He figured me out - JDB (2)

Gabriella har besluttet sig for at holde en kort pause fra alting. Hun tager til hendes forældres gamle sommerhus, som nu tilhører en gammel dame, hvor hun slapper af og prøver at få styr på sit liv. Gabriella kæmper med at lægge fortiden bag sig. Men det vil ikke blive så let som hun tror; en gammel ven dukker nemlig op.. Men også fordi at hendes moster stadig er derude et sted....

51Likes
204Kommentarer
12915Visninger
AA

17. Gabriellas synsvinkel.

"Sådan, det var da ikke så slemt søde," sagde Karin smilende til mig, da vi trådte ind af hoveddøren. Jeg var egentligt bare glad for at være hjemme. Hvis jeg skulle være ærlig, var det som et afhøringsrum henne ved lægen. Han spurgte virkelig meget, og han gik ned i detaljer. Han tog også en blodprøve, hvilket gjorde ret så ondt. Men på den anden side vidste jeg, at det var sådan en undersøgelse foregik, for at kunne finde ud af hvad der er galt med en person. Og nu er det jo sket. Heldigvis er det ovre! "Mor, hvornår er det egentligt de ringer for at fortælle os om resultaterne?" spurgte Michayla, da vi var kommet ind i køkkenet. Uret der hang, viste at klokken var tre. Forståeligt - perioden ved lægen var jo også lang.

"De ville ringe inden for tre dage, så jeg ved ikke helt præcist skat," forklarede hun Michayla og kiggede hurtigt over på mig. "Men bare rolig. Vi må håbe der ikke er noget i vejen, som du siger," sagde hun til mig og sendte mig et beroligende smil. Jeg nikkede smilende tilbage. Jeg var jo også rolig, for jeg var mere end hundrede procent sikker på, at der ikke var noget i vejen. Nu måtte vi bare vente og se. "Nå, men hvad har i lyst til at spise?" spurgte Karin efter en kort stilhed. Jeg var ikke sulten. Morgenmaden mættede mig virkelig meget, så mad var det sidste jeg ville tænke på lige nu. "Mor, helt ærligt. Gabriella skal på date, der får hun sikkert noget at spise!" udbrød Michayla hurtigere end lynet. Jeg så over på hende. Hvor pinligt!

Jeg mærkede mine kinder blusse op. Hvis jeg kendte mig selv, var jeg helt rød i hovedet lige nu. Nogle gange afskyede jeg, at Michayla ikke kunne holde på hemmeligheder. "Skal Gabriella på date?" drillede Michaylas mor og vrikkede kort med hendes øjenbryn. Jeg kunne ikke lade være med at fnise, og skyndte mig at dække for mit brandrøde ansigt. "Awwwwww.." kom det fra Michayla og placerede sine hænder om mig, så hun krammede mig. Jeg gemte mit ansigt ned i hendes skulder og forbandede det her tidspunkt. For helvede, hvor var det pinligt. "Det er da ikke noget at være flov over, søde!" hørte jeg Michaylas mor sige, hvilket fik mig til at kigge op på hende. "Det er med Justin, er det ikke?" spurgte hun igen og så på mig som om jeg var den heldigste pige i verden. Jeg nikkede.

"Når ja, for helvede! Vi skal jo gøre dig klar!" grinede Michayla og så over på sin mor. De vekslede blikke, hvilket jeg ikke helt forstod hvorfor. Lidt efter trak Michayla mig op på hendes værelse, og så startede det hele; "Hvad tror du i skal lave? Altså du har sikkert en forestilling om hvad det er i skal." Michayla kiggede på mig og fægtede med armene når hun snakkede. Hun var mere spændt end jeg var, hvilket fik mig til at grine lidt. Hun så alvorligt på mig i et enkelt sekund, men begyndte at grine selv. "Hallo, jeg mener det! Hvad tror du i skal lave?" spurgte hun imens hun grinte, hvilket lød virkelig sjovt. Jeg tog mig sammen i et øjeblik og trak lidt på skuldrene. "Altså han lovede mig at det er noget simpelt... Så jeg skal ikke have kjole på!" Jeg lagde et ekstra tryk på sidste sætning.

