Genskabt

Den 16årige Sikka bliver kørt over og dør på stedet.
Men Aziel, halv engel/halv dæmon, venter på hende i mørket og får Sikka til at aflægge en ed om evig troskab. Derefter bliver hun kastet ind i et hævnspil mellem Aziel og hans bror Brazil, hvor hun er nøglen til Brazils død.
Kan hun gennemføre det, hvis det betyder at hun skal ofre den hun elsker allerhøjest? Eller findes der en gylden genvej?

20Likes
20Kommentarer
2560Visninger
AA

4. Familien Rundt Om Sengen

De stod alle ved min seng.

Mor, lav med fin hvid hud og smukt blondt hår. Hendes øjne var blå, ligesom den søde kjole hun havde på.

Rosa, med det vilde røde hår og enorme brune øjne. Hendes tøj skreg på opmærksomhed; regnbuefarvet skørt og sort nedringet bluse. Jeg vidste ikke hvad hun ville i det outfit på hospitalet.

Far, søde skønne far, med det brune hår og blå øjne. Hans smil var varmt og kærligt, intet mindede om min mors stive væremåde. Jeg fattede stadigvæk ikke hvorfor de var sammen, for de snakkede aldrig rigtige sammen. Det så heller ikke ud som om de elskede hinanden. De var bare... sammen med os.

Så var der til sidst lille Dani, på de 11 år. Han så lidt betuttet ud da han gengældte mit blik. Vi lignede hinanden som to dråber vand, bare med forskellen på alder og køn. Vores øjne var grønne som græsset på en sommerdag og håret sort som en slukket computerskærm... Ud over støvet selvfølgelig. Eller sort som en tordensky. Bedre? 

Lige meget. Vores hår var sort og øjnene grønne. Vi lignede overhovedet ikke vores forældre, og jeg spekulerede faktisk tit på grunden. Jeg var fem år ældre end ham, men vi var stadig tæt knyttet.

"Daniel, vil du ikke sætte blomsterne i vandet?" spurgte mor med blid stemme. Argh. Hvis det havde været mig hun snakkede til, havde det lydt skurrende og mekanisk. Med Dani... så kom der altid lidt smørring i maskinen.

"Ja mor," sagde han og satte de fine roser ned i det lille glas på bordet.

"Tak," hviskede jeg og gav ham et kys på kinden.

Dani vrængede ansigt af mig, men det var halvhjertet og han smilede.

De tog alle hjem senere. Lægerne sagde at jeg intet fejlede, andet end smerterne. De prøvede at finde ud af hvor de kom fra, og hvorfor. Jeg forstod dem godt. Det måtte være ret underligt for dem.

Nåh, men jeg havde kun fortalt Rosa en smule af min historie, og hun flippede selvfølgelig ud. Jeg var ellers ikke engang nået til der hvor jeg døde!

"Hvad i himlens navn lavede du også så langt væk fra København? Langt pokker i vold ude i skoven, klokken halv fire om morgnen?"

Jeg smilede skævt.

Godt spørgsmål Rosa.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...