Kærlighedens kolde fodspor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 mar. 2012
  • Opdateret: 1 jul. 2012
  • Status: Færdig
Lillian har en hverdag fyldt med problemer. Lige fra mobberi i skolen, til de normale teenager-problemer. Men da hun møder barndomsvennen Derek, som har været forsvundet i flere måneder, helt til år nu, fordobler hendes problemer sig. Især fordi Derek rummer en stor hemmelighed...

10Likes
24Kommentarer
3861Visninger
AA

5. Dereks synsvinkel:

Jeg kommer tættere på, og ser at det er en pige. Brunt og halvlangt hår. Hun ser ud til at være i panik. Skrøbelig og svag. Jeg tror hun skriger, men jeg er ikke sikker. Jeg træder nærmere, jeg observerer kun.

Jeg hører et grødet skrig bag mig. Langt bag mig, men nok til at jeg vender mig om. Intet var til at se. Jeg drejer hovedet og kigger mod pigen igen. Hendes ansigt er overskygget af mørke, og det eneste jeg kan se er hendes krop mast op af muren. Hendes fødder peger i forskellige retninger. Hun vil flygte.

Jeg er tæt nok på til at se at hun ryster. Men hendes ansigt er stadig utydeligt. Tågen og mørket danner et beskyttende lag over hende. Men de kan ikke beskytte hende fra mig. Jeg træder nærmere, og kan se mere og mere af hendes ansigt. Nej… Det her kan ikke passe… Lilian? Nej… Det er umuligt! Jeg træder et skridt tilbage. Hendes øjne er forvirret. Af mig, eller noget hun tænker? Hun burde ikke se mig… Ikke se at jeg stadig eksisterer. Men jeg vil gerne se hende… Se at hun har det godt. Jeg vil ikke skade hende. Jeg vil bare ikke blive nødt til at fortælle hende… hvad jeg er. Hun må ikke vide det. Men vil hun give op? Holde op med at lede? Nu har hun jo set mig… Jeg står lidt og betragter hendes ansigt. Har hun gættet det? Jeg vender mig om og løber væk. Væk. Helt væk.

Jeg styrter hen af gaden. Vinden mærkes koldere, fordi mit ansigt er så varmt. Varmt? Vampyrer er da ikke varme… De er blege, følelseskolde, blodtørstige monstre. Sådan er jeg. Men ikke nu… Ikke i hendes nærvær.

Jeg forlod hende ikke af min gode vilje. Jeg har ikke bedt om at blive vampyr… Men det er jeg, og det kan intet ændre. Ikke engang hendes søde latter. Hendes duft. Den var jo blevet nemmere at dufte nu. Så sød, men alligevel så stærk. Mon hun har savnet mig? Selvfølgelig har hun det… Men vil hun tilgive mig? Ligemeget, alt bliver aldrig som før!

Jeg skændes med mig selv. Det føles ikke rigtigt at se hende igen. Ikke på den her måde. Jeg er ikke forbedret på det. Jeg troede ikke den dag overhoved vil komme. 

Jeg tørrer blodet af min hage, og kigger mismodigt på min hånd. Det her går bare ikke. Så hun blodet? Genkendte hun mig? Vil hun finde mig igen? Skal jeg flygte? Hvad nu hvis hun har glemt mig? Begravet mig. For evigt. Bedste venner, for evigt og altid? Tænk at vi troede på det dengang. Dengang hvor vi grinte. Dengang hvor vi talte sammen. Dengang hvor vores venskab betød så meget. Dengang vi håbede, drømte, gættede, troede, ønskede, men vi vidste intet. Vidste ikke hvad der ville ske. Den skide fremtid. Altid det emne hvor alle gætter forkert! Jeg havde heller ikke forudset det her. Hvordan vil jeg kunne det? Jeg havde aldrig gættet at noget vil erstatte Lilian. Overhoved. Og da slet ikke blod. Det er jo ikke pizza der styrer et menneskeliv. Men for vampyrer, styrer vores føde os. Det er så nemt bare at give efter. Drikke. Og jagten… Det var den sjove del. At se folk være bange, at se folk lide, at se folk… dø. Det er jo på ingen måde humant!

Jeg sparker døren op til hytten. Jeg passerer det lange spejl på væggen. Mit ansigt er hvidt og koldt. Mine øjne raser. Af vrede, af fortvivlelse, af… lettelse? Hun er her jo. Hun er ikke gået tabt.

Jeg har jo savnet hende. Hvor meget betød jeg for hende dengang? Ændrede det sig efter min forsvinden? Er det det samme nu? Lige nu, lige før… Da hun så mig igen… Efter næsten et år. Det føles som et helt liv for mig. Jeg har ændret mig. Til at blive et monster. Hvis hun vidste hvad jeg har haft gjort… Vil hun nok aldrig tilgive mig. Alt blodet, alle skrigene, al ensomheden. Det er det, som er mit liv. Hun er ikke længere en del af det. Men hun er stadig en del af mig. En del som aldrig har givet slip.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...