Håbet båret af sorte vinger - Hunger Games

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 mar. 2012
  • Opdateret: 31 mar. 2012
  • Status: Færdig
Justina er ikke som nogen anden borger i Panem. Hun har en særlig evne, og derudover er hun medlem af en ligeså særlig familie. Men hendes liv er ikke noget særligt...hun er underkastet Snow's magt, men vil hun bukke under eller stille sig op imod hans vilje? Og vil hun få svar på alle sine spørgsmål, eller skal de forevigt forblive uudtalte i hendes tanker? | En Hunger Games fanfiction. Enjoy!

27Likes
84Kommentarer
3480Visninger
AA

5. Advarsel eller trussel?

Jeg ligger og sover. Trækker vejret dybt og roligt. Jeg har en dejlig drøm. En drøm om året efter Dødsspillet, jeg deltog i. Det bedste år i mit liv. Det år hvor jeg fik lov til at leve livet fuldt ud. Et perfekt år. Hvis jeg kunne slette Vinderturen fra det altså. Vinderturen minder en om Spillet. Men Vinderturen betød alligevel ikke så meget for mig. Jeg var lykkelig sammen med bedstefar, mor og Lief.

 

Jeg træder ind i huset. Det hus jeg har fået tildelt af Capitol, fordi jeg vandt Spillet. Det ligger i noget kaldet ”Vinderbyen”. Det er en afdeling med 12 huse hvor kun vinderne af Dødsspillet fra Distrikt 8 bor. En skøn duft rammer mine næsebor. Duften af mors bærgrød. Vi skal have god mad her til morgen. Jeg smutter ud i køkkenet, hvor mor ganske rigtigt står og rører i en gryde bærgrød. På bordet står der desuden nybagt brød, pandekager, småkager, marmelade og endda varm chokolade.

”Godmorgen Tia! Vil du ikke være en skat og hente bedstefar og Lief? Jeg er færdig med grøden lige straks.” siger mor. Hun ser glad ud.

Jeg løber ind i vores stue. Den er stor og meget flot. Bedstefar sidder foran den fine pejs og læser en bog. ”Capitol; Panems højsæde” hedder den. Jeg løber hen og giver ham et knus. ”Der er morgenmad nu bedstefar.” siger jeg til ham, og han svarer, at han glæder sig. Morgenmaden skal jo være god en dag som i dag. Med alt det, jeg så på bordet for lidt siden, må jeg også sige, at så god morgenmad har jeg aldrig fået før.

Bedstefar går ind i køkkenet, mens jeg løber op efter Lief. Han ligger stadig og sover i sin seng ved siden af min. Han ser så sød ud, når han sover. Hans ansigt er meget specielt, men det er det også, når han er vågen. Liefs hår er rødt. Mørkerødt. Det er virkelig smukt. Jeg elsker at se på det, når vi er udenfor i solen, og solens stråler får det til at skinne op i mange røde og orange farver. Som ild. Hans ansigt er ret kraftigt markeret. Han ligner ikke længere en lille dreng, men han er også 17 år gammel nu. På trods af hans røde hår, har han ingen fregner. Han har fantastiske øjne med grøn/blå iriser. Det er, som om han har taget en smule af havet og ladet det flyde i 2 runde voldgrave derinde. Det lyder måske som en uhyggelig beskrivelse, men hans øjne er så vidunderlige. Meget fascinerende. De er lette at fortabe sig i.

Mens jeg ser på Lief, tænker jeg på, hvad jeg skulle gøre, hvis han blev trukket til Spillet. Jeg ville dø indeni. Men jeg ville være nødt til at være stærk, så længe han var herhjemme. For hans skyld. Lief har en enkelt gang fortalt mig om dengang, jeg blev trukket. Om hans følelser omkring det. Det var en aften vi lå ved søen i Vinderbyens samlede have. Den alle vinderne havde adgang til, men som ingen brugte. Vi lå under den klareste himmel med lysende stjerner og en strålende halvmåne. Helt alene.

