Kærlighedens kolde fodspor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 mar. 2012
  • Opdateret: 1 jul. 2012
  • Status: Færdig
Lillian har en hverdag fyldt med problemer. Lige fra mobberi i skolen, til de normale teenager-problemer. Men da hun møder barndomsvennen Derek, som har været forsvundet i flere måneder, helt til år nu, fordobler hendes problemer sig. Især fordi Derek rummer en stor hemmelighed...

10Likes
24Kommentarer
3874Visninger
AA

18. Dereks synsvinkel:

Forbandede hjerte. Hvorfor er du også så nem at narre? Men dig hjerne, nej, du er ikke så nem at lyve for. Du filtrerer løgnene fra sandheden som en si. Fordi du er den kloge her. Til gengæld er du altid så fandens irriterende! Du spolerer mine drømme, fjerner min glæde og skifter den ud med sandheden. Blodet. Ja, det røde stads der plejede at være så ulækkert. Og den glæde jeg var så glad for… Du ved udmærket hvad jeg taler om. Den pige jeg elskede så højt. Hvorfor måtte jeg ikke beholde hende? Hva’ hjerne!? Du er altid så kloge-åge agtig. Det er til at brække sig over! … Eller græde over.

Jeg trommer på mit hoved med et par fingre, som om jeg har kontakt til det indvendige. Som om jeg slår på min hjerne, som jeg hader så meget. Hvordan kan ens tanker – som er så ærlige – være så tæt på hjernen, som er så kold? De er som ild og vand. Ikke ligesom mig og Lilian. Vi var som én.

Du er ked af det. Jeg ved ikke hvorfor. En tåre glider ned af din kind. Jeg tørrer den af med hånden, og sender dig et bedrøvet blik. Burde jeg være sympatisk og lade dig græde på min skulder, eller burde jeg grine, muntre dig op og få dig på andre tanker? Ligemeget hvad, må jeg finde ud af hvad der er galt.

”Hvad så?” siger jeg som en typisk dreng der ikke bekymrer sig om noget som helst. Jeg fortryder det med det samme jeg har sagt det. Du hviler hovedet på min skulder, og din hage som er våd af tårer, sætter aftryk på min sweater. Jeg hader når du er trist. Men jeg elsker den måde jeg kan få lov til at holde om dig når du græder. Jeg tør ikke sige noget. Ligesom du heller ikke siger noget. Jeg tager din hånd. Du snøfter igen. Men du affinder dig med det. Vi sidder bare der, hånd i hånd, dit hoved på min skulder, mine tanker i drømme om dig, og vores hjerter det samme sted.

Sådan var det at være bedste venner dengang. Det var det bedste der nogensinde var sket for mig, men også det største dilemma min hjerne og hjerte havde. De skændes om sandheden og løgnen. Hjernen vandt da jeg blev vampyr. Det var første runde. Nu er vi ved nummer to. Måske vinder hjertet. Men nu banker mit hjerte kun for blod. Det er for sent… For sent… For sent… Alt, alt for sent. Det er det jeg fortæller mig selv. Men ønsker jeg virkelig at rette op på det? Nu? Nej, det er ikke kun tiden der er rent fra os. Det er også alt mit væsen. Alt det jeg engang var, er væk. Måske er det hos Lilian. Måske er det bare væk.

Jeg gentager rutinen: griber jakken, hopper i skoene, tørrer blodrester af hagen, roder i håret, forsvinder ud i skoven. Det er ved at blive for vanedannende at bo i det her hul. Hytten var hyggelig og fin da jeg kom, men min… livsstil, har ændret stemningen en del.

Byen er lidt tilsvarende, men knap så blodig som hytten. Den er forandret. Det er den vel når der er en morder i byen. Jeg betragter gaderne. Der er liv. Skræmt liv. Der er blod. Blod som hver dag er bange for at blive til en indtørret masse i den krop der har været dræbt. Men det sker jo ikke. Det går ikke til spilde. Det lover jeg.

Dette øjeblik kan jeg ikke genkende Derek. Du ved, ham fra før. Han er ikke væk… Jeg har bare udskiftet ham. Det er som om han ligger i koma et eller andet sted. Væk fra hvem jeg er nu. Bare han er beskyttet. Det kan jo være jeg bliver ham igen. Hvis ikke en eller anden kommer og slukker for det apparat der holder komaen i gang. For eksempel ham der drengen. Ja ham der lige tilfældigvis kyssede Lilian. Hvor rørende.

