Krigens liv.

Elise er teenager. Hun lever under 2.-verdenskrig. Man følger hende fra år 1941 til krigens slutning. Jeg ved godt at i måske synes at det er irriterende, at man ikke får starten af krigen med, men så skal jeg til at rykke alle kapitler rundt, og det gider jeg ikke. d:

13Likes
32Kommentarer
3065Visninger
AA

2. Livet er svært.

"Hold kæft, det smager af lort, din møgunge!" Lyden fra soldatens kommentar, skar lige ind i hjertet pä Elise. Hun havde gjort alt hvad hun kunne, for at de kunne få noget mad. Det var ikke så meget det at han ikke kunne lide hendes mad, men mere tanken om, hvad der kunne ske når han ikke kunne lide det. Ville hun blive slået? Tortureret? Nej. Det kunne ikke ske. Hendes fantasi kom alt for langt end hun kunne holde ud.

"Undskyld". Svarede Elise, og kiggede ned i jorden.

"Hvad kigger du på? Er der noget spændene nede i jorden? Hva'? Svar mig din lort!" Kom det hårdt fra soldaten.

"Nej. Undskyld." Mumlede Elise af angst for at der skulle ske hende noget.

"Så kig for helvede da pä mig når jeg taler til dig!!" Nærmest skreg soldaten.

Elise kiggede op. Hun kiggede lige over soldatens hoved. Hun så på et billede af Hitler. Ham der havde startet det hele. Hvem var han egentligt? Hun vidste ikke andet, end at det var ham der var deres "Leder".

'Klask!' Hun mærkede smerten på hendes kind. Soldaten havde slået hende.

"Hvorfor fanden svarer du mig ikke din møgunge?" 

"Jeg.. U-undskyld." Fremstammede Elise. Hun kunne mærke tårene presse frem i øjnene på hende. Men tårene.. de måtte ikke komme ud her foran soldaten. Man kunne ikke vide hvad der ville ske, hvis soldaten så hende græde.

"Tag og ryd op. Det kan alligevel ikke spises!" Sagde soldaten, og skubbede til tallerkenen. Elise tog tallerkenerne og gik ud i køkkenet.

 

   Så stod hun der og vaskede op. Det samme hver dag. Rundt, og rundt, og rundt med skrubben. Ville alting nogensinde blive som før når Krigen en gang ville slutte? Hun håbede det så inderligt. Hun håbede at hun kunne komme tilbage til skolen, lærerne, kammeraterne... og især Erik. Erik gik i hendes klasse, og havde julen før krigen spurgt Elise om de skulle være kærester. Hun var så forelsket i ham. Bare de kunne mødes engang. Det ville sikkert ikke kunne lade sig gøre. Han befandt sig jo i en helt anden lejr end hende. Elise kiggede ned i baljen. Vandet lavede små ringe. Det var en tåre der var faldet ned. Hvorfor? Hvorfor skulle den mand også starte alt det her. Hun kunne mærke en vrede bruse op i hende. Hun brød helt sammen inde i køkkenet. Hvis hun nogensinde fik chancen for at møde Erik igen så.. så ville hun fortælle ham hvor meget hun elskede ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...