Doubles alla Fashionable

På en kostskole i England finder man den kommende nye Coco Chanel, eller det gør man ikke længere, men det er her hendes historie starter. Hvordan kommer hun videre fra kostskolen? Og hvad sker der, da hendes onde mor dukker op, med en totalt lækker fyr, ved sin side?

13Likes
20Kommentarer
2926Visninger
AA

8. Paris fra Paris

Jeg gik rundt i min lyse lejlighed, som lå midt i Paris. Jeg er ved at have vendt mig til at bo alene, men jeg er stadig overbevist om at Glenlee er det bedste hjem man kunne ønske sig. I starten var det meget ensomt. Jeg lever i det hele taget lidt ensomt. Det er ikke lykkedes mig at få nogle venner endnu. Til gengæld går det exceptionelt i skolen, jeg har aldrig været gladere og jeg slider som et bæst… Har det så godt med at jeg ikke slider i latin og biologi mere, men derimod design, produktion og stil. Jeg er en slags yndling blandt lærerne, hvilket er noget nyt for mig, da alle voksne, hvis man kigger bort fra staben på Glenlee, plejer at hade mig.

Jeg gik ud i entreen og tog min søde grå jakke-poncho og gik ud i Paris. Jeg ville kigge på butikker. Det regnede og hvor gråt… så surt. Det var sjældent der ikke var nogen på gaden i Paris, men lige nu var det tæt på. Jeg var dum nok til ikke at tage metroen og bilerne suste ubarmhjertigt forbi mig. Inden længe var jeg fuldkommen gennemblødt. Jeg stod på pladsen ved Eiffeltårnet og fortrød at jeg ikke bare var taget i Louvre centret, da en limousine kørte forbi og sprøjtede op på mig, værre end alle de andre biler.

Pludseligt bakkede den hurtigt og døren åbnede. ”Désolé!” sagde en pigestemme. ”Ca ne fat rien,” svarede jeg. Jeg er efterhånden ret vant til at snakke fransk. På skolen blev der godt nok snakket engelsk, men alle andre steder foregår det hele jo på fransk. ”Vous ne tomberez pas?” spurgte hun. ”Oui,” svarede jeg tilfreds og trådte ind i bilen. Hun havde lige spurgt mig om jeg ikke ville ind. ”Hvor skal vi hen nu miss?” spurgte chaufføren på engelsk. Hun kiggede på mig. Hun så ud til at være på alder med mig, altså min rigtige alder. Hun havde kulsort hår og store barnlige blanke blå øjne. Jeg lod blikket glide fra sko til hår. Hun havde en sort plisse nederdel og en stribet sort og rød turtleneck, begge dele kunne jeg placere som Gucci og sorte ballerinaer, med røde prikker fra Burberry. Hun måtte være stinkende rig, ligesom jeg havde været. Det var sådan noget tøj min mor tvang mig til at gå i hele tiden. Nu går jeg kun i det når det passer til lejligheden.  ”Oú allez-vous?” spurgte hun. Det betyder: hvor skal du hen? ”Et sted hvor jeg kan få noget tørt tøj på,” svarede jeg på engelsk. ”Så du er engelsk?” udbrød hun overrasket. ”Mere eller mindre,” svarede jeg. ”Hvad med dig? Du lyder meget fransk?” ”Jeg har boet i Frankrig hele mit liv, men begge mine forældre er englændere,” sagde hun og kiggede undersøgende på mig. ”Skal du noget? Hvad med at køre hjem til mig?” spurgte hun. ”Hvorfor ikke? Jeg skulle alligevel bare ud at shoppe,” smilte jeg. ”Ruben, kør os hjem. Hvad hedder du?” grinte hun begejstret. ”Cherryl Jordan,” svarede jeg automatisk. ”Fedt! Jeg hedder Paris Mackenzie,” sagde hun. Jeg var nysgerrig omkring hende. Hun virkede meget naiv og sød, så naiv at jeg faktisk ikke kunne drømme om at lyve overfor hende, hvilket jeg jo allerede havde gjort. ”Er du en af de rigmandsbørn der faktisk har fået en god opvækst?” spurgte jeg. ”Min far er ganske vidst rig og min mor er forhenværende model. Hvad mener du med at jeg faktisk har fået en god opvækst?” undrede hun sig. ”Har du hørt om Messerschmidt døtrene?” spurgte jeg. ”Ganske kort… er det ikke noget med at de er forsvundet fra jordens overflade?” spurgte hun. ”Hvis det er rygterne… Sagen er at de på trods af at de kun er halvsøstre og der er 15 år imellem dem, begge ikke har haft en særlig god barndom,” sagde jeg mørkt. ”Hvor ved du alt det fra? Du er mærkeligt og du skræmmer mig, men jeg kan lide dig… af en eller anden grund,” undrede Paris sig. ”Det skal jeg fortælle dig hvis vi bliver gode venner. Undskyld min opførsel, jeg kan bare ikke tage vådt tøj,” grinte jeg og pillede lidt ved mit våde tøj. ”Uf!” gyste jeg.

