Dæmonjæger

Verdenen som vi lever i er måske ikke så tryg, som vi alle går og tror. Lucifer har igennem flere år samlet sig en hær af dæmoner, der besætter, dræber og forvandler mennersker til dæmoner. Evelyn, en pige på kun 17 år, har igennem hele sit liv forhindret Lucifer i at overtage jorden, men hvad gør hun, når hendes partner er død og hun bliver sat på en mission, som er umulig at klare alene?

7Likes
2Kommentarer
1185Visninger
AA

3. Kapitel 2

Jeg tilbragte resten af natten i min bil, hvor jeg forgæves prøvede at sove. Hver gang jeg lukkede mine øjne, så jeg Alex’ døde krop, og det var som om, jeg stadigvæk kunne lugte dæmonen. Jeg kunne ikke stoppe mig selv i at tænke på, hvordan vi havde arbejdet sammen, før dæmonen dræbte ham og overtog hans krop. Da min far blev slået ihjel i en kamp mod en dæmon, havde jeg været helt alene. Jeg havde kørt fortvivlet rundt i min bil, til der ikke var mere benzin, så havde jeg sat i vejkanten og gloet dumt ud i luften. Der var kommet et skrig fra huset ved siden af og fuldstændig automatisk, havde jeg spurtet ind i huset med min kniv. Alex, som dengang jo var en fuldstændig fremmede, havde en kniv rundt om en kvindes hals. Kvinden råbte til mig at manden var en morder, og at jeg skulle få ham væk. Jeg havde ingen anelse om, hvad jeg skulle gøre, så jeg stod bare med min kniv rettet imod dem begge. Så var det at Alex skar halsen over på kvinden, hurtigere end jeg kunne nå at reagere, og dæmonen fløj ud af hende og gik i tusinde stykker. Fra den nat af, havde Alex og jeg arbejdet sammen. Vi passede godt sammen som makkere, og med tiden førte det også til mere. Vi var jo sammen døgnet rundt, så det kunne vel egentlig ikke komme som nogen overraskelse, at vi blev kærester. Men en morgen var han pludselig væk, jeg vågnede op til en tom og kold seng, på det hotel vi havde overnattet på. Sam havde ringet til mig om aftenen, han havde fortalt mig at nogle andre jægere havde set Alex hjælpe en dæmon, og at de var helt sikre på, at han også var blevet overtaget af en. Jeg havde grædt i flere timer, til mit mørke hår var klistret ind i gulligt snot, og mit blege ansigt var blevet rødt og hævet. Så havde jeg givet mig selv en ordentlig skideballe, pakket mine ting og gjort det som min mission at finde den dæmon der vadede rundt i Alex’ krop og dræbe den. Og nu havde jeg fundet ham, dræbt ham og ladt Alex’ krop ligge på den kolde jord.

Jeg fortsatte som om intet var hændt, den næste dag. Jeg havde fået et tip fra Sam, om at der højst sandsynlig var dæmonaktivitet i den næste by. Informationerne var ikke altid korrekte og kom nogle gange for sent ud til os jægere, så dæmonerne allerede var væk eller havde forvandlet næsten hele byens indbyggere til dæmoner, så vores eneste mulighed var at sprænge den i luften og lade Sam om at finde folk til at gøre papirarbejdet. Det var aldrig rart at vide, at man slog hundredvis af uskyldige mennesker ihjel ved at sprænge byen i luften, men sådan er det jo med krig, der skal altid ofres nogen. Jeg fandt stedet hvor en gruppe dæmoner holdte til, det var ikke svært at finde dem, de stank som lig der var ved at gå i forrådnelse. Jeg holdt øje med dem i nogle minutter og kom frem til, at jeg ikke kunne klare det her alene. To dæmoner stod foran døren ind til den forladte fabriksbygning. Jeg kunne nemt klare to dæmoner, hvis jeg bare gik lidt længere frem, kunne jeg skyde dem med min pistol, og forhindringen ville være væk. Men problemet var, at jeg havde set fem forskellige dæmoner igennem vinduerne, og der var højst sandsynligt flere derinde. Så jeg ringede til Sam om at få mig en makker.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...