”Lief?” Jeg kan huske, at jeg tøvede med at spørge. Jeg var bange for, at han ikke ville fortælle mig noget. Men jeg vidste, at jeg måtte vide bare lidt.

Lief drejede hovedet over imod mig og så afventende på mig som svar. ”Hvordan var det? Du ved, da jeg blev trukket. Jeg mener, du kendte mig jo knap nok.” Det sørgmodige blik Lief så væk med, fik mig næsten til at sige, at det var lige meget. At han ingenting behøvede at fortælle. Men jeg var stærk. Jeg lod ham stirre op på stjernerne i flere minutter, før han igen drejede hovedet imod mig, stadig med triste øjne.

”Tia. Det..det..er svært for mig at skulle sige. Men jeg har på fornemmelsen, at det er et svar, du har brug for. Du giver ikke op vel? Har jeg ret?” han ser på mig i et øjeblik kun, men egentlig uden at vente på svar, for han fortsætter, før jeg overhovedet når at sige noget. ”Jeg havde været forelsket i dig nærmest ligeså længe, jeg kan huske. I skolen ville jeg gerne gå hen og snakke med dig. Men jeg turde ikke. Hvorfor skulle sådan en fantastisk pige gide snakke med en ussel dreng fra distriktets børnehjem? En dreng der ingen familie eller penge havde. Derfor gjorde jeg intet, men jeg så altid på dig ud ad øjenkrogen. Du vidste det bare ikke..

Da du blev trukket. Altså, selvom det bare var en forelskelse i en person, jeg aldrig havde talt med, ramte det mig virkelig hårdt. Jeg…Tia..jeg følte, at jeg måtte kæmpe for ikke at lade mit hjerte springe ud og knuses i tusind stykker på asfalten. Jeg kan ikke beskrive det på en bedre måde. Og så, ja. Nu hvor jeg vidste, eller det troede jeg, at jeg aldrig mere skulle se dig, havde jeg brug for at kontakte dig på en eller anden måde. Jeg fortrød bittert, at jeg ikke havde gjort det noget før. Jeg ville besøge dig og give dig ringen, men da jeg så din jakke hænge i gangen ved siden af den knage, jeg ville hænge min på, blev det for meget. Jeg vidste, at jeg ikke kunne. Derfor skrev jeg sedlen og lagde ringen i din jakkelomme i stedet. Jeg ved godt, det var fejt.” siger han. Det lyder ikke som en afslutning, men han ser flovt ned i jorden og siger ikke mere.

”Tak Lief..” var alt, hvad jeg kunne sige. Det gav ikke rigtig nogen mening, men jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle sige.

Jeg bliver helt forskrækket, da jeg mærker 2 stærke arme om min talje. Jeg var faldet helt i staver ved mindet om den aften med mig og Lief.

”Mmmm..det er da en dejlig måde at vågne på. Jeg åbner øjnene, og så står du lige ved siden af mig. Det må du gøre noget oftere” hvisker Lief mig i øret og kilder mig i håret. Så kysser han mig. Bare et hurtigt kys. ”Lad os gå ned, jeg tror maden er parat nu.” siger han og tager mig i hånden. Vi går ned ad den snoede vindeltrappe til køkkenet. Under normale omstændigheder ville hun nok fortælle mig, at jeg altså ikke skal komme så sent til maden, den når jo at blive kold, men nu smiler hun bare. På Høstdagen er der ikke plads til vrede.

Bedstefar sidder allerede ned og begynder nu at skovle mad op på sin tallerken. Af en mand på 61 har han altså en god appetit. Mor laver en bevægelse med hånden, som indikerer, at vi bare skal sætte os. Vi spiser lidt i stilhed. Det er en svær dag for os alle. For mor og bedstefar fordi de ved, at det er svært for mig, og fordi de frygter for Lief. For mig og Lief fordi det minder os så meget om sidste år. Hverken Lief eller jeg frygter for, at Lief skulle blive trukket. Jeg har ikke set det, og Lief stoler på mine evner. Han stoler på mig. Han er den eneste, jeg nogensinde har fortalt, at jeg er synsk. Jeg tager hans hånd under bordet. Han klemmer min og ser mig i øjnene. Jeg fortaber mig i det klare hav, der er hans øjne.