Jeg ved ikke rigtig om jeg kan sige han er en konkurant. Jeg burde ikke være bange for at han tager noget som helst jeg har. Jeg har jo ikke noget han kan tage. Jeg har intet. Jeg har ikke Lilian. Men jeg kan forsikre ham om, at den plads ved siden af Lilian mens hun græder, den er min. Jeg håber aldrig du kommer til at tage den. Jeg håber det ikke for dig. Hvis jeg kan true med at dræbe Lilians familie, kan du godt tro jeg kan true dig på livet. Det ville være så let at knække dig. Men jeg vil ikke se Lilian trist igen. Ikke på den måde. Og det værste er, at hun vil være ked af at miste ham. Fordi hun bekymrer sig om ham. Det giver mine tanker et snert om at hun ikke til hverdag bare går hen og kysser tilfældige drenge. Det her er det første, men til gengæld også det stærkeste. Sådanne ting har altid betydet meget for Lilian. De små detaljer som drenge plejer at glemme. Det plejede at være mig som huskede dem, og det elskede hun. Jeg håber ikke ham drengen også gør som jeg gjorde.

Mens jeg gemmer mig bag en bygning da jeg ser en politibil, kommer jeg til at tænke på drengen. Ved ham hvem jeg er? Kender han Lilians fortid? Ville han kunne genkende mig hvis han så mig?

Jeg må snakke med Lilian. Jeg ved det er akavet, men det bliver jeg nødt til.

Jeg kommer til at tænke på det impulsive drab jeg udførte i går. Det er en lidt underlig måde at sætte sit præg på en by; dræbe person efter person. Denne by fortjener det ikke. Det er trods alt bare en af de byer jeg rejser igennem. Indtil jeg så Lilian igen. Så blev hele byen et helt andet sted.

Jeg ved ikke hvor lang tid der vil gå før folk vil kunne genkende mit ansigt når jeg går gennem byen. Lilian har trods alt kun set mig den aften i gyden og på cafeen hvor jeg afleverede brevet. Og læste det brev hun skrev til mig. Tænk at jeg har glemt det. De ord som jeg fortjener at høre. De ord som gjorde ondt.

Alting skal åbenbart gøre ondt lige nu. Som om sulten efter blodet ikke er nok i den elendighed der kaldes mit liv. Det liv som jo er forevigt.  

Politibilen fra før er stoppet, og jeg kan se betjente stå og snakke. Deres stemmer er anderledes, eller så er det bare fordi jeg ved de er fra politiet. De er måske en trussel for andre, men ikke for mig. Bare et bump på vejen.

Men vejen var allerede bulet nok. Så mange revner, så mange forhindringer. Den bliver sværere og sværere at køre på. Jeg er heller ikke på den længere. Mine dæk er flade af alle de bump. Så jeg er kørt hen på et sidespor. Et blodigt sidespor. Men jeg kan ikke komme tilbage på vejen. Jeg kan ikke køre mellem alle de forhindringer. Der ligger min svaghed. Lilian var ikke et bump på vejen til at starte med, hun var på den yderste kant jeg kunne se helt ude i horisonten. Hun var langt henne af vejen, foran mig. Nu er hun en forhindring jeg ikke tør udfordre. Jeg vil ikke vinde over hende. Jeg bliver bare nødt til at indse mine muligheder. Og vide om hun har indset sine.

Ingen i byen har glemt mordet fra i går. De glemmer det aldrig. Heller ikke de andre. Det er i deres fortid nu. Deres fortid var ren før. Kedelig og normal. Jeg er nu i gang med at skabe noget de kan fortælle deres børnebørn om. Hvis de altså overlever. Jeg bygger videre på deres fortid, jeg lever i nuet og i morgen vil det blive husket som fortid.

Politibetjenten snakker med en mand med et velkendt ansigt. Bartenderen fra klubben. De kigger over mod mig. Pis. Jeg vender mig om og går. Mit hoved gentager et par bandeord efter hinanden.

Jeg tager hul på en blodpose, og læner mig op af væggen. Sportsvognen holder udenfor, hvis og blank. Men mine tanker er herinde, vildfaren og tåget. Intet betyder noget lige nu. Kun blodet. Jeg tager en slurk.

Bare lad mig være, hjerne. Lad nu være med at hovere med dit ”Hvad sagde jeg?” pis. Jeg ved godt du er klog, og mit hjerte er dum. Du er lige så meget konkurrencefikseret som mig. En jeg giver ikke op nu. Forstår du? Der er en pige på spil her. Min pige.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...