Kærlighedens kolde fodspor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 mar. 2012
  • Opdateret: 1 jul. 2012
  • Status: Færdig
Lillian har en hverdag fyldt med problemer. Lige fra mobberi i skolen, til de normale teenager-problemer. Men da hun møder barndomsvennen Derek, som har været forsvundet i flere måneder, helt til år nu, fordobler hendes problemer sig. Især fordi Derek rummer en stor hemmelighed...

10Likes
24Kommentarer
3855Visninger
AA

8. Lillians synsvinkel:

Jeg låser mig ind, og bliver mødt af en duft af friskbagt brød. Min mor har bagt. Det er altid noget nyt hver lørdag. Kager og bagværk. I dag er det så brød.

Jeg hænger jakken på en af knagerne, men beholder tasken på ryggen. Jeg skal alligevel bruge den om lidt. Jeg prøver at liste ind på mit værelse – jeg måtte ikke være så længe ude, som jeg var – men Liz opdager mig.

”Lillian!” udbryder hun, og krammer mig hårdt.

”Hej Liz,” mumler jeg, og smiler forsigtigt. Lad mig nu gå!

Hun giver slip på mig, og ser på mig med sine store blå øjne.

”Vi har været så bekymret for dig!”

”Liz, jeg...” mumler jeg, men bliver afbrydt af min mors stemme:

”Liz! Er det Lillian der er kommet hjem?”

Jeg prøver at liste videre mod mit værelse, men Liz tager et hårdt greb om min arm.

”Du kan tro nej, fister!” siger hun. Hun nærmest slæber mig ind i køkkenet hvor min mor står og er i fuld gang med at bage. Hun har ikke opdaget mig endnu. Jeg tænker endnu engang om jeg måske kan nå at løbe ind på mit værelse.

”Hvor har du været?” spørg min mor pludselig. Hun vender sig og ser på mig med strenge øjne. Hun har forklæde på, og ligner en rigtig husmor. Hun er ikke hjemmegående, men arbejder på byens bibliotek. Hun har heldigvis fri i weekenden, eller ikke altid ”heldigvis”. Hun har nogle strenge regler om hvornår jeg skal være hjemme og sådan. Nogle tåbelige regler, syntes jeg.

”Jeg kan forklare...”

”Jeg vil ikke høre din forklaring,” afbryder hun mig. ”Hvor har du været hende?”

”Jeg var bare nede på cafeen. Du må undskylde...”

”Jeg har jo sagt at jeg ikke vil høre på dine undskyldninger!” udbryder min mor. Hun bliver så let vred. Liz er langsomt flygtet. God ide!

Jeg tier, og min mor sukker højlydt.

”Gå ind på dit værelse. Du har stuearrest i en uge,” siger hun, og vender tilbage til mine brød som lige nu er i ovnen.

”Hvad!” udbryder jeg. ”Det kan du ikke mene!”

”Du kender reglerne Lillian. Gå nu.”

”Men...”

”Gå!”

Jeg fnyser irreteret, og stormer ind på mit værelse. Jeg smækker døren hårdt bag mig. Det er uretfærdigt! Jeg har ikke gjordt noget galt! Jeg ligger mig i min seng, og begraver hovedet i min pude. Så begynder jeg at græde.

 

Da jeg har grædt ud, rækker jeg ud efter min taske som jeg har smidt på min kontorstol. Jeg finder brevet frem, og læser det igennem igen:

Jeg er godt klar over hvad du nok tænker. Jeg er ikke død, jeg er ikke forsvundet, jeg er tilbage. Om du er sur på mig eller hvad, det ved jeg ikke. Angående i går aftes… Du ved hvad du så, og det kan jeg ikke ændre. Men det skal du. Du skal glemme den, er du med? Lige meget hvor hårdt det er, lige meget hvor skræmt du blev, er det ingenting. Det er ingenting for dig. For mig, betyder det at hvis ikke du holder din mund… Ja, så er det ovre. Ikke ovre for mig, men for dig. Din familie Lilian. Én efter én, hvis ikke du glemmer det… Bare slå det ud af hovedet.

Mor. Far. Liz. Nej, jeg kan ikke leve uden dem. De er min familie. Jeg elsker dem. Jeg må vel bare glemme ham. Glemme den aften. Men er det ikke det jeg gerne ville? Have at han glemte mig? At han forsvandt igen? Glemme ham? Var det ikke det jeg skrev til ham? Var det ikke min beslutning? At jeg skulle glemme fortiden? Jo, det var det. Så har jeg jo fået det som jeg ville, ikke? Jo, det har jeg. Alligevel kan jeg ikke lade være med at være en smule trist. Kommer jeg aldrig til at se ham igen? Du må tænke på din familie Lillian! Glem ham. Han er fortid.

”Det ved jeg...” mumler jeg svagt. Så stryger jeg en enkel tåre væk fra min kind. Fortid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...