De Forsvundne Breve

En piges hemmelige breve til en håbløs forelskelse ...

20Likes
44Kommentarer
4371Visninger
AA

9. Det femte brev - Stilheden før stormen

Kære dreng ...

Når jeg nu tænker tilbage på dengang, så husker jeg mig selv som meget yngre. Selvom jeg kun var et år yngre end jeg er nu ... Det er nok fordi jeg var så bange for, om du betragtede mig som en lille pige. Hvis du overhovedet så mig. Det var de to spørgsmål jeg kæmpede allermest med det forår. Og det var din skyld. Nogen gange kan jeg blive så vred på dig, at jeg har lyst til at få hukommelsestab. For jeg spilte en hel sommer på dig og mine håbløse grublerier. Jeg kunne have lavet så meget andet sjovt ...

Men det var altså dig mit forår og min sommer gik ud på. Jeg ved heller ikke om der ville havde været andre, hvis du ikke havde været i mine tanker all time. For du nedsatte mit selvværd. Jeg følte mig klam, lille, grim, forkert, anderledes, alt i alt som en alien! Men hvis jeg var et lille, grimt og grønt monster, havde jeg nok ikke overlevet en hel sommer.

Men du blev ved og ved med at dukke op; i virkeligheden og i mine tanker.

Første gang var efter min musikundervisning. En oplevelse, som jeg ikke er meget for at komme ind på, men jeg kan vidst ikke komme uden om det.

Som før antydet, stjal du mit hjerte da jeg så dig. Selvfølgelig ikke bogstaveligt, men det føltes som at få hjertet revet ud, da jeg så dig efter min time. Jeg var i chok, jeg var glad, jeg var frustreret, udmattet, deprimeret, ked, sur, og fuldstændig helt forfærdeligt forelsket. Desværre. For at være helt forblændet i dig har ikke gjort mig gavn på nogen måde. Andet end, at jeg har lært, at det ikke er smart at forelske sig i en fremmed og samtidig være sky og genert, så der ikke er nogen chance for at få noget op at køre. Ellers fik jeg kun fortvivlelse ud af det. Jeg lærte, at jeg skulle få styr på mine løbske følelser.

Det var som om en kampesten har rullet mod mig lige siden jeg så dig første gang. Jeg har løbet og løbet fra den, men denne sommer indhentede den mig. Og jeg blev knust, kvast, FLADMAST! Jeg blev tromlet ned af forelskelsen. Men den kom bagfra og overfaldt mig, så det var ikke fair på nogen måde! Jeg var ikke forberedt.

Da kampestenen havde trumlet mig ned, hang den fast. Forelskelsen klæbede til mig og jeg kunne ikke komme af med den. Jeg ville nok heller ikke på det tidspunkt, men jeg kan se det udefra nu. Det var en fejl. Desværre er du nu dukket op igen.

Dette brev handler om sidste år, på præcis samme tid som nu. Det mest skræmmende er, at du er dukket op igen. Samme årstid ... Samme måde. Jeg har det somom jeg er forbandet eller er kommet ind i en ond cirkel. Men nu må vi se. Måske sker der noget snart? Måske afleverer du pænt mit hjerte tilbage? Istedet for at lokke mig med at få det tilbage i et halvt år og så dukke op og fuldstændig tage det igen. Det er ondt.

Kærlig hilsen, mig ... Din pige til evig tid

P.S. Dette brev kommer aldrig frem til dig. Ikke engang når jeg ligger kold i min grav.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...