Ambisoneren fra Distrikt 1

Velvet Anderson virker som en følelseskold ambisoner. Hendes hverdag foregår da også kun med skole og træning, men Velvet har faktisk følelser, og de viser sig i det rette øjeblik.

6Likes
6Kommentarer
1996Visninger
AA

3. Første jagt sætter ind

"Jeg så ham drengen fra elleve! Kom! Skynd jer!" råbte drengen fra fire, Dexter, som jeg havde fundet ud af, at han hed. "Dig og Velvet kan jagte ham." svarede Graham, drengen fra 2. Pigen fra 2, Felicia, nikkede. Hun var tilsyneladende fuldstændig passiv og ville ikke sætte sit liv på spil. Endnu. Jeg sukkede højlydt og greb min bue og mit sværd, hvorefter jeg satte i løb efter Dexter. "Hvilken retning løb han?" spurgte jeg, mens vi løb stille henover skovbunden. Jeg fulgte efter Dexter, men han så lidt tvivlrådig ud. "Se efter blodspor. Han havde et dybt sår på armen." svarede Dexter og stoppede kort op, hvorefter han fortsatte i samme retning. Han lugtede efter blod. Han kunne garanteret lugte friskt blod på flere kilometers afstand, ligesom jeg. Det var nu lidt trist at være ambisoner, at jeg var født ind i en Ambisoner-familie. At blive opfostret som en gris til slagtning. Jeg rystede tankerne af mig og satte alt ind på at finde ham. Pludselig så jeg ham kigge frem mellem træerne på vores venstre flanke. "Jeg kigger vores flanker efter." sagde jeg. Dexter nikkede og fortsatte fremad. Jeg fulgte efter drengen, kunne hele tiden se hans chokoladebrune, lange, beskidte hår. Da vi var langt nok væk fra Dexter, satte jeg i lidt hurtigere løb og overfaldt ham. Han skreg ikke, men så derimod helt rolig ud. "Så er det nu" hviskede han, vist mest til sig selv. "Når du dræber mig, dræber du hele min familie" sagde han, denne gang henvendt til mig. Jeg kiggede mig om efter Dexter, som tydeligvis ikke var fulgt efter mig. "Hør her. Jeg har aldrig oplevet fattigdom, så jeg aner ikke, hvad fanden du taler om, yngel. Men hvad har du til forslag? Har du noget at tilbyde mig, så jeg skåner dit sølle liv?" hviskede jeg vredt og ruskede ham. Han så overrasket ud; overrasket over, at jeg ikke brutalt stak sværdet i ham. Han lod til langsomt at indse, at jeg ikke var ligeså morderisk som de andre. Ikke desto mindre var jeg mindst ligeså dødbringende. Han sagde ikke et ord, lod til at tænke over det. "Vi kunne beskytte hinanden. Alliere os. Jeg skal bare vinde og hjem til min familie." mumlede han og kiggede væk. "Hør her. Jeg har ingen chance for at vinde med dig, men så snart jeg får udryddet de andre ambisonere, har jeg en stor chance. Selv med dig, dog bliver den mindre, hvis jeg skal have dig på slæb. Jeg lader dig leve nu, og kun fordi du skal have en chance til at komme hjem til din - fnys - familie." sagde jeg og fjernede mig fra ham. Jeg vinkede ham i den modsatte retning af Dexter og satte selv efter Dexter. Drengen løb taknemmeligt afsted og jeg blinkede lidt over min egen gavmildhed. Jeg havde ladet ham leve - var jeg nu blødsøden eller hvad? Ikke mod de andre idioter. De havde ingen hjerne, ærlig talt. Hvad var det for noget idiotisk noget med at brase igennem skoven, som om vi ejede den? Jeg havde været så klog at springe i træerne, for vi havde fået mindst tre mordforsøg, imens vi brasede gennem skoven. Mine ben bevægede sig hurtigere og hurtigere, og til sidst indhentede jeg Dexter, der sad ved en lille å og fyldte vand i sin dunk. "Dexter, jeg beklager meget, men jeg tror, dit sølle liv ender her. Du er så idiotisk, at du er til fare for os." sagde jeg. Jeg hvæsede og stak sværdet gennem ham. Han var død på stedet, og kanonen lød.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...