"Ouh.. Eh.." Michayla tøvede i et kort øjeblik. Hun kiggede på mig og begyndte så at smile. "Jamen, så kan du jo bare tage et par simple bukser og en trøje?" sagde hun, som om jeg slet ikke havde tænkt på det. Jeg så på hende med en rynket pande og grinede kort. "Nej, virkelig? Det havde jeg slet ikke tænkt på.." sagde jeg sarkastisk og mærkede hurtigt et pude blive kastet i ansigtet på mig. "Ja, okay smarte," kom det fornærmet fra Michayla, hvilket fik mig til at grine endnu mere. Det var dejligt at grine! Og tanken om at det var Michayla jeg grinede af, gjorde det meget bedre. Nogle gange var det sjovt at irritere hende - men der var altid en konsekvens, hvilket i dette tilfælde var en pude i ansigtet.

 

Efter en halv time, var jeg klar. Jeg havde bare et par simple stramme bukser på og så en ret sjov top. Den var lidt gul for oven, men formerede sig i flere farver jo længere man kom ned. I bunden var den lyserød, så det var både gul, orange, rød og lyserød. Og ovenpå stod der 'LOL' med stort sort skrift, der næsten fyldte det hele. Den havde dog tynde stropper - og så var den også kort, hvilket var meningen. Men jeg fik en gul T-shirt indenunder, så det ikke var afslørende. Michayla havde sagt at hun elskede den her top, og at den helt klart ville se godt ud på mig. Og det gjorde den! Jeg var selv forelsket i den, så den beholdt jeg selvfølgelig på. Mit hår hang som altid.

"Klokken er lidt i fem," kom det fra Michayla, da jeg var ved at få jakke på nede i entréen. Jeg frøs meget her for tiden - og det faktum at jeg havde en T-shirt på gjorde det ikke meget bedre. "Ej helt ærligt, hvorfor tager du jakke på?" brokkede Michayla sig, da hun så hen på mig. Jeg så undskyldende på hende. "Jeg fryser.." mumlede jeg og kiggede på hende. Hun himlede med øjnene. "Vi er midt i Juli." Hendes blik hvilede på mig, hvilket var en smule ubehageligt. Hun troede mig helt sikkert ikke, men jeg frøs helt seriøst. Nu håbede jeg bare ikke at Justin og jeg skulle lave noget, hvor det var nødvendigt at tage sin jakke af. Men i så lang tid ville jeg heller ikke fryse. Det ville jo nok gå over på et tidspunkt.

Det bankede på døren. Ikke bare en almindelig banken, men en banken som havde en melodi. Jeg smilede automatisk - det var Justin. Der var ingen andre end ham der ville banke sådan på døren. "Er det ham?!" hviskede Michayla panisk til mig og skubbede mig over til døren, som tegn på at jeg skulle åbne den. Jeg trak lidt på skuldrene, selvom jeg var sikker på at det var ham. Hun forsvandt hurtigt, så jeg trak i dørhåndtaget og fik døren åbnet. Et smukt syn mødte mit. Lige hvad jeg havde regnet med. Justin stod i døren med et stort smil på læben og trådte hurtigt tættere på og omfavnede mig. Jeg mærkede hans stærke hænder om mig og smilede som en idiot. Jeg savnede ham! "Godt at se dig igen, smukke," hviskede han i mit øre, hvilket kildede. Jeg grinede og så op på ham. "I lige måde."

