Doubles alla Fashionable

På en kostskole i England finder man den kommende nye Coco Chanel, eller det gør man ikke længere, men det er her hendes historie starter. Hvordan kommer hun videre fra kostskolen? Og hvad sker der, da hendes onde mor dukker op, med en totalt lækker fyr, ved sin side?

13Likes
20Kommentarer
2934Visninger
AA

23. Indrømmelser

Jeg følte mig meget mærkeligt tilpas, på en dårlig måde, da jeg trådte ind i det store rum, som begravelsen var rykket til, da der kom så mange. ”Hvem er De?” spurgte en gråhåret lille mand med en liste i hånden. ”Cherryl Jordan, jeg tror ikke jeg står der på,” sagde jeg. I stedet for at kigge på hans liste lod han blikket glide fra mine Yves Saint Laurent hæle og op langs den sorte Temperley London kjole og landede til sidst på mine store Tiffanys sølvøreringe og min medaljon. Han skulle måske have kigget lidt nærmere på den medaljon. GM stod der på med svungne bogstaver. Men der var ingen tvivl, dette var Cherryl Jordan, skaberen bag Jordan og Jorden. Jorden er mit nye og mere billige tøjmærke. Det var Eva der foreslog det, da det åbenbart betyder jord, på deres danske sprog.

Jeg kiggede mig rundt og så min søster stå og vinke, med hendes datter Petra på armen. Jeg gik over til hende. ”Det her bliver virkeligt langt. Den eneste der kommer til at tude er din mor og det bliver fake,” fastslog hun, efter at have krammet mig. Jeg rynkede på panden. ”Du er sindssyg Cas,” mumlede jeg. Det er de mærkeligste ting, der gør hende begejstret. ”Det er så mærkeligt, at tænke på han er væk,” hviskede hun, da vi satte og ned, fordi begravelsen gik i gang. ”Det er… Ok, måske er den eneste der kommer til at græde ikke din mor,” sagde hun. ”Far var trods alt en fantastisk far indtil mor døde,” tilføjede hun. Det var sikkert rigtigt. ”Men efter det… Jeg tror der gik en skrue løs, for derefter var han uudholdelig og ja…” mumlede hun, mens præsten prædikede.

Jeg vidste hvad hun talte om. Far havde den fordrejede tanke, at min søster dræbt sin egen mor, bare fordi min søster ved et uheld kom til at lege med tændstikker og startede den brænd, hendes mor døde i. Hallo? Tøsen var 3 og anede ikke hvad tændstikker var. Det var et af de tilfælde, hvor det bliver opdaget for sent og branden blev altædende.

Efter præsten begyndte forskellige folk mindetaler. ”Nogen der ellers vil sige noget?” spurgte den gråhårede mand fra før. Cassandras øjne borede sig ind i mig, hvilket fik mig til langsomt og så elegant jeg kunne. ”Ja,” sagde jeg roligt. ”De fleste i dette lokale ved hvem jeg er. Nogle fordi jeg ejer et førende modehus, andre fordi jeg bliver regnet for en meget dygtig forretningskvinde,” startede jeg og gik om bag talerstolen.

”Jeg har et specielt minde om Luke Messerschmidt. Det var den dag jeg fandt ud af hvem han burde være. Han tog mig med på Fashion Museum i Bath og gav mig mit livs oplevelse der. ’At der skulle så lidt til,’ lo han bagefter. Jeg var så fascineret. Nu spørger i: Hvad mener hun? Men der tror jeg en anden er bedre til at forklare,” fortalte jeg og nedstirrede Cas. Hun rejste sig og gik med bestemte og faste skridt op til mig. ”Victoria Moskowitz, maleren bag Pariserpiger og mange andre, men det ved mange nok allerede. Inden jeg kom her var jeg en tur rundt på herregården, for at kigge kunsten igennem. Jeg havde en ung hjælpsom tjener med, som fortalte om værkerne. Ikke fordi det behøvedes, men på hæderspladser i arbejdsværelset, fandt jeg disse,” fortalte hun og gik over til noget med hvide lagner. Jeg sukkede. Hun er virkeligt tosset.

