How To Discover Love

Aubrey Parker har fået til opgave, at interviewe drenge gruppen, One Direction. Den 21-årige kvinde er en karismatisk kvinde, der har styr på sit liv, og ved hvad hun vil. Hun har ikke tænkt på sit kærligheds liv siden hun slog op med sin tidligere forlovede, og har ingen intentioner om at starte et nyt forhold.
Men hvad sker der når hun falder for et af medlemmerne af 1D?

10Likes
21Kommentarer
2265Visninger
AA

9. I'm so confused.

Jeg vågnede op af en tung søvn, mit hoved bankede så hårdt at jeg var ved at blive sindsyg. Jeg sukkede og puttede mig dybere i den blødeste seng jeg nogensinde havde sovet i.

Vent lidt, min seng var overhovedet ikke blød.

 Med det samme skød jeg op ad sengen, men fortrød. Jeg lagde mig brummende ned igen og tog mig til hovedet. Jeg skulle aldrig nogensinde drikke igen, overhovedet. Jeg sukkede, gad vide hvor jeg var henne, sikkert hjemme hos Niall. Pludselig var der noget der bippede bag mig, og jeg vendte mig om. Min mobil lyste, Niall. Jeg løftede undrende et øjenbryn og tog mobilen op til øret, gad vide hvorfor han ringede, jeg var jo hjemme hos ham, var jeg ikke?

''Niall? Hvor er du?'' mumlede jeg og satte mig forsigtigt op.

Niall fnøs og sukkede, ''Hjemme.''

''Hvad mener du? Tog du mig ikke med hjem?''

Igen et fnys efterfulgt af stilhed, ''Niall?''

''Hvorfor sagde du ikke at du stadig var sammen med ham? For sagde du ikke noget med at han var sammen med en anden og du forlod ham, og at i ikke var sammen længere?'' Brummede han og lagde hårdt ud.

Hvad han sagde gjorde mig mundlam.

''H-hvad mener du?'' stammede jeg og kiggede rundt, en forfærdelig tanke slog ned i mig og jeg kiggede panisk rundt, det syntes bekendt, stedet men alligevel blev jeg nød til at spørge ham, ''Er jeg ikke hjemme hos dig?''

''Hvad fanden fabler du om Abby?'' Han sukkede, ''Nej du er ikke hjemme hos mig, igår aftes tog vi hjem til dig og vi mødte ham Evan, efter det gik jeg.''

Jeg gispede og tabte telefonen.

Nejnejnejnejnejnejnejnej, please sig jeg ikke har været så dum!

Jeg samlede telefonen op, ''Niall, jeg bliver nød til at gå. Vi snakkes ved senere, hej..'' Jeg smed dynen af mig og lagde først nu mærke til skjorten der smøg sig om min krop, jeg gøs og kiggede efter min kjole. Ude på badeværelset fandt jeg den og smed skjorten fra mig med væmmelse, gad vide om Alex havde haft den på de nætter hun havde været sammen med ham. Fuck! Hvad skete der igår?

Jeg sad der på det kølige gulv og knugede mit hoved mellem mine hænder, og som en pære der blev tændt huskede jeg det hele. Hele aften kom tilbage til mig i bølger.

''Niall... Niall slip mig!'' grinede jeg og nev ham i armen, ''du er meget stærkere end jeg er, så slip mig!''

Niall grinede bare og strammede sit greb om mine skuldre. Jeg opgav hurtigt og lænede mig ind mod ham. Han gav min skulder et klem og kyssede min pande, jeg fnisede.Evan plejede at kysse min pande hver morgen, et savn buldrede op i mig, og i nogle sekunder savnede jeg Evan. Jeg savnede den tryghed han gav mig, den kærlighed han druknede mig i hver dag, alle de kys vi havde delt om morgnen. Alle de hede stunder i sengen, jeg rødmede ved tanken om ham. Men så igen, vi havde skændtes meget inden jeg forlod ham, tit havde aften endt med at jeg smed ham på sofaen. Jeg havde bandet og svovlet over ham, ignoreret ham i dage.

Mit hjerte bankede da jeg så op på Niall, mine følelser var så forvirrende! Det er som om jeg blevet 15 år igen, med drenge problemer, med alt for mange hjertesorger. Niall lod sin tommel stryge blidt over min kind, kærtegnede min hud som om den kunne gå i stykker. Jeg sukkede og sendte ham et bedrøvet smil. Hans berøring var kærlig og længselsfuld, men jeg kunne mærke at han holdt sig tilbage. På en måde havde jeg bare lyst til at skrige til ham at jeg elskede ham, men det ville bare være så overdrevet. Jeg har jo ikke kendt fyren i særlig lang tid! Og jeg ville helt sikkert blive dømt af tøser der var helt væk i ham, men ja, se dog på drengen! Han er pisse lækker.

