He figured me out - JDB (2)

Gabriella har besluttet sig for at holde en kort pause fra alting. Hun tager til hendes forældres gamle sommerhus, som nu tilhører en gammel dame, hvor hun slapper af og prøver at få styr på sit liv. Gabriella kæmper med at lægge fortiden bag sig. Men det vil ikke blive så let som hun tror; en gammel ven dukker nemlig op.. Men også fordi at hendes moster stadig er derude et sted....

51Likes
204Kommentarer
12912Visninger
AA

6. Michaylas synsvinkel.

Jeg kunne ikke tro mine egne øjne. Den stædige Gabriella var vendt hjem - hvis jeg kendte hende godt, havde hun ikke taget hjem igen. Men Justin måtte virkelig betyde meget for hende, siden hun tog hjem med ham. Jeg tørrede mine tårer og kiggede på min mor. "Skat, jeg tager hjem nu. Det har været en udmattende dag. Tager du med?" spurgte hun mens hendes hænder kørte langs min ryg. Jeg elskede at min mor hele tiden havde været der for mig, ellers havde jeg ikke vidst hvad jeg skulle gøre.

Jeg vidste egentligt ikke om Gabriella ville hjem, eller om hun ville blive her. Men siden Justin fik hende med hjem, gik jeg ud fra at hun ville blive hos ham. Jeg trak lidt på mine skuldre og så ind i min mors blå øjne. "Mor, tag du bare hjem.. Jeg kommer senere," smilede jeg til hende. Hun nikkede og straks lagde hun sine dejlige arme om mig. Jeg lukkede mine øjne og krammede med. For hver gang jeg krammede min mor, kom jeg i tanke om hvor heldig jeg var. Jeg havde i det mindste en mor. Hvis jeg var Gabriella, havde jeg helt klart ikke været i live indtil nu.

"Åh, tager i allerede afsted?" sagde en stemme pludseligt bagfra. Min mor og jeg vendte begge vores blikke om og fik øje på Justins mor, der stod med et venligt smil på læben. Min mor nikkede. De stod og snakkede lidt, mens jeg stod i min egen verden. Jeg var virkelig glad for at Gabriella var vendt hjem igen - hun plejede ellers altid at være så irriterende stædig! Jeg mærkede en let brise, der fik mig til at komme ud af min egen verden igen. Mit blik flakkede rundt. Gabriella var her ikke. Var hun stadig inde på toilettet? Uden at sige et ord til min mor, vendte jeg mig om og satte kursen hen mod Justins hus. Hvis jeg overhovedet skulle tage hjem herfra, blev det ikke uden Gabriella, og jeg vidste at det tog lidt tid for at få hende overtalt, så jeg måtte hellere begynde på det.

 

Jeg trådte ind, og det første jeg fik øje på, var Alfredo og Justin der stod med Gabriellas dagbog i hænderne. Hvad i alverden lavede de med den?! De fik hurtigt øje på mig og læste mit blik - jeg kiggede undrende på dem begge. Hvis Gabriella fandt ud af at Justin stod og pillede ved hendes dagbog, ville hun flå ham i stykker! "Hun tabte den, inden hun skulle på toilet.." sagde Alfredo uskyldigt, som om han lige havde begået noget kriminelt, hvilket han jo på en måde havde. At røre Gabriellas dagbog var virkelig en forbudt ting ifølge hende! Jeg gik helt hen til dem og kiggede ned på dagbogen. Jeg vidste at jeg slet ikke måtte røre den, men jeg kunne ikke holde fingrene for mig selv, da jeg fik øje på noget der stak en smule ud af dagbogen. Hvad var det?

"Hvad er det?" spurgte jeg og kiggede op på Alfredo og Justin. De trak begge dumt på skuldrene mens de betragtede det lille stykke papir der stak ud. Jeg fulgte deres blikke - det var jo et billede der stak ud. Et billede? Et billede! Havde Gabriella billeder i hendes dagbog? Den bog måtte virkelig være underholdende.. Lige meget hvor meget jeg prøvede at kæmpe imod, kunne jeg ikke holde mine nysgerrige hænder bag min ryg. Jeg måtte se billedet. Jeg tog det forsigtigt ud for ikke at ødelægge det. Både Alfredo, Justin og jeg kiggede helt betaget på det..

