De Forsvundne Breve

En piges hemmelige breve til en håbløs forelskelse ...

20Likes
44Kommentarer
4369Visninger
AA

2. Det første brev

 Kære dreng ...

 Da vi så hinanden for første gang, var det hele lidt akavet. Det er der dog ingen skam i.

Vi stod på stationen. Jeg havde lige været til basketball. En af de første gange. Jeg vidste ikke den gang, at spillet ville komme mig til hjælp senere hen, især når det handler om følelser. Nu kortslutter min hjerne, min mund lukker i som en musling, og jeg står stivnet på stedet, når jeg ser dig. Som i går, da jeg så dig efter det, der må være over et halvt år. Et helt, halvt år, hvor meget af tiden er gået, med at komme over dig. Og så kommer du her igen, helt som du plejer, og mit hjerte sidder igen helt oppe i halsen på mig, og er lige ved at kvæle mig. Men første gang, der var det som alle de andre gange, hvor mine blå øjne har mødt en drengs, og uden nogensinde at tale sammen, ved man, man véd bare, at man er tiltrukket af hinanden. Dér tænkte jeg om dig: Han er sød med guitaren på ryggen, det brune hår og det generte blik. Men jeg vidste jo godt, at jeg nok ikke så dig igen. Og jeg accepterede det. Hvorfor skulle du så dukke op igen? Hvorfor mindede min hukommelse mig om, at jeg vidst nok havde set dig før, engang hvor jeg var både mindre og dummere, og ihvertfald bare syntes at drenge var irriterende? Hvorfor var du der igen? I bussen, på musikskolen, på stationen, alle steder hvor jeg vendte mig hen, var du, eller der var noget, der mindede mig om dig. Hvordan pokker skulle jeg så nogensinde kunne få dig ud af mine tanker?

Man siger, at den første kærlighed er værd at huske, men at den første kæreste er uforglemmelig. Så må du høre inde under 'kæreste' - kategorien, for dig glemmer jeg ikke. Selvom jeg så, måske, forhåbentlig, hvor kunne det være dejligt, snakkede med dig, blev venner med dig, og måske, hvem ved, endelig kom sammen med dig, så vil jeg aldrig glemme de to år. De to år, hvor du har forvoldt mig så stor hjertesmerte, at jeg altid vil kunne huske fornemmelsen af mit hjerte, der bankede for dig. Eller banker? Jeg ved det ikke helt, for da du dukkede op i går, følte jeg mig helt nostalgisk, ført tilbage i tiden af en dejlig kærlighedsflod, fyldt med dejlige minder om dig, men nogle sekunder efter var det væk. Helt væk. Sekunderne efter var tomme. Fyldt med gennemsigtig luft og fis. Og så kom efterdønningerne, dem jeg vidste ville komme! Efterdønningerne af den kærlighedsflod der lige havde båret mig på forelskelsernes tømmerflåde, som er spinkelt bygget af håb, kærlighed, tro og andre store følelser. Problemet er nu, at tømmerflådens tynde grene er knækket, og jeg ryger på hovedet i det iskolde vand, som nu er forvandlet til fortvivlelsens hav. Deprimerende, ikke?

Men hvad kan jeg gøre. Jeg så dig jo igen ...

Kærlig hilsen, mig ... Din pige til evig tid

P.S. Dette brev kommer aldrig frem til dig. Ikke engang når jeg ligger kold i min grav.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...