Save You Tonight - One Direction

Willow er stor fan af One Direction. Hendes største drøm er at møde dem. Da hun så en dag for nyheden om at de skal flytte til London, er hun spændt. For første gang, er der mulighed for at hun kan komme til en koncert med 1D. Dog viser det sig, ikke at være helt nødvendigt....

41Likes
78Kommentarer
13890Visninger
AA

23. "Jeg slår op"

Zayn vågnede tydeligvis da jeg skreg. Først da, gik det op for mig, at vi lå i samme seng. Dog tog jeg mig ikke af. Der skulle jo være nogen der sov sammen. Jeg kunne dog også regne ud, at Kaya og Harry nok sov sammen, så der var en ledig seng. Jeg var ligeglad. Jeg rystede stadig, oven på min drøm. ”Hvad sker der, prinsesse?” hviskede Zayn. ”Ond drøm…” mumlede jeg bare. Jeg ville ikke fortælle ham om det. Ikke lige nu. Jeg ville sove videre, som om intet var hændt. Han nikkede, og spurgte ikke mere ind til det. Nogle gange var jeg sikker på, at han kunne læse tanker. Jeg smilede for mig selv, ved den tanke. Mit lyse hår, faldt ned over mine skuldre, da jeg lagde mig tilrette igen. Jeg lagde mit hoved mod Zayns brystkasse, så jeg kunne falde i søvn, til den rytmiske lyd af hans hjerte der bankede. Det bankede roligt, og betryggende. Det fik mig til at slappe af.

Næste morgen vågnede jeg, ved noget råberi. Jeg glippede lidt med øjnene, inden jeg åbnede dem helt. Lyset stod ind af vinduerne, og fortalte mig, at det var midt på dagen. Jeg rejste mine tunge krop, og gad ikke skifte tøj. Jeg havde en stor T-shirt på, som gik ned til knæene. Jeg gik ud mod spisestedet, for det var der lydende kom fra. De var ikke så høje mere. De måtte have hørt mig. Jeg sukkede, og gik igennem den lille dør. De sad der alle sammen. Niall, Liam, Louis og Zayn, og også Harry og Kaya. Harry havde tåre i øjnene, men det havde Zayn også. De andre drenge havde helt røde kinder, og Kaya så ud som om hun nød situationen. Jeg kunne kvæle hende. Drengene kiggede over på mig, da de endelig opdagede mig. Det tog faktisk forbløffende lang tid. Jeg sukkede, og blev stående. Jeg anede ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv. Liam kom hen til mig, og lagde en arm om mig. Han ville beskytte mig, det var sødt. Han var som en far for alle, og det var egentlig rart, at have ham der. ”Vi har lige snakket lidt med Harry…” mumlede han til mig. Jeg nikkede sagte. Det kunne jeg godt høre. ”Undskyld, jeg skulle ikke have gjort det på den måde, Willow!” kom det fra Harry. Jeg kiggede på ham. ”Nå, men siden du er for bange til at gøre det, så slår jeg op med dig, Harry,” sagde jeg bare koldt. Han kiggede på mig, med tåre i øjnene. ”Jeg har ødelagt alt, ikke?” spurgte han. ”Jo. Om noget tid kan vi måske blive venner igen, men jeg vil aldrig tilgive dig, Harry,” sagde jeg til ham. Jeg var ligeglad med at de andre lyttede. Jeg havde fortalt ham sandheden. ”Jeg forstår din beslutning. Men, please, bliv her på bussen med os!” sagde han. Jeg nikkede. ”Selvfølgelig,” svarede jeg. Selvom jeg hadede ham, kunne det ikke gå ud over de andre, eller mine veninder. De vidste godt, at jeg var sammen med Harry. Jeg ville dog vente med at sige noget, til jeg så dem. Der var under en uge til. Jeg glædede mig helt vildt. Tanken fik mig til at smile. Og det fik tydeligvis de andre til at smile også, så det var rart. Snart smilede vi alle sammen. Vi slappede af igen, og stemningen var ikke længere trykket. Jeg kunne stadig væk ikke lide Harry, men jeg kunne da være i rum med ham. Det var Niall der brød stilheden. ”Kan vi ikke få noget frokost nu?” spurgte han utålmodigt. ”Hvad? Hvor længe har jeg sovet?” spurgte jeg undrende. ”Klokken er halv to,” svarede Zayn med et smil. Jeg rystede let på hovedet. Det var så typisk mig.

