He figured me out - JDB (2)

Gabriella har besluttet sig for at holde en kort pause fra alting. Hun tager til hendes forældres gamle sommerhus, som nu tilhører en gammel dame, hvor hun slapper af og prøver at få styr på sit liv. Gabriella kæmper med at lægge fortiden bag sig. Men det vil ikke blive så let som hun tror; en gammel ven dukker nemlig op.. Men også fordi at hendes moster stadig er derude et sted....

51Likes
204Kommentarer
12934Visninger
AA

20. Gabriellas synsvinkel.

Sidste skoledag. Sidste mundtlig engelsk eksamen. Et 4-tal. Hvordan kunne jeg få et 4-tal? Jeg havde været oppe hele natten sammen med Michayla i går for at studere - og vi havde vågnet som idioter, da vi var ved at komme for sent, og alligevel kommer jeg ud med et 4-tal. Jeg havde jo ikke været i skole i flere år, og jeg kunne jo ikke bare blive klog på en nat. Og jeg fortjente jo heller ikke et 12-tal, da jeg nærmest ikke kunne svare på noget, når de spurgte. Men det var alligevel skuffende, at starte ferien med sådan en dårlig karakter.

Michayla kom ud af døren, med et stort smil på læben. Jeg vidste, at hun havde fået en god karakter, og jeg var virkelig glad for hendes vegne. "Et 12 tal?" spurgte jeg smilende, og åbnede armene, som tegn på at hun bare kunne overfalde mig med hendes kram. "Ja!" råbte hun, og nærmest hoppede i armene på mig. Jeg var virkelig glad for hendes vegne - hun fortjente det virkelig! Og desuden var jeg faldet i søvn, uden hendes hjælp. Desuden var hun en meget intelligent pige, hvilket ikke tit kan ses på hende. Men jeg var stolt, og jeg var sikker på at hendes mor vil være stolt af hende. "Tillykke!" svarede jeg hurtigt, for ikke at forsvinde væk i min egen verden, som jeg tit gjorde. "Tak!"

"Hvad fik du? Når ja, et 4-tal.. Det er da okay, Gabby! I det mindste er det bestået," prøvede Michayla opmuntrende og sendte mig et af hendes varme smil. Selvom jeg var skuffet, kunne jeg ikke lade være med at gengælde hendes smil igen. Jeg elskede hende virkelig. Det var utroligt hvor hurtigt hun kunne ændre mit humør. "Tak," sagde jeg og smilede, idet jeg hørte en pigestemme hvine længere henne af gangen. Jeg kiggede over på den anden ende af gangen, og fik øje på Daniella. Hun havde sikkert også fået en god karakter, siden hun gik rundt og hoverede på den måde. Selvom jeg inderst inde var glad for hendes vegne, ville jeg helst undgå hende. Efter sidste samtale vi havde sammen, og min drøm forleden dag, havde jeg prøvet at undgå hende.

Mit hjerte slog en ekstra gang, da jeg fik øjenkontakt med hende - men ikke fordi vi fik øjenkontakt. Hun var nemlig på vej herhen ad, og jeg var virkelig bange for at knække sammen. Jeg hadede at jeg var så svag, og nogle gange havde jeg egentligt bare lyst til at slå på folk, men jeg kan ikke få mig selv til det. "Nå, og hvad har i to kloge Åger så fået?" fnes hun på en snobbet måde, og kiggede mest på mig. Kunne hun ikke bare gå? Godt nok var hun min søster, og jeg elskede hende stadig, men hun gjorde ikke andet end at knuse mit hjerte, mere end det allerede er knust. Jeg sukkede kort, og så ned i jorden. Hvis jeg fortalte hende om mit 4-tal, ville hun grine og håne mig med det resten af mit liv. "Og hvad rager det dig, om jeg må spørge?" kom det så fra Michayla, hvilket fik mig til at kigge op på hende. Åh nej. Ikke nu.

