The Mastermind (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2012
  • Opdateret: 18 mar. 2012
  • Status: Igang
Seks forskellige unge piger mellem 14 og 23 års alderen, bliver myrdet i en periode på godt to måneder. Den første måned blev tre forskellige piger bortført, voldtaget og halshugget i Los Angeles, og i den anden måned skete det samme i Chicago. Alle ligene har det tilfælles, at være blevet slemt skamferet og arret, særligt omkring underlivet, samt allesammen er nøgne og mangler hovederne. Da en fjerde person forsvinder fra kærestens soveværelse i Orlando, og kæresten bliver fundet død på badeværelset med en kniv i nakken, ved politiet med sikkerhed at de har at gøre med den samme morder. FBI's afdeling for drabsefterforskning sender deres to bedste agenter, Rachel Farrel og Mike Carey, afsted for at standse den omtalte morder, med den ekstremt dygtige men også lettere socialt handicappede computer-analytiker, Ryan, som hjælp. Men tingene går ikke, som regnet, og snart viser det sig at den omtalte morder er langt klogere og langt langt farligere, end de to agenter går og tror...

43Likes
109Kommentarer
6095Visninger
AA

8. - 7 -

 

Morderens næste udvalgte offer hed Sarah Perez. Hun var 15-år gammel, og hende og hendes familie boede i en flot, dyr villa med fladt tag, panoramaruder i stuen og gulv til loft-vinduer i toppen. Huset var bygget i to etage, var hvidkalket og havde en flot svømmepøl med fliser i bunden. Bag huset stod der en palmetræsplantage, en grøn græsplæne dækkede forhaven med en fin fontæne i granit, med en fugl i midten hvor vandet blev sprøjtet ud i en dyse. Der var ingen hæk, hvilket betød at græsplænen grænsede ud til den dobbeltsporede vej med et hvidt fortov, hvor varmen flimrede over den sorte asfalt og rækkerne af pinjetræer svajede let i vinden. 

Det var søndag over middag, da en politibil dukkede op på vejen, trak ind til siden og standsede foran indgangen til huset. En politibetjent med en kasket trukket delvist ned foran ansigtet stillede sig ud og smækkede døren i efter sig, inden han vendte sig rundt, gik om til bagenden og trak en værktøjskasse ud. Han lukkede efterfølgende bagsmækken og bevægede sig i løb op til huset, hvor han stillede sig på træverandaen og bankede på den hvide trædør med det runde vindue i toppen. 

Pigens far, en 40-årig, halvskaldet mand med brune øjne og brunt hageskæg ved navn Michael, åbnede op og så på betjenten, tydeligt forbløffet. "Oh, Good... Good morning, officer. Er der noget galt?"

Mandens øverste del af ansigtet forblev henlagt i mørke, så hans øjne var ulæselige. Men han smilte bredt og høfligt, inden han klukkende rystede på hovedet og roligt svarede Michael. "Ah, slet ikke. Jeg er her i forbindelse med den række mord, der er sket i den sidste måneds tid, og skal derfor tjekke jeres alarm og jeres låse for at være sikker på, at alt er i skønneste orden og der ikke er nogen, der kan bryde ind." 

"Åh, jamen det lyder da også fornuftigt. Værsgo at komme indenfor, så." Michael trådte herefter tilbage, så betjenten kunne komme ind.

"Tak skal De have, sir," svarede den mørkhårede, solbrune betjent inden han bevægede sig ind i entréen. Da døren blev lukket efter ham og han havde fået stillet værktøjskassen på gulvet, vendte han sig om mod Michael, og spurgte: "Hvad er Deres navn egentlig?" 

"Michael Perez." 

"Michael Perez... Flot navn. Efternavnet er spansk, ikke?" 

"Jo. Min kone er halv spanier, så det er hende jeg har navnet fra." 

"I see.. Interressant. Og din kones navn, hvad er det?"

"Clarissa," svarede Michael roligt. 

"Ah, flot navn. Jeg har også en europæisk spansk familie selv, så det er meget dejligt at møde andre med samme baggrund." Betjenten tog herefter et blik mod hoveddøren og herefter mod Michael.

"Jeg tager lige en runde i huset for at tjekke de forskellige døre, og jeg kunne meget godt tænke mig at De fulgte med sådan at De kunne vise mig rundt i huset inden jeg begynder at sikre jeres hus. Sikkerhedshensyn, selvfølgelig." 

"Selvfølgelig, følg med," svarede Michael, inden han vendte sig rundt og bevægede sig hen mod køkkenet som det første. 

Betjenten tog sin værktøjskasse, som det første og fulgte med, inden han fortsatte. "Har De nogen børn, Mr. Perez?" 

"Ja, jeg har tre. To sønner og så en datter, som er den ældste af dem."

De nåede ind i det store, fine køkken og tilhørende spisestue, hvor der for enden stod en panoramarude og vendte ud mod haven med pinjetræerne og palmeskoven længere væk og den glinsende svømmepøl som genspejlede den klare, blå himmel. 

