Døden gik på Koldinghus

'Døden gik på Koldinghus'. De var de sidste ord, den gamle mand sagde, inden han døde og efterlod seks unge låst inde på Koldinghus. Hvad kunne det betyde? Kan det have noget at gøre med at en bror og en søster begik selvmord på det selv samme sted for over et år siden?
Hvem af de seks kender sandheden og vil begå mord for at det ikke skal se dagens lys?

4Likes
8Kommentarer
1788Visninger
AA

6. Døden gik på Koldinghus

Irriteret rev Tova slikposen ud af hænderne på Søren. Det var alle tilfredse med for de var blevet trætte af hans smasken.

 "Det er ikke sundt at spise så meget slik," snerrede Tova, mens hun krøllede posen sammen. "Min far ligger på sygehus med diabetes, så jeg ved hvad jeg taler om."

 Vibeke vendte og drejede listen med navnene. "På bagsiden står der Cafe Sort. Er det ikke den cafe, der ligger i nærheden?"

 "Jo," sagde Stine nikkende. "De har sådan en gæstebog hvor de skriver navne og alder i. Nu hvor du nævner det, så kan jeg huske at søsteren, som døde med sin bror, var på cafeen natten før. Det havde de fundet ud af fra gæstebogen. Faktisk så besøgte vi den den aften, ikke?"

 "Det gjorde vi," sagde Vibeke. "Så den gamle havde også kigget i gæstebogen og fundet ud af hvem, der var på cafeen den aften og regnet ud af en af os må kende sandheden bag dobbeltmordet og kaldt os hertil."

 "M..men," stammede Søren. "Mit efternavn er jo Munk og ikke Nørregård."

 "Der må have gået en Søren Nørregård i din klasse, som flyttede før du kom hertil," svarede Frida og satte sig ved spisebordet. "Det var derfor du blev kaldt hertil. Der var ske en misforståelse."

  "Ja," sagde Vibeke og kiggede ned på den gamle mands lig. "Han må have troet at en af os havde set søsteren i cafeen. Spørgsmålet er: Er det muligt?"

 "Jeg ved det ikke," svarede Tova og gik ud af døren i en vældig fart. "Jeg går på toilettet nu."

 De andre sagde ikke noget, mens de lyttede til Tovas skridt, der blev fjernere og fjernere. Vibeke, Stine og Søren satte sig nu også ved spisebordet og samtalen faldt nu på søskendeparrets selvmord.

 "Broren skulle giftes. Det stod der i avisen, men han aflyste brylluppet. Hvorfor?"

 "Brudens mor var vist en religøs streng kælling, der holdt sin datter i tøjler," svarede Vibeke. "Det ville grommen nyde af, så han brød forlovelsen."

  "Åh ja," sagde Stine. "Jeg kan huske, at der stod i avisen, at der blev fundet spor efter alkohol i deres kroppe. De havde åbenbart drukket sig fulde et godt stykke tid inden de døde."

  "Kan man godt begå selvmord, mens man er fuld?" spurgte Søren med en tonefald, der lød som en idiots.

 "Ja," svarede Frida en smule irriteret. "Men, måske var der nogen, der drak dem fulde og slog dem ihjel."

 Stine rystede på hovedet. "Det tror jeg ikke. Der var låst alle vegne. Ingen kunne have kommet ind eller ud."

 "Men hvorfor så begå selvmord? Jeg ville forstå det hvis det var af sorg over ophævelsen af forlovelsen, men hvorfor fulgte søsteren så med i døden? Hvis hun var der så ville hun da have prøvet at redde ham. Hun var jo sygeplejerske, ikke?"

 "Hun behandlede folk med sukkersyge," svarede Stine. "Det kan huske at der stod om det i avisen."

 "Sukkersyge? Som i diabetes?" spurgte Søren. "Måske kendte hun Tovas far."

 En kold uhyggelig tavshed bredte sig i rummet. "Måske...," hviskede Stine, "... kendte hun gennem han også Tova."

 I en fart løb de ud af riddersalen og hen til toilettet, men der var Tova ikke. De ledte alle desperate efter hende overalt på museet, men de fandt ikke engang skyggen af hende.

 ... indtil de fandt hende i Christian 3.s kapel, stående foran et alter med mordvåbnet i hånden.

 "Så...," hviskede hun. Hendes stemme lød grødet som om hun havde grædt. "... I fandt mig."

 Ingen af tilstedeværende bevægede af frygt for et negativt udfald. Tova havde jo trods alt kniven.

 "Det var ikke med vilje," græd hun. "Kællingen, moren til brorens ex, tvang mig. Det var hævn over den brudte forlovelse. Hun sagde til mig at jeg skulle drikke hende - sygeplejersken - fuld og sætte hende af på et hotelværelse. Jeg anede ikke at broren var der også."

 Brikkerne var ved at falde på plads for Vibeke. "Hvad der end skete på hotelværelset, så troede søskendeparret, efter alkoholet var faldet, at de havde haft sex med hinanden og kunne ikke leve med skammen. Det var derfor de begik selvmord sammen."

 Tova nikkede grædende. "Kællingen truede mig med at fortælle mine forældre det... og hvad ville de ikke sige?"

 "De ville tage det pænere end mord," svarede Frida strengt.

 Ordene lod til at have slået Tova helt. Nærmest mekanisk løftede hun kniven op mod sit bryst og stak ind, inden nogen kunne standse hende. Søren bevismede, Stine skreg, Vibeke rystede trist på hovedet, mens Frida faldt ned på knæ af chok.

 Tovas lig faldt sammen på gulvet. Under hende begyndte en sø af blod at vokse.

 Gennem vinduerne begyndte de første solstråler at jage den modbydelig nat væk.

 Den nat gik døden sandeligt på Koldinghus.

Slut

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...