Jeg tog hans hånd og gik videre ned ad gaden. Niall klemte min hånd og fulgte roligt efter. Aften var lydløs, det var kun vinden der brød stilheden når den susede gennem træerne.

Lidt efter brød Niall stilheden mellem os, ''Skal vi tage hjem til dig eller går vi hver til sit?''

Jeg overvejede lidt at spørge om at tage hjem til ham, men drengene ville nok være der eftersom de delte en lejlighed. ''Tror du ikke drengene er bekymrede?'' sagde jeg.

''Bekymrede? Ha! De sidder sikkert hjemme og har de vildeste tømmermænd, mens de håber på at jeg får noget fra dig'' klukkede han mens han kørte en hånd  igennem sit hår.

Jeg så misbilligende på ham, ''Får hvad fra mig?''

Han rystede på hovedet, ''Glem det, det er ligemeget.''

Jeg himlede med øjenene, ''Sig det nu!''

Han sukkede, ''Nej! Seriøst det er ikke noget..''

'Niall! KOM NUUUUU.''

Han slap min hånd og trykkede mig op imod en hus mur.

''FINT! De vil bare gerne have at jeg, du ved, kommer i bukserne på dig.''

Et grin undslap mine læber, ''Hvem vil ikke det? Og du er en dreng, er du ikke altid liderlig?''

 Han sukkede ''Tror du virkelig jeg er sådan?''

Jeg stirrede på ham, ''Ja, ja det gør jeg faktisk, du er jo en dreng, og måske er det her en del af at komme i bukserne på mig. Det med at smide mig op mod en mur og virke skide dominerende. Du er måske til S/M? og det hidser dig endnu mere op?''

Han fnøs og slap mig.

''My place it is,'' sagde jeg sarkastisk og begyndte at gå.

''Abby, Abby vent!''

Han tog fat i mit håndled og trak mig tilbage mod ham, ''Hvad?''

''Undskyld.''

Jeg kiggede underligt på ham, ''undskyld for hvad?''

Han trak på skuldrende og pressede sine læber sammen til en tynd streg.

Jeg lagde en hånd på hans kind og stod på tæer for at kysse hans pande.

Han smilede og lod sig krop presse sig mod min. Hans varme ånde rørte min hals og jeg gøs, han trak mig tættere ind til sig og lod sin pande hvile mod min.

''Men hvad nu hvis jeg er til S/M?'' spurgte han og vippede med øjenbrynene.  

Jeg gispede falskt og skubbede ham fra mig, ''Niall! Klamme unge. Men egentlig er det faktisk ret frækt.'' Jeg hviskede det sidste.

Efter det blev der ikke sagt noget og vi nåede min lejlighed, det der skete derefter var jeg overhovedet ikke tilfreds med, og jeg havde slet ikke forudset det.

Niall og jeg tumlede op ad trapperne, grinene og arm i arm. Jeg havde taget mine sko af og dømt kapløb,(meget modent I know) som jeg vandt, men min belønning var jeg bestemt ikke glad for.

''Evan.''

Da jeg så ham krympede mit hjerte, savnet sprang op igen, men hadet var der stadig. Hans ansigts udtryk gav ham væk, han hadede sig selv. De næsten  grå øjne som altid var glade og imødekomne, var nu triste og fulde af medynk. Han kiggede på mig og jeg kunne se smerten vokse da han så Niall komme op ad trappen og stille sig ved siden af mig.

''Evan, hvad laver du her?'' spyttede jeg og krydsede mine arme foran mit bryst.

Han krympede sig og rejste sig op.

Evan var høj, men han var blid og kunne ikke finde på at blive aggresiv eller noget som helst. Jeg sukkede og trådte tilbage da han rakte hånden ud mod mig.

''Abby..'' prøvede han men jeg stoppede ham, ''Begynd ikke på det igen, jeg vil ikke høre på det.''

Han sukkede og lod sin hånd falde ned langs sin side igen. ''Vær nu rar, Abby, hør på mig!''

Jeg spændte min kæbe og kneb øjnene i, ''Fint, men i det øjeblik jeg siger 'Forsvind' så går du, og du opsøger mig aldrig igen.'' Han nikkede og kiggede på Niall, ''Hvad med ham?''

