Russian Roulette

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 mar. 2012
  • Opdateret: 20 jul. 2012
  • Status: Færdig
Christy´s far begik selvmord¨da hun var 6 år gammel. 10 år efter sørger hun stadig og er i den overbevisning om at det er hendes skyld han skød sig selv. Hun er freaken i skolen, men den dag en ny dreng kommer til skolen og er den ´første der er sød ved hende i flere år, der bliver hele hendes verden god igen. Men kan den lille lykke varer evigt?

4Likes
15Kommentarer
3237Visninger
AA

23. Underbevidstheden

Var det virkelig det sidste jeg så, Louis´´forfærdelige sårede ansigt der spurtede hen mod mig mens han bankede døren op? Nu var jeg så her i intetheden... eller hvad man nu kunne kalde det, men alligeve så følte jeg mig ikke særligt død. Selvom jeg jo aldrig havde prøvet det før eller vidst hvordan det føltes, så kunne jeg slet ikke mærke nogen forskel. men sådan var det måske her? Et sted hvor man ikke kunne føle noget, Jeg satte mig op. Der var hvidt over det hele. Jeg kunne ikke se en hånd for mig. Men alligevel så kunne jeg alligevel se en skikkelse der gik der forude. Jeg rejste mig op men kunne mærke at hver eneste lille bevægelse var som en kniv i maven. Jeg faldt sammen i smerte, jeg kiggede fortvivlet hen mod skikkelsen der vinkede mig over til sig. Jeg bed smerten i mig og rejste mig op og løb over til skikkelsen, men det mærkelige var at det hele tiden føltes som om skikkelsen kom længere og længere væk fra mig.

"Christiana!" Skreg skikkelsen, jeg stoppede op og kiggede over mod den lille skikkelse.

"Jeg kommer." Sagde jeg og gik videre hen mod den lille skikkelse, da jeg kom tættere på (endelig) Viste skikkelsen at være en lille pige, hun virkede mærkeligt bekendt for mig. Hun stod med et lille tomt blik i ansigtet, mens hun kiggede på mig. Men alligevel tog hun min hånd i sin, og så gik vi videre hen af intethedens vej.

"Hvor er vi på vej hen?" Spurgte jeg forvirret da vi efter lidt tid ikke havde lavet andet end at gå.

"Mod fortiden!" Sagde den lille pige og klemte min hånd. Jeg forstod hende, sært nok. Jeg kiggede mig bag ud og så at der bag os var en stor lysende dør, men så kiggede jeg frem og så at det begyndte at blive mørkere. Jeg stoppede op og fik en stor knude i brystet.

"Hvad er der?" Spurgte den lille pige og så på mig med et forvirret blik. Jeg klemte min hånd sammen og kiggede frem og tilbage mellem den mørke og lyse gang.

"Jeg tror ikke jeg tør gå længere." Sagde jeg og blev bange. Den lille pige klemte min hånd endnu en gang.

"Hvis jeg tør, tør du også." Sagde hun og hev mig lidt videre, hun havde på en måde ret, hvis en lille pige turde, så turde jeg vel også. Vi gik videre mod den mørke gang lige indtil vi kom til en mørk dør. Jeg fik det endnu dårligere af at se døren, den mindede mig forfærdeligt meget om døren ind til det værelse hvor min far tog beslutningen. Den lille pige åbnede døren, men jeg trådte bare tilbage.

"Jeg tror det der er en dårlig ide!" Sagde jeg og kunne mærke lugten af jern.

"Jeg forstår det gdt, men det er den eneste vej mod dig." Sagde den lille pige og gik videre sammen med mig ind i værelset. Og som jeg et eller andet sted havde forventet lå min far på gulvet med pistolen ved siden af sig. Den lille pige satte sig ved siden af ham.

"Han er død!" Sagde jeg trist. Den lille pige nikkede, hun lagde sin hånd på fars kind og begyndte at ae ham.

"Søde ven, der er intet du kan gøre, han er stendød!" Sagde jeg og prøvede at trække den lille pige op fra gulvet.

"Han havde ikke fortjent at dø på den måde, det er ikke retfærdigt!" Sagde hun og vendte sig om mod mig med tårer i øjnene. Jeg satte mig ned på hug foran hende, jeg lagde mine hænder på hendes kinder og aede dem blidt.