Daniella åbnede munden for at sige noget, da et par stemmer kunne høres længere henne. Miranda og de andre piger kaldte på hende - heldigvis. Jeg magtede hende simpelthen ikke, og det sidste jeg ønskede, var et kæmpe skænderi her på gangen, på sidste skoledag. "Hov, hvad var det? Det var lyden af et par veninder der vil fejre en god karakter sammen," sagde hun, og rettede al sin opmærksomhed på mig. Hun var tydeligvis ikke færdig med at oversvømme mig med hendes knivskarpe ord. "Og tillykke med dit 4-tal.." smilede hun til mig, og grinede kort for sig selv. Jeg lod som ingenting og betragtede bare hendes krystalgrønne øjne. Hver gang jeg så i dem, mærkede jeg savnen. Jeg savnede hende forfærdelig meget. Gad vide hvordan hun havde det med mig. "Morder.." nåede hun at mumle, før hun forsvandt, og skubbede til mig med vilje. Morder. Morder.. Jeg var en morder.

"Bitch.." mumlede Michayla for sig selv, og så efter Daniella, som om hun lige skulle til at brække sig. Jeg sukkede endnu en gang, og tvang et smil frem. Jeg prøvede at lade være med at tænke så meget på Daniella, og hendes handlinger, men det var svært. "Og hvorfor kalder hun dig for morder?" spurgte Michayla så, og vendte sit blik over på mig. Sandhedens time var kommet. Jeg havde egentligt ikke lyst til at fortælle hende, at Daniella havde kaldt mig det flere utallige gange, men jeg ville heller ikke lyve. Jeg havde løget for meget overfor hende, og jeg vidste, at jeg godt kunne regne med Michayla. "Lang historie.." endte jeg bare med at sige, og sukkede kort, og fjernede mit blik væk fra hende.

Michayla tog fat om min arm, og trak mig hen til hendes bil. Derefter kiggede hun på mig med et blik, der fik mig til at tro, at hun så dybt nede i min sjæl. "Hvorfor gemmer du ting for mig, Gabriella? Du ved at du kan fortælle mig alt, og det gider jeg altså ikke forklare dig mere.." sagde hun en anelse irriteret, og startede bilen. Derefter bakkede hun ud, og satte kursen hjemad. "Du kan bare fortælle mig alt, ALT, fra dengang til nu.. Jeg vil altid lytte til dig, og jeg har tid nok," forklarede hun med en død alvorlig stemme, selvom hun ikke engang skænkede mig et blik, da hun forholdte sit blik på forruden. Jeg forholdt mig stille, og nikkede bare. Jeg hørte hende sukke. "Jeg vil ikke presse dig til noget, Gabby. Bare husk, at jeg altid er her, okay? Fortæl mig, når du føler dig klar."

 

Michayla parkerede bilen endelig foran huset, og hurtig steg jeg ud. Jeg ville egentligt bare hjem og sove, da jeg havde en forfærdelig hovedpine. Mit hoved dunkede virkelig hårdt, og jeg kunne mærke smerten over hele min krop. Derudover har jeg heller ikke fået noget søvn i nat overhovedet, så jeg trængte virkelig til at få slappet af. Michayla låste bilen, og derefter gik vi op til hoveddøren sammen, hvorefter vi begge gik ind. Idet vi trådte ind, ringede telefonen. Jeg så på Michayla. Hun sendte mig et blik, der fortalte, at jeg skulle tage telefonen.  Jeg rynkede svagt på panden. Michaylas mor plejede altid at tage telefonen? "Min mor er ikke kommet hjem fra arbejde endnu," indskød Michayla hurtigt - det var som om hun læste mine tanker.

