Accio Soulmate

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 mar. 2012
  • Opdateret: 3 nov. 2015
  • Status: Igang
skal lige siges, at jeg skrev den da jeg var 12
undskyld på forhånd

86Likes
117Kommentarer
29328Visninger
AA

23. De kommer

Professor Mcgonagall's synsvinkel

"Severus, jeg forstår stadig ikke, hvordan du kan se på drengens situation fra sådan en upædagogisk vinkel."

Professoren hævede et øjenbryn og krummede sin mund sammen til et vurderende smil. "Med al respekt, Minerva, er der meget, du ikke forstår."

En spydig vind sitrede lokalet, og en kulde, som føltes som en rødmen bare omvendt, arbejdede sig hurtigt op i mine kinder.

"Må jeg bede dig om at uddybe?" spurgte jeg i et skarpt tonefald.

"Det har jeg ellers gjort adskillige gange" svarede professoren køligt og satte sig rette i den flødefarvede lænestol, som stod overfor skrivebordet. Lærerværelset havde sat sig et trist præg de sidste uger. Om det var stemningen, de matte farver eller de støvede bøger kunne jeg ikke lige sætte min finger på.

Jeg lagde mit ansigt i skeptiske, afventende folder og gloede ellers bare løs på Snape.

"Hvis ikke han var så opmærksomhedssøgende, kunne han vel have undgået kattepinen. Men alt står vist på spil i Potters verden. Faktisk tør jeg påstå, at han ligefrem nyder situationen. Den dramatiske tilstand, de anerkendende blikke, sladderen, artiklerne... Alt sammen noget drengen ville dø for."

Uden at fortrække en eneste mine, lænede jeg mig frem i den stol, jeg sad i og betragtede Snape neutralt.

"Det er sandelig ikke meget, du bryder dig om Potter" hvislede jeg.

I dét øjeblik, var det lige før, man kunne se et trist skær i Snapes øjne. Men alle, eller i hvert fald de, som stod Dumbledore nær, vidste, at der var noget ved den krumnæsede professor, der ikke var helt rigtigt. Hvad gik Snape mon og gemte på af hemmeligheder?

Det triste skær forsvandt brat, og et rasende had glitrede i hans øjne.

"Du skulle bare vide" mumlede han stille og lænede sig tilbage i sin stol, hvor hans ansigt lå i mørke.

Stærkt undrende over, hvad Snape dog havde ment med de ord, fik et brag fra døren spoleret mine tanker.

Som man talte om solen, stod Harry Potter nu pludselig midt i lokalet. Vildfarelse summede i ham, og han trak vejret hektisk.

Den rødhårede knægt, Ronald Weasley, kom lige i hælene på ham.

"Professor" prustede de begge.

Potter fortsatte forpustet: "Der er sket noget med en af eleverne på skolen. Noget alvorligt. Vi bliver nødt til at finde hende, det..."

"Er det virkelig så presserende, at det ligefrem er nødvendigt at brase ind i rummet?" lød det hånligt fra Snape. Potter listede et dræberblik ind i hans øjne.

"Hvilken elev er der tale om, Potter?" spurgte jeg roligt, men alvorligt.

"Hermione Granger" udbrød Weasley med en understregende hånd i vejret, som han dog hurtigt sænkede igen. "Hun har brunt, busket, langt hår, mørke, dybe øjne og et fanta.. øhm... og hun smiler meget."

Et hurtigt grin viste sig på Potters læber, hvor Snape tværtimod hævede et øjenbryn, der sagde: Helt ærligt...

"Er hun bare forsvundet?" spurgte jeg skeptisk.

"Ja, men vi ved også lidt mere om sagen... Malfoy er involveret" fortalte Potter i et mørkt tonefald. Et væld af harme smurte sig om hans stemme.

"Malfoy fra mit kollegie?" Snapes øjenbryn løftede sig i takt med, at ordene kom frem: langsomt.

"Hvem ellers?" hvislede Weasley og gloede på Snape et sekund, før han fik øjnene rettet mod Potter, sulten efter informerende ord.

"Det er en grueligt lang historie, professor, men jeg tror endelig, jeg har fået regnet det meste af den ud. Jeg kan forklare på vejen, men lige nu må vi finde Hermione, før det er for sent."

Jeg rev mig op fra stolen i en stivnende bevægelse og udbrød: "Før det er for sent?! Potter, hvis det virkelig er så alvorligt, vil vi straks gå til handling. Hvor befinder frøken Granger sig, sagde du?"