Først trak hun det ene lagen af. Et billede af en elegant rødhåret dame. Jeg genkendte hende som min fars første kone. ”Sabrina,” sagde min søster kort. ”Alle ved han elskede hende højere end noget andet og det var kun hende der kunne få ham til at stoppe med at arbejde for noget tid. Da tjeneren så jeg kiggede på billedet, sagde han: ’Ingen ved hvem det er af, og vi har ikke haft en kunstkender forbi, men alle ved det er Sabrina.’ Godt, tænkte jeg og vendte mig om til den anden væg, hvor dette af alle billeder sprang i øjnene,” fortalte hun og trak lagnet væk.

Billedet nærmest skilte på midten og forestillede to piger, en på hver side af skilningen, der gik væk og kiggede sig over ryggen. Jeg kunne sagtens kende hver af pigerne, men kunne på den anden side også godt forstå hvorfor folk ikke kunne. Pigerne var begge omkring 15, den ene havde en grim grøn uniform på, den anden en flagrende hvid kittel, med malerpletter. Det var os selvfølgeligt. ”Det billede har jeg også altid undret mig over, men hver gang jeg spurgte fik jeg kun et brummende svar!” udbrød en ældre forretningsmand. ”Ja og tjenerens kommentar til det var: ’Det der aner ingen udover herren og fruen noget om. Fruen hader det og herren det samme, der er bare et eller andet, der forhindrer ham i at smide det væk.’ Jeg gør det kort. Hvem har malet disse billeder?” spurgte hun.

En mand ned bagerst rakte forsigtigt hånden op. ”Det er din malerstil,” konstaterede han. ”Korrekt,” svarede hun. ”Hvem forestiller det andet billede?” Der var stille. ”Det ved du godt selv!” lød det pludseligt vrissende fra min mor. Min søster ignorerede hende. ”Heinrich Messerschmidt var alt det i har sagt her. Men i mangler en ting… Det er måske ikke alle der ved han var det. Han var far.  Det blev han foråret 1978. En pige kaldet Cassandra. Han var faktisk en ret god far for hende Som 3årig legede hun med tændstikker og brændte hele deres daværende hus ned. Sabrina døde i branden. Luke fordømte sin datter og blev aldrig den samme igen, ikke en gang da han i 1990 giftede sig med danserinden Wilhelmina Demetrius. Wilhelmina syntes lige så lidt om Cassandra, som Luke selv gjorde og de var ikke ligefrem søde mod hende. Det gjorde, at Cassandra stak af som 15årig,” fortalte Cas og nedstirrede min mor, med det mest gennemsyrede dræberblik, som var det eneste der holdt mors mund lukket.

Jeg overtog derfor. ”1992 blev han far igen. Endnu en datter, Gabrielle. Hun fik konstateret Multicentrisk Osteolyse og brugte lang tid på hospitalet. En sjælden gang imellem fik hun besøg. Da hun så endelig blev rigtigt udskrevet som 11årig, blev hun straks sendt på kostskole. Ikke det bedste sted for hende personligt, men ellers et rigtigt godt sted. Hun led under det og et ry hun havde fået og trivedes derfor ikke. Som 15årig gjorde hun afstikning til en familietradition,” overtog jeg.

Der var stille i lang tid. ”Hvad blev der af dem?” næsten hviskede en ældre dame. Det så ikke ud til at de selv ville trække stregerne. ”De dukkede op andre steder. London og Paris, Royal Academy of arts og Instituto Marangoni,” sukkede jeg og begyndte at gå ned til min plads, da jeg troede den ville sive ind nu. ”Stop!” hviskede Cas til mig. ”Fint! Jeg er Gabrielle Messerscmidt!” råbte jeg frustreret. ”Og jeg Cassandra Messerschmidt,” tilføjede min søster mere roligt. Der gik et gisp igennem salen. ”Alt hvad jeg har lært om business lærte jeg af ham. Respekt dertil,” sagde jeg roligt, mens jeg nikkede mod kisten og satte mig ned. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...