Han tog min hånd, flettede vores fingre og sådan gik vi hen til hans bil. "Er det okay jeg har jakke på? Jeg fryser bare lidt.." sagde jeg nervøst og bed mig kort i læben for ikke at lyde så nervøs som jeg nu var. Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg havde en underlig kriblende følelse i maven, der gjorde at jeg følte at jeg skulle tisse. Jeg fik altid den følelse når jeg var nervøs. "Det skal du ikke bekymre dig om, for jakken skal du bruge om lidt," hviskede han i mit øre mens vi gik og kyssede mig på kinden. Jeg smilede stort. Hvis jeg skulle sætte ord på hvad han gjorde ved mig, ville jeg aldrig blive færdig. Han var ufattelig dejlig.

"Hvad skal vi da?" spurgte jeg og kiggede på ham. Hvis vi skulle bruge jakker, måtte det være noget særligt vi skulle lave. "Det ved jeg ikke," grinede Justin samtidig med at han åbnede døren for mig, så jeg kunne sætte mig ind. "Tak," sagde jeg hurtigt og satte mig ind. Jeg tog sele på imens Justin satte sig ind foran rattet. Jeg så over på ham. "Det ved du jooo," tiggede jeg som en lille pige, og prøvede at se ked af det ud. Han så ikke ud til at hoppe på den, hvilket jo var forståeligt. Hvem prøvede jeg egentligt at narre? Jeg var jo dårlig til sådan noget. Justin så på mig og smilede. "Må jeg få et kys først?" manipulerede han irriterende, hvilket fik mig til at ryste kraftigt på hovedet.

"Du fik et kys sidst, men du fortalte det ikke," sagde jeg med en trist tone i stemmen. Jeg kiggede ud af vinduet i et kort øjeblik, og opdagede at vi allerede kørte. Wow. Jeg havde ikke lagt mærke til at Justin startede bilen. "Får jeg et kys hvis jeg fortæller det, så?" spurgte Justin, mens hans blik var limet fast til vejen. Jeg nikkede - selvom han ikke kunne se det, vidste jeg godt at han vidste hvilket svar jeg gav ham. "Okay så. Når vi ankommer, fortæller jeg dig det." Han så kort over på mig, blinkede og drejede blikket om på vejen igen. Jeg smilede. Gad vide hvad vi egentligt skulle lave.. Det kunne være en gåtur? Jeg glædede mig alligevel!

 

Justin parkerede bilen foran en kæmpe stor bygning. Der var ingen biler her - heller ingen mennesker. Det virkede ret øde. Jeg så forvirret over på ham inden vi steg ud af bilen. "Der er godt nok øde her," sagde jeg undrende. Han nikkede og smilede stort. "Jeg tænkte bare vi kunne være alene, så jeg har lejet hele det her sted kun for os to," hviskede han på en sød måde, der fik mig til at rødme en smule. Havde han lejet det her sted kun for min skyld? Jeg smilede stort, samtidig med at jeg ikke vidste hvad jeg skulle sige. Hvor var han fantastisk. "Og nu hvor du vil give mig et kys, kan jeg ligeså godt sige at vi skal skøjte på is," fortsatte han i et lille grin. Vent.. Hvad?! Skulle vi skøjte?! PÅ IS?! Jeg måbede.

"Virkelig?!" nærmest råbte jeg og smilede over hele ansigtet. Jeg havde aldrig skøjtet på is før, men det havde jeg hele tiden ønsket mig! Da jeg var mindre, plejede jeg altid at se nogle programmer, hvor piger skøjter på is. Justin nåede ikke at nikke færdigt, da jeg kastede mig i hans arme. Det var lidt besværligt at kramme sådan, imens man sad på to forskellige sæder og i en bil, men jeg var ligeglad. Det eneste jeg koncentrerede mig om var Justin. "Betyder det at du er glad?" grinede Justin ned i min skulder. Jeg trak mig hurtigt ud af krammet og kyssede ham på kinden. Derefter nikkede jeg ivrigt og kyssede ham endnu engang på kinden. Justin var virkelig bare fantastisk. Jeg ville slet ikke tænke på, hvordan det vil være hvis jeg nogensinde kom til at miste ham.

