Man skal ikke kaste med stiletter hvis man selv går i sneakers

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 mar. 2012
  • Opdateret: 18 apr. 2012
  • Status: Færdig
Jessica er en normal stræbende elev fra Ohios stats universitet. Hun prøver at bryde rollen som skolen nørd, hvilket aldrig er lykkes.
En dag ruller nogle store sorte busser med tonede vinduer ind på skolen. Designeren Juliene Force er på jagt efter nye tallenter til at fremvise sine fremtidige kollektioner.
Den afdankede model Abby vil gøre alt for at Jessica bliver kasseret til fordel for hende

18Likes
17Kommentarer
4067Visninger
AA

14. FJORTEN

 

De sendte hende på hospitalet. Jeg nåede ikke at se mere end ambulance folkene kom ind og jeg blev smidt ud mellem forhænget af Marcel og skulle koncentrere mig om at gå uden at træde i den nye kjole jeg havde fået på. Jeg poserede desværre på samme måde som sidst jeg var ude og jeg kom til at se ned på en af de skeptiske tilskuere der sad på første rækker. Hun sad og viskede til manden ved siden af hende og hun så ikke tilfreds ud. Jeg sagde til mig selv at det måtte være kjolen hun ikke brød sig om og gik tilbage med usikre skridt. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på det der lige var sket. Heldigvis stod Damien lige ude på den anden side af forhænget og gav mig et kram da jeg kom ud og det hele var overstået for mit vedkommende.

Anoreksi er en grim ting. Det et lille monster der sidder i hovedet på kønne piger og fortæller dem hvor fede de er. Det får folk til at sulte sig selv og det var præcis sådan et monster der sad i hovedet på Annabell.  Hun var simpelthen gået sukkerkold midt på scenen og fik pumpet proteiner i kroppen så snart hun kom på hospitalet. De kunne ikke få hende til at spise så meget, da hun bare gemte noget af maden afvejen alle mulig mærkelige steder. Jeg måtte ikke besøge hende. Jeg skulle fokusere på min karriere og jeg havde fået ros i den nyeste udgave af Bazar. Fotograferne havde rost min måde at posere på, (på trods af jeg ikke kendte så mange forskellige poseringer). Damien viste mig magasinet og jeg skreg af glæde og hoppede op og ned. Vi sad i opholdsbussen og Abby sad i det andet lokale og lignede en der kunne skrige når som helts. Hun lettede sig elegant og satte sig ved siden af Damien i den sorte læder sofa jeg lige var sprunget op af. ”Tillykke stump. Du har fået dine 10 minutters berømmelse. Jeg vil væde med du bare var heldig!” Sagde hun spydigt og nulrede Damien lidt i håret. Jeg kunne ikke lade være med at se han rykkede lidt væk fra hende denne her gang. ”Lad os få fat i nogle af billederne fra showet. Så har du noget guf til din portefølje.” Sagde han og nærmest løb væk fra Abbys gramsen. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...