Spirit of the Moon


7Likes
4Kommentarer
1756Visninger
AA

4. Afsked med livet

 

Jeg sad og små rystede op ad et træ. Kathrine kom hen og lagde en hånd på min skulder. Hendes hånd var så varm og silke blød. Pigen, jeg havde reddet op af vandet, lå et lille stykke fra mig. ”Hvad er hun?” spurgte jeg nysgerrigt Kathrine. ”Hun er fra solriget. Jeg forstår bare ikke, hvad hun laver her på jorden.” Jeg så undersøgende på pigen. Hun bevægede sig ikke, hun glødede kun. Hendes ellers så smukke lys var ikke lige så skarpt mere. ”Er hun døende?” spurgte jeg uden rigtig at tænke over det. ”Det tror jeg desværre.” Jeg kunne ikke synke. Jeg havde aldrig set en fra lysfolket, og jeg kunne se på Kathrines udtryk, at hun hellere ikke havde. Var der virkelig intet, vi kunne gøre? Jeg ville hjælpe, jeg kunne ikke lade sådan en skønhed dø her på den kolde jord. Min mave knugede sig sammen, da jeg kom til at tænke på, hvordan det måtte være at dø på en anden planet end sin egen. Ligge på ukendt jord og aldrig se sine kære en sidste gang. Hun måtte føle sig alene, præcis som jeg gjorde. Jeg rykkede mig nærmere hende. Der var varmt omkring hende, som på en sommerdag. Hun åbnede øjnene og kiggede direkte på mig uden tøven. ”Tak.” Lød hendes stemme svagt. Hun rakte ud efter min hånd. Jeg prøvede at tage fat i hendes, men som ventet kunne jeg ikke. Hun holdt sin hånd over min og lod noget dumpe ned i min hånd. Ringen som hun havde båret. Jeg så uforstående på hende og prøvede at forstå. ”En dag, vil den redde dig.” Jeg skulle til at spørge, hvad hun mente, men hun lukkede øjnene i. Kathrine sagde ikke noget, men jeg var sikker på, jeg hørte hende snøfte.

”Er hun.. væk?” Kathrine nåede ikke at svare, inden jeg fik mit svar. Pigens lys blev svagere og svagere, indtil det var helt væk. Nu lå kun en helt almindelig blondt håret pige tilbage. Jeg rørte forsigtigt ved hende og fik følelsen af en kølig sommerbrise. ”Lad os give hende en ordentlig afsked med livet.” Sagde jeg uden den mindste tøven i min stemme.

Kathrine nikkede bag mig.

Da solen stod op denne morgen, var lyset smukkere og mere orange end jeg nogensinde havde set det. Den lille høj af jord lå mod solen. Jeg lagde en lilje midt på. ”Tror du, solfolket sørger over tabet af sådan en skønhed?” Spurgte jeg forsigtigt. ”Det er jeg ikke i tvivl om.” svarede Kathrine kort. Jeg var egentlig i tvivl, om hun overhoved havde set den ring, som jeg havde fået.

Vi blev og så solen stå helt op, inden vi igen begav os videre. Vi havde ikke andet mål at gå efter, end at vi måtte finde andre at slutte os sammen med. Jeg havde ikke taget ringen på, men lagt den i den eneste lomme i min kjole. Jeg følte varme derfra, hvor den lå. Jeg kunne ikke lade være med at spekulere på, hvem der ville turde slå en fra solfolket ihjel. Det gav ingen mening. De var suverænt  herskerene over alle vores planeter. At gå til angreb mod dem, var det rene selvmord. Kathrine var stoppet op, og jeg stødte ind i hende. Hun tyssede på mig. Jeg kiggede frem og så en hytte. Der kom ikke røg op fra skostenen. Måske var der noget mad eller andet brugbart derinde.

Halvt snigende halvt småløbende kom vi hen til hyttens dør. Jeg holdte mig klar til, hvad vi end fandt derinde, mens Kathrine langsomt hev ned i dørhåndtaget. Jeg holdt vejret. Kathrine skubbede døren op, så vi kunne se, hvad der gemte sig inde i hytten. Jeg bevægede mig ikke, jeg turde ikke. Jeg vidste ikke om vi skulle løbe eller tage kampen op. Bange var jeg i hvert fald. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...