Accio Soulmate

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 mar. 2012
  • Opdateret: 3 nov. 2015
  • Status: Igang
skal lige siges, at jeg skrev den da jeg var 12
undskyld på forhånd

86Likes
117Kommentarer
29477Visninger
AA

25. Wrong

Dracos synsvinkel

Dette kunne umuligt være det sidste kys.

Der spillede for mange følelser i det til, at det kunne være det sidste. Der var så meget nærkontakt i det, fuldstændig anderledes end hvad vi før havde prøvet. Hermione virkede så uskyldig, men kysset viste noget helt andet.

"Fenrir er væk" sagde hun, alt andet end upåvirket. Hendes åndedræt var stadig hurtigt og hektisk og hendes puls ude af takt.

"Vi burde ikke gøre det her" sagde hun og slog blikket ned. "Det føles ikke rigtigt."

Jeg trak på smilebåndet, selv om jeg mærkede et lille stik af forvirring. "Hvad får dig til at sige det?"

Hun trak sig væk fra mig og kiggede sig omkring. "Vi er ikke alene. Jeg kan høre stemmer."

Jeg var ligeglad. Hvad mente hun med, at det ikke virkede rigtigt? Var jeg den eneste, der følte noget, jeg ikke havde følt før? Selvfølgelig var jeg ikke det! Jeg kunne se på Hermione, at hun også var påvirket. Hvorfor ville hun prøve at lade som om, hun ikke var?

"Synes du, det her føles forkert?" spurgte jeg og rakte ud efter hendes hånd, sydende af forvirring. Jeg forsøgte at skabe øjenkontakt, men hun bed sig bare i læben og flakkede med blikket. "Så du kyssede mig altså bare for sjovs skyld? Du følte slet ikke noget som helst?"

Langsomt løftede hun blikket og mødte mit. "Hvorfor spørger du mig om det her?"

Jeg stirrede indtrængende på hende og strammede automatisk grebet om hendes håndled. "Føler du virkelig intet?"

Det var ikke meningen, det skulle have lydt så hårdt. Jeg havde på ingen måde lyst til at være vred på hende, men jeg kunne ikke gøre for det. Følte hun virkelig ingenting for mig mere? Kyssede hun mig kun for sjov? Var hun på vej væk fra mig i netop dette øjeblik? Forvirringen og den rædsomme uvidenhed fik raseriet i mig til at svulme op.

"Slip mig" sagde hun stille, da mit greb om hende langsomt blev strammere.

"Svar mig" vedblev jeg. "Føler du... ingenting?"

"Slip mig" gentog hun bestemt og stirrede direkte på mig.

"Hvad føler du?!"

"Jeg føler alting!" råbte hun. "Alting! Jeg føler frygt for det her sted, vrede for at have siddet indespærret, men aller mest forvirring omkring mine følelser til dig. Jeg kan ikke forholde mig til noget lige nu. Jeg ved bare, at der ikke er noget, der føles rigtigt!"

Min vejrtrækning blev hurtigere. Det var slet ikke svar nok. Det fik mig kun til at kunne stille endnu flere spørgsmål, og det drev mig til vanvid, men jeg forblev tavs.

"Vær sød at give slip på mig" sagde hun roligt i et lavere tonefald, men det var som om, jeg slet ikke kunne høre hende.

"Giv så slip!" hvæste hun og rev sig fri. De tunge regndryp, som faldt fra himmelen, blev til styrtede regn. Vinden ruskede voldsomt i trækronerne, og bladene hvirvlede rundt på jordbunden.

"Malfoy!" lød en bekendt stemme. Det tog mig ikke ret lang tid at finde ud af, hvem stemmen tilhørte. Svaret kom løbende hen sin tryllestav rettet direkte mod mig.

Weasley.

"Ron!" hvinede Hermione og løb hen for at omfavne ham. "Åh, jeg er så glad for at se dig! Tag mig med hjem til Hogwarts, jeg har savnet det så frygteligt."

Han lukkede øjnene, mens han omfavnede hende. Jeg kunne ikke lade være med at føle en voksende knude i mit bryst. Jeg tænkte på, hvad Potter havde sagt, om at den rødhårede tåbe rent faktisk troede, at han og Hermione havde noget sammen. Jeg havde sådan glædet mig til at fortælle ham, at hende og jeg var sammen som kærester, men jeg var ikke så sikker nu. 

Han mumlede noget til hende, som jeg ikke kunne høre, men det havde jeg ærlig talt heller ikke lyst til. Hvad fanden bildte han sig ind at komme her og lege supermand?! Vi kunne sagtens klare at komme helskindede tilbage til Hogwarts selv, uden hans hjælp. Han var sikkert faret vild og var ved et uheld stødt på os.

