Out of the well

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2012
  • Opdateret: 21 maj 2012
  • Status: Igang
Med en alkoholiker-mor, og en lille lejlighed i indre København, er det ikke nemt for unge Christine at holde sammen på tingene. Fuldtidsjobbet i Super Brugsen er den eneste indtægt hun har, men det begynder også at gå ned ad bakke, da hendes chef behandler hende dårligt. Derhjemme vælter det ind med ubetalte regninger, og en bekymret Christine er nødt til at træffe et valg. Lyset begynder at vise sig, selv efter Christine møder en person hun hader af hele sit hjerte, vil det også forsætte sådan?

11Likes
8Kommentarer
1879Visninger
AA

2. At miste

Jeg svingede rundt om gadehjørnet, mens byen støjende kredsede sig rundt om mig. Tilfældige mennesker fløj stressende rundt, snakkede i telefon, havde fem poser fra H&M i hænderne, eller havde små møgunger der hang i hver arm. Byen var grå og kold her i midten af november, og da den byge der netop havde været der var forsvundet, havde jeg lige set mit snit til at gå ned til kiosken og købe mig en pakke smøger. Da ekspedienten vendte sig om for at tage min pakke L&M, kiggede jeg på en reklame på disken. Lottokupon. De var vanvittig dyre, og man vandt ikke noget, og chancen var så lille som hvis du stod i Spanien, og skulle kaste en papirs kugle i en skraldespand der stod i Tyskland – med andre ord, meget usandsynlig.

Oppe i lejligheden tog min mor som sædvaneligt varmt og kærligt imod mig, også selv hvis jeg havde været ude med skraldespanden. Hun havde tømt endnu en flaske, og jeg gik altid og drømte om hvor meget bedre vores økonomi havde været, hvis hun dog bare ville spise i stedet. Jeg måtte selv betale for min egen mad, sørge for at regningerne var betalt, gøre rent i huset, og alt hvad kvindemennesket gjorde, var at ligge og flakke med øjnene. Men jeg kunne jo ikke flytte hjemmefra, hun havde brug for mig. Alle de gange jeg sagde jeg ville sende hende på afvænning blev hun panisk, og knælede for mig og bad til mig, om jeg ikke nok bare kunne blive hos hende, for det var alt hvad hun havde brug for. Jeg havde bare dårligt tid til mit eget liv mere. Jeg tog i byen, og sås med mine venner, men det skete efterhånden sjældnere og sjældnere. Jeg sad ude i køkkenet og nød en smøg, da jeg hørte døren gå op. Dennis’ pumpede skikkelse kom gående igennem lejligheden, og ind i stuen for at se til min mor. Derefter kom han direkte ind i køkkenet til mig, og kyssede mig.

”Ligger hun bare stadig der?” Jeg nikkede. Jeg var magtesløs. Jeg vidste ikke længere hvad jeg skulle stille op med hende. Dennis tog min hånd og kærtegnede den. Han vidste jeg havde arbejdet i dag, og at jeg var utrolig træt. Han gik ind til min mor i stuen, og jeg fulgte efter ham. Det var overhovedet ikke den samme stue, min mor og jeg havde indrettet for 5 år siden, da vi flyttede til byen. Hun var sig selv i starten. Hun gjorde rent, sørgede for at vaske sit tøj, og rede sit hår. Rummet var nu tilrøget og mørkt. Der var støv på alle hylder. Sofaen og tæppet lugtede af sprut, og planterne var døde. Stuen var det eneste sted jeg ikke kunne komme til at gøre rent, for af en eller anden mærkelig grund, blev hun altid sur på mig når jeg prøvede, og begynde at stå og råbe og skrige at jeg ikke skulle tage hendes ting fra hende. Dennis lagde et tæppe over hende, og jeg tog den tomme flaske med ud i køkkenet. Vi sikrede os hun ikke havde nogle smøger eller lighter om natten. Hun faldt hurtigt i søvn. Hvordan var hun i stand til at sove hele tiden? Dennis og jeg lagde os ind i den bløde, varme seng, det eneste sted i den lejlighed, hvor jeg følte mig tryg. Han startede bare med at ligge og holde om mig, men da han prøvede at stikke hånden i mine trusser, måtte jeg stoppe ham og sige jeg var alt for træt. Han blev altid halvsur når jeg afviste ham, og så så jeg ham ikke de næste 2 dage. Min krop var bare tung og ugidelig, mit hoved manglede ro, men alle de ting jeg selv skulle have styr på for at mor og jeg kunne blive i lejligheden, det optog alle mine tanker, og var også en af grundene til at jeg tog et sabbat år, efter 3 lange år i gymnasiet, med de laveste karaktere, bestod jeg lige akkurat. Nu var jeg på fuld tid i Super Brugsen.