Jeg gik ind i stuen, og tog telefonen i hånden, og tog røret. Jeg vidste egentligt ikke hvem der ringende, da jeg ikke havde set displayet. Men selvom jeg havde set displayet, ville jeg stadig ikke vide hvem det var, da jeg ikke var den bedste til at huske numre, og jeg kendte ingen her i byen, udover Michayla. "Hallo," endte jeg bare med at sige, og satte mig ned på sofaen. Jeg mærkede hvor dejligt det var at sidde. Hvis jeg ikke sad og snakkede i telefon lige nu, ville mine øjne automatisk lukke sig, og så ville jeg have faldet i søvn. "Hej, du snakker med Dr. Hendrix.." fortalte en stemme i røret, og snakkede løs om hvilket lægefirma han ringede fra. En læge. Kunne det her blive værre? "Hvem er det jeg taler med?" spurgte han, efter at have sagt en masse. Jeg panikkede en smule, da jeg ikke vidste hvad jeg skulle sige. Hvis jeg sagde mit navn, ville han da ikke kunne genkende mig, da han ikke kender mig alligevel. Hvad skulle jeg ellers sige?

"Jeg er Gabriella," mumlede jeg lidt, og håbede på at han havde hørt det, da jeg ikke ville gentage det igen. "Åh, Gabriella. Jeg ringede angående dig," fortalte han i røret. Jeg nikkede bare, og magtede ikke at sige et ord. Lige pludselig mærkede jeg en pude blive kastet i hovedet på mig, og kiggede over på Michayla. Hun grinede, og skar derefter en grimasse, hvilket jeg opfattede som et spørgsmål; Hun ville vide hvem der ringede. Jeg anede ikke hvad jeg skulle sige, så jeg gav hende hurtigt telefonen. "Hvem er det?" hviskede Michayla, og lagde en hånd ovenpå telefonen, så lægen i røret ikke hørte det. Jeg trak forvirret på skuldrende, og sukkede kort. "En eller anden læge??" sagde jeg, og sendte hende et kort smil. Hun lavede store øjne, og straks var hun smuttet ud i køkkenet, hvilket jeg blev en smule glad over. Jeg ville hellere være alene, så jeg kunne få noget søvn, for med Michayla kunne man aldrig rigtig få noget søvn. Aldrig.

I det sekund jeg lige var ved at falde i søvn, dumpede Michayla ned i sofaen ved siden af mig, hvilket gjorde at jeg fik et chok. "Du skal til læge," sagde hun og kiggede alvorligt på mig. Jeg rynkede kort på panden, og satte mig så op. Hvorfor skulle jeg til læge? "Hvorfor?" spurgte jeg med min trætte stemme. Hun sukkede og tog så sin egen mobil frem. Jeg kunne se, at hun var ved at finde hendes mors nummer i kontaktbogen. Jeg forstod ikke hvad hun havde gang i. "Fordi resultatet for din blodprøve er fremme nu, og lægen vil snakke med os.." mumlede hun hurtigt, samtidig med at hun ringede hendes mor op. Jeg sukkede lettet - endelig ville resultaterne blive vist i dag! Så kunne Michayla og hendes mor endelig blive overbevist om, at der ikke er noget galt, og så skal jeg heller ikke til læge mere. Jeg var lettet.

"Hvorfor virker du rolig?" spurgte hun efter at have snakket med hendes mor, og rynkede på sin pande. Jeg så på hende, og trak på skuldrende. "Er du urolig da?" spurgte jeg, og kiggede skeptisk på hende. Så Michayla gik virkelig rundt og troede, at der var noget galt med mig.  Helt ærligt. Det var jo ikke fordi jeg var sindssyg. "Altså.. lægen virkede ret alvorlig, så jeg ved ikke.." Hun så ned på gulvet, og så ud til at tænke på noget. Jeg sukkede kort og rystede på hovedet af mig selv. "Der er jo ikke noget galt med mig, Michayla. Nu skal du nok få at se," smilede jeg og kom til at udstøde et lille grin, da hun vendte sit blik om på mig. Hun så ret alvorlig ud, hvilket slet ikke passede til hendes badgirl image. "Oh yeah? Så lad os se, hvad du vil sige, hvis det nu viser sig, at du er gravid," sagde Michayla, der lige var ved at knække af grin, og slog mig blidt på overarmen. Gravid?!