Efter Zayn havde forklaret mig, at vi var ankommet til Irland i morges, og at de skulle spille koncert om aftenen, kom drengene væltende ind med frokost, som i mit tilfælde var morgenmad. Jeg smilede stort til dem. Jeg havde stadig ikke fået noget tøj på, men ville gøre det, når vi havde spist. Maden bestod af nogle sandwichs fra en benzintank, men det var fint til mig. Jeg ville stadig ikke snakke med Harry, men jeg kunne sagtens have det sjovt med de andre alligevel. Da vi havde spist, gik jeg så i bad. Fordi jeg var doven, tog jeg min JumpIn på. Derpå gik indtil drengene. De sad og spillede xbox. Jeg sukkede lidt af dem, og placerede mig i sofaen. Zayn var ikke at se, men jeg tænkte ikke over det. ”HVOR ER MIN ONEPIECE?!” kunne man høre en råbe. Det var Zayn. Af en eller anden grund kiggede alle på mig. Jeg tænkte ikke over det, for vi havde jo ens JumpIn’s. Jeg var sikker på at jeg havde min egen. Alligevel gik jeg ud til Zayn. ”Hvorfor har du min JumpIn på?” spurgte han roligt. Jeg rystede let på hovedet. ”Det er da min?” sagde jeg, og kiggede på ham. Han havde kun træningsbukser på, så der var fint udsyn til hans six-pack. Jeg sukkede lidt for mig selv. ”Kig lige din kuffert igennem, smukke,” sagde han. Jeg rystede smilende på hovedet af ham, men gjorde som han sagde. Jeg havde ikke gravet længe i min kuffert, før jeg hev min JumpIn op. Jeg kiggede rødmende på Zayn. ”Det… Det her er din,” sagde jeg, og pegede på mig selv. Han kiggede lidt på mig, inden han flækkede af grin. Og det smittede. Kort efter lå vi begge på gulvet, og skreg af grin. De andre drenge kom løbende, og krævede at få at vide, hvad der var så sjovt. ”Jeg… Og så… Zayn… OnePiece..” det var alt jeg fik frem mellem grinene. De kiggede uforstående på os, men Niall begyndte hurtigt at grine. Harry og Kaya rystede på hovedet og gik. Hvorfor skulle han pludselig var så pisse voksen? Jeg ignorerede det, da Liam og Louis kort efter begyndte at grine også. Og så lå vi der, og grinede.

En time efter, sad jeg stadig i Zayns JumpIn. Når jeg duftede efter, kunne jeg godt dufte at det var hans. Det fik mig til at smile. Det var fra nu af ham, der spillede sammen med mig, når vi spillede Fifa. Jeg var vidst ikke til megen hjælp, men det var sjovt alligevel. Drengene grinede af mig, men jeg grinede med dem. Louis drillede mig hele tiden. Det eneste der var irriterende, var Harry og Kaya. Det kunne Niall tydeligvis mærke at jeg syntes, for han smed en pude i hovedet på dem. ”GET A ROOM!” hvinede Louis. Jeg flækkede af grin. Der var intet had, når de var i nærheden, og det var en rar følelse. Desværre var vi snart der, hvor drengene skulle give koncert. Det vil sige, at der var et par timer, hvor jeg skulle være alene backstage med Kaya. Det gav mig en smule kvalme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...