kærlighed er indviklet 2 | one direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 mar. 2012
  • Opdateret: 26 maj 2012
  • Status: Færdig
**Jeg er igang med at rette den første igennem lige nu - og derefter vil jeg begynde at rette denne her igennem. ADVARSEL: Første fan fiction nogensinde.**

Miraklet ramte Maria. Hun lå i koma i 4 måneder. Hun led af en forfærdelig hukommelsestab og kan derfor ikke huske noget som helst. Drengene troede, at hun var død. Hun ville begynde et nyt liv, men hvad skete der, da Louis så hende? Eller hvad skete der, da resten af drengene møder hende? Læs videre fra Kærlighed Er Indviklet her.

647Likes
1461Kommentarer
96413Visninger
AA

5. Louis' synsvinkel.

"Boo Bear, du skal op. Du skal ud og spise med Eleanor om lige præcis 3 timer." mumlede Harry og ruskede hårdt i mig. Jeg åbnede mine øjne på klem. "Hvad er klokken?" spurgte jeg forvirret. "14.00" sagde han, han gik ud efter en smækkende dør. Han har været så sur efter det med Maria, sur, gnaven, irriteret, ked af det osv. Jeg trak på skuldrene og tog noget tøj på. Røde bukser, hvid stribet t-shirt og bukseseler. Det er jo bare min stil!

"Godmorgen." sagde jeg med et lille smil, da jeg kom ned til drengene. "Godmorgen." mumlede de i munden på hinanden og spiste videre. "Vær' lidt glade drenge. Det bliver en god dag." prøvede jeg at overbevise dem om, men det mislykkedes. "Jaja, du skal jo se din kæreste. Danielle er her ikke, hun kunne ikke komme. Og det er hun heller ikke. Det er ikke det samme." mumlede Liam, han rejste sig op fra bordet og satte sig på sofaen foran tv'et. "Kunne I idet mindste ikke være lidt glade?" spurgte jeg med håb. Zayn rystede irriteret på hovedet, rejste sig op og smækkede døren i til hans værelse. Jeg trak bekymret på skuldrene og spiste resten op.

Jeg gik ind og satte mig ved siden af drengene på sofaen og kiggede lidt med i Mtv. Zayn kom stille ind og satte sig ved siden af sofaen. "Det er bedst, at jeg kommer over hende, ikk?" hviskede han midt i tavsheden. Niall kiggede trist på ham og nikkede stille. "Det er bedst." mumlede Liam, Harry forholdte sig stille. Jeg nikkede mig enig med Liam og Niall. Jeg kiggede på klokken, skulle jeg mon hente Eleanor nu? 

"Drenge, jeg smutter ud med Eleanor, jeg kommer nok sent hjem." mumlede jeg, i håb om at Eleanor var glad idag, så kunne hun opmuntre mig. De nikkede på samme tid og jeg løb ind på værelset efter mine nøgler og telefon. Jeg greb ud efter min jakke og sko og smuttede ud af døren. Jeg hoppede ind i bilen og ringede til Eleanor. "Hej skat." sagde hun glad, tak gud! Hun var glad! "Hej smukke, hvornår er du her? Jeg henter dig fra togstationen." mumlede jeg og prøvede at fokusere på vejen, det skulle ikke ende som den sidste historie. "Toget stopper om 10 minutter eller sådan noget. Så ses vi, jeg elsker dig." sagde hun og lagde på jeg inden jeg nåede at svare. Jeg smilede lidt for mig, Eleanor, så perfekt.

Jeg satte mig på bænken ved stationen, uden beklædning. Der var også næsten tomt, der gik en gang imellem et par børn og forældre forbi, ellers var der tomt. Jeg rejste mig op og kiggede lidt rundt efter Eleanor, men jeg kunne ikke se hende. Jeg satte mig sukkende ned igen og blevet revet over til min egen verden. 

"Gæt hvem jeg eeer!" sagde en glad stemme og lagde hænderne om mine øjne, så alt blev sort. "Hmm.. Usher?" spurgte jeg sarkastisk og hun begyndte at grine. Hun tog sine hænder væk og gav mig et kys på kinden. "Jeg har savnet dig." sagde jeg, jeg rejste mig op og krammede hende hårdt. "I lige måde!" sagde hun og kyssede min næse. Jeg smilede stort til hende, hun var perfekt. "Skal vi være hos drengene eller?" spurgte hun, mens vi var på vej over til bilen. "Nej, i aften er det kun dig og mig." sagde jeg og åbnede bildøren, hun satte sig fint på sædet og jeg gik over til den anden side af bilen. Jeg hoppede ind og startede motoren.

"Hvor skal vi så hen?" spurgte hun nysgerrigt. "Jeg har fundet en lille café, jeg tænkte på at vi bare kunne spise der." svarede jeg med et forsigtigt smil, uden at tage blikket fra vejen. "Iorden med mig, bare jeg er sammen med dig!" sagde hun glad og kyssede min kind. "Hvordan går det med Zayn? Med hensyn til Maria?" spurgte hun forsigtigt, måske var hun bange for at jeg ville blive trist? Ikke fordi det ikke gør mig trist, men livet går videre. Jeg vidste, at hun kiggede ned på mig og ønskede mig det bedste. "Han gider ikke lave noget, det er det samme med de andre drenge.. De er hele tiden triste og sure." mumlede jeg og mit smil blegnede. Altså, det var ikke løgn. Hun nikkede forstående. "Det forstår jeg også godt." hviskede hun og kiggede ud af vinduet.

"Så er vi her." sagde jeg med et stort smil på læben. Jeg gik ud af bilen og åbnede døren for hende. "Tak gentleman." jokede hun og flettede vores fingre sammen. "Hey, du er Louis ikke?" spurgte en ung pige med blond hår, jeg nikkede blidt. "Jo, kom I med mig. Vi har et specielt dækket bord til jer." sagde hun og gik hen mod et hjørne. Vi gik stille og roligt med, hvor vi stoppede op foran et bord. Det var dækket op i 2 farver, hvid og mørkeblå. Marias yndlingsfarver.. Jeg kunne huske at alle hendes kjoler, smykker og stilletter skulle være i de farver engang. Jeg smilede lidt ved tanken. Der lagde også et par roser på bordet. "Sæt I jer bare ned, jeg henter lige kortene." sagde pigen/damen og gik. Vi satte os ned og begyndte at tale lidt om forskellige ting. Hun kom hurtigt tilbage med 2 menukort, vi bestemte os hurtigt, 2x pomfritter og cola. 'Simple, but effective' som Harry ville sige.

Hun kom tilbage med promfritter og cola og gik igen med et smil. Hun virkede glad idag, dejligt at se! "Se en flyvende pomfrit!" råbte jeg og pegede ud, Eleanor kiggede ud som ren refleks og jeg stal en pomfrit fra hende. "Louis! Du har dine egne!" sagde hun med et grin, jeg smilede sødt til hende og drak noget af min cola. 

Hun nippede til sin cola, men hun spyttede det hele ud igen. Hun begyndte at hoste højt og jeg rejste mig hurtigt op. Jeg klappede hende blidt på ryggen. "L..Loo..uis." stammede hun og pegede op mod disken. Jeg kiggede op mod samme retning.. Kunne det være sandt? Nej, det kunne det ikke. Jeg kiggede endnu mere skarpt, hun lignede hende præcis! DET KUNNE IKKE VÆRE HENDE.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...