"Må jeg så få mit kys nu?" spurgte han smilende. Jeg rynkede panden og grinede kort. "Jeg har lige kysset dig," sagde jeg og kiggede i hans nøddebrune øjne, som jeg kunne forsvinde i når som helst. "Ikke på munden," klagede han og rykkede sit hoved tættere på mit og gjorde klar til at jeg skulle kysse ham. Jeg smilede og placerede hurtigt mine læber på hans. Jeg ville trække mig ud efter et par enkelte sekunder, da han hurtigt kyssede mig igen - men det var ikke bare et kys. Han åbnede nemlig munden og vores tunger mødtes. Jeg kunne tydeligt mærke på ham at han havde været ivrig efter et kys i lang tid, hvilket gjorde at jeg kom til at fnise, så vores tungekys blev spoleret. Årh, jeg skulle absolut fnise! Justin kiggede sjovt på mig og hurtigt trak jeg uskyldigt på skuldrene.

Et par sekunder efter, steg vi begge ud af bilen. Justin kom over til mig, tog min hånd og trak mig med længere hen. Vi var på vej med den store bygning der lå her - den bygning som Justin havde lejet kun for os to! Jeg smilede over tanken og knugede mig lidt ind til ham imens vi gik. Vi nåede hurtigt over til en indgang, som vi trådte ind af. En mand - en meget bekendt mand kom gående hen mod os, da vi trådte ind. Hey.. Det var jo Kenny! Han kom helt hen til os, sagde et eller andet til Justin og kiggede derefter over på mig. "Hej Gabriella," smilede han til mig. Jeg smilede tilbage. "Hej," sagde jeg og rødmede kort. Selvom jeg ikke burde være genert overfor Kenny, kunne jeg ikke lade være med at rødme når han sagde noget til mig. Det var lidt akavet at snakke til ham, men han var en virkelig rar person!

Justin trak mig hen til et lille omklædningsrum, hvor der lå en masse skøjter i alle mulige farver. Kunne man også vælge farve? "Jeg tager en lilla!" sagde Justin og skyndte sig over til et par lilla skøjter. Han var vild med lilla. Jeg så lidt på de forskellige farver, og valgte så nogle pink-farvede skøjter der passede til min trøje. Vi tog dem på hurtigt efter og knappede vores jakker, da isen var kold, og jeg ville nødig fryse mere end jeg allerede gjorde. Men jeg var virkelig spændt. Nu håbede jeg ikke jeg faldt ned - hvor ville det være pinligt, hvis jeg gjorde. Jeg havde jo råbt og hvinet over at vi skulle skøjte på is, sådan at Justin sikkert fik en idé om at jeg var god til det, når jeg i virkeligheden slet ikke havde prøvet det. "Klar, Gabby?" kom det pludseligt fra Justin, der sad og stirrede på hvordan jeg bandt snørebåndene. Jeg blev færdig og så op på ham. "Klar."

Vi gik ud til isen, og langsomt tog Justin min hånd og trak mig helt ud. Salen var virkelig stor, og isen fyldte nærmest det hele, så det var en ret stor skøjtebane. Jeg mærkede min ubalancerede skøjten, og tog hurtigt fat om Justins arm. "Ej Justin.." sagde jeg nervøst og hev nærmest i hans jakke. Han så over på mig og grinede. "Kan du ikke skøjte?" drillede han og så på hvordan jeg klæbede mig til ham. Jeg fnøs hånligt. "Jo jeg kan! Det var bare fordi.." prøvede jeg og fiskede efter en undskyldning. Men det mislykkedes. Justin grinede. "Jeg kan altså godt," mumlede jeg og så på ham. Han løftede sine øjenbryn. "Virkelig?" spurgte han på en underlig måde, og slap direkte efter hans greb om min hånd, så jeg stod alene. Hvad tænkte han på?! "Nej!" skyndte jeg mig at sige. Jeg ville gribe ud efter hans hånd, men han skøjtede væk fra mig. Hvorfor hånede han mig?