 

Jeg vågner op af drømmen. Jeg har det ikke godt. Jeg vil tilbage til drømmen. Tilbage til min Lief. Men det kan ikke lade sig gøre, og det er sikkert heller ikke godt for mig. Det føles, som om et hul er ved at dannes i mit hjerte. Et hul der langsomt vil udvide sig. Savnet. Jeg savner ham så meget, det gør så ondt at tænke på, at vi for evigt vil være adskilt. Jeg bruger ikke dagen på noget særligt. Jeg føler mig som en løve i bur og ønsker ikke andet end at komme ud og se solen i virkeligheden igen. Mærke dens varme mod min hud. Men det sker ikke. Jeg er tilfangetagen i mit luksusbur her i Capitol.

Det mest spændende, der sker før eftermiddag, er, at jeg spiser mig en saftig kalkunsandwich til frokost. Derefter fortsætter jeg med at vandre rastløs rundt. Først nogle timer senere hører jeg en skratten over mit højtaleranlæg efterfulgt af en hæs stemme. Dødsspillet kommer om et øjeblik. Jeg tænder TV’et og lader som sædvanlig mine øjne følge automatisk med menneskerne på skærmen, uden at jeg rent faktisk ser programmet. Først da jeg ser Haymitch dukke op på skærmen, bliver jeg opmærksom: helt ubevidst. Jeg betragter skærmen, hvorpå Haymitch samler bær og konstant holder udkig, hvis der skulle være modstandere i nærheden. Eller potentiel mad måske. Da han får øje på en kvindelig soner, zoomer kameraerne helt ind på hans øjne. De er ikke skræmte. De er målbevidste. Dette stålsatte blik river mig ind i et syn. Et syn om fremtiden.

 

Et meget fokuseret og bestemt blik, jeg mener at have set før, står klart i de blå øjne. Først ser jeg kun dem, så udvides mit synsfelt, og jeg ser manden de tilhører. Han har mørkblondt pjusket hår. Det er vist ikke blevet redt længe. Hans skægstubbe er langsomt ved at forvandles til et rigtigt fuldskæg; han trænger til en barbering. Så er der kroppen. Manden er ikke tyk, men han har nu alligevel det, man ville kalde en ølvom.

Nu hvor jeg har studeret manden lidt nøjere, lægger jeg mærke til rummet, han står i. Det ligner en blanding af et kontor, venteværelse og kontrolrum. Der er en stor bogreol fyldt med noget, der ligner leksikoner. På hver eneste bogryg står et tal. Alle mellem 1 og 73 kan jeg se. Nogle tal er på flere bøger, andre er kun på en enkelt. Ved den korteste væg i rummet står et skinnende gråt skrivebord med en maskine på. Jeg mener at have set den før. En computer! Det er det, det hedder. Ved den anden korte væg er sofaer med små borde linet op foran et fjernsyn. Det er venteværelses-delen. Ved siden af fjernsynet er en stor reol. Indholdet af denne er næsten det samme som den andens, her står bare videoer i stedet for bøger. I midten af rummet står et seksdimensionelt kort. Jeg ved, hvad det er, fordi jeg selv så sådan et, da jeg havde vundet. Min mentor viste mig, hvordan det fungerede. Det forestillede den arena, jeg havde befundet mig i. Men det var et langt mere goldt og trist landskab end dette.

Jeg vender opmærksomheden væk fra kortet, da jeg hører, at der bliver banket på døren. Manden med det mørkblonde hår går hen og åbner døren. En kvinde træder ind ad døren og ser på manden, som var han lilla og havde følehorn i panden. Kvinden har en gul kjole på. Det ser ud som om, nogen har syet 1000 gule kugler sammen, og så har det dannet denne kjole. Den står ikke særlig godt til hendes lyserøde paryk og kraftige pink make-up.

