Tryghedens Øjne

It’s like you’re screaming and no one can hear. You almost feel ashamed, that someone could be so important. That without them you feel like nothing. No one will ever understand how much it hurts. You feel hopeless: Like nothing can save you. And when it’s over, and it’s gone, you almost wish that you could have all that bad stuff back, so that you could have the good.

24Likes
54Kommentarer
2830Visninger
AA

3. Første blik

The world slows down. But my heart beats fast right now. I know this is the part where the end starts. - The Pussycat Dolls

1944 - 2. Verdenskrig - Danmark

Lyden af døren der smækkes giver genlyd i rummet og efterlader en kølig brise. En kølig brise som langsomt svinder hen og skaber stilhed omkring mig. En stilhed som fortæller mig, at jeg nu er alene. Jeg burde være lettet. Letter over at disse uhyre er væk. Og sikkert ikke kommer tilbage. Men stilheden minder mig bare om hvorfor de er væk. Hvorfor de forsvandt uden at lede efter mig. Stilheden som jeg burde være taknemlig for, kvæler mig langsomt. Så jeg skubber hårdt til køkkenlågerne og nærmest vælter ud af det smalle skab. Jeg forventer at møde et koldt gulv, men i stedet mærker jeg langsomt en underlig varme sive gennem mit tøj og klistre sig til min nøgne krop. Jeg får rystende sænket mit blik mod gulvet og den klare røde farve skærer straks, som knive i mine øjne. Den kvalmende lugt sender en strøm af erindringer gennem mig. Ikke erindringer som billeder. Men lyde. De lyde jeg ikke var i stand til at lukke af for. Min fars smertefulde skrig. Det skrig jeg aldrig havde hørt før, og på den måde fortalte mig hvor slemt det var. Min mors svage klynkene hver gang de nærmede sig køkkenskabet. Nazisternes brølende latter. Og mest af alt lydende af deres hårde knytnæver.

Jeg basker desperat med armene i et forsøg på, at få blodet til at forsvinde omkring mig. Få det til at sive væk. Forsvinde, som om det aldrig har fundet sted. Men i stedet flyder det langsomt over mit bryst, hen mod mit hjerte og danner tåre i mine kulsorte øjne. Tåre der vælter langs mine kinder og får min mundvig til at smage saltet. Pludselig hører jeg en svag knirken, hvilket sender en strøm af varsel mod mine anspændte hænder. Jeg griber fat i den blodige kniv på køkkenbordet. Tanken om hvad den er blevet brugt til, lukker jeg ude. Jeg rejser mig skælvende fra gulvet, med kniven i min venstre hånd, mens mit blik desperat søger mod alle sider.

Jeg ser intet. Kun de ødelagte møbler som ligger spredt overalt og spærrer for sollyset gennem vinduerne. Jeg står afventede mod døren, da jeg ser det som den eneste mulighed, hvis man vil ind i huset. Men til min store overraskelse, hører jeg slentrende fodtrin fra min højre side. Jeg vender hurtigt mit ansigt mod lyden. Og ser et pegende gevær mod min tinding. Jeg synker den skærende klump, som har sat sig fast i min hals. Jeg ser svag ud i forhold til denne høje muskeløse.. morder? Nazist? Mine læber begynder forsigtig at ryste i takt med min krop, da de resterende tårer strømmer ned af mine kinder. Nu er tiden kommet. Måske får jeg alligevel min mors kærlige blik at se igen?

Jeg lukker øjnene og tager en dyb indånding.

”Hvad er dit navn?!” hører jeg en grov, hæs drenge stemme næsten råbe. Jeg beholder min øjne lukkede, selvom forvirringen sejler inde i mig.

”Adalja” halv hvisker jeg.

”Du er jøde” konstatere stemmen. Jeg nikker langsomt, forberedt på det skud, som snart kommer til at give genlyd i hele byen. Men da jeg intet hverken føler eller hører, åbner jeg forsigtigt mine øjne og ser et ligeså forvirret blik som mit. Et blik der spejler omkring i rummet og ned langs min blodige fløjls kjole. Et blik fyldt med medlidenhed. Og da det møder mit, forsvinder følelsen af frygt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...