"Du rør hende ikke" brølede Weasley og rettede sin tryllestav mod mit bryst, da jeg fastbesluttet marcherede hen til dem. "Du vil fortryde det her bittert resten af dit liv, Malfoy. Du bliver bortvist fra Hogwarts, og så bliver dig og din sindssyge familie sendt til Azkaban!"

Han var rasende, mere end jeg nogensinde havde set ham være. Hans øjnene lynede, og hans reflekser var i topform, klar til at sende hvilken som helst besværgelse efter mig, så snart det skulle være. Jeg var næsten sikker på, han ikke ville tøve med at tage en utilgivelig forbandelse i brug, for han så ud, som om han ville spytte på reglerne, hvis det betød, han ville få ram på mig.

"Den eneste, jeg kunne tænke mig at gøre fortræd, er dig, Weasley! Du ved ingenting. Du kommer bare vadende, og tror du redder hele dagen, men hvis du kendte sandheden om, at..."

"Malfoy, NEJ!" råbte Hermione, rev sig ud af Weasleys favn og vendte sig mod mig.

Det fik mig til at stå lam tilbage. Alt havde ændret sig i dette øjeblik. "Vi er tilbage til efternavnene, hvad?" hvæste jeg. "Fint. Hvis det er sådan, du vil have det, Granger. Fyld Weasley med løgne, det er du jo i forvejen så god til."

Hun blinkede og stirrede på mig. Det måtte også være hylende morsomt at se på, for jeg var fuldstændig ude af mig selv, selv om jeg prøvede at holde det til et minimum. Hverken Weasley eller Hermione skulle få lov til at have fornøjelsen af at se mig oprevet.

Pludselig nærmede tre nye skikkelser sig. Tre bekendte skikkelser. Mcgonagall, Snape og Harry Potter.

 

*   *   *

 

Jeg sad på Snapes kontor og stirrede ned i gulvet. Sekundviseren fra et ur et sted i lokalet flyttede sig uendeligt langsomt. Jeg trak vejret dybt og indåndede lugten af sod fra en mislykket eliksir.

Heldigvis var jeg ikke den eneste person til forhør. Hermione sad nemlig i den anden del af rummet med et tæppe om sig. Jeg løftede hovedet lidt og skævede forsigtigt til hende. Hun så udmattet ud, men for anspændt til at kunne falde i søvn. Hun var kridhvid i ansigtet, og det var tydeligt at se, at hun var drænet for energi.

"I fortæller mig præcis, hvad I lavede i skoven og på hr. Malfoys herregård. Ingen af jer tøver med at svare, så snart I får stillet et spørgsmål, og I gør klogest i at fortælle sandheden." Snape smækkede med døren til kontoret og stillede sig lige foran mig. "Løgne tolereres ikke" hvæste han. "Er det forstået, hr. Malfoy?"

Jeg stirrede direkte ind i hans stikkende, sorte øjne, der glødede af raseri. "Ja, professor" svarede jeg uden at fortrække en mine. Jeg vidste, at han ville komme på rette køl igen, i hvert fald når det kom til mig. Jeg havde været intet mindre end Snapes yndling i mine år Hogwarts, og det skulle nu vise sig, om det havde betalt sig.

"Vi fòr vild, professor" svarede jeg så henkastet som muligt. Hermione så ikke ud til at ville svare på noget, så jeg greb ind og forsøgte at redde situationen med den mest troværdige historie, jeg kunne komme tanke om. "Vi befandt os på Det Glade Vildsvin i Hogsmeade, da kroværten pludselig fik hjertestop og faldt om. Vi ville tilkalde hjælp, men i stedet fandt vi en udvej fra Hogsmeade, hvorfra vi forsøgte at finde hjælp, men jo mere gik, jo længere væk kom vi."

Snape betragtede mig misbilligende. "Kroværten faldt om af hjertestop. Det vil du simpelt hen have mig bildt ind."

Jeg fremdrog et lille sarkastisk smil. "Har De været på Det Glade Vildsvin, professor? Forholdene på kroen er modbydelige, jeg kan godt forstå værtens helbred ikke kunne klare til mere."

Snape skulede bare til mig. "Forklar mig så, hvordan I havnede i din families hjem, hr. Malfoy?" Han smilte lidt, og jeg gennemskuede straks hans tanker. Endelig havde han fundet et punkt, som jeg ikke kunne forklare mig ud af.

"Jeg trængte til at komme hjem" svarede jeg og trak på skuldrene. "Desuden kunne vi ikke finde tilbage til Hogwarts, og det var den eneste mulighed, jeg kunne komme i tanke om."

"10 point fra Slytherin for sådan en åndssvag handling" hånede Snape.