 

Dagen efter ringede jeg Dennis op flere gange uden svar. Jeg havde brug for at han var der i lejligheden, der var så tomt og ensomt uden ham. Jeg havde ikke købt ind, så min morgenmad måtte atter være en smøg. Pludselig bankede det på døren. Jeg sprang derover i håb om at det var Dennis der kom uanmeldt med en forklaring om at hans telefon var død, men det var det ikke. Jeg brød ud i et stort og lykkeligt skrig da jeg så hende, min dejlige veninde Nicoline. Vi omfavnede hinanden og stod der længe, det var lige før tårerne pressede sig på.

”Hvad fanden laver du her?” udbrød jeg bagefter. Hun smilede kærligt til mig.

”Jeg kommer lige fra lufthavnen dit fjollehoved, har du slet ikke snakket med de andre?” Jeg rystede på hovedet og fik et kort øjeblik dårlig samvittighed.

”Det er lige meget, jeg er hjemme nu, og jeg rejser ikke lige foreløbig. Hvordan går det med jer?” Glæden i min krop forsvandt og jeg kunne mærke jeg fik bekymrede øjne.

”Jeg kan snart ikke mere, Nico. Det er for hårdt. Jeg ved ikke længere hvad jeg skal gøre. Vi har ikke noget mad i huset, og min mor ønsker ikke at vi har mad, hun vil bare have sprut.” Nicoline tog sin taske og kuffert og gik ind i lejligheden. Hun spurgte ind til Dennis, men jeg sagde jeg ikke havde hørt fra ham hele dagen. Min mor kom vaklende ind i gangen, og hilste meget kærligt på Nicoline, bortset fra hun kaldte hende ved forkert navn. Jeg tog mig til hovedet og førte hende ind i stuen igen. Nicoline strøg hendes brændende pande.

”Jeg kan så tydligt huske hvor hyggeligt og trygt her var da i flyttede ind -” hun kiggede op på mig med sine flotte grønne øjne ”- men så mistede hun sit arbejde…” Hun tog min hånd og knugede den ind til sig. Vi så på hinanden længe. Nicoline havde været min tætteste veninde siden vi startede på gymnasiet sammen. Forskellen var bare, at hun var begyndt at studere i udlandet, og nu havde vi næsten aldrig kontakt til hinanden mere. Jeg savnede hende hver eneste dag, jeg kunne endda tage mig selv i at savne hende i et øjeblik som dette, hvor vi bare sad og kiggede på hinanden. Jeg elskede hende så højt.

”Du ved hvad du er nødt til at gøre for at kunne få et ordentligt liv selv, ikke?” Min krop dirrede og jeg lukkede læberne sammen som en tynd streg. Mit blik fangede det eneste vindue der var i stuen, hvor der kun kom et lysegråt lys fra. Derefter nikkede jeg og så hende i øjnene igen, denne gang med tårer i mine egne. Nicoline kunne desværre ikke blive længere end til hen på aftenen og vi tog afsked, men hun lovede hun ville kigge forbi lige så snart hun havde mulighed for det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...