Døden gik på Koldinghus

'Døden gik på Koldinghus'. De var de sidste ord, den gamle mand sagde, inden han døde og efterlod seks unge låst inde på Koldinghus. Hvad kunne det betyde? Kan det have noget at gøre med at en bror og en søster begik selvmord på det selv samme sted for over et år siden?
Hvem af de seks kender sandheden og vil begå mord for at det ikke skal se dagens lys?

4Likes
8Kommentarer
1798Visninger
AA

5. Et frisk lig

I bibliotekssalen lå de fem unge og sov. De håbede på at det hele var overstået, når de vågnede op næste morgen. Vibeke havde sat sig op ad væggen, mens de andre lå på gulvet.

 Det havde faktisk lykkes for dem at finde et kontor, men der var ingen telefon. Vibeke havde tændt for en computer, der var der, men der var lagt forældrekontrol på, så de kunne ikke sende politiet en E-mail.

 På trods af alt det havde de besluttet sig at få noget nattesøvn. I morgen ville der komme nogen og lukke op, også ville de kontakte polititet.

 Søren vågnede dog op midt om natten. Han var sulten, men der var ingen mad her. Det mad, der var oppe i riddersalen, ville han ikke røre med en ildtang.

 Men... der var jo den slikpose, han tabte henne ved porten. Mon den var der endnu?

 Vågnet og drevet af den tanke, rejste han sig fra gulvet og listede forsigtig fordi de sovende piger. Vibeke var han mest bange for at vække.

 Da han var listet ud af bibliotekssalen, så satte han op i løb. Det var ret uhyggeligt den måde ekkoet gentog hans skridt. Man kunne næsten tro at et spøgelse fulgte efter ham.

 Men da han nåede rundt om hjørnet, så faldt han over noget, så han ramte gulvet med et brag.

 "HVAD VAR DET?"

 Han vendte sig om på ryggen og fik øje på Adam, der lå på maven med et tomt blik i øjnene og blod løbende ud af mundvigen.

 Søren hylede op som en gris.

 Så hørte der en gruppe af løbende fødder.

 "Hvad sker der?" lød Fridas stemme.

 De fem stoppede op ved synet af Adams lig. Stine så ud som om hun skulle til at kaste op. Tova lignede et spøgelse, der kunne bryde samme når som helst. Vibeke bøjede sig bare over liget med en mine som en tv-kommissær.

 "Han er blevet stukket ihjel," mumlede hun, mens hun begyndte at rode lommerne igennem. Op ad dem tog hun noget skinnende sølvtøj frem... magen til dem, de brugte i riddersalen, inden den gamle mand blev myrdet.

 Så sprang hun pludselig op og råbte: "KOM," til de andre og løb direkte op til riddersalen.

 Vinduerne var stadig dækket til der. Den gamle mand lå på gulvet på det sted hvor han var faldet. Der var bare én ting, der ikke stemte.

 Mordvåbnet var væk.

 "Hvad foregår der?" spurgte Frida forpustet over at have løbet hele vejen.

 "Det skal jeg fortælle dig," svarede Vibeke og gik rundt i salen, mens hun lavede fagter med hænderne. "Adam var her for at stjæle af sølvtøjet. Det er ikke en stor overraskelse. Han hørte at nogen var på vej ind, han gemte sig, morderen kom ind for at fjerne mordvåbnet eller slette fingeraftrykkene, der sker et eller andet, der gjorde at morderen opdagede Adam og så måtte morderen jo selvfølgelig også gøre ham tavs."

 Søren faldt ned på knæ af chok. "Hvem kunne gøre sådan noget?"

 "Kun en, der er bange," svarede Frida. "Vi ved alle at det må være en af os, der gjorde det. Og det er helt klart på grund af den dobbeltselvmord for over et år siden."

 Stine og Tova nikkede bare til det. Vibeke gik hen til liget af den gamle mand.

 "Hvad med at vi tjekker hans lommer? Måske finder vi et spor."

 Hvad hun fandt var hans pund med et kørekort i, et foto og et stykkesammenfoldet papir. Den dødes mand var Hans Georg Pedersen og efter hans fødselsdag at dømme, så var han 74 år gammel. Fotoen forestillede ham selv sammen med to unge mennesker, en mand og en kvinde.

 "Kan det være søskendeparret, der begik selvmord?" spurgte Stine. "Han må have kendt dem personligt."

 Men det, der rystede dem, var papiret. Det var en liste med navne.

 FRIDA CONSTANCA

 TOVA ERIKSEN

 ADAM REGNERSEN

 VIBEKE OG STINE LUND

 SØREN NØRREGÅRD

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...