Save You Tonight - One Direction

Willow er stor fan af One Direction. Hendes største drøm er at møde dem. Da hun så en dag for nyheden om at de skal flytte til London, er hun spændt. For første gang, er der mulighed for at hun kan komme til en koncert med 1D. Dog viser det sig, ikke at være helt nødvendigt....

41Likes
78Kommentarer
13873Visninger
AA

9. En dag hos One Direction.

Der gik ikke mere end fem sekunder, så var døren åben. De stod alle sammen og tog i mod mig. Jeg kunne ikke lade være med at smile. De var så søde. Det var tydeligt at de havde besluttet, at det skulle være en afslappet dag, for Louis og Niall havde deres One Piece Jump in på, og de andre havde træningsbukser på. De så godt ud. Jeg følte mig alt for fin, i min nederdel og top, men det virkede ikke til at de tog sig af det. ”Hej. Du ser godt ud.” det var Zayn der hilste. Jeg smilede bare til ham, og skubbede mine sko af. Jeg følte mig uendeligt lav sammen med de drenge. ”Hvorfor er i så høje?” spurgte jeg med et lille smil om læberne. ”Jeg er da ikke så høj,” indskød Niall, hvilket han egentlig havde ret i, men han var stadig i hvert fald syv centimeter højere end mig. Jeg sukkede lidt, inden jeg sparkede mine sko af. De viste mig rundt i deres enorme hus. Først gik man ind i entréen, som ikke var så stor. For enden af den, var et opholdsrum, som førte ind i stuen. En stor stue, med lækre møbler. Når man gik ud af stuen, var der en gang. Døren længst nede af gangen, var ind til det store køkken. Ved siden af var Harrys værelse, så Louis’, så Nialls, så Liams og sidst Zayns. Ved siden af Zayns var badeværelset. De havde kun et badeværelse, hvilket kom bag på mig. Dog sagde jeg intet.

Da jeg havde set hele huset, og de andre små rum, gik vi ind i stuen. Jeg nævnte ikke noget om rodet i huset, men hvad kunne man forvente af fem teenage drenge? Selvfølgelig var Louis ikke teenager mere, men han opførte sig som en, så det tænkte jeg ikke over. Harry satte sig i det, der tydeligvis var hans stol, og Louis satte sig på skødet af ham. Jeg elskede deres bromance, og kunne ikke lade være med at smile til dem. Niall satte sig i den anden stol. Så var der kun sofaen tilbage, og den havde Zayn og Liam slået sig ned i. Jeg stod lidt og kiggede. Vidste ikke helt hvor jeg skulle sidde, indtil Zayn rykkede sig, så jeg kunne sidde mellem ham og Liam. Jeg smilede taknemmeligt og rødmede let da jeg satte mig. Det var ikke en specielt stor sofa, og Zayn sad ret tæt på mig. Dog forsvandt min rødmen, og blev overtaget af et åndssvagt smil. Det var virkelig det grimmeste smil nogensinde. Dog grinede drengene bare, da de kunne mærke min reaktion. Jeg lagde mærke til, at Louis sad og legede med Harrys krøller, og tænkte, at jeg nok havde gjort det samme, hvis jeg sad der. Jeg lagde også mærke til nogle af de blikke Harry sendte mig. Der var sorg i øjnene på ham, som om han ikke kunne lide at jeg sad så tæt ved Zayn. Dog rykkede jeg mig ikke. Jeg sad virkelig godt. Vi begyndte at snakke om alt muligt. Jeg ville høre lidt om deres liv, som kendte, og de ville høre lidt om mit liv i Danmark, da det jo var en anden kultur. Det var hyggeligt at snakke med dem. Sådan helt roligt og normalt. Indtil de begyndte at spørge til mine veninder. Jeg svarede selvfølgelig, for jeg elskede dem. Men et eller andet, fik mig til at savne dem. Måske det faktum, at de burde sidde her sammen med mig – sammen med os. Men det gjorde de ikke. De var i Danmark. Flere kilometer væk, og de kunne først komme når deres sommerferie begyndte. Jeg kunne mærke knuden i mit bryst vokse. Jeg ville begynde at græde om lidt, og det ville være ret pinligt, foran drengene. Jeg svarede ikke deres næste spørgsmål, vinkede bare afværgende med hånden. Jeg kunne mærke min øjne blive blanke, inden en tåre trillede ned af min kind. Jeg vidste ikke helt hvor jeg skulle kigge hen, eftersom jeg havde Zayn og Liam på hver side af mig. Derfor valgte jeg, bare at gemme mine øjne i min arm. Jeg kunne mærke, at de sendte hinanden uforstående blikke, inden jeg mærkede en arm om livet på mig. Zayn trak mig ind til ham. Jeg begyndte at tude ned i hans bluse. Det var så pinligt, men jeg havde meget at komme af med. Jeg havde gemt mig bag en facade, kunne jeg mærke. Der var mange ting, jeg havde gemt væk, og fået noget andet til at skinne over, men ikke længere. Deres spørgsmål havde ikke være onde, de havde bare spurgt af interesse. Derfor var det overhovedet ikke deres skyld, at jeg nu gennemvædede Zayns bluse. Som var ret tynd i forvejen. ”Hey, rolig nu… Hvad sker der?” spurgte Zayns rolige stemme, men det var tydeligt, at han var bekymret, hvilket jeg fandt ret så sødt. ”Jeg savner bare Serafina og Katja…” svarede jeg, lidt mumlende. Jeg snakkede jo lige ned i hans bluse. Jeg kunne mærke han smilede roligt, og aede mig over ryggen. Dog havde jeg snart ikke flere tåre, så jeg rejste mig op i siddende stilling, og tørrede mine øjne, med et lille snøft. Jeg kiggede kort rundt på drengene, som stadig virkede forbløffede, undtager Harry. Han virkede sur, eller trist. Eller en blanding af de to. Jeg vidste ikke hvorfor. ”Er du okay igen?” det var Niall der spurgte. Han var nu sød. Jeg smilede sagte, og nikkede til ham. Dog fattede de, at det ikke var et emne vi skulle nævne igen.

Niall gik efter en time, men det var bare hen i køkkenet. Han var sulten igen. Og han blev ved med at kalde mig anoreksibarn, fordi jeg ikke fyldte så meget. Dog grinede vi andre bare. Jeg fortalte at mit navn betyder piletræ, og så blev Louis ked af det. Eller ikke rigtig ked af det, det var endnu en af hans jokes. Han fortalte nemlig, at piletræer altid mindede ham om Kevin. Jeg grinede roligt. Jo, jeg vidste skam godt hvem han snakkede om. Jeg var selv stor fan af Kevin the Pigeon. Jeg fortalte også, at på min skole gik vi i det der blev kaldt P bygningen, som i Pigeon, så derfor kaldte Katja og jeg den altid for Kevin bygningen. Det fik Louis til at smile, og pludselig var han helt beæret over, at en skole bygningen var opkaldt efter Kevin, hvilket den slet ikke var. Men hans tanke var nu sød alligevel. Vi sad længe bare og snakkede, og lærte hinanden at kende. De var helt rolige og normale. Egentlig mindede de om dem man så i videoerne. Faktisk var der overhovedet ikke noget anderledes over dem. De var dejlige og sjove at være sammen med mig, og min lattermuskel blev godt brugt, men det var dejligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...