Jeg hoppede da Niall rømmede sig, ''Jeg skal noget, såeh...''

Jeg vendte mig om mod Niall og sendte ham et bedende blik. ''Du behøves ikke..''

''Jo jo, det gør ikke noget,'' sagde han og kyssede mig på kinden, ''Ses vi imorgen?.''

 Jeg bed mig i læben og nikkede,'' Ja, skal jeg komme forbi?.''

Han nikkede med et smil.

Niall kastede et sidste advarende blik mod Evan inden han vendte sig om og gik med tunge skridt ned ad trappen,''Niall?'' råbte jeg efter ham, han vendte sig om og kiggede op på mig for enden af trappen. ''Tak for en dejlig aften,'' han nikkede og smilede, ''I lige måde søde.''

''Hvem er han?'' spurgte Evan da jeg havde vendt mig om mod ham igen, og Niall var ude af opgangen.

Jeg sendte ham et advarende blik, ''En ven,'' sagde jeg og maste mig forbi ham, hen til min dør. Jeg låste hurtigt op og trådte ind.

Uden at lukke døren gik jeg hen til mit barskab og tog en af de dyre rødvine ud, som jeg havde fået af mine forældre. Jeg fjernede hurtigt proppen og satte flasken for mine læber. Jeg drak to store slurke og stillede så vinen på sofabordet. Ude i gangen kunne jeg høre døren smække i, og Evan stod foran mig med en trist mine. Jeg himlede med øjnene og smed mig på sofaen.

''Abby vi bliver nød til at snakke om det der skete.''

Jeg rystede på hovedet og snøftede, ''Nej Evan,'' min stemme var en smule sløret af gråden der havde sat jeg i halsen på mig, ''Der er ikke noget at snakke om. Jeg vil ikke snakke om det.''

''Du er ked af det,'' sagde han og satte sig ved siden af mig, ''så der er noget at snakke om.''

''Jeg er ked af det fordi min aften blev afbrudt på sådan en måde!'' mit svar kom alt for hurtigt,'' og du ved at jeg bliver følsom når jeg er fuld og er træt på samme tid,'' hviskede jeg og gned mine øjne.

Han nikkede og lagde en hånd på mit lår, jeg gøs.

I ti minutter sad vi bare sådan. Jeg sad bare og kiggede på hans hånd, han sad bare og kiggede på mig. I de ti minutter havde jeg ikke lagt mærke til hans hånd der gled længere og længere op ad mit lår, til han blidt rørte ved min hofte.

Jeg kiggede forskrækket op på ham, ''Aubrey, jeg savner dig. Jeg lavede en fejl, det var dumt jeg ved det men,''

 ''Men?''

Han trak på skuldrende, ''det ved jeg ikke, men jeg ved at du også savner mig.''

''Hvordan ved du det?''

''Du nægter ikke,'' smilede han og rykkede sig tættere på mig.

For fanden da, han havde ret.

''Du savner mig,'' mumlede han i mit øre.

''Jeg..Jeg.. Jeg savner dig ikke, eller, det gør jeg men jeg har ikke lyst til at savne dig.''

Han nikkede og bed mig i øret. Fordømt.

''Evan.''

Han rystede på hovedet og begyndte at kysse min hals, min skulder, mit kraveben. Jeg vidste godt hvad han ville, og jeg stoppede ham ikke, lige nu havde jeg faktisk lyst til ham, men jeg var bare så forvirret. Hans hånd gled ud fra min kjole, og op ad siden på mig. Han begyndte at kysse op ad min hals igen, og kyssede min mundvig. Jeg sad bare der, uden at røre mig en centimeter.

Han kiggede mig i øjnene og hviskede med hæs stemme, ''undskyld, undskyld Aubrey, vil du ikke nok tilgive mig?''

Jeg nikkede, ''Jo,'' snøftende svang jeg armene om halsen på ham.

Han smilede og kyssede mig dybt, det forvirrede mig det her, alt forvirrede mig, men lige nu var jeg ligeglad. Jeg havde en savnet mand i mine arme, og hvis man ser væk far al forvirringen var jeg glad, eller var jeg? Ligemeget.

''Kom,'' mumlede han mod min hals, ''vi tager hjem til mig.''

Jeg sagde ham ikke imod, men lod ham bare samle mig op og bære mig ud af døren og ned i hans bil.

Åh gud. Åh gud.