Michayla nikkede bestemt, da hun så hvor chokeret jeg så ud i ansigtet. Gravid? Jeg var ikke gravid! Det var jeg for ung til, og desuden var jeg stadig jomfru. Og hvem fanden skulle jeg have haft samleje med?! "Helt ærligt, du er meget ofte svimmel, du kaster op, du har et meget dramatisk-skiftende humør OG så er du oven i købet holdt op med at få din menstruation. Kan du ikke se det? Det er jo lige præcis de her symptomer graviditeten har!" nærmest råbte hun i hovedet på mig, og begyndte at se mistænkeligt på mig. Jeg løftede mit ene øjenbryn. Virkelig? Troede hun virkelig at jeg var gravid? Selvom hun nok havde ret med, at mine symptomer tegnede graviditet, men det kunne umuligt være det. Jeg var stadig jomfru, og det var jeg mere end bare sikker på.

"Hvem ved? Har du haft samleje med Justin?" spurgte hun og studerede mit ansigt, og blev ved med at give mig flere elevatorblikke. Jeg kiggede på hende med store øjne, og rystede hurtigt på hovedet. Samleje med Justin?! At sige jeg var gravid, var det mest urealistiske jeg nogensinde havde hørt, og så sige, at jeg er gravid med Justin?! Det var mere urealistisk end mine forudsigelser om at Daniella og jeg nok skulle blive venner igen. Og desuden er Justin verdensberømt, og hvis jeg nogensinde blev gravid med hans barn, hvilket aldrig kommer til at ske, ville det være et stort minus for hans karriere. Det vil vi begge ikke acceptere.. Og hvad er det jeg tænker på?! Som om Justin nogensinde tænker på mig, på dén måde!

"Nej, jeg har ej!" udbrød jeg, efter jeg kom tilbage til den virkelige verden igen. Michayla så først på mig, som om hun ikke troede mig, men så nikkede hun. "Nårh ja.. Han har jo også en lang karriere foran sig," sagde hun og så ud i luften, som om hun snakkede til sig selv. Jeg nikkede og kiggede så lidt rundt i stuen, for bare at finde på noget at sige. Det føltes virkelig akavet og helt.. forkert, at snakke om det. Jeg mærkede hvordan mine kinder svagt blussede op, og lod som om jeg kløede mig på kinden, for ikke at vise min rødmen. Michayla kiggede på mig med et spørgende ansigt - hun var tydeligvis ikke enig med mig i, at snakke om noget andet. Hun var så nysgerrig!

"Seriøst, får du ikke sådan lyst til ham nogle gange? Af en hater at være, synes jeg han er ret lækker.." sagde hun, og mumlede det sidste. Hvad var det for noget hun snakkede om? Jeg vidste ikke selv hvordan jeg så ud i ansigtet lige nu, men jeg vidste at det ikke så ret normalt ud. Kunne vi ikke bare skifte emne? Michayla blev ved med at stirre på mig, indtil jeg blev tvunget til at svare. "Ehm.. nej?" svarede jeg lavt, og flyttede mit blik væk fra hende. Hvis jeg så hende i øjnene, ville jeg helt klart blive helt rød i hovedet. Og desuden var Michayla den type, der nemt kunne forvandle folk til alt - hvis vi ikke snart skiftede emne, ville jeg blive den mest perverse pige på hele jordkloden. Og hvem ville vi takke det for? Michayla.

"Som om.. Helt ærligt, i har været sammen i rigtig lang tid nu.. Næsten et år! Og så har i ikke engang taget det næste skridt?" begyndte hun igen, og så dumt på mig, som om jeg var en eller anden tilbageholdende idiot - hvilket jeg dog var. "Okay, jeg går på toilettet nu.." indskød jeg hurtigt, og rejste mig op i en fart, og smuttede ud på badeværelset. Jeg havde ikke brug for badeværelset, men jeg ville bare væk fra den samtale. Jeg sukkede kort, og satte mig ned på toiletsædet. Tanken om lægebesøget, kravlede langsomt op i hjernen på mig. Jeg var ikke nervøs for at få resultatet at vide, da jeg jo umuligt kunne være gravid. Men jeg var bare ikke lige lægeglad.. Jeg kunne ikke lide læger. Og mit mareridt gjorde det ikke specielt bedre.

