Russian Roulette

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 mar. 2012
  • Opdateret: 20 jul. 2012
  • Status: Færdig
Christy´s far begik selvmord¨da hun var 6 år gammel. 10 år efter sørger hun stadig og er i den overbevisning om at det er hendes skyld han skød sig selv. Hun er freaken i skolen, men den dag en ny dreng kommer til skolen og er den ´første der er sød ved hende i flere år, der bliver hele hendes verden god igen. Men kan den lille lykke varer evigt?

4Likes
15Kommentarer
3238Visninger
AA

7. Fortid

Jeg gik i mine egne tanker et par dage efter nede i skolen, jeg kiggede ned på gulvet og hørte musik på min ipod, med hætten trukket op over mit hovede og mine forskårede arme gemt i ærmerne. Jeg havde prøvet at ignorere Louis de sidste tre dage. Jeg kunne mærke jeg ikke orkede Zarah mere. Kunne det være at hun havde ret i det med min far... NEJ! Jeg gad ikke hænge i ham. Det var hans egen skyld, bare sådan at forlade kone og datter, bare sådan uden at sige noget. Jeg sukkede lidt for mig selv og stødte så ind i en.

"Ej hvor er jeg dum, det må du sgu undskylde... jeg er totalt kluntet og dum og.."

"Stop nu Christy, jeg hader når du sviner dig selv til!" Sagde Louis og hev min hætte af og mine øretelefoner ud. Jeg stivnede i chok og kiggede skræmt på ham. Jeg trådte bagud og gik væk fra ham.

"Hey, Christy, hvorfor går du, og hvorfår har du ignoreret mig de sidste dage?" Råbte Louis og løb efter mig. Jeg prøvede at gå hurtigere.

"Det er bare bedst sådan, jeg er sindssygt ked af det!" Sagde jeg og løb hen mod udgangen ud til skolegården. Det regnede meget så jeg trak hætten over hovedet igen. Louis blev dog ved med at følge efter mig.

"Vil du ikke nok være sød at snakke med mig?" Råbte han og kom op på siden af mig. Jeg rykkede til siden så jeg ikke stod for tæt på ham.

"Nej!" Sagde jeg og gik videre over mod vejen ned til skovåen.

"Christy, vær nu sød. Er du sur på mig?" Spurgte han trist.

"Nej, jeg er ikke sur... bare lad mig være!" Sage jeg og kom over til skovstien.

"Christy vær nu sød, vil du ikke lade vær med det der. Jeg ved jo ikke hvad jeg har gjort galt når det er du ikke siger noget!" Sagde han og tog min hånd i sin. Jeg hev hurtigt min hånd væk men så fik han fik i min arm og vendte mig om mod ham mens han holdt mig fast. Jeg tiede og så bare Louis direkte ind i øjnene.

" Christiana, se på mig og sig hvad der er galt!" Sagde han helt bestemt. Jeg slappede lidt af i mine skuldre og kiggede ned i jorden.

"Det var Zarah der sagde jeg ikke måtte snakke med dig." Sagde jeg stille og blev sluppet af Louis.

"Og du gør alt hvad Zarah siger eller hvad?" Spurgte han og så på mig som om jeg var en idiot.

"Jeg gider bare ikke skændes med hende!" sagde jeg og stak hænderne i lommerne.

"Du giver hende jo bare hendes vilje ved at gøre som hun siger, hvis nu du stoppede med det og sagde hende imod så kunne det være at du ikke ville skære i dig selv mere!" Sagde han og pegede på min arm. Jeg fik et chok og kiggede ned ad min arm, mit ærme var ved et uheld blevet trukket op af Louis´ greb.  Jeg hev ærmet ned igen og sukkede lidt.

"Det hjælper mig!" Sagde jeg konkret.

"Vel gør det ej, det gør jo bare din smerte værre. Du må have hjælp af en eller anden. Min mor kender en god terapeut.."