Chaufføren stoppede og gik ud for at åbne døren for os. Vi gik ind i den store bygning. En høj tynd mand mand kom os gående i møde. ”Davs Jo, det her er Jo, vores butler,” præsenterede Paris hurtigt. Jo nikkede til mig. ”Cherryl,” sagde jeg hurtigt. ”Miss Mackenzie, mrs. Stiles venter på dig,” sagde han nervøst. Hun sukkede dybt. ”Hvad så med Cher? Hun skal have tørt tøj på,” protesterede hun og tastede koden der ville sætte elevatoren i gang. ”Hende tager jeg mig af,” sagde han. ”Ok da så,” sukkede hun. Vi stod ud på næsteøverste etage og kom ind i en stor lys hall. Der var en bred vindeltrappe af lyst træ, som butleren gik op af.

”Du ligner jo en druknet mus,” sagde han frastødt. Jeg grinte bare. ”Du kunne ikke udtrykke det bedre.” Han åbnede døren til et værelse. Det lignede det jeg havde i München, så jeg gættede på det var Paris’. Butleren gik ud igen og kom ind med et håndklæde. ”Tak,” sagde jeg. ”Badeværelset er det,” sagde han og pegede på en dør. Jeg nikkede og gik ind og tog alt mit våde tøj af. Jeg vred mit hår for vand, viklede det store håndklæde om mig og tog så det våde tøj op og gik ud. ”Lad mig tage det,” sagde Jo. Jeg nikkede endnu en gang og slog dobbelt dørene op til hvad jeg gættede på var et walk-in-closet. ”Du kunne gætte det,” grinte Jo pludseligt. Han havde ellers virket meget alvorlig og lagde da også sit ansigt i de alvorlige folder igen. ”Når en pige har et sådant værelse her, kan du være sikker på at der er et walk-in et eller andet sted,” smilte jeg for mig selv og gik ind og rodede lidt rundt. Udvalget var meget begrænset i forhold til det jeg er vant til. Det var meget sødt i forhold til det jeg er vant til, men jeg fandt da et par sorte løse stretchbukser fra Burburry og en hættetrøje fra Stella McCartney. Jeg ville ikke låne det store… Og jeg havde jo også fri i dag. I skolen er der påbudt ordentligt påklædning. ”Mr. Jo? Kan du føre mig hen til der hvor Paris er?” spurgte jeg. ”Men hun har time miss,” sagde han chokeret. ”Jeg vil bare lytte,” sagde jeg og gik ud på badeværelset igen. Mit hår var begyndt at krølle op igen, hvilket gør det umuligt at sætte. Jeg kiggede mig omkring og fandt en mascara, som jeg gættede på det ikke gjorde noget jeg lånte. Jeg havde det egentligt ret mærkeligt med at bare tage hendes tøj og så videre, jeg kendte hende jo ikke.

Men jeg fulgte Jo nedenunder og ind i et bibliotek. ”Hvilken bøjning er ven på latinsk?” spurgte en skarp stemme. ”Øhm… Amicus,” svarede Parises stemme. ”Hvilken bøjning?!” spurgte stemmen endnu mere skrapt. ”Amicus er 2. bøjning masculinum,” sagde jeg og dog gik om hjørnet til den reol. En gammel stramtandet dame vendte sig mod mig. ”Hvem er hun?” forhørte hun sammenbidt. ”Hende jeg fortalte dig om,” smilte Paris begejstret, for at jeg havde reddet hende. ”Hvis du ved hvordan man bøjer Amicus, hvilken bøjning til Maritus?” spurgte lærerinde stadig sammenbidt. ”Samme,” sagde jeg hurtigt. ”Hvad med middag?” ”Øhm… Må jeg ringe til en ven? Jeg dumpede ikke latin for ingenting?” udbrød jeg, med mit had for gamle kedelige skolelære brændende. ”Nå, så du dumpede?” spiddede læren mod mig. ”Tja,” trak jeg på skulderen. ”Miss Mackenzie, du har fri når du har bøjet fra C til F,” sagde hun og gik. Paris gik straks i gang, med et sammenbidt udtryk over ansigtet.

Jeg kiggede rundt og fik lyst til at tegne, ikke tøj, bare tegne. ”Har du noget papir og en blyant jeg kan låne?” spurgte jeg. ”Bare tag,” sagde hun koncentrerede og nikkede over mod et krus med blyanter og en bunke papir. Jeg begyndte at tegne Paris, der koncentrerede sig om sine latinske verber. Og så sad v bare og arbejdede. ”Hvad laver du?” spurgte hun. ”Hm… Tegner,” mumlede jeg og lavede den sidste streg, der lige lavede glam, som min søster kaldte det. Jeg betragtede tegningen tilfreds. ”Er du færdig med verberne?” spurgte jeg. ”Ja,” svarede hun. ”Hvad har du tegnet?” Jeg rakte tegningen til hende. ”Wow! Det er virkeligt godt!” udbrød hun. ”Tak,” smilte jeg skævt. ”Det minder mig om et eller andet,” tilføjede hun. ”Hvad?” spurgte jeg. ”Det kan jeg ikke huske. For resten, dumpede du latin? Hvordan kan det lade sig gøre?” adspurgte hun. ”Jeg blev skoletræt og gjorde ikke noget ud af mit skolearbejde. Har du aldrig dumpet i noget?” spurgte jeg. Hun rystede på hovedet med store øjne. ”Virkeligt! Så kan jeg bedre forstå det,” mumlede jeg. ”Nu skal du ikke tro jeg er klog, for jeg har heller aldrig fået topkarakter,” indrømmede hun. ”Det har jeg, i kunst…” smilte jeg for mig selv. ”Men går du egentligt i skole?” spurgte hun.