Potter sænkede stemmen. "Jeg er ikke sikker... Hun er ved gerningsmandens hjem. Malfoys herregård."

 

Draco's synsvinkel

To dage var gået.

Muligvis de to værste dage i mit liv.

De bestod af én ting, nærmere en følelse, jeg vist nok aldrig rigtig havde kendt ordenligt... indtil nu.

Dårlig samvittighed.

Heldigvis havde der ikke været flere tortureringer.

Og for helvede, hvor var jeg dog taknemmelig for det.

Bellatrix havde næsten ikke kunne holde sig fra fangekælderen. Det kriblede og krablede i hende for at tage dolorosoforbandelsen i brug, men de andre havde stoppet hende, før det kom så vidt. Og heldigvis.

De havde fundet på en ny 'kur' til Hermione. De ville sulte hende, holde hende i fangekælderen til hun spyttede ud.

Dette ville ikke have været sket, hvis jeg bare havde holdt mig helt fra hende i første omgang. Vi kunne jo bare se det i øjnene. Der var ikke kommet noget godt ud af dette forhold. Intet. For mig, jo. Jeg havde mødt Hermione Granger. Set en anden side af hende. Hun havde fået mig til at se en anden side af mig selv. Men Hermione havde mødt Draco Malfoy, en dreng, som hun troede, hun kunne ændre. Hun prøvede, men kunne ikke. Når alt kom til alt havde hun mødt en dreng, der ikke kunne ændres.

Hun havde mødt Draco Malfoy.

Jeg havde vist nok voldet hende nok smerte for nu.

Og jeg kunne ikke forklare, hvad der nu ville ske, men jeg ønskede at træde ud af billedet for én gangs skyld.

Jeg lænede mig langsomt frem på den skammel, jeg sad på og støttede hovedet i mine hænder. Jeg sukkede tungt. Hvad mon de egentlig gik og tænkte på Hogwarts i dette øjeblik? Ledte de efter os? Eller fortsatte de med at pladre rundt omkring i slottet som idioter?

Der måtte vel være eksamner i øjeblikket, ikke fordi det gjorde den store forskel, da de jo var dødsyge, men jeg ville helst fortsætte et år til på slottet. Det var jeg ellers ikke meget for at indrømme, og det ville jeg heller aldrig gøre, men når alt kom til alt, var Hogwarts en lille del af mit hjem.

Spisesalen var falmet tydeligt, siden jeg var her sidst før skole. Væggene, husker jeg, var kridhvide, da mor lige havde fået malet dem. Det havde været forbudt at strejfe rundt i rummet i to døgn, da malerpenslen havde været i fuld sving, og forstyrrede man den, kunne man vinke farvel til sine yndlingskapper.

Væggene var nu grålige, og det blankpolerede egetræsbord havde fået ridset benene.

"Det hjælper med tiden på det, det kan jeg forsikre dig, og nu gider jeg altså ikke høre mere på dit kagleri, Bella!"

To piskende stemmer skændtes ude i køkkenet, og hver gang den ene havde sagt noget, blev et endnu slemmere uvejr kastet tilbage. Sådan havde det været siden i morges.

"KAGLERI?! Mørket ta' dig! Jeg kagler bestemt ikke mere, end du gør, Lucius!! Jeg har i den mindste en pointe!"

"Og den går helt nøgagtigt ud på...?"

"Årh, hold nu op, det ved du jo godt! Tøsen skal ikke bare sidde og drive den af, hun skal straffes! STRAFFES, siger jeg dig, STRAFFES!!"

En dør åbnede sig, hvilket slog skænderiet midtover.

"Jeg har lige været nede hos hende" lød en ru stemme, jeg vist nok genkendte som Gariels. "Hun er meget stædig. Men bare vent. På et tidspunkt skal hun nok spytte ud. Selv om jeg stadig ikke kan forstå, hvordan hun har klaret sig i to døgn uden noget ædelse overhovedet. Hun har ikke engang brokket sig. Jeg begynder at få en mistanke om, at nogen hjælper hende..."

Det gav et sæt i mig. Bare de ikke også opdagede, at der var blevet stjålet mad fra køkkenet.

