Kærlighedens kolde fodspor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 mar. 2012
  • Opdateret: 1 jul. 2012
  • Status: Færdig
Lillian har en hverdag fyldt med problemer. Lige fra mobberi i skolen, til de normale teenager-problemer. Men da hun møder barndomsvennen Derek, som har været forsvundet i flere måneder, helt til år nu, fordobler hendes problemer sig. Især fordi Derek rummer en stor hemmelighed...

10Likes
24Kommentarer
3854Visninger
AA

13. Dereks synsvinkel:

Jeg vågner lidt tåget op. Aftenen var lang, og natten endnu længere. Hende fra baren var ikke den eneste i går. Jeg samlede to andre piger op senere hen – eller de samlede mig op i deres fancy sportsvogn - Vi kørte til hytten hvorpå vi dansede og fik os en drink – eller jeg fik en drink af dem - og sportsvognen holder nu udenfor på græsplænen. Det er en lille gave fra dem til mig.

Jeg havde sat ild til de døde kroppe ude bagved, og lugten sidder stadig i luften.

Jeg vakler ud fra soveværelset, og læner mig op af en skænk lignende tingest der stod i hjørnet af køkkenet.

Jeg tændte for det lille klodsede tv som stod på det lave minikøleskab, for egentlig er den her hytte bare et sommerhus. Jeg slog over på den nærmeste musikkanal, som i dette tilfælde var ”The Voice”

Jeg hører lidt musik, mens jeg smånynner med. Jeg kiggede blankt på et gammelt vægur, og kom i tanke om at jeg nok burde udføre nogle af dagens praktiske opgaver, så jeg griber jakken. Jeg går over mod døren, men stopper op og kigger ned af mig selv. Bukser… Måske skulle jeg lige tage nogle bukser på. Og en t-shirt. Jeg slentrer tilbage til soveværelset, og tager et par jeans på og en t-shirt. Jeg kigger ud af vinduet. Ved nærmere eftertanke, en sweatshirt. Vejret er koldt kan jeg mærke gennem det ret utætte isolerede vindue.

Jeg løber ud af døren, og en stor omvej udenom Lilians hus. Jeg ved godt at hun er taget i skole, men det er bare for at være ekstra sikker. Jeg skal jo nødigt møde hende en gang til. Den aften i sidegaden, og så på hendes værelse. Det er nok.

Jeg løber lidt rundt i den egentlig ret fremmede by, og stopper op ved synet af en avisbeholder hvor der er et nyt læs af de spritnye aviser. Jeg tager en op og ser forsiden. Artiklen fylder hele siden og har overskriften Morder i byen? Jeg begynder at læse. 4 mord på under en uge… Jeg skimmer teksten, men ender med at læse det hele. Ord for ord. Seriemorder? Den afsluttende sætning Vi holder øjne åbne.

Jeg smider avisen ned i beholderen igen, og fortsætter hen af vejen. Jeg beslutter mig for at holde lav profil resten af min ”ferie” i denne by, og løber hen af en anden sidevej.

Jeg kigger hen mod den store kolde bygning af et hospital, og går derefter indenfor. Jeg siger at jeg skal besøge en ven, og bliver derfor lukket ind på en af sektionerne. Gangene er forholdsvis tomme og kun et par alt for smilende sygeplejersker passere mig. Jeg drejer ind af en dør da jeg er sikker på at alle er væk og ingen ser mig. Jeg går lidt rundt og får endelig øje på en fryser. Jeg finder et par bærerposer og fylder dem. Blodposerne er fyldte, og jeg fristes til at tage en slurk, men jeg holder igen.

Da jeg har fyldt to, og dækket dem til så ingen ville kunne se indholdet, gik jeg ud og sådan fortsatte jeg hele vejen ud af hospitalet.

Poserne er ved at være alt for indbydende, så jeg sætter tempoet op. Jeg går forbi byens folkeskole, hvor både børn og unge løb rundt udenfor. Jeg stiller mig hen til hegnet og kigger lidt ind. Selvfølgelig tænker jeg ikke over hvem mon går på den skole. Hvem jeg prøver at undgå. Hun sidder på en slidt skolebænk et stykke fra selve skolebygningen, med sin iPod, og en bog som hun læser i. Jeg kan ikke lade være med at smile lidt. Hun sidder altid og hører musik og læser. Sådan har hun bare altid været. At det slet ikke har forandret sig, overrasker mig en smule.

En dreng går forsigtigt hen til hende. Næsten for forsigtig. Usikker. Han prikker hende let på skulderen og lidt senere kan jeg se at de præsenterer sig for hinanden. Jeg kigger lidt væk da jeg prøver at løsrive mig for at udspionere hende. Jeg går lidt videre, men stopper igen op og kigger gennem hegnet. Jeg står bare og kigger fra en lidt anden vinkel, men jeg har stadig fuldt udsyn til hendes møde. Jeg ved ikke hvorfor det nager mig at hun snakker med en dreng. Da jeg kigger hen mod dem fra den nye vinkel ser jeg at de også gør lidt mere end bare at snakke. De… kysser. Hvad? Har de ikke lige mødt hinanden. Lilian og jeg har kendt hinanden siden dengang hvor man legede med fingermaling, og legede tik. Og vi har aldrig kysset.

Jeg kigger ned af mig selv og får øje på at mine hænder er knyttede. Mine negle skærer ind i håndfladen og af protest løsner jeg grebet en smule, bare for at undgå røde mærker.

Hvordan kunne hun… Men egentlig har hun jo ikke mere noget med mig at gøre. Vi har begge to forandret os. Vi har lov til at komme videre. Ligesom jeg bare gerne vil ud af den her by, dræbe nogle mennesker og glemme mit ansvar. Ligesådan vil hun sikkert også gerne få sig en ny bedsteven og en kæreste. Jeg som troede jeg kunne være begge dele. Dengang.

Jeg løber væk fra min plads ved hegnet og hamrer mine fodsåler hårdt i fliserne hver gang jeg tager et skridt. Blodposerne hoppede let i plasticposerne.

Før jeg vidste det var jeg ude ved hytten. Jeg fyldte minikøleskabet med blodposerne og tog hul på en. Hvorfor går det mig overhoved på at hun kyssede den idiot? Hvorfor kan jeg ikke bare være ligeglad?

Jeg tog en stor slurk og bumpede ned i sofaen. Fanden tage dig Lilian. Jeg kan bare ikke lade være med at holde af dig. Holde så forbandet meget af dig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...