Manden laver en bevægelse med hånden, der betyder, at kvinden med den lyserøde paryk skal tage plads i en af sofaerne. Hun skuler lidt ad ham, men sætter sig alligevel. Han sætter sig overfor hende. ”Effie,” siger han. Kvinden, der må hedde Effie, afbryder ham. ”Haymitch, du ved så udmærket godt, hvorfor jeg er her.” siger hun spydigt. Det er først der, det går op for mig. Denne midaldrende mand med ølvom og filtret hår er Haymitch Abernathy. Deltager i det Dødsspil, jeg ser lige nu. Han har forandret sig meget – og ikke til det bedre. Det eneste der røber, at dette er den samme mand, som ham der deltager i Dødsspillet, er de blå øjne. Nu hvor jeg ved, at det er ham, kan jeg godt se det.

”Det gør jeg Effie. Men hvad vil du have, jeg skal gøre? Jeg har ikke råd til at sende Katniss nogen medicin til ham! Jeg ved godt, at han er døende! Der er intet at gøre Effie, jeg har ikke nok penge. Så sent i Spillet vil det koste en formue at sende sådan noget specialfremstillet medicin!” Haymitch skifter konstant toneleje, mens han taler. Fra vred, til bekymret, til ligeglad.

Effie ser frustreret ud. ”Han dør Haymitch! Det vil Katniss forhindre, så hun vil tage til festen. Men han vil følge efter hende, og så vil han blive dræbt.” på trods af den frustrerede rynke i hendes pande, taler hun meget roligt. Hun fortsætter med at tale, som talte hun til et barn, efter hun har taget nogle dybe indåndinger.

”Jeg har forstået problemet. Mit problem er, at du bare giver op. Vi kan miste begge vores sonere på det her Haymitch. Du skal finde en løsning. Du er nødt til at skaffe os penge til den medicin, han behøver!” nu begynder hun at lyde ophidset, da det går op for hende, at håbet næsten er ude. Det er ikke muligt at skaffe så mange penge. ”Ved du hvad? Så er det også lige meget! Jeg vil gå ned og få en massage, imens jeg spiser pandekager. Med sirup!” hun lægger tryk på ordet ”sirup”, som om det er noget helt særligt, at hun vil spise det på. Det er det måske også for hende, hun er jo Capitolborger. Hun er sikkert på en eller anden åndssvag diæt, hvor hun ikke må spise noget som helst, men ikke overholder det i en halv dag.

Haymitch ser opgivende på Effies ansigt, hvor ansigtsfarven nu matcher hendes paryk. Så skifter hans ansigtsudtryk fra opgivende til håbefuld til sejrssikkert. ”Det er genialt Effie! Sirup! Jeg vidste, du ville gøre dig nyttig bare en enkelt gang! Send alle vores eventuelle sponsorere herop på én gang! Og også noget sprut, men ikke for stærkt!” Haymitch ser pludselig helt ivrig ud, og det får Effie til at ligne et stort spørgsmålstegn. ”Haymitch, hvad har du tænkt dig?” spørger hun mistænksomt.

”Jeg har måske fundet ud af, hvordan både Katniss og Peeta kan overleve det her! Håbet er ikke ude endnu Effie! Afsted med dig!” Haymitch lyder virkelig begejstret nu, og hans humør lader til at smitte af på den eftertænksomme Effie. Alligevel siger hun en smule utilfreds: ”Haymitch. Nu tager du lige og slapper af, indtil du har fortalt mig om din plan.”

Haymotch fortæller. Effies ansigt bløder ikke yderligere op under Haymitch’ forklaring. ”Du vil hvad? Sende Katniss af sted til festen! Det kan du da ikke! Hun kan blive dræbt!” råber hun ophidset. ”Sovesiruppen vil måske virke, og det er muligt, at vi kan tjene nok til den, men,” Effie tøver og retter på sin paryk, der i hendes ophidselse er gledet lidt ud til venstre side.

