Tryghedens Øjne

It’s like you’re screaming and no one can hear. You almost feel ashamed, that someone could be so important. That without them you feel like nothing. No one will ever understand how much it hurts. You feel hopeless: Like nothing can save you. And when it’s over, and it’s gone, you almost wish that you could have all that bad stuff back, so that you could have the good.

24Likes
54Kommentarer
2829Visninger
AA

7. Bag facaden

You know the day destroys the night. Night divides the day. Tried to run, tried to hide. Break on through, to the other side. – Doors

“Slap af, Adalja. Det er bare mig. Slap af.”

James’ stemme giver genlyd i mit dunkende hoved og frembringer en ukendt vrede i mig. En vrede, der udelukkende peger mod ham. En vrede, der væmmes ved ham. Og ikke mindst, dømmer ham.

”Slip mig” skriger jeg.

Jeg frygter ikke længere, at nazisterne hører mig. De er forsvundet. Forsvundet langt væk. Langt væk fra både James og jeg. Men med lille Anna, som ekstra bagage. Bevidstløse Anna, proppet ned i en sæk. James’ stramme greb mod mine skuldre bliver usikkert. Men han fjerner det ikke. ”Slip mig nu, for satan!” Denne gang hæver jeg min stemme så højt, at fulgene over os, giver efter og flyver baskende væk. Jeg ved ikke, hvor jeg finder modet. Men det hjælper. James’ greb løsner sig og hans arme glider langsomt tilbage, ind mod hans bryst. Jeg kan mærke hans tydeligvis chokerede blik, hvile mod min ryg. Jeg tør ikke vende mig om. I frygt for, at hans ansigt vil sprede en lyst til, at trække mine ord tilbage. I stedet forbliver jeg siddende kold, med ryggen til ham.

”Jeg kunne have reddet hende, James. Jeg kunne have reddet hende fra de uhyre.”

Ordende kommer som frosne mundbevægelser, der får skoven til at føles endnu koldere. Frosne mundbevægelser, der skaber en nytteløs stilhed mellem os. Indtil jeg igen bryder den.

”Du fratog mig den mulighed.”

Åh, hvor jeg dog dømmer ham. Dømmer ham så inderligt. Jeg mærker hvordan mit ordvalg, får hele hans krop til at stivne. Det er måske heller ikke helt fair. Men Annas smertefulde skrig bliver ved med, at runge i mit hoved og minde mig om, hvorfor hun ikke befinder sig i min favn. Under min beskyttelse.

”Chancen var minimal, Adalja. Hvis du havde forsøgt at redde hende, ville du alligevel ikke have sluppet levende fra det. Chancen var minimal.”  Hans stemme er beroligende, men en klang af smerte kan anes bag facaden.

Han har ret. Chancen var minimal.

”Så lad mig dog gribe den chance! Er du ikke ligeglad? Kan det ikke være lige meget, om disse nazister slår mig ihjel,end dem du har i sinde, at fører mig til?”

Vreden er lige så småt begyndt, at spirer i mine øjne, som ildkugler.

”Er det virkelig hvad du tænker om mig?” spørger James.

Hans ord får vreden til, at sprænges i mig. Så jeg vender mig hurtigt rejsende om og kigger med gennemborende øjne, ind i hans.

”Selvfølgelig er det, hvad jeg tænker om dig. Du fortæller mig jo intet?!”

Han bliver siddende forsvarsløst på den kolde skovbund. Det er første gang jeg har set ham sådan. Han ser ynkelig ud. Svag. Svag, som normalt er min rolle. Det går op for mig, at jeg absolut intet ved om ham. Ikke en gang, en så simpel ting, som hans yndlingsfarve. Jeg mærker mit hjerte slår hårdere mod mit bryst og sviende tårer truer med, at afslører sig. James siger intet, men hans øjne fortæller, at jeg har ramt et svagt punkt.

”Sig dog noget!” råber jeg, men min stemme knækker over halvvejs.

Jeg bryder sammen. De sviende tårer strømmer langs mine kindben og får mine læber til, at ryste. Hvilket sender en kædereaktion mod resten af min krop, som ryster i takt. Jeg lader mine flænsede knæ falde mod jorden og begraver mit ansigt i min kjole.

”Jeg forsøgte at redde dit liv, okay?! To gange. Det giver ingen mening, at jeg så er nazist. Hvis jeg var nazist, tror du så ikke jeg ubekymret havde klemt mine fingre mod aftrækkeren, første gang vi mødtes.”

Hans stemme er nu begyndt at hidse sig op. Hvilket får ham til at fremstå, som han plejer. Stærk.

”Jeg er ikke tankelæser, James” får jeg fremstammet, mellem mine uendelige tårer.

Jeg hører James tage en dyb indånding.

”Det ved jeg godt, Adalja. Jeg havde bare regnet med lidt mere tillid, fra din side af.”

Hans blik er nu indtrængende og blidt, som det plejer. Tillid? Jeg troede slet ikke, at han ville op på det plan. Men han har ret. Jeg burde nok have mere tillid til ham. Men nu ligger kortende altså sådan, at jeg ikke stoler på ham. Han kan frembringe følelser i mig, som aldrig før. Og han kan få mig til, at føle tryghed, når jeg brude frygte.  Men tillid, nej. På ingen måde. Jeg vender forsigtigt mit blik mod ham og synker en skærende klump.

”Undskyld. Men det er jeg ikke i stand til. Ikke sammen med dig, James.”

Jeg kan lige så godt sige det, som det er. Der ingen grund til løgne mellem os. Dog nikker han forstående. Han kan heller ikke tillade sig, at forvente andet af mig. Ingen af os, ved hvad vi skal sige. Vi har fået afklaret, at der intet kan blive mellem os. Ikke uden tillid. Vi er bekendte. Og sådan vil det forblive. Men alligevel kan jeg ikke lade vær med, at sætte spørgsmålstegn.

”Hvad har du så tænkt dig, at vi skal gøre nu?”

Hans øjne bliver langsomt fraværende. Og jeg venter utålmodigt, stirrende på ham. Indtil han endelig får fremstammet de ord, som af en eller anden mærkelig grund, beroliger mig.

”Bare rolig. Jeg har en plan.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...