeligt, og enkelte steder kastede værkerne deres skygge op ad væggen.

 

Mens han løb gennem museet, sprang hans tanker tilbage i tiden. Til dengang han havde fundet Anne. Han havde været så sikker på hun var i live, han var begyndt at råbe hendes navn, allerede inden han var nede ad trappen til den kælder, hvor hun var blevet efterladt. At indse hun var død, havde været som at løbe ind i en mur af is, der efterlod ham i en tilstand af kold, følelsesløshed.

 

En tilstand han havde vænnet sig til og nærmest så som sit personlige sikkerhedsnet. Hvis han ikke knyttede sig til nogen, ville han aldrig skulle opleve den smerte igen. Alligevel var Signe på få timer trængt ind under det lag af is, der i flere år havde omgivet ham, og tvunget ham til at føle igen.

 

Det var ulogisk, direkte irrationelt at en pige, en ung pige han havde mødt for kun få timer siden, kunne få så stor en betydning. Alligevel kunne han mærke sin mave snøre sig sammen bare ved tanken om at 'Hannibal' skulle have fået fat i hende.

 

Han nærmede sig det sted, hvor han havde efterladt hende, og satte farten ned. Han turde ikke tage de sidste skridt der ville give ham vished. Han ville gøre næsten hvad som helst for at hun bare sad på gulvet med et udtryk af smerte i øjnene, men et skævt smil på læben.

 

"Signe?” Kaldte han, uden at gå nærmere. ”Signe, er du her?”

 

Manglen på svar tvang en ny rædselsvækkende tanke frem. Hun kunne være der, bevidstløs. Måske endda døden nær, hvis han havde overset noget. Hvis hendes sår havde været mere alvorligt end han havde troet, kunne hun allerede have forblødt. Han skulle aldrig være gået fra hende.

 

De to skridt hen til døren tog han næsten i et spring. Der var dødstille. Han blinkede febrilsk, bad til at det bare var mørket der legede med ham. Men uanset hvor meget han prøvede at se klart, vidste han inderst inde at hun ikke var der.

 

"Signe!” Før han nåede at tænke havde han råbt hendes navn. Rædslen drev ned ad ryggen på ham i form af store varme dråber. ”SIGNE!”

 

Tankerne forlod ham som mus forlader et synkende skib. Ligesom han troede han havde fanget en bevidst tanke, forsvandt den mellem fingrene på ham.

 

Hans ben satte i løb. Det var som om hans krop reagerede uden hans hjerne. Han løb, han kunne mærke gulvet under hans sko. Han kunne høre lyden af sine trin, men han kunne ikke huske at have bedt sine ben om at reagere.

 

"Signe!” Han blev ved med at råbe. Det kunne være lige meget. Hvis 'Hannibal' havde Signe, var der ingen grund til at lege skjul længere.

 

"Kom frem for helvede!” Skreg han, han kunne ikke kende sin egen stemme. Den var skinger, rædselsslagen. Ikke en stemme der passede sig for den normalt arrogante og selvsikre kriminalbetjent.

 

Daniel havde slet ikke opdaget at han havde forvildet sig ud midt i museet, for han hørte ekkoet fra sin egen stemme. han stod ved halvmuren der skærmede ham fra et langt fald ned til 'Boy'. Skråt under de gangbroer der gik over ham som de eneste veje over den modernistiske kløft midt i bygningen.

 

"Jamen, vi er jo lige her.” 'Hannibal's stemme rungede mellem væggene. Daniel kiggede op, men kunne kun se undersiden af broerne. Det tog adskillige skridt for ham at komme langt nok væk til at kunne se dem.

 

De stod på den øverste gangbro. 'Hannibal' havde en arm om livet på Signe, den anden hånd holdt en pistol mod hendes tinding. Præcis som Daniel selv havde gjort da han først mødte hende.

 

Selv på afstand kunne han se at Signe var rædselsslagen. Hendes hud var om muligt endnu mere bleg, i skæret udefra, og hun måtte nærmest hænge i 'Hannibal's arme for at holde sig oprejst, skudsåret i hendes lår måtte være blevet revet op; blodet sivede ned ad hendes ben, hun måtte have hjælp.

 

 

Fortsættes...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...