”Tænk på alternativet Effie. Jeg har intet valg. Og Katniss skal nok klare den. Hun er en pige der brænder, for det hun gør, husker du nok. Pigen med ild i. Desuden er jeg mentoren, og det er helt og holdent op til mig. Så let så din allerhelvedes misfornøjede bagdel og gå ud og find vores mulige sponsorere! Nu skal den dreng have sig en lille lur!”

Effie vimser ud af døren og prøver at skule tvært til Haymitch imens. Det virker ikke. Det er ikke svært at se, at hun også har overgivet sig til det nyfundne håb. Et smil sidder og dirrer i hendes mundvige, truer med at bryde ud, på trods af at hun gør sit aller ypperste for at holde det inde.

Haymitch tænder fjernsynet og 2 mennesker ses på det. En pige med sort hår i en fletning sidder og aer en sovende drengs lysebrune hår. De er nok en 15-16 år gamle. De befinder sig i et mørkt rum. Nej, nu kan jeg se, at det er en grotte. Pigen stirrer stift ud i luften med et trist blik. Det er stadig trist, da hun vender det mod drengens ansigt, men der sker også en forandring. Det fyldes med ægte kærlighed. Det lader til, at Haymitch vil fjerne denne tristhed, hvis dette altså er føromtalte Katniss og Peeta. Tilbage vil kun kærligheden så stå. Og kærligheden er det stærkeste af alt.

Jeg gisper og åbner øjnene. Det går op for mig, at de aldrig har været lukkede. Sikke en lettelse: måske har mine overvågere så ikke lagt mærke til, at jeg lige fik et syn. Medmindre jeg rystede. Men hvorfor skulle jeg gøre det? Der var intet ondt i dette syn. Det var der nemlig ikke. Ligesom det andet. Det er fordi, disse syner repræsenterer håb, og ved siden af håb er der ikke plads til ondskab, smerte, sorg, tab eller andre rædselsfulde ting. Tia, du er begyndt at få håbefulde syner! Det kan kun betyde, at håbet er her. Der må ske noget, snart. Husk at holde håbet oppe! Husk det! Endnu engang har min indre stemme suppleret med noget meget vigtigt. For det hele er sandt, og jeg glæder mig til at finde ud af, hvad dette håb egentlig handler om. Hvad det faktisk er, jeg kan håbe på vil ske.

Jeg kommer i tanke om, at mine øjne bare må stirre ligeud på skærmen lige nu uden at følge med. Det er klart noget, der kan vække mistanke. Enhver form for anderledes opførsel, fra mig, kan vække mistanke. Derfor lader jeg mine øjne finde den blodige pige, der er på skærmen. Hun ser op på himlen hvor et ansigt toner frem. ”Kun 2 tilbage” hyler hun. Men afdæmpet. Hun er helt sikkert en af de typer, der igennem hele spillet har været en dræbermaskine. I hvert fald må det betyde, at der nu kun er denne pige, Haymitch og så en, for mig, ukendt person tilbage. Og at jeg lige har set Haymitch, som midaldrende mand, bekræfter kun, at han må blive vinderen af Spillet. Og ikke bare et almindeligt Spil, men det halvtredsindstyvende. Et jubilæumsspil.

Efter en halv times tid kommer årets kommentatorer frem på skærmen, så jeg ved, at opsummeringen er slut. Jeg slukker for TV’et. Væggen åbnes og TV’et ruller ind i det. Derefter lukkes væggen, og der er intet spor efterladt, som viser, at væggen kan åbnes netop dér.

Da jeg ikke rigtig har andet at lave, vælger jeg at gå i bad. Jeg tager et brusebad denne gang, da jeg så håber på, at det ikke er ligeså let at tænke. Jeg tager selvfølgelig fejl. I starten koncentrerer jeg mig om at vælge de rigtige knapper ud af de 50, der er på bruserens styresystem. Derefter er det ligeså let at tænke, som hvis jeg havde siddet på en sky i himlen helt alene. Og det udnytter min hjerne åbenbart, for mine tanker kværner løs i hovedet på mig. Jeg magter det ikke og slukker for vandet. Jeg har en tørrefunktion i brusekabinen, men i stedet for at udnytte den, vælger jeg helt bevidst at sætte mig ned på gulvet for at lufttørre. Det giver selvfølgelig kun tankerne mere plads til at flyve rundt i hovedet på mig.