 

Jeg trådte ind i det samme rum, som sidste gang. Jeg mærkede hvordan det hele begyndte at suge i min mave, og hvordan nervøsiteten steg op i mig. Jeg hadede læger, og det ville noget eller nogen aldrig kunne ændre på. Jeg udstødte et lille suk, da en læge hurtigt kom over mod os. Læger var alt for hvide, og så var de også virkelig seriøse. Det blik de har siddende fast i ansigtet, var det jeg mest blev bange for - og at tanken om at de havde en masse udstyr, som de ligeså godt kunne misbruge, gjorde det værre. "Gabriella Mauntell?" kom det så pludseligt ud af hans mund, så jeg fik et lille chok. Han havde rakt sin hånd frem mod mig, og ventede på at jeg skulle tage imod den. Først tøvede jeg lidt, men gjorde det alligevel, da jeg indså at det ville være for uhøfligt, hvis jeg lod være.

Han førte os ind i et rum, hvor der var en masse lægeudstyr. Et skelet, en vægt, en seng man kunne lægge sig på, en computer, en masse plakater af kroppen og andre skemaer der hang på væggen, en højdemåler, en masse medicin og så en scanner. Jeg mærkede hvordan det løb mig koldt ned af ryggen, før jeg satte mig på stolen foran ham. Michaylas mor havde lagt en hånd på min, fordi hun vidste, at jeg var lægeskræk. Jeg smilede taknemmeligt til hende, og kiggede derefter på lægen. Han så lidt på sin computer, og klikkede rundt i et par sekunder, da han endelig kiggede over på mig, og sagde: "Sådan." "Før vi lige starter med det hele, vil jeg lige måle din vægt og din højde," lagde han langsomt ud. Jeg nikkede bare, og rejste mig op da han gav mig tegn til det, og gik efter ham hen til vægten. Jeg forstod ikke hvorfor han ville have min vægt - måske ville han også håne mig med min vægt? Jeg sukkede kort, og trådte op på vægten, da han smilede venligt til mig. Et smil kunne ikke bare få min angst til at forsvinde. Jeg så ned på vægten. 49,8. Næsten halvtreds. Det var... lidt. Sidste gang jeg stod på en vægt, vejede jeg 78 kg, og det var for næsten fire år siden. "Mhm.. Og din højde," sagde han, efter at have skrevet min vægt ned på et papir. Jeg gik efter ham over til højdemåleren, og stilte mig op langs væggen. Lægen nikkede kort, og skrev ned på et papir. "1,70.." mumlede han til sig selv. Jeg vidste ikke hvorfor han snakkede til sig selv - gjorde alle læger det?

Vi gik tilbage til de andre, og jeg satte mig ned med et suk. Jeg havde ikke lyst til at være her, og ville egentligt bare hjem. Lægen tastede min vægt og højde ind i computeren, mens vi andre tre bare sad og kiggede på ham. Efter et par små sekunder, vendte han blikket over mod os, og tog et stykke papir frem. Der stod en masse, men jeg kunne ikke læse det, da han skrev ret skråt og sammensat - en  typisk voksenskrift. "Som jeg sagde i telefonen, er resultatet for din blodprøve kommet, og det viser sig, at dit blod mangler en masse mineraler og næring. Du lider af underernæring, og derfor bliver der skabt frustrationer i hjernen på dig, hvilket kan ses på denne måde, at du bliver svimmel, som du sidste gang fortalte mig, var et af problemerne.." begyndte han, og flettede sine egne fingre ind i hinanden og så på mig. Jeg nikkede bare. Jeg spiste da meget?

