The hall

Skolen, The hall, blev grundlagt af Hanna Hall. Hun bestemte at børn og unge fra hvert et rige der havde gjordt noget ulovligt, skulle gå her. Man var fanget, og havde ingen mulighed for at slippe væk, man skulle gå der, til man blev 21. Vi følger pigerne Alia og Veronica gennem deres liv på The hall. På et tidspunkt blev det afsløret, at der engang har boet mennesker på skolen. Kongelige endda...
Veronica er skrevet af OMG!
Alia er skrevet af Ayameko

15Likes
27Kommentarer
2183Visninger
AA

3. Introduktion

Alia:

 Jeg trampede – surt - ind i ’receptionen’ og ringede på en latterlig klokke. En mørkhåret dame, i en rød nederdel kom over. ”Kan jeg hjælpe dig?” spurgte hun med en sukkersød stemme. Klamt. ”Jeg kræver en ny værelseskammerat!” små råbte jeg. Forbavset så hun på mig. ”Hvilken race er du?” hun gjorde store øjne af min opførelse. ”En engel.. Falden. Og min bofælle er en fe! En rød en,” snerrede jeg. ”Hmm.. Jeg kan se dit problem. Men jeg kan desværre ikke hjælpe dig. Værelserne er fordelt som de er. Det kan ikke rigtig ændres. Men jeg kan prøve at tage det videre..” Jeg fik ikke rigtig slutningen med. Jeg var gået.

 Jeg kastede mig på min sten til seng, og sukkede dybt. ”Hej.. Jeg er Veronica,” sagde pigen fra den anden side af værelset. Jeg så op og fnøs af hende. ”Alia..” mumlede jeg tilbage. ”Hej Alia! Hmm. Jeg tror vist at det er meningen at vi skal lære hinanden at kende i dag. ”sagde Veronica. ”Og?” jeg sendte hende et dræberblik. Hun så ned. Havde jeg såret hendes følelser? ”Veronica..?” spurgte jeg nænsomt. Hun svarede ikke, hendes hoved hang, og jeg kunne se tårer dryppe fra hendes kind. ”Pivskid..” tænkte jeg. ”Veronica, hvorfor kom du her ind?” prøvede jeg. Stadig intet svar. ”Ved du hvad, egentlig er jeg også ret så ligeglad! Jeg prøvede bare at skabe en samtale. En samtale som du åbenbart ikke gider, selvom at det var dig der startede den. Og jeg er meget svær at skabe en samtale med. Folk imponerer mig bare ikke nok, til at jeg gider spilde min tid på dem. Det er jeg for vigtig til!” afsluttede jeg, og gik ud i opholdsstuen for dem på min alder.

Jeg så nogle piger ovre i det ene hjørne, der lignede nogle jeg godt kunne hænge ud med. Så jeg gik der over. Men kun med det resultat, at jeg havde hovedpine. ”Hekse,” mumlede jeg, og masserede mine tindinger.

 

  Jeg vidste ikke rigtig hvor jeg skulle gå hen. Så jeg satte mig bare i en stol ude på gangen, lod tankerne suse gennem hovedet på mig. Jeg tænkte tilbage på i går. At der kun var gået en dag, siden det var uforståeligt. Det føltes som flere år. Og sådan skulle det være, indtil jeg blev 21, hvis ikke resten af mit liv? Et mareridt. Jeg skar ansigt ved tanken. 4 år af mit liv. Her. Gad vide om Veronica var 16, eller det bare var hendes udseende, der ikke ændrede sig? Ærlig talt, så vidste jeg ikke en bjældeklang om feer. Eller faldne engler for den sags skyld. Kun det, at Engler og Feer har tilfælles, at de kan udøve magi. Jeg vidste ikke engang om jeg stadig kunne de besværgelser jeg havde lært.

 Jeg besluttede mig for at afprøve. Men ikke midt på gangen, så jeg havde sneget mig udenfor (idéen med i dag var jo, at man skulle lære sin værelseskammerat at kende, men vi havde ikke sådan rigtig kommet godt ud af starthullerne, så jeg gad ikke prøve mere) for at teste, om jeg stadig kunne mine besværgelser.

Nogen virkede. Andre gjorde ikke. Men jeg ved ikke helt, hvorfor jeg kunne dem jeg kunne, og omvendt. Det virkede meget tilfældigt plukket ud.

 Det puslede bag mig, og jeg vendte mig, blot for at støde ind i en af vagterne. Pragtfuldt.. Blive snuppet i at gøre noget forkert på første dag.

