En iskold død

Historien handler om en pige der tager til mount everest med fire venner og bestiger bjerget som de første i hele verden... hun forelsker sig i en af hendes venner Davin og der opstår en romance imellem dem. Men turen bliver farlig og fuld af farer da ingen nogen sinde har besteget bjerget før er der ingen sikker vej op...

2Likes
7Kommentarer
1249Visninger
AA

4. hvad er der med ham?

Det føltes som om der var en smed der havde taget mit ben og nu stod et sted langt, langt borte og hamrede løs på det. Jeg glippede med øjnene og kiggede op i loftet på et mørkegrønt telt jeg genkendte fra min egen oppakning. Jeg drejede hovedet og så at min taske stod tæt på mit hoved. Jeg prøvede på at komme op at sidde men en kølig vanteklædt hånd holdt mig tilbage, jeg drejede hovedet mod den anden side og så det var Rikki der sad og holdte mig tilbage. Hendes øjne skinnede, "Årh!... Det var godt du Vågnede, Davin har været ude af sig selv af bekymring..." hun strøg en hårlok der var faldet ned fra hendes hue på plads igen. "Jeg henter ham lige!" hun strøg ud af teltet og i samme øjeblik hun åbnede teltet strøg en iskold vind ind i teltet og fik mig til at ryste i soveposen der var pakket godt ned omkring mig. Udenfor hylede vinden og jeg kunne lige akkurat høre Rikki der råbte til Davin "Davin! hun er vågnet..." det næste jeg hørte var et par støvler der larmende bevægede sig igennem sneen. Teltdøren blev slået til side og Davin trådte ind, han udstødte et forundret lille "årh..." og løb så over mod mig. Han satte sig ned på knæ, kyssede mig så på panden, fortsatte ned langs tindingen, strejfede øreflippen, lod sine læber løbe langs min kæbe for at tilsidst at kysse mig inderligt på munden. "undskyld, undskyld, undskyld...." hviskede han. Undskyld? hvad undskyldte han for? jeg kiggede forvirret på ham, "hvad undskylder du for?" min stemme var ru og ravnehæs, han kiggede længe på mig. " Jeg skulle have passet bedre på dig..." hviskede han næsten uhørligt, jeg kiggede på ham, stadig forvirret. " du er da ikke skyld i noget som helst!, hvorfor tror du det?" han kiggede længe på mig uden at svare, hans blik var fuldt af skyld, jeg forstod ikke de øjne. Han jo ikke gjordt noget... Han havde jo hjulpet mig op fra kløften, men hans øjne var stadig fulde af sorg og skyld. Han vendte hovedet væk fra mig og rejste sig langtsomt op. Jeg hev min arm fri fra soveposen og rakte den op mod hans. Min hånd lukkede sig om hans og han stoppede op og vendte sig mod mig igen, det eneste han gjorde var at ryste på hovede og vride hans hånd fri fra min. Han forsvandt ud af teltet og Ron, Rikki og Carlos kom ind da han var forsvundet, jeg satte mig op og bed mig i læben da en skarpt smerte skød igennem hele min krop. Det føltes som om hvidglødende knive stak i benet, og mit hjerte begyndte at banke hurgtigere, som da Davin kyssede mig første gang. Rikki og Carlos satte sig til venstre for mig og Ron satte sig på den højre. Jeg kiggede på Rikki der sad med tårerne stående klar til at vælde ned over hendes kinder. "hvad er der med ham?" spurgte jeg og nu stod tårerne også klar i mine øjne. Rikki svarede med det samme "da vi gik videre efter jah... du ved, så bar han dig, og til sidst var han ved at segne om af udmattelse, men han ville ikke stoppe. Han ville have at vi skulle komme så langt som muligt, så vi kunne nå toppen hvor der er chance for at der er nogen der vil se vores nødblus. Men så kom vi til den klippevæg der er lige udenfor teltet" hun gav et hovedkast mod det der var udenfor jeg indnu ikke havde set, og fortsatte så. " Men han var for træt til at han ville kunne klatre op med dig spændt fast, så han opgav, det er det der går ham på, han syntes selv han burde kunne meget mere når det afhang af dit liv..." hun hviskede de sidste fire ord men tårerne nu vældede ned over kinderne på hende. tårerne vældede nu også ned over mine kinder og jeg tårede dem hurgtigt væk med bagsiden af hånden, jeg snappede efter vejret og spurgte så Carlos "hvor langt tid gik i?" han blegnede men svarede hurtigt "2 dage" jeg måbede 2 dage? jamen hvordan de han det? og så syntes han selv at han skulle kunne mere?... jeg rystede svagt på hovedet. jeg følte at det var svært at trække vejret og spurgte så Carlos " hvor højt oppe er vi?" han kiggede indgående på mig og kunne sikkert høre jeg trak vejret med en smule besvær, " højt nok... vi burde enteligt allesammen tage iltmasker på..." Jeg kiggede på hans bryst og så at det også hævede sig hurtigere end normalt. Han vendte ryggen til mig og begyndte at rode i min taske, lidt efter hev han en maske frem og min ilt beholder, han satte den forsigtigt på mit ansigt og jeg følte at jeg var blevet ret træt så jeg lagde mig ned igen. det sved og brændte i benet hver gang jeg bevægede det og jeg skar en grimasse, det måtte jeg huske ikke at gøre så meget. Ron så at at lavede en grimasse og hjalp med at stoppe soveposen rundt om mig igen. mine øjenlåg lukkede sig og jeg faldt i søvn omgivet af mine venner der så ned på mig. En manglede dog, Davin, Tanken gjorde ondt helt ind til knoglerne, han sad sikkert ude i sneen og var ude af sig selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...