Nye Tendenser

Paulina er en ung pige, som har fået det meget eftertragtede job som journalist på modebladet Unique. Hendes chef er den verdensberømte Lizzie French, som er den øverste i hiearkiet, når det gælder mode. Paulina er ovenud lykkelig for sit nye drømmejob!
Det viser sig dog snart, at det er meget sværere end som så at blive accepteret i modeverdenen - men Paulina er ikke typen, der giver op så let..

6Likes
9Kommentarer
1418Visninger
AA

3. Frokost-skandale

Jeg trådte ind i den store kantine.

På min tidsplan var der afsat 15 minutter til at jeg kunne spise frokost, så det var bare om at komme igang og vælge noget mad. Men der var så meget.

Midt i lokalet stod der et langt bord fyldt med forskellige retter. Kartofler, suppe, brød, salat, kylling, bøffer, spaghetti, frugt og sovs var bare nogle af de ting, som stod på det lange bord. Alt var fint anrettet og lagt meget nøje på de store fade. Det så næsten så fint ud, at man slet ikke kunne nænne at tage noget mad fra det.

Jeg greb en tallerken fra den høje stak og tog en masse salat, lidt kylling og et brød op på den. Derpå satte jeg mig hen til et tomt bord og begyndte at spise.

Det var superlækkert. Jeg forstod ikke, hvordan alle modellerne kunne være så tynde, når der var så meget god mad på deres arbejdsplads hver eneste dag. Jeg måtte selvfølgelig også passe på min vægt, men da det var min første dag på arbejdet, tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne nyde maden. Jeg gik op og tog en portion til.

Jeg havde siddet i stilhed og spist, mens jeg kiggede på alle de fantastiske mennesker, som sad og spise frugt mens de snakkede og grinede, da Camille kom brasende ind af døren og skyndte sig hen og hev fat i mig.

"Hvad i alverden laver du!?" sagde hun rasende. "Du har været væk i en halv time og er allerede bagud! Lizzie venter på sin frokost, som du skulle have hentet til hende nu! Hun er ikke glad!"

Jeg skyndte mig med hende ud af døren og efterlod min halvt tomme tallerken på bordet. "Men hvad skal hun have?" spurgte jeg forpustet, mens jeg fulgte efter hende hen til mit skrivebord.

"Det ved jeg da ikke! Jeg har da aldrig været assistent. Det er så langt under mit niveau overhovedet at skulle have ansvaret for dig! Bare skynd dig!" Hun smed min jakke i hovedet på mig og skubbede mig ud af døren.

 

En halv time senere kom jeg tilbage med en dampende varm takeaway china-box. Jeg smed min jakke på mit bord, og Camille kastede et underligt blik på maden i mine hænder. Hun gjorde tegn til, at jeg skulle gå ind på Lizzies kontor med maden.

Lizzies kontor. OMG. Jeg var fuldstændig paf. Hun sad derinde i sin store, bløde stol og bladrede nogle sider igennem, mens hun af og til drak af sin kaffe. Jeg kunne ikke tage mod til mig og gå derind. Kunne kun stå og stirre ind gennem glasdøren. Camille sendte mig et irriteret blik og sagde: "Så kom dog igang!"

Jeg nikkede, tog en dyb indånding og gik ind til Lizzie. Hun kiggede ikke op. End ikke, da jeg satte china-boxen ned på hendes bord med et bump. Jeg var næsten ude af døren igen, da jeg hørte en stemme bag mig sige: "Hvad er det her?" Det var Lizzie. Hun kiggede op og så mig i øjnene, da jeg vendte mig om. "Din ... din frokost?" stammede jeg.

Hun så bare frastødt på china-boxen og sagde så: "Det dér kan jeg da umuligt spise! Min bestilling var salat fra kantinen! Har du ikke læst sedlen ordentligt?" Jeg rystede på hovedet, og hun gav tegn til mig om at gå.

Jeg vidste ikke, om jeg skulle grine eller græde. Lizzie French havde talt til mig! Vi havde rent faktisk ført en samtale! Jeg skreg af fryd indvendigt, mens jeg smilede stort til Camille. Jeg var så stolt og glad. Nu kunne jeg endelige prale til veninderne. Men Camille kiggede surt på mig og rev mig tilbage til virkeligheden, da hun sagde: "Så hent dog det salat!" Jeg nikkede og skyndte mig op i kantinen igen.

Da jeg kom tilbage til Lizzies kontor, var der en mand derinde sammen med hende. Han var ved at vise hende nogle af hans designs, så det ud til. Modeller spankulerede rundt frem og tilbage og viste deres outfits frem. Jeg bankede stille på døren og trådte ind. "Din salat?" sagde jeg forsigtigt, men ingen reagerede. Jeg rømmede mig og sagde det så lidt højere. Stadig ingen reaktion.

Jeg sukkede. "Lizzie!" råbte jeg næsten. "Jeg har din frokost med, som du bad mig om!" Lizzie, designeren og modellerne vendte alle hovederne med et ryk og stirrede på mig. Ingen sagde noget. Akavet. "Din salat?" sagde jeg igen. Lizzie rystede bare på hovedet og vendte så tilbage til sit arbejde. Pinligt. Kæmpe brøler. Nu blev jeg sikkert fyret. Første dag på arbejdet. Jeg var på grådens rand, og jeg styrtede ud af lokalet og løb forbi Camille, som råbte efter mig. Men jeg hørte ikke efter. Løb bare ind i en tom bås på toiletterne, låste døren og begravede ansigtet i hænderne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...