En dreng der havde armen om en pige. En veltrænet drengekrop der havde armen om en overvægtig pige. De havde begge et stort smil smørret på læberne. Drengen havde en dum, fjollet og regnbuefarvet fødselsdagshat på med en flot smoking, mens pigen havde en blå kjole på.

Jeg stirrede lidt på det, og gik ud fra at det enten var pigens - eller drengens fødselsdag. Hvor var det egentligt sødt. Jeg forstod godt hvorfor Gabriella havde beholdt det. Måske var det en som hun ikke ville glemme? Hendes bror eller noget? Jeg kiggede på det, da Alfredos fingre fik herredømmet over billedet, og drejede det. Jeg ville se på ham og spørge om hvad det var han lavede, da en lille tekst på bagsiden af billedet fangede mit blik:

 

Together forever, never apart. Maybe in distance, but never in heart.

Best friends forever. ♥

~ Alfredo Flores

 

Alfredo Flores? Jeg kiggede op på Alfredo. Det kunne ikke... være ham? Jeg mener, der var jo tusinde af mennesker der også hed Alfredo, så chancen for at det var ham var meget lille. Hans blik drejede om på mig - et fuldkomment ulæseligt blik. Kunne det virkelig være ham? Så.. Gabriella og Alfredo havde været bedste venner siden de var små? Jeg ville åbne munden for at stille alle de spørgsmål der kørte rundt i min tankegang, da vi lige pludselig hørte en stemme bag os: "Altså, hvad er det i har gang i?!" Vi vendte os alle tre om, og et forfærdeligt syn ramte os. Ikke fordi det var Gabriella, eller jo. Men rettere sagt fordi hun netop var dukket op på det tidspunkt, hvor vi havde hendes dagbog i vores hænder. Jeg blev bange.

"Er det nu dig igen, Hr. Dagboghunter?!" kom det fra hende igen. Hr. Dagboghunter? Jeg kunne ikke lade være med at fnise igen. Havde hun givet Justin 'Hr. Dagboghunter' som kælenavn? Jeg brød ud i grin. "Det er ikke sjovt.. Og gider i godt lade være med at pille ved min dagbog?" Gabriella kom hen til os, tog dagbogen og stoppede brat op da hun så hvad Alfredo havde i hånden. Billedet. "Hv.. Hvad laver du?" spurgte hun mens hun straks fik billedet flået ud af Alfredos hånd. Jeg kiggede over på Justin og sendte ham et spørgende blik; Skulle vi fortælle hende hele historien nu? Gabriella havde ingen anelse om at Daniella var hendes søster, og at hendes bedste ven, som hun garanteret savnede, faktisk stod foran hende.

"Hvad.. Hvorfor er i stille?" Gabriella kiggede spørgende på os alle tre. Jeg bed mig nervøst i underlæben - jeg vidste ikke hvem der skulle starte med at sige noget til hende, eller hvad vi overhovedet skulle starte med at sige. Jeg stod længe og vekslede blikke med Justin og Alfredo. Det viste sig at vi alle tre ikke vidste hvordan vi skulle starte det her. Gabriella kiggede afventende på os, og jeg kunne mærke på hende at hun var ved at blive irriteret. Jeg tog en dyb indånding og sukkede luften ud. "Okay.." startede jeg med at lægge ud. Jeg pillede lidt ved mine fingre mens jeg formulerede det jeg vil sige i hovedet. Jeg ville ikke starte direkte, så jeg begyndte med et simpelt spørgsmål: "Hvem er det der på billedet?"

Jeg så på Gabriella. Hun sukkede med en anelse irritation i stemmen, mens hun fumlede med at lægge billedet i dagbogen igen. "Hvorfor kigger i overhovedet i min dagbog?! Er det Justin der har bedt jer om det?!" Hendes stemme rystede nærmest af vrede. Jeg rynkede hurtigt panden og så forvirret på hende. Hvorfor satte hun hele tiden skylden på ham? "Gabriella, det er ikke.." - "Nej, selvfølgelig ikke.. Det er aldrig hans skyld.." mumlede hun lavt til sig selv - dog kunne det høres. Hvorfor opførte hun sig sådan? Jeg kiggede over på Justin for at undskylde på hendes vegne, men det så ud til at han bare ignorerede mig.