Jeg skulede til ham, før mit blik mødte Hermiones. Hun brød med det samme øjenkontakten og forsøgte ihærdigt at blinke et par tårer væk. Jeg havde sagt alt det, hun havde forventet jeg ville sige, men ikke håbede på. Det var udelukket at fortælle Snape sandheden, og det vidste hun, men det gjorde ondt på hende at høre mig tale udenom alt det, der i virkeligheden var sket. Jeg havde ladet hende i stikken for mange gange og givet hende skylden, bare for ikke at skulle se sandheden i øjnene, for ikke at skulle mærke skyldfølelsen.

Hvorfor er jeg også så fucked up?

Jeg var nødt til at prøve at snakke med hende om alt det her bagefter, hvis hun overhovedet ville snakke med mig nogensinde igen.

Jeg kunne lide hende, det kunne jeg virkelig. Men behøvede jeg hende også så meget, som jeg troede jeg gjorde? Hun har ændret mig, hun har fået noget frem i mig, som jeg ikke troede jeg havde, en bedre side af mig selv. Men jeg er ikke god nok til hende, og det har hun langt om længe indset efter alt det her.

Måske er det kun en fucked up teenage fantasi, vi har levet i. Måske har der slet ikke været rigtige følelser med i det her forhold. Måske var det bare noget, vi bildte os selv ind, og jeg var for dum til at sluge det rådt, fordi jeg begyndte at kunne se håb for mig, fordi hun bragte noget godt frem i mig.

Jeg er sikker på, at der var noget i det kys. Det var den første gang, jeg følte noget for hende, som jeg ikke havde opdaget før. En sær tiltrækning, et ønske om at hun altid skulle være min, og kun min, at hun aldrig skulle forlade mig.

Men med alt det taget i betragtning: Jeg er kun fjorten år, hvad ved jeg om kærlighed?

"Lad mig så spørge" sagde Snape og rev mig ud af mine tanker. "hvorfor I to var sammen i Hogsmeade?"

Jeg stivnede og kiggede op for at møde Hermiones mørke øjne. Hvis Snape gravede dybere ned i det emne, ville han ramme et ømt punkt for os begge.

"Nu er jeg jo jeres professor og har absolut ingen hensigter om at snage i jeres privatliv, men en elev fra Gryffindor og en fra mit eget kollegie plejer som regel ikke at være slyngveninder."

Jeg rakte en hånd op for at klø mig i nakken og kiggede ned i gulvet. Jeg havde ikke det store udvalg af svar til hans alt for snagende spørgsmål.

"Det kommer vel ikke dig ved, professor" sagde Hermione stille, og jeg så straks op på hende. Hun stirrede på Snape med et uforudsigeligt blik, men jeg kunne se på hende, hvor ubehageligt hun havde det med, at han spurgte ind til os to, med alt det, der var sket de sidste par dage taget i betragtning.

"50 point fra Gryffindor for sådan en spydig bemærkning" hvæste Snape med lynende øjne. Hermione så ud til at ville svare igen, men ombestemte sig hurtigt. 50 point var for meget at trække fra hendes kollegie, men hun ville ikke risikere at miste flere.

"I får eftersidning begge to de næste to måneder for at forlade skolen" meddelte han. Det var det mindste af mine problemer lige nu. "Gå ned i storsalen, aftensmaden er serveret." Han slog ud med sin kappe, før han satte sig bag sit skrivebord.

"Jeg sagde gå, få mig nu ikke til at skifte mening" hvislede han uden at kigge op fra en boblende orange eliksir.

Jeg blev siddende, og betragtede hvordan Hermione kom på benene. Hun begyndte langsomt at gå ud, uden at støde på mit blik, som fulgte enhver eneste bevægelse hun lavede.

"Få mig nu ikke til at trække flere point fra Slytherin på grund af din nølende opførsel, Malfoy" hvæste Snape, og løftede blikket fra sin eliksir.

Jeg sendte ham et skarpt blik, før jeg lukkede døren bag mig. Hermione var allerede på vej hen ad korridoren.

"Hermione!" råbte jeg, men hun fortsatte med at gå målrettet væk. Hendes lange løvemanke bølgede efter hende i det hurtige tempo hun gik i.

"Hermione, lad os lige snakke om det her" sagde jeg og løb efter hende. "Please, hør lige."

Da jeg nåede så langt, at jeg kunne lægge en hånd på hendes skulder, snurrede hun om på hælen. Jeg stivnede, da jeg så, hvor røde hendes øjne var og hvor tilsølede og hævede hendes kinder var.

"Jeg..."

"Draco, det er slut. Jeg kan ikke gøre det her mere, og det ved jeg, at du heller ikke kan. Det her, hvad end det her er, er ikke godt for nogen af os."

Jeg havde forventet, at hun ville sige det, men det gjorde endnu mere ondt at høre det i virkeligheden.

