Kærlighedens kolde fodspor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 mar. 2012
  • Opdateret: 1 jul. 2012
  • Status: Færdig
Lillian har en hverdag fyldt med problemer. Lige fra mobberi i skolen, til de normale teenager-problemer. Men da hun møder barndomsvennen Derek, som har været forsvundet i flere måneder, helt til år nu, fordobler hendes problemer sig. Især fordi Derek rummer en stor hemmelighed...

10Likes
24Kommentarer
3860Visninger
AA

20. Dereks synsvinkel:

For fanden Lilian. Hvad laver hun her? Hvorfor lige nu? Jeg tørrer blodet af hagen, før jeg tilkendegiver min tilstedeværelse. Hun vender sig om og stirrer på mig. Jeg sender hende et udtryksløst ansigtsudtryk. Hun trækker vejret dybt, og jeg kan høre hendes hjerte banke. Hendes blod rende rundt i årerne. Jeg forestiller mig smagen på min tunge. Det søde, bitre blod… Stop det, Derek!

Jeg vender mig om, kontrollere min tørst. Lukker øjnene, koncentrere mig, og vender mig om igen. Hun skal ikke se mig på den måde. Hun burde ikke engang se mig overhovedet.

Hun ser på mig på en måde jeg ikke bryder mig om. Hendes kropssprog viser angst, men hendes øjne ser lettet på mig, som om hun troede jeg var død og først havde opdaget nu, at jeg ikke er det. Fuldt fokuseret på Lilian, kom jeg i tanke om blodposerne der ligger på gulvet. Og pletterne over det hele. Heldigvis er kun min natlampe tændt, og det så også ud som om hun kun kiggede på mig, og ikke omgivelserne.

”Derek…?” hun rynker panden. Hun ser overrasket ud, som om hun ikke vidste at jeg ville være her. Men hvis ikke hun vidste at jeg var her, hvorfor kom hun så?

Hun kigger bedende på mig. Som om hun vil have noget fra mig. En forklaring? Det burde jeg nok give hende, men jeg kan ikke få mig selv til at snakke om det.

”Jeg spurgte dig om noget. Hvad laver du her?” Jeg ved godt jeg er hård mod hende, men det er bedst sådan.

”Jeg…” hun tøver. ”kom for at advare dig.” fremstammer hun. Jeg ler kort.

”Advare mig?” jeg går rundt om hende i en cirkel. Hun vender blikket mod mig, forfølger mig. ”Du ved hvad jeg er. Så, Lilian, hvorfor skulle jeg af alle mennesker - eller væsner for den sags skyld, have brug for at blive advaret?” Der giver et hop i hende. Jeg smiler drillende.

”Der er et billede af dig i avisen. Hvis de finder dig, vil de vide at det var dig der gjorde det.” siger hun hårdt. Bange, men selvsikker. Jeg stopper op i at gå rundt i cirkler om hende. Jeg står bag hende, uden hendes blik forfølger mig.

”Mig der gjorde hvad?” Selvsikkert og måske en smule selvglad konfronterer jeg hende i det hun tror, er frygt.

”Mordene.” Hun bider sig selv i læben. Det lyder ikke til at være et ord hun bryder sig om at sige. ”Hvis de finder ud af at du er her, vil de komme snart og…” hun tøver.

Jeg går om foran hende, ligger mit hoved på skrå, og møder hendes blik. ”og hvad, Lilian? Arresterer mig? Sætter mig i fængsel? Giver mig dødsstraf? Hvis så, vælger jeg den elektriske stol” Hun kigger let på mig. Jeg griner.

”Hvordan kan du være så kold?” Vreden lyser i hendes øjne som aldrig før. ”Betyder det ikke længere noget for dig?!” Jeg afbryder. ”Hvad betyder ikke noget for mig? Hvad er det du kalder ’det’?” Jeg træder tættere hen til hende. Hendes ansigt er kun få centimeter fra mit.

”Mig.” siger hun kort og lavt. ”Betyder jeg ikke længere noget for dig…” den afsluttede sætning sætter sig som et sår på min arm, en knude i mit hjerte og et kæmpe spørgsmål i min hjerne. Hvordan kan jeg være så følelsesladet og tænke kun på kærlighed når hun ikke er her, og så når hun står lige foran mig, er jeg så kold?

”Lilly…” et kælenavn jeg elskede at kalde hende dengang. Hun syntes nu mere det var et øgenavn. At jeg nævner det nu, ser ud til at overraske hende. ”Det jeg er… er ikke noget jeg selv har valgt.” Med det samme det er sagt, vender jeg mig om, og sætter mig på sengen.

”Men hvorfor er du så på den her måde?” Hun sætter sig ved siden af mig, men jeg rejser mig impulsivt. Hun ser skræmt ud over min pludselige handling.

”Fordi det er bedre sådan!” Jeg læner mig op af væggen, og bliver slugt af mørket da lyset fra natlampen ikke rækker så langt. ”Det er for dit eget bedste.” hvisker jeg efterfølgende. Hun går over mod mig.

”Du er slet ikke bange, er du?” Jeg udstøder et kort suk. Hun overvejer situationen før hun svarer. Lige da hun skal til at sige ordrene, stopper hun brat. Hun rækker armen hen foran mig, trykker på stikkontakten, og puf er alt hvad jeg holdte skjult nu vist frem: blodpletterne på væggen og gulvet, de tomme blodposer og endda også blodet på mine hænder. Hun gisper højt.

Hun når ikke engang at kigge på mig, før hun sætter i spring over mod døren. Men som vampyr har jeg mine frynsegoder. Jeg står foran hende, griber hendes hånd i hendes forsøg på at tage i håndtaget. Hun kvæler et skrig. ”Hvo-hvo-hvordan gjorde du det?” hendes stemme ryster.

Jeg smiler skævt, og holder hendes hånd op til mit bryst. ”Mit hjerte slår ikke som dit Lilly” hun prøver at trække sin hånd til sig, men jeg holder hende fast, og i en bevægelse holder jeg hende ind til mig i lås. Hun prøver at vride sig løs. ”Jeg har flere kræfter end du tror.” Hun dufter tørt af lavendel parfume, men også hendes helt særlige lugt. Den lugt jeg genkender fra dengang. Jeg giver slip, men blokerer stadig døren. Hun står rastløs foran mig.

”Lad mig gå” siger hun så.

”Men husk: hvis du siger noget af det her til nogen…” Hun regner resten af sætningen ud, for ingen af os ønsker at sige det højt. Det var nok for mig at have skrevet det, og nok for hende at have læst det.

”Farvel Derek” siger hun blidt. Hendes stemme er lav og trist.

”Farvel Lilly” siger jeg og åbner døren. Hun går hurtigt ud, hiver hendes cykel frem, og forsvinder ud i natten.

Jeg lukker igen døren til min hule som det nærmest er blevet.

”Derek er væk.” småhvisker jeg. ”Derek findes ikke længere!” Jeg ryder skrivebordet i soveværelset med min hånd. ”Han døde dengang jeg forsvandt. Da jeg blev til vampyr, døde Derek.” Jeg bevæger mig hurtigt ud til køleskabet, tager den sidste blodpose. Jeg river hul på den og sætter den op til munden.

”Det er på tide jeg begraver ham.” Jeg begynder at drikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...