Tharok Taylor

Arawn, hvalp af djævlens køter, avlet på hans ren blodet menneskelige moder, lever et dunkelt liv. Som formskifter og udråbt til dæmon, flyttede han til en fjerntliggende landsby. Her lever han i fred, forsøger ikke at vække opsigt og bare være til.
Han ved at en dag skal hans ensomhed være slut, og at hans hjertes øjesten vil dukke op. Men hvornår?

26Likes
60Kommentarer
3791Visninger
AA

11. Flammehav

 

Taylors ord, gjorde ondt helt ind i sjælen, så pokkers ondt.

Hendes rystende ord fik min hals til at snøre sig sammen.

Varme tårer gled ned af hendes kinder.

De samme usynlige, varme tårer, gled ned af mine. Rummet var varmt som i helvede.

Jeg burde vide det, jeg følte helvede hver gang at dyret satte kløerne i mig.

Ryan sad kold som is. Den rasende varme strømmede ud fra ham, fik min hud til at klø.

Som vi sad der, i stilhed for en kort stund. Klappede hospitals døren op med et brag.

Jeg vendte straks hovedet for at se, hvem der tillod sig, at smække døren op på denne måde.

Ryan og Taylor der i mod, fortsatte med at se ned i det hvide hospitals lagen.

En ung mand, også asiatisk af udseende, stod i den. I favnen havde han en buket hvide liljer, smilet som var klistret til hans perfekte læber, lyste lige så hvidt som liljerne i hans favn.

Ryan ser op på personen. En hedebølge strømmer ud fra ham, min hud klør endnu mere.

”Kon’nichiwa Fujiyoshi-kun” Ryan rejser sig op, og bukker høfligt for asiaten.

”Kon’nichiwa Tamotsu.” Asiaten smiler og lader blikket lande på Taylor.

”Konichiwa, Angel-zei.” Han sender hende et  flirtende hedt blik.

Taylor lukker øjnene kort, inden hun ser på asiaten; ”Kon’niciwa Fujiyoshi-kun”

Asiaten ler en blid latter. Han ser på mig, men ignorer min tilstedeværelse.

Jakkesættet han bar, var sort, en hvid skjorte inden under stod i kontrast.

Da han vendte sig om for, for at lukke døren efter sig, på ryggen, af jakkesættet, var der broderet en tribal fox og tribal dragon. Lilla og hvide farver udgjorde det smukke broderi. Han vendte sig om med samme blændende smil om læberne. Så kort på Ryan og jeg, for så atter at lade blikket hægte sig fast på Taylor.

”Har du det bedre, Tharok?” Hans syngende, søde stemme gav mig kvalme. Den sødme i hans stemme gav mig gåsehud og hans blik, gav mig lyst til at flygte.

Ryans vrede gjorde rummet gloende hedt, men ingen så ud til at bemærke det. ”Tamotsu Ryan, vær rar at finde en vase til de fine liljer, så Tharok kan beundre dem mens hun er her.”

Den unge mand knipsede med fingrende. Straks rejste Ryan sig op, hans læber var presset sammen til en tynd streg, hans øjne lynede rasende, men det så ikke ud til at berøre den unge asiat.

Ryan tog med en stiv bevægelse blomsterne fra den anden asiat. De vekslede blikke. Med et fnys fortsatte Ryan ud af hospitalsdøren med blomsterne under armen.

Taylor så bange ud. Hendes muskler rystede af anspændthed, små perlende dråber af sved glinsede på hendes perfekte pande. Hendes blik var låst på asiaten som havde jaget Ryan ud af rummet.

”Hvem er hunden ved din side, Tharok?” Han så kort på mig, et slesk smil farede over læberne, efterfulgt af en rovdyrs snerren.

”Det er Arawn, Arawn Yaldwyn. En af mine modeller, Seungri.” Hun skæver til mig. De grønne øjne skinner bange, strejfer hospitalsdøren og ser en gang til på asiaten, som må være Seungri.

Jeg knurrer af ham, uden først at lægge mærke til det. Men blikket han sender mig, gør det klart for mig, at jeg skulle bestemt ikke knurre af ham. ”Så, har mr. Yaldwyn, samme fordele..” Seungri gik med elegante, afmålte skridt hen til Taylors seng. Han satte sig på kanten og lod en finger hvile under hendes hage ”.. Som jeg?” Han ser på hende med en alvorlig mine, smiler så og kysser hendes blå læber.