"Skal jeg tage din hånd?" drillede han og rakte hans arme ud i vejret. Jeg nikkede og blev stående helt for mig selv. Justin stod et par meter væk fra mig, men det var umuligt for mig at skøjte så langt - der var langt. "Justin, kom her.." sagde jeg skræmt og tog et skridt. Jeg mærkede hvor ustabil jeg var på isen, og droppede tanken om at skøjte over til Justin. "Prøv at skøjte over til mig," sagde Justin og holdte sine arme foran sig, og hentydede til at jeg skulle komme og tage fat i dem. Jeg rystede på hovedet. "Jeg kan ikke," sagde jeg trist. Han nikkede. "Jo du kan. Kom nu, bare tro på dig selv," beroligede han mig. Jeg sukkede kort. Okay, måske skulle jeg prøve, i stedet for bare at give så hurtigt op? Jeg tog et skridt igen.. Hey, det var ikke så slemt. Jeg smilede. "Jeg kommer, Justin!" smilede jeg og skøjtede langsomt over til ham. Han grinede.

Da jeg endelig nåede hen til ham efter et kvarter, tog jeg hurtigt fat om hans hænder der var rakt ud til mig. "Se, det var ikke så slemt," sagde han og smilede varmt til mig. Han havde ret - det var jo ikke særlig slemt. Jeg strammede grebet en smule om Justins hænder, og smilede. "Det er faktisk sjo.. sjoo.." Jeg tabte balancen hurtigt, og svajede som en kujon på isen. "Hey hey, hold fast i mig," skyndte Justin sig at sige, for at forhindre mig i at falde. Jeg tog hurtigt fat om hans hænder, men det var ikke særlig klogt. Jeg faldt bagover, mens jeg som fejltagelse hev Justin med. Jeg lukkede hurtigt mine øjne. Bump.

Jeg åbnede øjnene og fik øje på Justin. Han lå ovenpå mig. Hans ansigt var tæt på mit. Jeg rødmede. "Ehm.. Undskyld.." mumlede jeg og så i hans dejlige brune øjne. Han grinede kort og rystede på hovedet, som et 'nej-du-skal-ikke-undskylde'. Jeg smilede skævt og akavet til ham. "Du skal nok lære det," hviskede han og blinkede kort til mig. Jeg mærkede hans varme ånde mod min hud og smilede genert. Måske var det ikke lige den mest passende stilling vi var i, men jeg havde ikke lyst til at rejse mig op igen. "Tak," mumlede jeg lavt til ham og fastholdt vores øjenkontakt. Han smilede forsigtigt og lænede sig langsomt ind mod mig. Jeg vidste at han ville kysse mig, så jeg tog chancen og plantede et kys på hans læber.

 

Efter en lang og sjov skøjtetur, hvor jeg endelig havde lært at.... nogenlunde havde lært at skøjte, havde Justin fortalt mig at der også var noget andet som vi skulle. Vi havde taget vores skøjter af, så jeg gættede på det ikke havde noget at gøre med at skøjte. Men det var i hvert fald i samme bygning, da vi gik op af en lang trappe der førte op til taget. Justin havde sine hænder rundt om mine øjne. Jeg var faktisk bange for at gå ind i noget, men jeg stolede på Justin. "Okay, så er vi her," sagde han og tog sine hænder ned et par sekunder efter. Jeg måbede straks. Det var en restaurant. En restaurant oppe på et tag, hvor vi kunne se på stjerner. På gulvet stod der stearinlys der markerede en vej. Jeg fulgte vejen, og den nåede hen til et bord, hvor der stod noget mad og et stort hjerteformet lys som var tændt. Havde han virkelig arrangeret alt det her? Jeg fik tårer i øjnene og så om på ham.