 

Der var stilhed i et kort øjeblik. Gabriella fik lukket sin dagbog og rettede al sin opmærksomhed hen mod os. "Det bare... min tidligere bedste ven.." fik hun endelig sagt efter et stykke tid. Hun var heldigvis faldet en smule til ro, men det var stadig en smule ondt af hende at sætte hele skylden på Justin. "Tidligere?" indskød jeg hurtigt. Jeg ville have hun skulle fortælle os hele historien. Hun kiggede på mig med hendes grønne blanke øjne og nikkede. "Han var min bedsteven siden 1. klasse på min tidligere skole.. Og min eneste ven," sagde hun. "Han var den eneste der gad være sammen med mig, mens alle andre mobbede mig. Jeg savner ham.." Hun mumlede det sidste og kiggede ned på gulvet. Jeg kiggede over på Alfredo for at se hans reaktion - han stod limet fast som en statue. Justin stod bare og kiggede ud i luften. Han var tydeligvis ked af at Gabriella behandlede ham på denne måde. Forståeligt.

"Men hvorfor spørger i egentligt? Det kan være lige meget.. Han har sikkert glemt mig. Det er virkelig længe siden jeg har set ham. Jeg ville bare ønske jeg kunne møde ham igen, men jeg er sikker på at han ikke vil kendes ved mig.." sagde hun med en lille stemme der snart knækkede over. Hun tog en dyb indånding og kiggede op på os igen. "Og.. Og hvis jeg nogensinde kommer til at møde ham igen, ansigt til ansigt.. Ja, så ved jeg ikke hvad jeg skal sige.. Jeg tror ikke jeg kan kigge ham i øjnene igen..." mumlede hun lavt - men højt nok til at vi kunne høre det. Jeg kiggede hurtigt over på Alfredo igen. Han var stivnet og bevægede sig ikke. Så.. Det var ham. Det var ham hun snakkede om!

"Hvad hvis han stod foran dig lige nu?" kom det pludseligt fra Alfredo. Alfredo der var frosset til, havde åbnet sin mund. Og hvad var det lige han spurgte om? Jeg kiggede hurtigt over på Gabriella igen, og i et sekund følte jeg mig som om jeg sad i biografen og var ved at se en film. Det eneste der vil fuldføre følelsen, var en skål popcorn og noget cola. Hv.. Hvad fanden var det jeg stod og tænkte på?! Jeg rystede kort på hovedet og koncentrerede mig om Gabriellas blik. Hun kiggede følelsesløst på Alfredo.

"Jeg tror ikke han nogensinde ville komme til at stå foran mig.. Han lever sikkert et godt liv uden mig. Jeg tror han har glemt at han nogensinde har haft en veninde.. Jeg mener, hvem vil kunne huske mig?.." Hun sukkede kort og kiggede på os med et trist udtryk i ansigtet. Jeg havde faktisk virkelig ondt af hende, men jeg blev en del lykkeligere da jeg tænkte på at Alfredo, hendes bedste ven, rent faktisk stod foran hende. Jeg var bare en smule bange for hvordan hun ville reagere, når hun fandt ud af det.

"Jeg husker dig tydeligt. Jeg har aldrig glemt dig," udbrød Alfredo lige pludseligt. Jeg kiggede hurtigt om på ham. Han afslørede det. Justin og jeg kiggede hurtigt over på Gabriella for at se hvordan hun reagerede, men hendes blik var ulæseligt. Hendes krop stivnede helt. Jeg var begyndt at tro på at hun var blevet forstenet af en eller anden magisk kraft, men hvad var det egentligt jeg tænkte på? Jeg måtte være totalt påvirket af det her, at jeg er begyndt på at tænke urealistisk. "Hv.. Hvad? Altså.. Hvad snakker du om? Hvem er du?" spurgte Gabriella så, hvilket afbrød mig i at sidde og diskutere med mig selv i hovedet. Sandhedens time var begyndt.

