Ulykkelig

Aviaya har mistet sin datter, Liv, i en ulykke. Hun er så ulykkelig at hun glemmer at leve sit liv og lader alt passerer. Inderst inde ved hun godt at noget må gøres, men hun har ikke styrken til at komme ud af sin ulykkeligheds-koma. Hun har brug for hjælp..

1Likes
3Kommentarer
1209Visninger
AA

4. Englen

Det hele startede som en helt normal dag. Jeg vågnede med tørrede tårer på kinderne, som jeg jo så ofte gjorde. Jeg stod op og satte mig ind i sofaen, hvor jeg ikke engang gad tænde fjernsynet. 

Faktisk var min dag helt normal indtil kl. blev 12.00. Mit store bornholmerur slog tolv slag, som jeg sjovt nok lagde mærke til og hørte denne gang, og min radio, som jeg havde tændt på en eller anden ligegyldig kanal, begyndte og hakke. Jeg kiggede mig omkring. Nogle ville være blevet bange, men ikke mig. Ikke efter at mit værste mareridt var sket. Jeg var ikke bange for noget. Intet. 

Så begyndte det underlige at ske. Mit syn flimrede og jeg så alting dobbelt. Jeg blev svimmel og fik ondt i hovedet. Jeg tog mig til hovedet og lige da jeg rørte min pande med mine kolde fingre, gik et jag igennem mit hoved og alting blev klart, samtidig med at hele min stue blev badet i lys. Et lys der var så skarpt, at jeg helt automatisk satte en hånd op for øjnene. 

En blid, klingende latter ramte mine trommehinder og jeg fjernede hånden der lå over mine øjne. Lyset var væk, og jeg stirrede lige ind i de smukkeste, dybeste, blå øjne. Jeg havde det som om at min hals var blevet til sandpapir, da jeg opdagede hvilke øjne de lignede. Livs! De lignede fuldstændig Livs øjne! Jeg var så optaget af at kigge ind i de blå øjne at jeg slet ikke lagde mærke til hvem de tilhørte. Til sidst fik jeg dog fjernet øjnene fra det andet blå par og så på personen der ejede dem. Foran mig stod en kvinde. Hun var meget bleg, så bleg at det lignede at hun aldrig havde set solen. Hun havde lang, bølget, sort hår, og hun var spinkelt bygget. Hun havde røde, fyldige læber der buede perfekt, og en lille næse. Hun havde bare fødder, bar en lang, enkel, lyseblå kjole der sad stramt om hendes liv og en sølvkæde med en lille, sølv lilje. I midten af liljen sad en skarlagenrød rubin og glitrede. Kvinden var meget smuk, smukkere en nogen jeg nogensinde havde set. Men dét, der fangede mit blik, var de to store, hvide vinger, lavet af fjer der sad på ryggen af hende. 

Denne kvinde, der stod foran mig, var ikke menneske. Men selv om der stod et væsen, som ikke kom fra denne verden, i min stue, følte jeg mig ikke bange. Mere betaget.

Jeg kunne ikke finde på noget at sige. Og hvis jeg alligevel ville sige noget, kunne jeg alligevel heller ikke få det ud, fordi min hals var så tør. 

Men kvinden, brød tavsheden, med endnu en klingende latter, og det var som om at den sorg, der havde bosat sig i mig siden ulykken, formildede og blev nemmere at håndtere. Jeg var lige pludselig heller ikke i tvivl om hvem, eller hvad, der stod her i min stue og fik mig til at have det meget bedre med mig selv. Dette var min skytsengel! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...