"Kun fordi jeg elsker dig," hviskede han blidt til mig og tog mine hænder. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige - jeg kunne ikke sige noget som helst. I et kort øjeblik troede jeg at jeg var blevet mundlam for alvor. Han tog forsigtigt min hånd, fulgte mig hen langs de tændte stearinlys og hen til bordet. Jeg kunne ikke holde øjnene væk fra det hele. Det var så vidunderligt smukt. Det hele var utrolig romantisk her. Justin satte sig overfor mig og sendte mig et smil. "Kan du lide det?" spurgte han. Om jeg kunne lide det?! Jeg var forelsket i det her sted! "Jeg elsker det," sagde jeg i en lidt ophidset tone, da jeg prøvede at lyde rolig. Men det her var ikke til at virke rolig over. Det var helt hjernevaskende. På den gode måde!

Da vi sad og spiste, kunne jeg heller ikke lade være med at kigge rundt her. Alt virkede som en drøm. Det var som et eventyr der virkelig endte lykkeligt. "Hvor er her smukt," sagde jeg og betragtede stedet. Justin ville sikkert nok synes at jeg aldrig før havde set noget lignende - men det havde jeg heller ikke. Det her var perfekt. Han var perfekt. Mit liv var perfekt. "Jeg er glad for at du kan lide det," sagde han varmt til mig. Jeg mærkede hans hånd blive lagt ovenpå min på bordet, og smilede helt automatisk. Jeg kunne sætte mig til at græde - jeg følte mig så lykkelig. Det var en følelse jeg aldrig havde haft, men den havde en stor reaktion i mig. "Tak, Justin.. Tak for alt," sagde jeg - min stemme lød dirrende, men jeg ignorerede det. Justin fortjente virkelig alt det bedste i den her verden. Han fortjente intet nedtur. Det gjorde han virkelig ikke.

"Du skal ikke takke mig," sagde han og lænede sig indover bordet. Han kyssede mig på kinden og smilede sit søde smil. Jeg smilede ubevidst tilbage og mærkede en rullende følelse i maven. Denne her gang var den ikke kriblende, men smertefuld. Jeg havde også spist ret meget, selvom jeg egentligt ikke var specielt sulten. Men jeg ville ikke være uhøflig - Justin havde arrangeret alt det her for min skyld, så måtte jeg jo også vise hensyn og bare spise i det mindste, hvilket jeg også gjorde. Men det fortrød jeg en smule lige nu. Jeg mærkede hvordan maden stille begyndte at komme sin vej op igen. Jeg så på Justin. "Justin.. Er der et badeværelse her? Jeg skal lige bruge.. det," sagde jeg og stammede lidt med ordene. Følelsen blev værre, og jeg fik tårer i øjnene af smerten. Han nikkede. "Du går bare ligeud og så til højre," navigerede han mig smilende. Jeg gengældte hans smil - men det virkede vidst ikke særlig godt, så jeg skyndte mig ud på badeværelset.

Jeg låste døren og småløb over til håndvasken. Maden var nået mig helt op til halsen, og et par få sekunder efter, løb den ud af min mund. Heldigvis kastede jeg op lydløst, så Justin ikke kunne høre det. Jeg mærkede smerten skære i maven på mig, at mine tårer var begyndt at falde ned fra mine kinder. Hvad skete der med mig? Jeg havde det jo bedre end ingenting lige før. Min vejrtrækning gjorde pludselig virkelig ondt, så jeg var bange for at trække vejret igen. Jeg tog hurtigt fat om min mave og strammede grebet så hårdt som jeg kunne. Stop det der.. Hvad sker der? Jeg vidste ikke hvorfor min mave drillede mig - og så på det her tidspunkt. Min opkastning stoppede kort efter - heldigvis. Jeg så på mig selv i spejlet der hang foran mig. Min hud var blevet en del blegere end den var før. Jeg svedte. Mine tænder skælvede, og straks løb maden ud af min mund igen.

 

Det gjorde fandens ondt..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...