 

Stemningen var ret anspændt lige nu. Både Alfredo og Gabriella stod som forstenede og snakkede til hinanden, mens Justin og jeg var publikum. Egentligt vidste jeg godt at Gabriella på et eller andet tidspunkt ville få at vide at Alfredo var hendes gamle bedste ven, men jeg havde bare ikke forestillet mig at det skulle foregå på denne her måde. Jeg ville faktisk hellere have at de begge to bare stod alene og snakkede om det, men jeg kunne ikke bare vende om og gå min vej, nu hvor jeg stod her. Desuden var det nemmere at opleve det, end at skulle vente til Gabriella ville fortælle mig alt det de havde sagt til hinanden.

"Mit navn er Alfredo. Jeg er ham du snakker om." Alfredo sagde det uden at lave én eneste bevægelse med hovedet eller kroppen - det var kun hans mund der bevægede sig. Hvis det ikke var for denne her situation vi stod i nu, ville jeg klappe af ham og rose ham for at kunne efterligne en sten på en prik. Men jeg kunne godt regne ud, at det ikke lige var det bedste at gøre nu. Gabriellas øjne blev lige pludseligt fyldt med tårer. Hun græd ikke, men det var i hvert fald lige før hun skulle til det.

"Men.. Laver i sjov med mig?" spurgte hun hurtigt og kiggede om på os alle tre. "Det er ikke sjovt det her, stop det!" Hendes stemme var hævet, hvilket skræmte mig en smule. Jeg rystede på hovedet. "Vi laver ikke sjov, Gabriella," fortalte jeg med en rolig tone. Hun kiggede over på Alfredo. "Men jeg kender dig ikke engang.. I skal ikke lyve.. Det her er en stor løgn, jeg ved det!" skrålede hendes knækkede stemme - hun græd. Det eneste jeg virkelig have lyst til lige nu, var at give hende et stort kram og bare lade hende græde ned i min skulder, men hun fortsatte: "Jeg kender dig ikke.." mumlede hun med et roligere tonefald. Heldigvis råbte hun ikke mere. Og hvor i alverden var de andre henne? Jeg mener, vi stod jo her og blev råbt i hovedet af Gabriella. Det kunne da ikke passe at de var så døve!

"Jeg har hele tiden tænkt på dig. Du er aldrig nogensinde sluppet ud af min tankegang. Jeg savner dig mere end du nogensinde vil kunne forestille dig, Gabriella. Jeg har aldrig glemt dig." Alfredos stemme var lav, dog kunne den sagtens høres. "Aldrig.." sluttede han af. Med det samme løftede han sin arm op, så hans hånd var et par få centimeter væk fra Gabriellas ansigt. "Kan du huske det armbånd? Du gav mig det til vores et års jubilæum," sagde han roligt. Gabriella kiggede op på ham med de grønne øjne, der afslørede at hun prøvede på at stikke af fra sandheden. Det var også en hård sandhed; Den var ikke hård på grund af Alfredo. Tværtimod! Det måtte være en virkelig god nyhed for hende at skulle møde sin bedste ven igen! Men hun kæmper med at lægge fortiden bag sig hver dag - og det her ville kun bringe fortiden frem, som hun i årevis havde prøvet at skubbe væk.

Jeg nåede ikke at opfatte hvad der skete, da hun lige pludseligt var sprunget i armene på ham. Tårerne strømmede ned af hendes kinder som en flod af tårer - og jeg mener det, som en flod af tårer!  Hvis der var plads nok, ville hun kunne lave et helt hav af al den gråd der kom ud. Jeg rystede kort på hovedet for at skubbe tanken væk. Det var et virkeligt dårligt tidspunkt at joke på, selvom det var umuligt for mig at lade være med at fyre en sjov sætning af, om det så var i en seriøs situation eller ej. Wow - at holde kæft hjalp mig ikke særlig meget. For jeg tænkte alligevel bare på alle de ting jeg ville have lyst til at sige. Kunne man lære at holde sin hjerne kæftet? .. Eh. Måske skulle jeg bare også stoppe med at tænke.