"Er du begyndt at kaste maden op, her på det seneste?" spurgte han, og så på mig med et alvorligt blik. Kaste op? "Ja.. Mest efter jeg har spist," sagde jeg, og opdagede at det var en mumlen, da min stemme var hæs og lav. Når jeg var til læge, blev min stemme altid sådan, hvilket irriterede mig. Men jeg kunne ikke gøre for det. Han nikkede, og så lidt ned på papiret, og op på mig igen. "Og det kommer af sig selv, eller stikker du dine fingre i halsen?" spurgte han og studerede mig nøje. Jeg rynkede lidt på panden, og rystede på hovedet af det sidste han sagde. "Nej, jeg stikker ikke fingre i halsen.." sagde jeg en smule irriteret. Hvorfor stilte han sådan et dumt spørgsmål? Han nikkede.

"Da det jo så er den grund, er det fordi din mavesæk er meget lille. Som du informerede mig om i sidste besøg, er din månedlige cyklus stoppet. Er det kommet igen, eller?" spurgte han så. Jeg rødmede en smule - det var pinligt at snakke om menstruation med en mand. Jeg rystede på hovedet, og mærkede hvor flov jeg blev. "Nej.. Den er ikke kommet.." kom det meget lavt fra mig. Han nikkede, og så så ned på sit papir endnu engang. Derefter tastede han noget ind på computeren, og kiggede på mig. Der gik mange minutter, før han endelig sagde noget. Stilheden pinte mig. Kunne vi ikke bare komme ud herfra? "Ifølge sidste besøg, er du jomfru, så graviditet kunne ikke være en mulighed. Jeg må desværre fortælle dig og dine nærmeste, at du lider af en meget mild spiseforstyrrelse.." sagde han, og tog et skema frem. Spiseforstyrrelse? Hvad fablede den læge om?

"Har du hørt om anoreksi?" spurgte han, pegede ned på skemaet, hvor ordet 'anoreksi' stod med stort og kursiv. Anoreksi? Hvad var det han snakkede om? "Du har en meget mild anoreksi, hvilket betyder, at det ikke er farligt på nogle måder. Men for at holde din nuværende position i anoreksien, må du følge de her kostråd på skemaet," sagde han, og pegede lidt længere nede på skemaet, hvor der var tegnet en masse mad, og skrevet en masse sætninger. Jeg kiggede over på Karin, og blev pludselig nervøs. Havde jeg anoreksi? Hun så på mig med et meget chokeret blik, og strammede grebet om min hånd. Michayla sad helt målløs, og stirrede bare på skemaet, hvilket også fik mig til at kigge på skemaet. "Sørg for, at du spiser de her retter, på de her tidspunkter, og sørg for ikke at dyrke noget motion, da det godt kan være skadeligt," fortalte han. Anoreksi?

 

 

Vi trådte ud af hele bygningen, med en stilhed. Hverken Michayla eller Karin sagde noget, hvilket irriterede mig. Hvorfor sagde de intet? "Hvorfor siger i ikke noget?" sagde jeg så, og kiggede mest på Karin, da hun var den eneste der altid havde holdt samtalerne i gang, hvis de gik døde. Men i øjeblikket virkede hun.. ude af verdenen. Hvad var der galt med dem? "Jeg kan bare ikke forstå at du har anoreksi," mumlede Michayla lavt - dog højt nok til at jeg hørte det. Jeg kiggede over på hende og sukkede. Var det dét, det handlede om? Det var jo ikke fordi jeg var ved at dø. "Helt ærligt, Michayla, du hørte ham selv godt sige, at det var en mild anoreksi.. Og han sagde, at jeg bare skulle følge kostplanen, og hvis jeg gjorde det, vil alt blive normalt igen," sagde jeg til hende og smilede opmuntrende. Jeg vidste ikke hvorfor jeg ikke selv var påvirket af det, men det var jeg bare ikke.

