Kærlighedens kolde fodspor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 mar. 2012
  • Opdateret: 1 jul. 2012
  • Status: Færdig
Lillian har en hverdag fyldt med problemer. Lige fra mobberi i skolen, til de normale teenager-problemer. Men da hun møder barndomsvennen Derek, som har været forsvundet i flere måneder, helt til år nu, fordobler hendes problemer sig. Især fordi Derek rummer en stor hemmelighed...

10Likes
24Kommentarer
3871Visninger
AA

15. Lucas' synsvinkel:

Jeg træder ind i klasselokalet. Jeg skal have billedkunst. Mit hadefag. Ikke fordi jeg ikke kan lide kunst, men jeg er bare helt elendig til at tegne eller jeg ved det egentlig ikke, men jeg tror det – men vi tegner meget. ALT for meget, syntes jeg. Jeg spejder rundt i lokalet. Efter hende. Lillian.

Jeg må indrømme at jeg er lidt bange for at møde hende igen. Jeg havde aldrig regnet med at komme til at kysse hende. Jeg havde drømt om det mange gange, men aldrig drømt om at det ville ske i virkeligheden. Men det skete. Jeg har stadig svært ved at tro det.

Hun sidder bagerst i lokalet. Hun kigger pludselig op, og vi får øjnkontakt. Jeg stirrer ind i hendes blå-grå øjne. Smukke blå-grå øjne. Hvordan kan hun være så perfekt?

Hun rødmer, og kigger ned i bordet. Det klæder hende, syntes jeg. Jeg går ned, og sætter mig ved siden af hende. Jeg skæver til hende, men hendes øjne forlader ikke bordet et sekund.

Jeg åbner munden for at sige noget – jeg ved ikke hvad, bare et eller andet. Måske ”Hej," det ville være normalt ikke? – da vores billedkunstlærer Karen stormer ind. Lillian ser straks op, og jeg lukker munden igen. Ligemeget...

Nogle af eleverne hjælper Karen med tingene hun har i hænderne. Hun har som sædvanlig alt for meget i hænderne. Jeg tror godt hun kan lide at overbelaste hende selv, det må være stressende. Jeg genkender straks tingene. Skitseblokke og blyanter. Vi skal igen tegne. Jeg sukker næsten lydløst.

Karen tager en slurk kaffe, før hun begynder at tale. Jeg hører ikke efter. Jeg ved allerede hvad hun vil sige. Jeg skæver i stedet til Lillian. Betragter hver en detalje af hende. Lige fra mundvigen der langsomt bevæger sig nedaf, til måden hun borer neglene ind i hendes håndflade. Til hver trækning i ansigtet. Til måden hendes øjne lyser. Nærmest gløder. Til hendes læber... hendes bløde læber. Blide læber. Hendes læber der trykkes mod mine... NEJ! Jeg må ikke tænke på det. Det var jo bare et kys. Hun har sikkert allerede glemt det. Sådan noget gør hun jo hver dag, ik? Jeg er jo bare en dreng ud af de mange. Og det var bare et kys ud af de mange andre. Jeg må ikke håbe på for meget. Jeg vil bare blive skuffet.

Hun skæver til mig, og jeg kigger straks ned. Bare et kys... Bare et kys, Lucas! Hun kigger først væk igen, da vi får en notesblok og en blyant i hånden. Det ved jeg fordi jeg hele tiden skævede til hende. Jeg tror ikke hun så det. Jeg håber det ikke.

Jeg kigger på skitseblokken foran. Jeg sukker, før jeg åbner den. Finder en blank side, tager bluanten og... glor. Jeg kigger bare på det blanke papir. Jeg ved ikke hvad jeg skal tegne, jeg er ikke special god til det... tror jeg. Jeg har aldrig set nogen af de andres. De skjuler dem altid godt og når jeg spørg om jeg må se dem, ryster de bare på hovedet og trykker notesblokken ind til dem.

Jeg kan egentlig godt lide at tegne... nogengange. Når jeg er humør til det. Ingen andre end mig selv har set dem. Min mor spørg hele tiden om hun ikke godt må se dem, men jeg lader hende ikke. Jeg er vel bange for hun syntes de er dårlige. Eller jeg er pinlig over det. Jeg ved det egentlig ikke.

Jeg skæver til Lillian. Hendes hånd tegner en som om hun gør det hele tiden, men hun kigger ikke på den. Hun kigger ud i luften, men hendes øjne er slørede og jeg tror ikke hun ser det. Hun er sikkert bare langt inde i hendes tanker. Hvad mon hun tænker på? Sikkert ikke mig. Hvorfor skulle hun også det?

Jeg ryster på hovedet af mig selv og min åndsvage tanke, og skæver i stedet til hendes tegning. Jeg kan ikke lade være med at rødme, da jeg genkender mit eget ansigt. Det forstiller episoden fra i går. Med fokus på os.

Jeg kigger ned på mit blanke papir igen. Kunne jeg... ville hun opdage det? Sikkert ikke. Jeg vil jo aldrig vise hende den.

Jeg griber  blyanten, og skæver til hende før jeg begynder at tegne. Jeg starter med en skitse, og skæver hele tiden til Lillian. Bare for at se detaljerne. Min tegning bliver hele tiden mere detaljeret. Jeg tegner den mindste lille rynke. Lille hår. Meget mere detaljeret end hendes tegning... tror jeg. Jeg så jo kun et lille glimt af den.

Jeg er åbenbart meget konsentreret om min tegning, jeg opdager i hvertfald at hun skifter stilling. Ikke før jeg igen skæver til hende, og hun pludselig sidder anderledes. Sidder med ansigtet tæt på hendes tegning, som ikke er den samme. Hun kigger ikke tænkende ud i luften længere, men er tydeligvis til stede. Jeg laver de sidste detaljer på min tegning, men afgør så at den er færdig. Jeg ligger den den til side, og bladrer om på en ny blank side. Så begynder jeg at tegne. Jeg tegner den ”sædvanlige” tegning. Den tegning jeg altid tegner når ikke ved hvad jeg ellers skal tegne. Det sker normalt i billedkunst timerne. Nj, det sker altid i billedkunst timerne. Det er rose. Bare en helt normalt rose. Min mor elsker roser. Vores hus er fyldt med roser. Hun kan bedst lide de hvide. Hun syntes de har mest ”charme.” Jeg er selv ikke så vild med roser, men jeg elsker at tegne dem. De er en af de smukkeste blomster jeg nogensinde har set.

Da klokken endelig ringer, stormer Lillian ud af lokalet. Jeg ser efter hende. Og sukker så. Mest fordi jeg er glad for at timen er overstået, men det er ikke hele grunden. Jeg sukker også over hende. Lillian. Et smukt navn til en smuk pige. En vidunderlig pige. En uopnådelig pige. En perfekt pige. En alt for perfekt pige. Jeg ved at alle drengene sukker efter hende. Hende den nye pige. Ja, man kalder hende det stadig. Selvfølgelig ikke når hun er til stede, men man behøver kun at sige ”Den nye pige” så ved alle hvem man taler om. Alle. Men hun er jo ikke længere ny. Ikke så meget i hvertfald. Jeg kan ikke lade være med at mindes første gang jeg så hende. Hun opdagede selvfølgelig aldrig mig, men jeg opdagede hende. Det var også der jeg for første gang forelskede mig. Altså for alvor. Mon hun nogensinde vil gengælde de følelser?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...