Efter kun få minutter, bliver jeg så irriteret på tankerne, at jeg begynder at tænke bevidst - hvis man kan sige det sådan. Jeg leder tankerne hen på trygge minder. Minder fra min fortid. Langt de fleste er slet ikke trygge, men det er efter mit Dødsspil. Jeg tænker på tiden, før jeg blev trukket. Selvom jeg til tider følte, at det var en kedelig periode af mit liv, så var det nu engang den bedste, når jeg tænker mig om nu. Næst efter mit år med Lief selvfølgelig.

Jeg havde et enkelt liv. Ikke helt let, men meget ukompliceret. Jeg gik i skole som enhver anden normal pige eller dreng. Vi havde primært fag, der havde en sammenhæng med vores distrikts profession: tekstiler. Vi havde meget håndarbejde, læren om stofferne, tekstilfarvning og så videre og så videre. Vi blev undervist i 2 gange ½ time om ugen i Panems historie. Jeg selv var ikke særlig interesseret i det fag, men det var der åbenbart andre, der var. Eller måske ikke interesserede i det, men i hvert fald vrede over det på en eller anden måde. Jeg overhørte engang en samtale mellem en ældre pige og ældre dreng i skolegården. Jeg husker den stadig, som var det i går, jeg havde hørt den.

”….at Paylor ikke afskaffer det fag. Panems historie! Vi kan jo ikke bruge det til noget som helst! De vil bare skræmme os vil de!”

”Det er sandt. Men jeg bliver ikke spor skræmt. Måske burde de tage at overveje, at det fag bare kan få os til at ønske et oprør endnu mere.”

”Ja, men det der med at overveje..det er jo ikke lige Capitols stil. Så skal man jo tænke, du ved! Men for at være helt ærlig, giver jeg dig helt ret. Jeg kunne i hvert fald godt tænke mig at være en del af et oprør engang.”

”Også mig. Vi kunne jo starte en strejke. Lade være med at sy dem noget tøj. Hvis 4 holdt op med at levere dem fisk, 7 holdt op med at skaffe dem træ og 12 holdt op med at sende dem kul..de ville ikke have nok at spise, de ville ikke kunne bygge nye huse, de ville fryse om natten. Kan du ikke se det? Det er jo perfekt! Hvis bare Distrikt 1 strejker, sådan at de ingen nye diamantsmykker kan få, vil Capitols borgere jo gå helt i spåner! Vi kunne skabe kaos, og de ville være magtesløse!”

”Nøjagtig! Det ville være nyttigt at lære i stedet for det der historie. Ubrugeligt!” ”Shhh, du råber, hvis nogen hører os, så vil vi….”

Så løb jeg min vej. Dengang var jeg for lille til at forstå, hvad de snakkede om. Dog fangede jeg, at det var hemmeligt. Jeg fortalte aldrig nogen om samtalen. Den skræmte mig. I dag ville jeg ønske, at deres plan var blevet til noget. Så ville jeg måske ikke have siddet her.

På trods af den skræmmende samtale i skolen, har jeg jo mange gode minder fra dengang, jeg gik i skole, minder jeg mig selv om. Jeg elskede historie aften, hvor de mest fortryllende historier blev fortalt med meget malende beskrivelser. Der var også weekenderne, hvor min mor lod mig hjælpe med at sy Capitol-kjolerne. Hun lod mig godt nok aldrig rigtig gøre andet end at holde og hente ting, men jeg følte, at jeg hjalp hende og var meget stolt. Det var ikke ligesom de aftener, hvor bedstefar og jeg lavede mad. Der fik jeg lov til at gøre det hele. Bedstefar gjorde ikke andet end at fortælle mig, hvad jeg skulle gøre og så løfte mig op, når jeg ikke kunne nå, det der skulle bruges.