Jeg nåede ikke at svare, for en høj tynd dame iført et typisk Chanel outfit, med et venligt smil kom om hjørnet. ”Der er te piger,” smilte hun. Paris rejste sig op. ”Mor, det her er Cherryl, Cherryl, der her er mor,” sagde hun. Jeg rakte min hånd ud. ”Cherryl Jordan,” præsenterede jeg. ”Gina Mackenzie,” svarede hun. Vi gik ind i et andet rum, som nok var en stue. Paris og Gina satte sig i sofaen og jeg satte mig i en stol. Jeg skammede mig lidt over at jeg ikke var i noget pænere tøj. Jeg fik skænket te og kiggede mig rundt i det fine rum, lyse rum.

Et billede fangede mine øjne. Jeg lyste op i et smil. Gina så hvad jeg kiggede på. ”Det er en kopi af Victoria Moscowitz. Kendt som Det Forsvundne, da det er forsvundet, men hedder i virkeligheden Den Stakkels Søster, ingen ved hvor det er, udover kunstneren selv,” informerede hun. Jeg smilte. Jeg vidste jo godt hvor det var. I min lejlighed. Det var et billede min søster havde malet efter at hun besøgte mig på hospitalet. Det forestillede mig der prøvede at gå på noget græs. ”Jeg ved det udmærket godt. Jeg har et specielt forhold til den kunstner,” smilte jeg mystisk. ”Ja, det har jeg også. Jeg har faktisk et par originaler,” sagde hun stolt. Hun misforstod mig, men hvem gjorde ikke det. ”Nu ved jeg hvorfor din tegnestil virkede så bekendt. Den ligner hendes!” udbrød Paris. Indrømmet, det var trods alt hende jeg havde lært det af første omgang. ”Korrekt… Nu er hun jo ikke helt nogen dårlig lære,” mumlede jeg det sidste. ”Tegner du?” spurgte Gina. ”Jeg bruger det i min hverdag, kan man vel sige,” smilte jeg. Hun nikkede.

”Paris? Hvordan gik det egentligt med timerne i dag?” spurgte hun så Paris. ”Mor, jeg sværger! Jeg udholder ikke den pulverheks meget længere!” klagede hun. ”Det er hende eller kostskole,” svarede moren hådt, for første gang med hårdhed i stemmen. ”Men der er jo ikke en kostskole med et ordentligt dramahold og samtidigt er en god skole!” protesterede hun. ”Det har du nok ret i,” sukkede moren. ”Vi har prøvet at finde en ordentligt kostskole til Paris her, da hun er træt af sin hjemmelære, men den eneste måde vi kan få hende overtalt til at tage af sted er at de har en ordentlig dramalinje. Vi vil jo gerne have det er en god skole også og det lader bare ikke til at den cocktail findes,” forklarede hun. ”Det gør der da!” udbrød jeg. ”Hvad?” spurgte de forbløffet. Jeg var kølet ned. ”Cheltenham Ladies College. Så længe man er kvik, gør sit bedste og er god til sport, naturfag eller drama er det den perfekte skole. Men personligt hader jeg den som pesten,” sagde jeg. ”Hvorfor har vi ikke hørt om den før?” undrede de sig på samme tid. ”Ingen anelse. Men, tja, jeg ved at herefter jul er der en pige, der ikke skal gå der mere og derfor kan jeg måske lægge kort ind… ” erklærede jeg. ”Det må du gerne,” smilede Gina. ”Helt sikkert! Hvor ved du det fra?” udbrød Paris. ”Jeg gik der på en måde selv… men den var ikke rigtigt noget for mig,” smilte jeg.

Vi snakkede videre og kom efterhånden ind på emnet mode. ”Okay! Der må jeg melde pas,” udbrød Paris efter noget tid. ”Ja, hvor ved du egentligt alt det her om mode?” undrede hun sig. ”Jeg går på sandwich andet år… Selvom jeg ikke har gået på første, men de bedømte mig til at jeg skulle ind på andet år i stedet,” indrømmede jeg. ”Se det forklarer noget,” grinte Gina. ”Det gør det vel,” smilte jeg. ”Jeg viser mig nok ikke fra min bedste side i dag, men jeg har fri, så jeg valgte altså noget mere afslappet.” ”Kender det godt, fra da jeg var model… Lige meget hvem man er skal man se perfekt ud hvis man skal klare sig modebranchen.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...