Hun snapper i rædsel efter vejret, et klynk kommer over hendes læber, da han trækker hende ind til sig. Det ser ud at morer ham, at hun er angst for ham. Hendes hænder griber krampeagtigt fat i ham, da de første tårer triller ned af hendes hævede kinder. Han lægger armene beskyttende om hende og hvisker noget sagte i hendes øre, hvilket får hendes klynk til at blive højere.

Taylor ryster, forsøger at skubbe ham væk fra sig, men uden held.

Jeg presser fingrene ned i hovedbunden for en kort stund. Inden jeg rejser mig op, og hiver asiaten væk fra Taylor. Mit ryk i ham er kraftigere end først troet. Med en lille anstrengelse bliver han smidt op af væggen. Jeg står mellem ham og Taylor. Jeg knurrer rassende af ham. Skjorten strammer, uhyret kæmper for at få lov til at vride sig løs og dræbe min modstander. Men Taylors tilstedeværelse, gør at jeg kan kontrollere monsteret.

Asiaten, Seungri, smiler. Tørrer sig om munden med jakkeærmet, retter på tøjet med et stædigt smil om læben. ”Det sker tit, at en model bliver forelsket i sin arbejdsgiver, specielt hvis arbejdsgiveren er en underskøn fotograf.” Han retter på håret og ser stadig med et koldt smil på mig.

”Men i det her tilfælde, må modellen træde til side.” Han åbner jakken, hænger den elegant over en stol. ”Det ville være forståeligt, hvis fotografens partner ikke selv lignede en model, at fotografen ville kunne finde på at være partneren utro, med sin model.” Seungri begynder at knappe skjorten op, ”Men i dette tilfælde, er det uhørt. Og der er kamp om fotografen. Men hvem vinder? Modellen..” Med et smæld trækker han skjorten af og lægger pænt sammen på stolen, ”.. Eller partneren?” Smilet, han har om læberne er drilsk, men hans brune øjne koger.

Han knytter hænderne, og stiller sig i position. Smilet som er sat på hans læber er drillende, men vreden lyser ud af hans brune øjne. Smilet forvandles til en rovdyrs snerren. Lige inden, vi skal til at gå i kødet på hinanden, bryder Taylors fine stemme ind: ”Seungri. Stop det. Jeg har ikke været sammen med Arawn. Jeg mødte ham tilfældigt i skoven, hvor han sad og sov.. Vi har ikke arbejdet sammen før.” Hun slår dynen til side, en over-size t-shirt med motiv af en bil er det eneste hun bærer, udover undertøj.  Hun vakler hen mod Seungri, stopper op et skridt fra ham. Seungri er næsten tre hoveder højere end Taylor, og dobbelt så bred over skulderne. Han rækker armen ud efter hende, kærtegner hendes kind, stryger noget af det mørke hår til side. Et tilfreds smil dukker op på hans læber, mens han står og kærtegner hendes, sikkert bløde, men dog så blege hud.

Hun står som en stenstøtte. Hendes skuldrer ryster, kulden udefra får hende til at vakle. Seungri smiler over hvor svag hun er, i forhold til ham.

Da hun trækker sig væk, griber han fat i hendes skulder, da han vil trække hende ind til sig. Slår døren op.

Døren rammer Seungri hårdt, med et smæld, på den bare skulder. Han får skubbet Taylor fra sig. Jeg vil gribe hende, men når det ikke. I stedet får jeg en buket blomster i hovedet. Ryan balancerer med Taylor og krukken med blomster. ”Tamotsu. Baka’ine. Se dig for. Eller bank på inden du går ind.” Seungri stryger skulderen let, vender sig om og begynder at tage skjorten på.

”Jeg henter Taylor i morgen. Jeg håber at hun på det tidspunkt kan stå op. Forstår du det, Ryan? Og i morgen, når du møder til mødet. Tag bjæffer der med. Vi er slet ikke færdige med hinanden. Ækle køter.” I ro og mag tager han jakke og skjorte på igen. Jeg knytter hænderne. Med et skridt er jeg bag ved asiaten. I det jeg løfter hånden for at lade raseriet få afløb og lade min dæmon æde ham. Lukker en alt for genkendelig varm hånd sig om min hals. Med en styrke og hurtighed, får han mig presset op mod hospitalsvæggen. Et brøl undslipper mig, men kvæles af Ryan da han strammer grebet yderligere og kvæler mig endnu mere, så der kun er en hakken og hosten tilbage af brølet. Seungri vender sig med et smil, ser på Taylor, kysser hende blidt på panden, og nikker til Ryan og jeg. ”Smukt, Tamotsu. Bliv ved i den stil. Og vi ses i morgen.. Arawn.” Han fnøs mit navn ud. Og spadserede så elegant ud af rummet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...