Alfredo og Gabriella trak sig ud og kiggede længe på hinanden. "Jeg har savnet dig så meget," sagde hun og krammede ham igen. "Tror du ikke også jeg har savnet dig?" Hvis jeg slet ikke havde kendt alle de her mennesker, ville jeg have troet at Alfredo og Gabriella var kærester. Jeg kiggede over på Justin for at se hvordan han så ud i ansigtet - blank. Han kiggede bare på dem uden at vise ét eneste udtryk i ansigtet. Jeg lagde en hånd på hans skulder for at vække ham ud af komaen, hvilket hjalp. Vores blikke mødtes og jeg sendte ham et opmuntrende smil. Det var nu også lidt hårdt at se sin kæreste kramme sin bedste ven, mens man selv bliver ignoreret. Jeg forstod ham hundrede procent.

 

"Det er ved at blive sent, i kan sove på gæsteværelset som i nok ved hvor er," sagde Justin for første gang og hentydede til den ene aften hvor vi også havde overnattet hjemme hos ham. Jeg ville nikke, da han hurtigt nåede at gå forbi mig. Jeg sukkede kort. Han var ked af det og det forstod jeg godt. Alfredo og Gabriella måtte have fået nok af hinanden nu! Jeg ville ikke engang tænke på hvad det var jeg lige tænkte på, for det kunne godt misforstås. Jeg hadede virkelig mig selv lige nu. Var der ikke en eller anden psykolog derude der kunne frelse min hjerne fra disse tanker?! Jeg sukkede - åbenbart et højt suk, da jeg fangede både Gabriellas - og Alfredos opmærksomhed. "Tja.. Jeg er glad for at i to endelig har mødt hinanden. Men vi er trætte, vi skal sove. Godnat!" sagde jeg hurtigt, tog fat om Gabriellas hånd og trak hende med hen til gæsteværelset. Vi skulle snakke.

"Hvad i alverden har du gang i?" spurgte Gabriella forvirret da jeg låste døren til værelset. Hun kiggede irriteret på mig og sukkede. Jeg rynkede på brynene. Hvad jeg havde gang i? Åh, nu skulle hun høre. "Hm.. Altså Justin er ked af det, jeg ved ikke hvad der er galt.. Er Justin overhovedet vigtig for dig?.." spurgte jeg hurtigt - men jeg fortrød hvad jeg sagde. Selvfølgelig betød han noget for hende! Jeg skulle bare have omformuleret det på en anden måde. "Hvad snakker du om?" spurgte hun helt forvirret. Jeg sukkede. "Gabriella.." startede jeg roligt. Jeg gik helt over til hende og tog begge hendes hænder.

Hun så afventende på mig, så jeg røb det hele ud på én gang: "I starten beskyldte du Justin for at have kigget i din dagbog og skældte ham ud, du ignorerede ham fuldstændigt da du snakkede med Alfredo, og hvad er det lige i har gang i, i to? I krammer som om i var kærester, og siger at i savner hinanden og alt muligt. Det er helt forståeligt, men i har stået og krammet i snart et kvarter nu. Du har ignoreret din egen kæreste. Han er ked af det, Gabriella." Jeg snakkede ret hurtigt, hvilket gjorde at jeg måtte fiske efter vejret bagefter. Hun kiggede på mig. Jeg mærkede at hun slap mine hænder og gik over til sengen. "Justin forstår jo at jeg ikke har set Alfredo i flere år, så der er ingen grund til at blive ked af det," fastslog hun med en hård tone der skræmte mig. Jeg sukkede opgivende.

"Helt ærligt, selvfølgelig forstår han jo. Men hvorfor sætte skylden på ham i første omgang? Du har skældt ham ud foran hans egen medarbejder og så ignorere du ham.." indskød jeg så. Hun kiggede på mig og rystede på hovedet. "Hvis han virkelig er min kæreste, ville han kunne forstå det.. Og jeg mente det jeg sagde, han skal ikke pille ved min dagbog," svarede hun hårdt igen. Hvad skete der med hende? Jeg ville egentligt gerne fortælle hende, at Justin ikke havde pillet ved hendes dagbog, men jeg magtede simpelthen ikke at høre på hende, siden hun skulle være så kold og hjerteløs. Jeg sukkede, slog en madras ud og lagde mig ned på den.

 

Gabriella kunne også bare have styr på sine ting, i stedet for at de skal falde ned fra hende mens hun lige skulle tage sig en tur på potten..  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...