Jeg holdt mig for munden. Kvalmen voksede i min hals og til sidst løb jeg ud på toilettet og kastede op. Tankerne fløj rundt i hovedet på mig og jeg mærkede min mave snøre sig sammen. Den næste bølge galde kom og jeg tømte min mave fulstændig. Lidt efter kom jeg op at stå, jeg fandt en ubrugt tandbørste og børstede mine tænder grundigt.

Jeg sukkede og smuttede ud af toilettet. Da jeg trådte ind i soveværelset igen brød jeg sammen. Tankerne hvirvlede rundt, var jeg virkelig kommet over Evan? Elskede jeg ham stadig? Hvad med Niall? Åh gud Niall. Niall må tro jeg er den billigste tøs i verden, han må hade mig nu. Gråden ville ikke stoppe, så jeg krøb bare sammen op ad væggen og trak mine ben op under min hage.

Jeg begravede mit ansigt i mine knæ, jeg havde det så forfærdeligt.

Jeg sundede mig og rejste mig langsomt, min ben rystede.Jeg ville have kaldt på Evan, men jeg stolede ikke på min stemme. Gad vide hvor han har fundet den her lejlighed, nok fra sine forældre, de var ligesom mine, parat til at give mig hvad jeg havde brug for.

Jeg smilede ved tanken af hans forældre. Tessa og Devon Pandelico, de var så søde mod mig, de forgudede deres søn og blev så glade da vi fortalte dem at han havde friet til mig. Med det samme havde Tessa spurgt mig om hvornår babyen ville komme, jeg havde bare gloet på hende som om hun havde fået et ekstra hoved. Hun havde åbenbart troet at den eneste grund til at han friede var fordi jeg var gravid. De havde giftet sig på grund af Evan, de gjorde det ikke af kærlighed, ikke til at starte med ihvertfald, men de endte jo med at elske hinanden.

Jeg smuttede videre og fandt stuen, der var rodet men det var bare Evan i en nøddeskal. Stuen var pæn, den afspejlede Evan perfekt. Et hektisk rod. Mine ben begyndte at gå, og før jeg vidste af det stod jeg med et billed af ham og mig med armene om hinanden, glade og med smil på læberne.

Jeg satte det fra mig og satte mig på armlænet af en lænestol, jeg spejdede efter køkkenet og i det fandt jeg Evan siddende med ryggen til mig og med sin mobil oppe ved øret, han havde ikke opdaget mig endnu.

''Alexis, lad mig være i fred! Aubrey og jeg er sammen igen'' sammen igen? ''hvad vi havde var ikke ægte,''  han sukkede dybt og kløede sig i nakken,'' Alex hold dog op for guds skyld! Du lyder... Om hun er her nu? Ja, ja det er hun, hun sover..'' Han kiggede sig over skulderen og over på mig, i et øjeblik så han forskrækket ud, men det forsvandt og et smil spillede om hans læber.

''Alex, nej! Nej du skal ikke komme over!'' sagde han hårdt, ''Alex? Alex! Årh forfanden da!'' mumlede han og knaldede telefonen i køkken bordet hvilket fik mig til at hoppe. Han trak sig op af stolen og gik hen mod mig.

Han stoppede op foran mig og aede min arm, ''Hvor står vi Abbs?''

''Det ved jeg ikke.'

Jeg sukkede og bed mig i læben, ''Jeg bliver nød til at tage hjem, Alice venter helt sikkert på mig.''

Han nikkede og rejste sig, ''Undskyld Aubrey, for det hele. Jeg ved ikke hvad jeg så i Alex.''

Jeg smilede, ''Ja, det skal du jo sige,'' jeg trak på skuldrende og rejste mig. Det her er noget lort, virkelig, gad vide om jeg nogensinde kommer ud af det her.

Jeg gjorde mig hurtigt klar og sagde farvel til ham, jeg ville bare gerne hurtigt hjem og ud af denne her lejlighed.

Da jeg kom ned slog den kolde morgen luft kløerne i mig, jeg gøs og stod lidt udenfor hans opgang. Ud af øjenkrogen kunne jeg se en person nærme sig hurtigt. Jeg vendte mig om og gjorde store øjne, jeg sukkede og kiggede på mod himlen, ''Sig venligst jeg hallucinere.''

''Sorry, det gør du desværre ikke.''

 

-------------------------------------------------------

.. Ehm, sorry :I

Nahahahahaha, lille hilsen fra MalleogTivi!! :D Eeeeelsker din historie!! :D Glæder mig til du kommer hjem fra Greece, med skoene ;) Husk jeg har snart fødselsdag!! ;D Love Ya!!<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...