"Hvem skulle dog ville hjælpe hende?" knurrede far. "Men det er ikke det, der er så slemt" fortsatte Gariel og sænkede stemmen dystert, så jeg måtte rejse mig og rykke tættere på døren til køkkenet.

"Hun ønsker at se Draco."

Stilhed.

Og en isnende kulde ned langs min ryg. Nu fik de sikkert en mistanke!

"Draco? Er du sikker?" spurgte far rystet.

"Hvorfor?" snerrede Bellatrix hånligt. Sikkert henrygt over endelig at få Lucius jordet, da jeg jo var hans søn.

"Spørg mig ikke" svarede Gariel langsomt og forsvandt, lige før døren smækkede efter hende.

Der var stille et øjeblik, før Bellatrix brød ud i en snigende latter. Lidt efter smækkede døren også efter hende.

"DRACO?!"

Oh shit.

Uden en eneste rationel tanke i hovedet, skyndte jeg mig at krybe ind under langbordet. I mit hastværk væltede to stole med et brag ned på gulvet.

Kun et øjeblik efter blev døren til rummet smækket op.

Jeg forsøgte at gemme mit ansigt i mine hænder, hvilket, jeg vidste, fik mig til at fremstå som komplet idiot.

Fars skyldbetyngende blik hvilede stift på mig, kunne jeg mærke.

"Hvem eeer det?" spurgte jeg dumt med hænderne for øjnene, siddende under bordet.

Woaw...

Jeg var virkelig dårlig til det her.

"Ud derfra, nu!" brølede min far, og jeg adlød ham, eftersom jeg intet valg havde.

"Hvorfor.. vil... hun se dig?!" spurgte han hårdt.

"Øm hvem?"

Mit blik flagrede hurtigt op i loftet og undgik for hver en pris at støde på fars øjne, da jeg kunne gætte mig til, at de brændte af vrede lige nu.

"Hør, Draco, hvis ikke du har noget af gøre med det her, så bare sig det, så vil ingen mistænke dig. Men kender du overhovedet noget til, hvorfor tøsen i kælderen gerne vil se dig, så vil jeg bede dig om at spytte ud... nu."

Jeg blev iskold indvendig, og det føltes, som om indvoldene vred sig i min bug som levende slanger. Jeg tog mig sammen, mødte fars blik og fastholdt det. Helt neutralt, ligesom Draco Malfoy engang ville have sagt det, sagde jeg:

"Hvorfra skulle jeg vide, hvorfor mudderblodstøsen vil se mig?! Hun er er ikke andet end beskidt blod. Og hvorfra skulle jeg dog vide, hvad beskidt blod tænker?!"

Far så ud, som om han var lige ved at gennemskue mig. Med øjnene som to tynde sprækker og hovedet lænet en anelse bagover, betragtede han mig mistroisk.

"Sig mig, tror du nu ikke på mig!" hvæste jeg, greb min tryllestav, som lå og flød på egetræsbordet, og vendte snuden mod fangekælderen.

Hvad det så end var, Hermione ville mig, havde det bare at være vigtigt.

Jeg styrtede ned ad trapperne og kørte en hånd langs væggen, så jeg kunne finde vej i tusmørket. Det eneste, man kunne høre, var lyden mine sko, der trampede derudaf, og min vejrtrækning der for første gang i lang tid havde været hurtig og hektisk. Først ved enden af trappen trak jeg min tryllestav, fumlede lidt med den, men fik så til sidst mumlet ordet: "Lumos."

Et blidt, hvidt lys omkransede tryllestavens spids og gjorde mine omgivelser dunkle.

"Draco!" hvinede Hermione halvkvalt. Hendes stemme havde mistet sin yndefulde glans, og jeg havde aldrig hørt den så ru før, hvilket sendte kuldegysninger ned ad ryggen på mig.

Og der stod hun så. Hun klamrede sig til gitteret og så indtrængende på mig, som om hun ville hive mig nærmere med blikket.

"De kommer. Jeg kan mærke det."

"Hvem?" spurgte jeg stille og rynkede brynene.

"Harry, Ron... og Snape... og også Professor Mcgonagall." Hun lukkede øjnene og så næsten ud, som om hun led. "Jeg vil ikke have dig i fedtefadet. Hvad skal vi gøre? De kommer! Vi bliver nødt til at gøre noget og det snart!"

Er du helt sikker? spurgte jeg hende i tankerne, men jeg kunne lige så godt spare mig, for jeg vidste, hun talte sandt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...