Uden for hjemmet havde jeg det også skønt. Jeg elskede at løbe rundt med Alli, som var en veninde fra skolen. Hun boede lidt længere nede af min gade, og vi fjantede tit rundt ude på pladsen, hvor alverdens boder og butikker stod og vel stadig står. Vi kiggede også på de fine ting, de solgte, såsom sukkerstænger, mønstrede stoffer og smykker. Selvom kun få solgte og købte det første og det sidste, var de der. Det eneste problem med vores ”byture” var, at jeg blev så misundelig, hver gang Alli købte et bolche eller en flot sten, som jeg ikke havde råd til. Hendes familie var ikke mere velhavende end min, men min mor ville ikke give mig penge til ”den slags pjat”, som hun sagde. Det fik mig til at opbygge et lille had til Alli, og da vi blev omkring 13 år gamle, så vi næsten ikke hinanden længere. En skam, da vi ellers havde haft et sjovt så mange gange sammen.

Det eneste jeg egentlig husker, som virkelig var noget jeg led under i tiden før mit Dødsspil, var mine syner. Jeg har haft dem lige siden, jeg kan huske. Jeg forstår dem ikke og gjorde det slet ikke i en alder af 5 år. Når jeg tænker over det, er det egentlig virkelig forfærdeligt for et barn. Men på den anden side, er det så værre end at byde et barn, at kæmpe mod 23 andre børn til kun ét stadig lever? Nej. Men det blev jeg jo også udsat for.

Jeg husker ikke det første syn, jeg havde. Faktisk husker jeg ikke længere ret mange af mine syner fra dengang. Jeg husker dog andet fra synerne. Jeg husker hvert et vers fra hvert enkelt syn. Alle med hæslige ord. Heldigvis havde jeg da meget få syner dengang. Der er kommet flere med årerne.

Jeg er åbenbart faldet helt hen i mine egne tanker, for pludselig går badeværelsesdøren op. Jeg har ikke engang hørt døren til mit værelse åbne. En enkelt mand træder ind i sin vagtuniform. Han har dog intet for ansigtet, og her sidder jeg helt blottet. Jeg glemte alting, mens jeg sad og tænkte, så jeg har ikke engang et håndklæde om mig. Jeg bliver flov og krummer mig lidt sammen. Jeg føler ikke, at mit lamme forsøg på at dække min krop med mine arme og ben virker særlig godt. Derfor slår jeg også håret ned over mig, og håber bare på at vagten ikke kan se noget. Han er sikkert ligeglad, men det er jeg altså ikke.

”Frøken Snow. Du har siddet der i over en halv time nu. Vi blev en smule bekymrede. Er der noget galt? Eller har du haft et syn?” spørger vagten mig. Der er en af vagterne, jeg bestemt ikke bryder mig om, men det er ikke ham her. Jeg har ikke set ham før. Han virker ikke så slem. Han løs næsten oprigtig, da han sagde, at de blev bekymrede. Og så stirrer han ikke på mig med et mistænksomt og hadefuldt blik. Faktisk kigger han knap nok på mig. Det passer mig helt fint.

Jeg beslutter mig for, at der ingen grund er til at lyve. ”Nej, undskyld. Der er bare så mange tanker i mit hoved for tiden. Jeg sad bare og tænkte lidt på tiden før Høsten, hvor jeg blev trukket.” siger jeg. Jeg lyder mistænksom – det kan jeg selv høre. Jeg føler også lidt frygt for at blive taget i en løgn, hvilket er fuldkommen åndssvagt, da jeg er helt uskyldig. Jeg tænker, at manden sikkert synes, det er fint og vil gå igen, men der tager jeg fejl.

