Blodforræderen 2

тσєяєη тιℓ вℓσ∂ƒσяяæ∂єяєη. Tristans verden bryder sammen nu da Fay er vampyr, og det er som om at hun heller ikke kender ham; at hun har glemt deres korte stunder. Nu hader hun ham, men hun kan ikke slå ham ihjel af en grund, selvom at Skaberen Taylor vil have det. Kan hun huske kysset med Tristan, og hvad sker der når han ikke kan slå sin fjende Taylor ihjel, uden at tage livet af den han elsker?

10Likes
37Kommentarer
1956Visninger
AA

2. Skyd mig ...

- Tristans synsvinkel -

Skridt... Fra mennesker, de kom nærmere...

Jeg mærkede noget koldt ved tindingen, som jeg regnede med at være jern. Jeg lod blikket falde på pistolen, der hvilte på mit hoved, og da jeg kikkede op, så jeg ind i nogle genkendelige grå øjne.

"Du holder dig væk fra min datter!" Han lød ikke truende, selvom det tydede på, at han prøvede på det. Han lød nærmere nervøs.

Men selvom at jeg ville, så kunne jeg ikke. Jeg knugede hende bare tættere ind til mig, hvilket fik Fays far til at rykke uroligt på sig. Jeg ville nok have smilt af hans nervøsitet, men smilet kunne ikke komme frem, for der var intet komisk over denne situation.

"Ellers..." Det var ikke et spørgsmål, der kom ud af min tørre hals, men rettere en hentydning.

Han mandede sig op, ved at tage brystet frem, lavede et underligt udtryk i ansigtet, og lod pistolen sætte sig godt til rette ved min tinding igen.

Jeg lukkede øjnene, der forsagede at jeg kom til at presse en tåre ud, og lod den trille ned af kinden.

Varulve må se døden før eller siden.

- Fayettes synsvinkel -

Det er underligt at dø.

At falde ned i ingenting. Føle ingenting, og i det næste blive trukket ud af dét, selvom at man faktisk ikke ønskede det. Jeg gad hellere være i det kolde tomrum. Der var der intet galt, men hvis jeg nok tænker efter ville jeg nok ikke have brudt mig om uendeligt mørke.

Noget begynder at dunke i mit hoved. Det skriger af smerte, da det føles som om at jeg bliver flået op indefra. Smerten var ukendelig og skrigene var nærmest umenneskelige. Så ses der et brændene lys bag mine øjenlåg.

Jeg hiver luft ind i mig, i det samme som øjnene slår op, men intet hjerteslag. Jeg kunne heller ikke mærke blodet i mine årer, men kun en brændende fornemmelse i halsen. Det er først der at jeg opdager ham. Jeg tager et skrig fra mig, da jeg planter en knytnæve i ansigtet på ham og hopper op. Man kunne se på hans øjne at han havde grædt.

"Av for satan! ..." Han gav pludselig et ryk i sig da noget gik op for ham. Han kikkede overvældet på mig og et lykkeligt smil kom på hans læber.

"Fay du er i live!" Han bredte armene ud, løb mod mig, for sikkert at holde om mig - men det gik nok ikke efter hans plan, da jeg satte min fod i maven på ham, så hårdt at han fløj meter tilbage.

"Fayette! Jeg troede at han havde dræbt dig!" Far? Jeg rettede blikket mod ham, da det gik op for mig.

"Far!" Smilet tonede sig på min mund, men blev væk så hurtigt som det kommet, af en spydig kommentar fra fars venner. "Fuck man! Hun er en vampyr! Du kan jo selv se det jo! Jeg er ked af det man, men regler er regler..."

Jeg sagde intet. Prøvede at få samlet tankerne, men de var rodet i et stort kaos. Vampyr? Er jeg vampyr? Det forklarede lysten til blod. Og selvom at jeg virkelig prøvede at få tanken af mig, så var det at hoppe op på en af dem og bore tænderne ned i halsene, så irriterende fristende. Det var nok også derfor at jeg skreg, men nok inde i hovedet siden at ingen reagerede på mit dilemma.

"Jeg kan da ikke bare slå min datter ihjel..." Han skævede til sin pistol. Men hvorfor havde ordene ikke bundfældet sig endnu? Og hvordan kunne man pludselig glemme ham den kejtede, der stank af varulveblod?

"Du bliver nød til det..." Sukkede en anden. Jeg stivnede. Men alligevel, kunne jeg ikke lade være med at føle et had til ham, for at prøve på at skyde mig.

Han sigtede pistolen mod mig, og jeg bredte armene ud for at vise at jeg var forsvarsløs. Hvorfor lader jeg dem gøre det? Vil jeg ikke leve? Måske fordi at jeg ikke ville kæmpe mod min egen far? Det finder jeg nok aldrig ud af.

Far smed pistolen fra sig. Jeg kikkede undrende op på ham.

"Jeg kan ikke..." Så var der pludselig en der brød ind.

"For helvede det er ikke din datter mere! Det er en vampyr!" Det lød som om at han skreg nervøst.

Så sigtede han på mig med sin egen pistol, og uden jeg nåede at reagere, tog han i aftrækkeren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...