Hun sagde ikke noget mere, så jeg tog mig til at betragte stedet her. Vejret var godt, og solen skinnede. Jeg så mig om, og hørte pludselig en latter længere henne. Det var skønt at se, at der var folk havde det godt. Jeg smilede automatisk, men stivnede, da jeg fik øje på en person jeg virkelig ville undgå. Især lige nu. Min moster. Hun sad og grinede med en mand jeg aldrig havde set før. Jeg blev ved med at kigge på hende - af en eller anden grund kunne jeg ikke vende mit blik væk fra hende, da hun pludselig fik øje på mig. Jeg mærkede et sug i maven. Hendes smil forsvandt, og hendes blik forblev på mig. Vi havde øjenkontakt i et par sekunder, da jeg så tog mig sammen til at kigge væk. Hvorfor var den her dag så dårlig? Først et 4-tal, derefter samtalen med Michayla, lægebesøget og nu min moster? Det var som om jeg var forbandet.

"Hey, Gabriella.. Justin vil se dig," sagde hun, da vi satte os i bilen. Synes af min moster kunne jeg stadig ikke få ud af hovedet, lige meget hvor meget jeg prøvede. "Justin?" spurgte jeg og kiggede hurtigt over på hende. Åh, gud. Dagens optur. Justin ville se mig. "Han skriver, at du skal komme over til ham," fortsatte Michayla, og så på mig med et følelsesløst ansigt. Hun var stadig i trance, efter lægebesøget. Jeg nikkede bare. Vent.. "Hey, Michayla.. Lov mig, at du ikke fortæller Justin om det her lægebesøg, eller om de sidste.. Eller om min anoreksi!" indskød jeg hurtigt og nervøst. Hvis Justin fik det her at vide, ville han sikkert flippe ud og blive helt bekymret, og så vil han sikkert også tænke, at jeg er syg i hovedet. Han vil tænke, at jeg bare er et eller andet misfoster, der lider af en spiseforstyrrelse, fordi jeg har det psykisk dårligt med mig selv - og sådan ville jeg ikke have folk skulle se på mig.

Hele køreturen var en smule tavs. Karin, Michaylas mor, havde fortalt mig om skemaet, og sagt at hun ville handle ind og købe de ting der stod på mit skema, men ellers blev der ikke sagt mere. Michayla havde sat hendes mor af ved et supermarked, hvor hun så vil hente hende, efter at have sat mig af ved Justin. Køreturen med Michayla var heller ikke det store plus. Hun sagde heller ikke meget, hvilket pinte mig. Hvorfor opførte hun sig så mærkeligt? Jeg kiggede ud af vinduet, og så Justins store hus længere henne. Hun parkerede bilen og så så på mig. "Pas på dig selv, Gabby. Hvis du føler dig dårlig tilpas, eller har brug for noget, så er jeg her, okay?" sagde hun, og smilede til mig. Endelig smilede hun. At smile passede bedre til hendes ansigt, end at surmule. Jeg nikkede til hende, og smilede automatisk.

Jeg var lige ved at stige ud af bilen, da jeg kom i tanke om noget Michayla sagde tidligere på skolen. "Du.. Michayla?" sagde jeg, og så på hende. Hun kiggede på mig med hendes flotte blå øjne, og så afventende på mig. Jeg tog min dagbog op fra min taske, og rakte hende den. Hun forstod ikke hvad jeg havde gang i, da jeg var meget overbeskyttende for min dagbog, og at jeg altid slog på de folk, der rørte den - så hendes reaktion var forståelig. "Du ved.. Der er så meget at fortælle.. Læs den.." var det eneste jeg kunne sige. Efter alt det hun nogensinde havde gjort for mig, havde hun ret til at læse om mine private ting. Hun havde fortalt mig en masse om hende, og hun fortjente at vide alt om mig.

Michayla så på min dagbog i et kort øjeblik, og smilede. "Tak, Gabriella," sagde hun og trak mig ind i et kram. Vi krammede og trak os ud lidt efter. "Vi ses.." sagde jeg og steg ud af bilen. Hun smilede og vinkede til mig.

 

Nu glædede jeg mig bare til at se Justin igen...

 

 

- Undskyld for ventetiden. Har bare haft travlt her på det seneste, og så har jeg haft skriveblokering. Jeg har skrevet det her kapitel om mange gange, da jeg ikke havde syntes at det var godt nok. Men her er det, og undskyld hvis det er dårligt! xoxo Dina.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...