Accio Soulmate

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 mar. 2012
  • Opdateret: 3 nov. 2015
  • Status: Igang
skal lige siges, at jeg skrev den da jeg var 12
undskyld på forhånd

86Likes
117Kommentarer
29326Visninger
AA

27. Sandheden

Hermiones synsvinkel

"Hvordan har du haft det?" spurgte jeg, uden at være det mindste interesseret. Mine tanker havde ikke godt af at kredse om Draco.

"Godt, æfter sommerferien speller jeg Quidditch i Makedonien" svarede Victor stolt.

"Makedonien?"

"Bulgariens naboland. Det er kun en lille kamp. Mæn mange vigtige..."

Gad vide, hvad han lavede netop nu? Draco. Tænkte han på mig? Eller var han godt i gang med at komme videre med sit liv... hvilket jeg burde gøre. Det var mig, der slog op, mindede jeg mig selv om. Han burde være den knuste, men var det også sådan? Kunne han være mere knust, end jeg var?...

"Hermiånde?" Victor viftede en hånd frem og tilbage ud for mit ansigt.

"Undskyld, jeg tabte tråden. Jeg var vist for distraheret" undskyldede jeg og blinkede et par gange med øjnene i et forsøg på at vende tilbage til virkeligheden.

Et dristigt smil spillede på hans læber. "Distraheret?" spurgte han med kraftig accent.

"Ehm.. ja" sagde jeg, forvirret over hvorfor det lille smil opstod.

Selvsikkert tog han min hånd i sin, men i det samme varmen mødte min iskolde hånd, trak jeg den til mig med et sæt. Jeg slog blikket op og mødte hans, som holdt sin selvsikre charme, selv om jeg netop havde afvist hans gestus.

"Distraheret af en. Men ikke af dig" forklarede jeg hurtigt, men fortrød i samme øjeblik, jeg havde sagt det. Det var ikke meningen, det skulle have lydt så afvisende, men hvordan kunne han få det til, at jeg var distraheret af ham? Lige nu havde jeg ikke brug for nogle, der forsøgte sig som mere end venner. Jeg havde virkelig brug for en ven, der kunne forstå alle mine tanker, en jeg kunne fortælle om alt det her, og jeg havde et håb om, at det var Victor, men jeg burde have vidst bedre.

"Åh" sagde han bare, og den selvsikre charme, som før glitrede i hans øjne, blev straks erstattet med flovhed, der dækkede hans kinder med røde plamager.

"Victor... hør. Det skulle ikke have lydt sådan. Sådan mente jeg det ikke."

Men det gjorde jeg.

"Jeg har virkelig brug for at tænke nogle ting igennem. Det sidste jeg behøver lige nu, er endnu flere problemer. Der er sket en masse lige for tiden, og der er ikke ret meget, der giver mening for mig, så jeg har helst brug for tid til at tænke det igennem. Personen, der har gjort det her, er en idiot."

Han smilte lidt igen, men de røde kinder forsvandt ikke.

"Ham den blånde?" spurgte han, og det gav et sæt i mig.

"Draco?" pev jeg og gloede på ham med store øjne. Var det muligt, at han kunne læse mine tanker?

"Nej, Rita Rivejern" svarede han med kraftig sarkasme i stemmen. Jeg lo af hans ironi og min egen dumhed. Selvfølgelig mente han Draco.

"Hun er nu også en idiot" grinede jeg, og han gengældte med et bredt smil. Han var nu ikke så slem. Faktisk var han meget sød og overraskende venlig. Ud fra sit barske ryg, var dette en anden side af ham, end den man så til Quidditchkampene.

"Malfoy og daj er sammen, ikke?" spurgte han med et nysgerrigt, men såret glimt i øjnene.

Jeg mærkede, hvordan hver en brik af mig blev iturevet og spredt endnu mere, end de i forvejen var.

"Hvem siger, at vi er det?" spurgte jeg stille. Hvor hurtigt har sådan et rygte spredt sig rundt på Hogwarts? Hvor mange skjulte kroge har troldmænd og troldkvinder hvisket om pigen fra Gryffindor og drengen fra Slytherin?

"Jaj har hørt de fleste fra Durmstrang tale om det. Men de var ikke sekre på det. Det har bare været røgter" svarede han ærligt, selv om han kunne se, det pinte mig at høre sandheden.

Jeg havde prøvet så ihærdigt på at holde vores forhold hemmeligt for Harry, Ron og Dracos venner, at jeg slet ikke havde opdaget resten af skolen, som op til flere gange havde spottet Draco og mig i haveregionen og på slottets korridorer.

"Det har bare været rygter" løj jeg. "Der har aldrig været noget mellem Malfoy og mig, andet end had. Jeg ved slet ikke, hvor mange gange han har kaldt mig en mudderblod. Én så racistisk ville jeg aldrig have noget med at gøre."

Det var meget lettere at sige. Ikke til ham, men til mig selv. Draco var ikke altid et godt menneske, og det var vigtigt, at jeg blev mindet om det.

En skygge gled ind over Victors ansigt, idet jeg fortalte ham om Draco. Bare han ikke ville gøre ham ondt. Lige meget, hvor meget jeg havde lyst til at skade Draco, den måde han havde skadet mig på, ønskede jeg dog ikke, at nogen ville gøre ham fysisk ondt.