 

 At blive taget hårdt fat i armen, at blive behandlet som et andet dyr, at blive kastet ind i et rum, og værst af alt, blive låst inde i det rum sammen med en fe, er bare ikke noget man gør. Specielt ikke på piger. Og overhovedet ikke på mig. Da det virkelig gik op for mig, hvad det var der var sket, stirrede jeg bare på døren, som om den gik op, hvis jeg bare koncentrerede mig nok.

 Efter noget tid opgav jeg og lagde mig på min seng, og fandt en blok papir frem, sammen med mit penalhus. Jeg tog en blyant og begyndte at skitsere videre på en tegning, som jeg var begyndt på for lidt tid siden, men som jeg havde opgivet at gå videre med.

 ”Hvorfor er du her?” spurgte Veronica. ”Hvorfor skal du vide det? Du gad ikke selv at svare!” snappede jeg. ”Jamen.. Jeg er flov over det. Vil du ikke fortælle mig det først?” spurgte hun uskyldigt. Jeg fnøs. Hun kiggede ned. ”Fint,” sukkede jeg. Feen kiggede op på mig igen, og møffede lidt rundt i sengen, for at gøre det behageligt, som om hun skulle se en film. ”Hørt om englen der skabte uvejr?” spurgte jeg. ”Ja.. Er det dig?” spurgte hun nysgerrigt. ”Tydeligvis, når jeg siger sådan.” snappede jeg. ”Hvad skete der?” Oh my, holdte den pige aldrig kæft? ”Jeg blev sur over at der var en eller anden, der havde ødelagt Feernes krystal!” jeg så på hende, at hun ikke havde det godt med det. Hun følte skyld. ”Var det dig der gjorde det?” spurgte jeg spydigt. ”Jeg har ikke lyst til at tale om det,” mumlede hun. Hun kneb en tåre. ”Du lovede at fortælle mig det!” vrissede jeg. ”Ja, det var mig. Jeg er ked af, at det kom ud over dig. Jeg blev bare meget sur.” jamrede hun. Jeg følte noget, som føltes unaturligt. Skuffelse, vrede, såret. En blanding jeg aldrig havde prøvet før. Men det var den værste følelse. Jeg vente mig om, så hun ikke ville kunne læse det i mit ansigt. Jeg lukkede bare mine øjne, og prøvede at glemme, at jeg nu skulle dele værelse - ikke bare ét år, men hele fire! – med hende, der nærmest set fik mig herind. Herligt. De hovedpersoner der styrer den her skole har ikke særlig meget mellem ørene.

Veronica:

Hun åbnede døren, og lagde sig på sin seng. Hvad skulle jeg sige? Jeg måtte prøve at starte en samtale, for vi skulle jo være værelses kammarater!  ”Hej.. Jeg hedder Veronica,” sagde jeg. Pigen så op og fnøs. ”Alia..” mumlede hun. ”Hej Alia! Hmm. Jeg tror vist at det er meningen at vi skal lære hinanden at kende i dag. ”sagde jeg. Hun virkede lidt sur. Var det min skyld?  ”Og?” sagde hun, og kiggede meget ondt på mig.

Jeg så ned. Jeg måtte holde følelserne inde. Jeg kunne mæske en lille tåre på min kind. Jeg ville ikke tørrer den væk, for så ville hun opdage den.

”Veronica..?” spurgte hun. Jeg svarede ikke, for hvis jeg gjorde, ville hun høre min bævrende stemme. En tåre slap min kind, og faldt ned på min gule kjole.

”Veronica, hvorfor kom du her ind?” sagde Alia. Jeg ville stadig ikke svare. Mine øjne var sikkert også blevet helt røde nu.

”Ved du hvad, egentlig er jeg også ret så ligeglad! Jeg prøvede bare at skabe en samtale. En samtale som du åbenbart ikke gider, selvom at det var dig der startede den. Og jeg er meget svær at skabe en samtale med. Folk imponerer mig bare ikke nok, til at jeg gider spilde min tid på dem. Det er jeg for vigtig til!” sagde hun, og trampede ud af vores værelse. Jeg lagde mig ned på min seng, og hulkede.

Hvorfor var hun så sur? Var hun kriminel? Det var alle andre her også! Jeg ville ende med at dø herinde, fordi at alle de kriminelle ville dræbe mig, fordi at var en fe. De ville kaste mig ud for en skrænt, efter de havde klippet mine vinger af, og Alia ville hjælpe. Hvorfor hadede hun mig? Hun kendte mig ikke rigtigt. Jeg græd og græd, så det meste af min pude var helt våd. Min kjole var blevet krøllet, og mine røde vinger gjorde ondt. Jeg kiggede på dem.. De var blevet helt grå. De viste mine følelser ligesom altid. Så ville Alia se at jeg var ked af det, og skælde mig endnu mere ud. Det fik mig til at græde endnu mere.

