Blodforræderen 2

тσєяєη тιℓ вℓσ∂ƒσяяæ∂єяєη. Tristans verden bryder sammen nu da Fay er vampyr, og det er som om at hun heller ikke kender ham; at hun har glemt deres korte stunder. Nu hader hun ham, men hun kan ikke slå ham ihjel af en grund, selvom at Skaberen Taylor vil have det. Kan hun huske kysset med Tristan, og hvad sker der når han ikke kan slå sin fjende Taylor ihjel, uden at tage livet af den han elsker?

10Likes
37Kommentarer
1963Visninger
AA

4. Savnet

- Tristans synsvinkel -

Jeg betragtede bare træerne der svajede lidt i vinden, efter at hun var væk og ikke lang tid efter hørtes der skridt. Det var først lige derefter at jeg opdagede at liget hun havde drukket af, var væk, og at hendes fødders retning var rettet mod søen. Havde hun tænkt sig at smide liget i vandet, så man ikke kunne finde det? Jeg himlede smilende med øjnene. Originalt.

Jeg var stadig ved at så småt at komme mig over det hele. At hun var vampyr, hukommelsestabet og så også det faktum af at jeg tror at hun afskyede mig. Hun havde da ikke tænkt sig, at gøre de andre fortræd, vel?

“Åh Gud… Hvorfor lige præcis nu?” Sukkede jeg sådan set lidt halvtræt, da jeg kunne skimte månens skær gennem fyrtræernes grene. Fuldmåne. Det var da noget at brokke sig over.

Strålerne ramte mig som piskeslag, og trak nærmest i mig for at tvinge mig ud i en lysning, så jeg badede i måneskinnet, men jeg skulle ikke give efter nu. For selvom at Fay var væk, så betød det ikke at hendes far ikke var det, og jeg regnede ikke med at han ville tage det som en varm velkomst, hvis jeg stod som ulv.

"Hey varulv..." Mumlede hendes far mellem nogle træer. Jeg prøvede at ignorere smerten, men den blev bare værre for hvert sekund. Jeg havde godt hørt ham komme.

Jeg skævede bare over til ham, som det eneste jeg kunne foretage mig nu.

"Gør det nødvendige for Fayette... Sørg for at hun overlever, så skal jeg nok sørge for at dit og de andre varulves liv, forbliver sikkert..." Jeg nikkede bare, og så lod jeg smerten tage over og fik pelsen skudt frem, hvilket fik en lettelse til at strømme igennem mig. Så løb jeg i retning mod søen, hylende for at kalde på de andre.

Jeg forstår ikke din far Fay... I hans øjne har du stukket af med en køter og kommer tilbage som en vampyr, og så vil han have at jeg skal passe på dig?

- Fayettes synsvinkel -

Jeg tog fat om kraven på hans jakke og tvang ham ned under vandet. Jeg spejdede lidt rundt indtil at jeg fandt en stor klippesten, der var lige akkurat stor nok til at skjule ham.

Med den ene hånd på liget, og den anden om stenen, løftede jeg den uden problemer og fik skubbet manden ned under med foden. Så gav jeg slip på stenen, der landede med et bump og rokkede i lidt tid til den havde fundet et jævnt og sikkert sted. Hvis jeg ikke havde været vampyr, så ville jeg være druknet - og for den sags skyld for svag til at løfte stenen - for der var nok gået et minut eller to.

Så svømmede jeg op mod overfladen, men stivnede, da man selv hernede i dybet kunne høre stemmer af en art. De var utydelige, men man kunne tydeligt fornemme at der var noget galt.

Jeg skubbede mig længere mod søbunden til jeg stødte mod sandet. De stod nu ved søkanten. Er det ulve? Der gik ikke lang tid efter , før at jeg opdagede hvem det var. Så jeg drejede mig mod den modsatte vej, og svømmede så hurtigt jeg kunne. Det er da bare løgn. De har opdaget mig.

Jeg svømmede hurtigere, og endelig kunne mine fødder nå sandbunden så jeg rejste mig og lod mig så føre væk - og de var efter mig.

Træerne dukkede op foran mine øjne, og tvang mig flere gange om at lave siksakbevægelser, og ikke mindst de irriterende grene der piskede mit ansigt. Men jeg kunne da ikke stoppe nu.

De indhentede mig snart hvis jeg ikke gjorde noget.

Så gik der noget op for mig. Taylor?

Nej det var ikke løgn. Hans duft var tydelig, og lugtede af vanilje? Blomster? Det var lidt ligegyldigt, men af en grund kunne jeg bare huske hans lugt, stemme og udseende. Jeg kikkede bagud for så at spejde efter Tristan og de andre ulve, da jeg dumpede ind i noget blødt. Det gjorde ikke spor ondt, men fik mig til at lette. Nu var det ligemeget med ulvene. De kunne rende og hoppe.

"Godt at se dig lille fe." Lød det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...