Selv om det var netop, hvad han havde ladet ske for mig.

"Han vel ikke kalde dig det igen" snerrede Victor bittert gennem sine tænder.

"Nej" sukkede jeg. "Nej, selvfølgelig vil han ikke det."

"Han er fra Slytherin, ikke? Dygtige troldmænd, men ikke vænlige."

Jeg havde lyst til at bevise det modsatte. Nej. Det, jeg havde lyst til, var at forsvare Draco, og det var jeg nødt til at stoppe med.

"Du har nok ret i, at de ikke alle sammen er venlige. Jeg har ikke lyst til at dømme dem, da jeg ikke kender størstedelen af dem, men ud fra..."

Jeg stoppede midt i min sætning, da jeg opdagede Victors blik, som fokuserede på noget bag mig. Hans blik viste stærk afsky, og han så ud til at væmmes ved synet.

Jeg snurrede langsomt om og så med det samme, hvem han havde fået øje på.

En blond troldmand iført en knælang kappe stod ved døren, der adskilte haveregionen fra slottet.

Jeg stod kun og stirrede i jeg aner ikke hvor mange sekunder. Jeg forsøgte at overbevise mig selv om, at det ikke var, hvem jeg i virkelig vidste, det var.

Hvad lavede han her?

Ville han finde mig?

Selv hvis det havde været hans intentioner, så de ud til at fordufte i det øjeblik, han fik øje på mig. Så forsvandt han ind gennem døren.

Jeg pustede ud, uden at vide, jeg havde holdt vejret. Han kunne ikke vide, jeg var her, og specielt ikke sammen med Victor Krum. Draco var den jaloux type. Men det havde jeg ikke brug for at bekymre mig om, selvfølgelig. Eller havde jeg? Han kunne aldrig finde på at tæve Victor Krum, og hvis jeg var nødt til at indrømme det, var Draco en tøs af og til.

"Jeg går i seng nu. Godnat Victor" sagde jeg med et halvt smil på læberne. Hjertet hamrede af sted i brystet, og jeg var sikker på, han kunne høre det.

"Godnat, Hermiånde." Han rakte ud efter min hånd, men inden jeg kunne trække den til mig, løftede han den til sine læber og plantede et forsigtigt kys. Jeg blev varm i kinderne.

Vejen op til opholdsstuen var lang. Mit hoved svømmede rundt i tanker, som ikke kunne sættes sammen. Jeg havde savnet de levende billeder på væggene, trapperne som konstant var i bevægelse, lysene og i det hele taget stemningen på slottet. Jeg savnede det, endda efter kun et par dage, et par forfærdeligt lange dage og nætter.

Jeg havde savnet Hogwarts, og jeg tog hver bid til mig på vejen op mod den fede dame, som skreg sine lunger ud til en selvskreven opera, som jeg fik fortalt, skulle akkompagneres af Mozarts 2. symfoni i G-dur.

I opholdsstuen sad Ron og Ginny. Ginny havde næsen begravet i bogen Magiens Historie, mens Ron sad og stirrede tomt ud i luften.

"Hvor er Harry?" blev jeg nødt til at vide.

Ron blev revet ud af sin trance og hoppede op af forbløffelse, da han så mig.

"Harry sover" svarede Ginny, uden at se op fra sin bog. Det tog en byrde fra min skulder. Jeg havde bestemt ikke brug for flere skældsord fra Harry. Jeg vidste ikke, hvornår jeg ville blive gode venner med ham igen, men det var ikke foreløbig.

Jeg satte mig i sofaen overfor Ron, ved siden af Ginny. Der var ingen, der sagde noget. Den eneste lyd var små snøft fra Ginny.

"Du skal ikke tage dig af hende" snerrede Ron og gloede på Ginny. "Sådan har hun været, lige siden Harry forlod opholdsstuen."

Hun kastede bogen på Ron, som bandede og svovlede. Først nu kunne jeg se hendes ansigt. Øjnene var røde og hævede, og mærkerne fra de resterende tårer dækkede hendes kinder.

"Du er ikke meget bedre selv!" hvæste hun af Ron og styrtede mod pigernes sovesale, hendes ildrøde hår flagrende efter sig.

Ron skar en grimasse. "Hun får det sgu aldrig lært."

"Hvad?"

"Harry. Han var helt ude af den, da vi sad her efter middag. Lige pludselig begyndte han bare at snakke om dig og Malfoy."

Rons ansigt var ikke nær så rødt som Ginnys, og han havde ikke grædt, men man kunne tydeligt se, at han havde kæmpet mod tårerne. Hans stemme var svækket, da han talte.

"Hun følte nok, hun havde brug for at forsvare dig. Det blev Harry selvfølgelig ikke begejstret for. Gæt selv resten."

Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige. Hvor meget vidste Ron? Harry havde engang lovet mig, at han ikke ville fortælle Ron noget, så længe jeg havde planer om selv at fortælle ham om Draco. Ron var en bombe. Hvis jeg prikkede til det mindste forkerte emne, ville han eksplodere.

"Hvor meget ved du?" hviskede jeg og fokuserede på mine fingerspidser.

Da han løftede blikket for at møde mit, blev jeg forbavset over, hvor arrigt det var. Han sad bøjet forover med albuerne på knæene, hænderne foldede ud for sig og så ud, som om han kunne myrde i hvert sekund det skulle være.

"Alt."

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...