”Frøken Snow. Vi er begyndt at få vores mistanker omkring dig. De har haft en anderledes adfærd her på det seneste. De tænker for meget. Jeg er også blevet sendt for at advare Dem. Hvis De fortsætter på denne måde, kan vi ikke bare fortsætte sådan her. Vi vil være nødt til at indskrænke Deres frihed og rettigheder. Vi har løgnedetektorer på en af etagerne i undergrunden.” siger han barskt. Han løfter et øjenbryn og ser på mig, som om han forventer et svar. Da jeg ikke gør andet end at stirre, fortsætter han. ”Nu da De kender betingelserne, har De så noget at tilføje? Eller fortælle?” spørger han lidt mildere.

Han er helt sikkert værre, end jeg havde troet. Faktisk sidder jeg sikkert og måber, for en vagt har ikke talt til mig på den måde, siden jeg blev placeret i dette værelse. Jeg troede faktisk ikke, at de måtte tale sådan til mig. Men det lader til, at de har været mere skarpe, end jeg havde forventet. De ved, at jeg skjuler noget. Og det gør jeg jo også. Hele denne ting med Haymitch Abernathy, mine gode syner og det håb, der medfølger, er helt klart noget, som ville kunne interessere folkene, der overvåger mig og behandler alt, hvad jeg siger og gør, overordentligt meget. Men jeg ved, at jeg ikke skal sige noget. Selvom min stemme er stille, bekræfter min mavefornemmelse mig i, at jeg har ret. Den prøver at få mig til at tie.

”Nej Hr. Hvis jeg havde nogen informationer, som på nogen måde kunne findes nyttige eller spændende, ville jeg naturligvis melde det straks. Hvis de vil have mig undskyldt, vil jeg gerne ud og klæde mig på nu.” siger jeg. Ordene er høflige nok, men det er mit toneleje i hvert fald ikke, og det at jeg forsøger at nidstirre ham imens, gør det nok ikke særlig meget bedre. Det er dog svært at nidstirre nogen nedefra, men jeg prøver ihærdigt alligevel.

Vagten skuler af mig, men selvom han skulle give mig denne advarsel, ved han, at han ikke kan tale for galt til mig, så han svarer bare på samme måde, som jeg svarede ham på. Høflige ord, spydig stemme. ”Jeg er glad for, at vi fik det på plads. Så må De have en fortsat god dag.”

Vagten går med tunge skridt ud ad døren, og jeg ånder lettet op. Selvfølgelig ikke fysisk for allerede dér, ville jeg så have udvist den der ”mistænkelige adfærd”, og så ville de sikkert bare pudse ham vagten på mig igen. Han har vist også ben i næsen. Mere end de andre vagter i hvert fald.

Den aften har jeg svært ved at falde i søvn. Det har jeg ofte, men det er ekstra slemt nu. Jeg kan ikke undgå at tænke på, hvor usikker min fremtid er. Jeg er helt sikker på, at de syner jeg får nu, skal holdes fuldstændig hemmelige, men spørgsmålet er, om jeg vil være i stand til det. Jeg vil selvfølgelig gøre mit bedste, men det er muligt, at de kan være nok så hemmelige, hvis jeg bliver tortureret. Men de behøver selvfølgelig ikke torturere mig til at starte med. De kan jo starte med at bruge den løgnedetektor på mig. Så vil de finde ud af, at jeg lyver for dem, og jeg kan ikke vide, hvor det vil bringe mig hen.

Jeg ligger længe i sengen og vender og drejer mig. Jeg føler mig så utilpas. Det er næsten som at være tilbage i arenaen. Jeg er selvfølgelig ikke bange på samme måde, men det er bare princippet. Jeg tør næsten ikke sove, for jeg ved ikke, hvad der venter mig, når jeg åbner øjnene igen. Så er det lettere slet ikke at lukke dem. Jeg ved heller ikke, hvad jeg kan komme til at røbe i søvne. Det kan meget vel være dét, der ender med at blive min død. Selvom det måske er overdrevet, kan man aldrig vide noget her i Panem. Ved nærmere eftertanke er det her faktisk præcis som at sove i arenaen. Jeg sover bare i en rigtig seng i stedet for at sove på et lag visne blade eller på en ubeskyttet mark med tørt gult græs.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...