"Nej, jeg vil ikke snakke med nogen om det her, det er min egen sag. Jeg kan faktisk stoppe når jeg har lyst!" Sagde jeg vredt, han kunne ikke bare komme her og kræve at jeg gik til en terapeut, jeg kunne sagtens klare mig selv, jeg behøvede ikke noget hjælp fra noget eller nogen. Jeg satte mig over på en lille bænk og så på Louis der satte sig ved siden af mig og tog min hånd.

"Hvorfor gider du overhovedet at hjælpe mig, hvorfor går du ikke med på at mobbe mig ligesom alle de andre i klassen?" Spurgte jeg stille. Louis så ned i jorden og flettede sine fingre sammen med mine. Den varme følelse boblede frem i mig igen.

"Fordi du minder mig om en fra min gamle skole, hun hed dog Lucy, hun gik også altid med lange bluser ligesom dig og hun holdt sig også for sig selv. Hun sagde aldrig noget eller viste nogen tegn på følelser overhovedet, men alligevel kunne man se hendes smerte."

"Og du kunne lide hende?" Spurgte jeg forsigtigt for ikke at trænge mig på. Han nikkede.

"Jeg elskede hendes stille adfær, men alligevel, så vidste jeg jo intet om hende. Men hver gang jeg så gik forbi pigetoilettet og kunne høre hendes stille hulken, så skar det i mit hjerte. Ligesom med alle skoler så havde vi ogsånogle populære og ret stride tøser som altid drillede stakkels Lucy, og så en dag blev de for alvor grove."

"Hvad gjorde de?" Spurgte jeg, men blev flov over at trænge lidt for meget på. Men alligevel fortalte Louis videre.

"Det begyndte en dag da vi kun var et par stykker inde i klassen, de begyndte at bagtale hende, også selvom hun sad inde i rummet. De snakkede om hvilken freak hun var og at hun nok kom fra en helt anden planet. Jeg kan stadig huske tårene der trillede ned af hendes kinder. Og jeg var jo så dum ikke at forsvare hende fordi så ville pigerne jo nok gå efter mig. Så jeg holdt mig for mig selv." Fortalte han og stoppede så der. Jeg klemte hans hånd. Han smilede til mig.

"Hvad skete der med hende?" Spurgte jeg stille. Louis så direkte ud i luften.

"Hun gik hjem den dag....og kom aldrig tilbage."Sagde han og fik helt blanke øjne. Jeg lagde forsigtigt mit hovede op af hans skulder.

"Gør det ondt når du mindes hende?" Spurgte jeg. Han kiggede på mig og nikkede.

"Meget, for jeg føler at jeg kunne have gjort noget, du ved, sagt et eller andet. Men nej, jeg holdt bare min kæft og lod dem myrde hende!" Sagde han og fældede en tåre.

"Jeg forstår dig godt, jeg savner også min far enormt meget. Jeg savner at han kommer hjem og giver mig et kæmpe bjørneknus, og det er sjovt for selv om det er 10 år siden så mindes jeg stadig den store blodpøl på tæppet under hans hovede. Jeg mindes min mor der skreg og som skubbede mig væk og faldt på knæ foran far mens jeg stod der med min lille bamse i hånden og...... fattede ingenting!" sagde jeg og pressede på min arm for at prøve at skubbe smerten væk, men Louis tog bare min hånd og fjernede den fra min arm.

"Stop, du må vide at det ikke var din skyld. Din far valgte det selv, mange gør den slags ting, når der ikke er andre muligheder i deres hoveder, så må de jo vælge det de føler er bedst for dem selv, og han valgte så det. Og det er ikke din skyld. Det må du vide. Sagde han og klemte min hånd, jeg trak på skuldrene.

"Jeg er ked af at du ikke kom for et par år siden hvor det var hårdest for mig. Sagde jeg og lænede mit hovede op af hans skulder. Han lagde sin arm om mig og vuggede mig i sin favn.

"Jeg skal nok hjælpe dig, det lover jeg. Jeg vil aldrig lade dig ske noget slemt. Sagde han og kyssede mit hovede. Vi rejste os og gik væk ra den lille skov hånd i hånd. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...