Jeg åbnede døren ud til værelset. Mine vinger var blevet røde igen, men de havde ikke den samme glans som før. Mine øjne var ikke så røde som før. Jeg rystede min kjole lidt, så ville den måske ikke have så mange krøller på. Jeg fik mine vinger til at blafre lidt, bare lige så jeg kom lidt over jorden. Jeg blev altid mere glad af det. Men det hjalp ikke så meget i dag, så jeg stoppede igen.

Jeg kiggede rundt på gangen. Jeg kiggede rundt over det hele… Hmm… Der var ikke nogen.. Jeg trak vejret dybt, og listede mig videre hen af gangen. Jeg så en pige. Hun kiggede forvirret rundt, og havde en masse ting i armene. Jeg gik over mod hende. Hun virkede venlig. Måske ville vi være venner? Hun var kriminel, og det var jeg også. Så havde vi noget tilfælles! Jeg skulle til at græde igen, men holdt det inde og gik over mod hende.

”Hej!” Sagde jeg, og rakte hånden frem. Jeg smilede til hende, men hun kiggede bare frem. Hun kiggede på mig som om jeg var dum, og løftede et øjenbryn. Hun smilede mærkeligt til mig, og tog min hånd. Jeg blev bare ved med at smile. Hun hev min hånd, så jeg kom helt tæt på hende, og så sagde hun med en mærkelig stemme

”Jeg vil ikke have venner her, jeg vil bare ud herfra hurtigt! ”Så gik der en dame forbi, med sort tøj på. Hendes hår var lige så sort, og fik mig til at tænke på en heks. Hun arbejdede her sikkert. Jeg kunne mærke tårende presse sig på. ”Er alt i orden her ude?” Sagde damen, og kiggede strengt på tøsen. Hun holdt mig fast lidt endnu, og gav så slip.

”Nej. Alt er helt fint” sagde hun, og vendte om på hælen. Jeg trak vejret dybt, og vendte mig den anden vej, og gik hen imod værelset. Jeg gik ind. Der var helt tomt. Jeg lagde mig ned på sengen, og trak vejret dybt. Jeg ved ikke hvor lang tid der gik, men på et tidspunkt gik døren op, og så kom Aria ind. Hun kiggede på mig, og lagde sig så ned på sin seng og tegnede.

”Hvorfor er du her? ”Spurgte jeg. Jeg var nysgerrig, og ville vide om hun var kriminel. ”Hvorfor skal du vide det? Du gad jo ikke selv at svare. ”Jeg kunne mærke mine vinger blive mørkere, men jeg blev ved. ”Jeg er flov over det. Vil du ikke fortælle mig det først?” sagde jeg. Hun fnys. Jeg kiggede ned. Hun sukkede og sagde ”Fint”. Hun virkede lidt sur. Jeg kiggede hen på hende, og satte mig godt til rette i sengen. ”Har du hørt om englen der skabte uvejr?” Sagde hun.

”Øhm, ja. Var det dig?” Sagde jeg, og kiggede forundret på hende. ”Tydeligvis når jeg siger sådan. ”Sagde hun lidt flabet. ”Hvad skete der?” sagde jeg lidt bange. Jeg var begyndt at fryse lidt. Historien virkede uhyggelig. ”Jeg blev sur over, at en eller anden havde ødelagt feernes krystal.” Sagde hun, og jeg kiggede ned. ”Var det dig der gjorde det?” Sagde hun. Jeg var bange. Hvad ville hun gøre ved mig? ”Jeg har ikke lyst til at tale om det.” Sagde jeg, og kneb en tåre. ”Du lovede at fortælle mig det!” Sagde hun. Jeg var nød til det. Jeg holdt altid mit løfte. ”Ja. Det var mig. Jeg er ked af, at det kom ud over dig. Jeg blev bare meget sur.” Endnu en tre løb ned af min kind. Jeg havde ikke helt forstået det endnu.

Hun ignorerede mig bare, og vendte sig om. Jeg blev helt vildt ked af det nu. Min mund bævrede, men der kom ikke en lyd fra mig. Flere tåre løb ned af mig, og ramte min fine kjole. Mine vinger hang ned af, og jeg snøftede. Det var min skyld, at hun var her. Min skyld alene. Hvis jeg ikke havde smadret vores krystal, så ville hun ikke have blevet sur, og så ville hun ikke have lavet uvejr.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...