"Hvis du ikke kan gøre det her mere, hvorfor kyssede du mig så?" brølede jeg, uden at tænke mig om, men jeg kunne ikke lade være, jeg var nødt til at høre svaret.

"Draco, det har ikke noget som helst at gøre med det... det kys! Jeg kan ikke tænke klart, når jeg er sammen med dig. Harry havde ret. Du skærmer mig fra omverdenen, jeg ser ikke længere andet end dig!"

"Han havde sikkert også ret i, at du er vild med Weasley" brød det ud af mig. "Det er det, det her handler om, er det ikke? Du har været vild med Weasley hele tiden, og da han kom for at redde dig, tøvede du ikke med at løbe hen til ham! Jeg var bare det næstbedste alternativ, ikke også?"

"Hvordan kan du sige det?" hvinede hun og slog ud med armene. "Du er ikke mit næstbedste alternativ, det er slet ikke det, det handler om! Det handler om, at du lod mig i stikken op til flere gange, og det har jeg ikke fortjent! Jeg har kun forsøgt at give dig mit bedste, men det var i forvejen svært nok!"

Hun rykkede to skridt tættere på mig, klar til at få det heftige uvejr, jeg om lidt ville komme med, i hovedet.

"Du benægter ikke engang, at du er vild med Weasley! Jeg burde have vidst det her fra starten af. Jeg har set, hvordan du altid har kigget efter ham, og du er heldig nok til, at det er mere end gengældt fra hans side!"

Hun åbnede munden måbende og stirrede rasende på mig.

"Hvordan kan du være så egoistisk? Ron burde være din mindste bekymring lige nu. Jeg blev tortureret! Af din familie! Jeg havde håbet, at du i det mindste ville have hjulpet mig, at du ville have sagt dem imod for mig! Men ved du hvad? Du gjorde ingenting! Du efterlod mig alene, selv om du havde lovet, lovet at du ville være der for mig! Du er en kujon!" skreg hun og forsøgte ikke engang at forhindre tårerne i at løbe ned ad hendes hævede kinder.

"Undskyld, okay, undskyld!" brølede jeg og strøg mine hænder igennem mit hår i frustration.

"Nej, det er ikke okay, Draco! Jeg vil aldrig kunne tilgive dig for det du har gjort!"

Aldrig... Hun ville aldrig kunne tilgive mig. Ordene hamrede sig igennem mine tanker, og det gik op for mig, hvor meget hun mente det. Det var rigtigt, hun ville aldrig kunne tilgive mig, aldrig.

"Det... det forstår jeg godt" svarede jeg dæmpet, fuldstændig slået ud ad hendes ord. "Bare svar mig, inden jeg lader dig gå... hvorfor kyssede du mig?"

Hun brød øjenkontakten med mig, da hun slog sit blik ned på sine hænder. "Fordi... fordi jeg havde lyst."

Hendes svar overraskede mig mere end det skulle, og jeg bed mig hårdt i læben for ikke at lade de rasende ord løbe af sted med min mund.

"Fordi du havde lyst?" spurgte jeg stille, min stemme forrådte mig idet den knækkede. "Man gør ikke sådan noget, bare fordi man har lyst, Hermione."

Hun fastholdt sit blik på sine hænder.

"Hvis det var sidste gang, ville jeg lægge mærke til det. Jeg ville vide, at det var det sidste kys, jeg ville tillade mig selv at opleve det én sidste gang, før det var slut" sagde hun.

"Var det sidste gang?" spurgte jeg hende indestængt og løftede hendes hage op, så hun var tvunget til at se på mig. Hendes mørke øjne mødte mine, hun stod med armene korslagte og nikkede langsomt.

Jeg kiggede væk og fjernede min hånd fra hendes hage. 

"Hvad følte du?" spurgte jeg. Jeg var nødt til at vide det, før hun gik.

"Draco..."

"Please, bare svar mig."

"Jeg... jeg følte, at det var anderledes. At det var rigtigt, men forkert. Alt for forkert."

Det var ikke det svar, jeg havde forventet. Jeg havde forventet, at hun ville fortælle, hvor meget det havde ændret hendes syn på hende og mig. At det havde fået hende til at se, at der stadig var håb for os, lige meget hvor fucked up vi var.

Men det var, hvad jeg følte. Jeg havde håbet, hun ville have det på samme måde, men nu viste det sig, at hun følte det præcis modsatte.

"Jeg vil lade dig gå nu" hviskede jeg og bed mig hårdt i læben uden at se på hende. Hun sagde ingenting, mens hun stadig stod på det samme sted. Jeg hørte hende sukke, før hun vendte om og gik.

Jeg kastede et sidste blik efter hende, tænkte over hvad jeg havde gjort, tænkte over at det var slut.

Det var slut.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...