"Livet er altid lidt uretfærdigt, det kan ikke være perfekt hele tiden."

"Det ved jeg godt, det er bare stadig svært at forstå. Men alligevel, hvorfor ham? Min mor bliver knust når hun ser ham." Sagde den lille pige, og så slog det mig som et lille klik.

"Var manden din far?" Spurgte jeg forsigtigt og blev lige pludselig ret svimmel, den lille pige nikkede og så begyndte hun at græde. Jeg hev hende ind i min favn. Hun masede sig ind i min mave, og selv om det sved og gjorde meget ondt, så var jeg ligeglad. Der var intet andet der kunne forstyrre mig i at trøste den lille pige, Jeg nussede hendes brune lange tykke hår. Hendes lille blå kjole blev lidt krøllet. Jeg klemte mine øjne i og fik fældet et par små tårer ned over hende. Hun tørte sine øjne og smilede skævt til mig. Hun lagde sig på mit skød og jeg sad og nussede hendes ansigt, lige indtil alt omkring os forandrede sig og vi sad på mit værelse. Jeg kiggede mig forvirret rundt. Men da jeg så kiggede ned i mit skød var den lille pige væk. Jeg kiggede bange rundt efter hende, alt forandrede sig til et meget lille øg mørkt rum.  Hvor var det hele bare forvirrende. Jeg kiggede efter den lille pige. Hun stod for enden ar rummet ved en dør. Jeg rejste mig op og gik over til hende.

"Vi er snart ved enden." Sagde hun trist og tog fat i dørhåndtaget.  Jeg tog hendes hånd i min og fulgte med hende ind i det andet rum, og lige der midt på gulvet lå jeg med en stor blodpøl under mig, men den kom ikke fra mit hovede den kom fra min mave, Louis stod bøjet ind over mig, han så forfærdelig ud i ansigtet, og Ricky lå ved siden af. Hun havde et ordentligt sår ved benet, men det sjove var at vi alle var stivnet, som om tiden var gået i stå. Den lille pige snøftede lidt og satte sig ned ved siden af min stive krop, det var mærkeligt at se sig selv ligge der for foden af en. Havde jeg en af de der ud af kroppen oplevelser? Eller?

"Hvorfor er jeg her, hvis jeg ligger der?" Spurgte jeg den lille pige.

"Det er din underbevidsthed der leger med din hjerne, du er din sjæl, vi er på en måde ved det sted hvor din sjæl befinder sig." Fortalte den lille pige. Jeg nikkede og satte mig ned ved siden af pigen. Hun kiggede op på mig. Jeg smilte til hende og tog hendes hånd.

"Undskyld." Sagde jeg og kiggede trist på hende, hun kiggede forvirret på mig.

"For hvad?" Spurgte hun og smilte.

"Undskyld at jeg udsætter dig for en masse lort i din fremtid. Det har aldrig været min mening at skade nogen." Sagdejeg og trak mine ben op til mig. Den lille pige aede min kind.

"Det går nok, du sagde jo selv at ens liv aldrig er perfekt, man er nød til at gå noget dårligt igennem engang imellem, så du skal ikke bebrejde dig selv. Livet bliver meget snart bedere." Sagde den lille pige og smilede venligt til mig.

"Hvordan kan du vide det?" Spurgte jeg, den lille pige grinede og rejste sig op.

"Fordi det ved jeg bare, for jeg er jo dig, og du er mig, vi skal nok klarer den!" Sagde hun. Jeg smilede, og nu følte jeg endelig at jeg kunne begynde at tage det roligt og slappe af.

"Tænk lige, jeg troede at jeg ville få hjælp af en psykolog, jeg havde aldrig tænkt at jeg ville få hjælp af mig selv!" Sagde jeg og smilede til den lille mig, og så fik jeg øje på halskæden der hang om hendes hals.

"Christiana" Stod der. Jeg smilede og klemte den lille piges hånd.

"Vi skal nok klarer den, det lover jeg!" Sagde jeg og fik et krram af hende. Hun vendte om og gik ud af døren igen.

"Vi ses snart!" råbte hun glad bag døren. jeg smilede og kiggede ned på Louis og jeg der lå på gulvet.

"Det bliiver bedere.... Det gør det!" Sagde jeg til mig selv og lukkede mine øjne.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...