Betjenten lod sit blik køre undersøgende rundt for at indprente sig det hele, inden han spurgte videre. "Spændene. Hvor gamle er de og hvad er deres navne?" Han bevægede sig hen til havedøren, åbnede den udad og så ud hvor han undersøgte haven, mens Michael svarede ham.

"Drengende er henholdsvis ti og elleve år og den ene hedder Troy og den anden Nicki, og min datter hun hedder Sarah og er lige fyldt 15 i sidste måned." 

"Perfekt," svarede betjenten fjernt da han stadig undersøgte haven med blikket, inden han atter drejede hovedet mod Michael og løftede panden. "Jeg tager lige et tjek i haven, if you don't mind."

"Værsgo og tjek," svarede Michael med et smil. 

Betjenten takkede, inden han bevægede sig ud i forhaven og gik undersøgende omkring, hvor han tjekkede forskellige buskadser og gemmesteder, hvor en mulig morder kunne gemme sig. Og altimens fortsatte han med at snakke med Michael. 

"Det er ikke sådan, at Deres kone er hjemme så jeg også kan tage en snak med hende?" 

"Nej, hende og børnene er i kirke. Hun er en vældig religiøs person... Hun er jo vokset op med en kristen tro." 

Betjenten stoppede og drejede spørgende hovedet mod ham, inden han anerkendende nikkede. "Okay. Hvornår er de tilbage?"

"Inden klokken et," svarede Michael. 

"Super," sagde betjenten med et nik, inden han smilte. "Jeg tror vist jeg har set det, jeg skulle se herude. Det ser ikke ud til, at man kan komme hen til huset herfra. Lad os gå indenfor, så jeg kan få set resten af huset igen."

"Ja, lad os. Kom med," sagde Michael, inden han drejede om på hælene og bevægede sig tilbage i huset igen med betjenten efter sig. 

"Hvor længe har Dem og Deres familie boet i Orlando,  Mr. Perez?" spurgte betjenten så, mens de fortsatte videre ind til stuen, hvor han skannede rundt efter vinduerne, de forskellige fine møbler, fjernsynet, alle mulige steder hvor man enten kunne trænge ind eller gemme sig. 

Michael lænede sig op ad døren, mens han svarede ham. "I ti år, cirka. Før det boede vi i New York, men det her er Clarissas hjemby og derfor ville hun gerne rejse tilbage hertil sammen med os. Og det gik vi jo med til." 

Betjenten tjekkede vinduerne, mens han svarede hende. "Selvfølgelig, det her er også en rigtig dejlig by. Jeg regner vel med, at i har været ude at se Sea World? Jeg har hørt, at de har fået installeret nogle nye ting for ikke så længe siden."

"Sjovt du nævner det, der var vi faktisk i går. Fedt sted, og også meget familievenlig." 

"Ja," sagde betjenten, inden han atter drejede hovedet mod ham. "Er der flere lokaler her, eller skal vi fortsætte til næste etage?" 

"Vi har et bryggers ude i bagenden, men det er alt for lavt til at nogen kan komme derind...!"

"Jeg vil stadigvæk gerne have et kig på det for at være sikker på, at man ikke kan ligge på lur derinde," afbrød betjenten ham roligt. "Det er af ren sikkerhed, Mr. Perez." 

"Naturligvis, følg med," sagde Michael, inden han vendte sig rundt og bevægede sig forbi køkkenet og gennem en flot, rød trædør og ned af en kældertrappe, ned til kælderen hvor der stod et enkelt bryggers med en vaskemaskine, tørretumbler og et par tøjkurve.

Betjenten jog hænderne i siden og skulede rundt inden han svagt nikkede. 

"Er du tilfreds nu, Hr. Betjent?" grinede Michael så.

"Ja... Ja, det ser vist ud til at være i skønneste orden," svarede betjenten, og så atter på Michael. "Nu vil jeg gerne se anden etage." 

Michael nikkede inden han ledte betjenten tilbage op ad trappen og gennem køkkenet og videre op til anden etage, hvor han først fik undersøgt badeværelset, så Michael og Clarissas soveværelse, efterfulgt af de to drenges. Da de nåede til Sarahs værelse og døren blev åbnet, bredte et umærkeligt ondt smil sig om betjenten, inden han skulede til siden... Det afslørede hans blå øjne, men i og med at Michael endnu ikke vidste, hvem morderen var, blev han ikke særligt bekymret over betjenten og fattede heller ingen mistanke. 

Sarahs værelse var forholdsvist stort og fuld af plakater af flotte, mandlige filmstjerner, en plakat fra Friends og flere forskellige kvindelige sangere. Der stod en bærbar Mac på et skrivebord under vinduet, og i det ene hjørne stod der et klædeskab ahorn som var stort nok til at rumme en voksen mand. Morderen/betjenten så længe på den, inden han uden et ord og med et ondskabsfuldt, beregnendene og næsten sindssygeligt blik i de blå øjne begyndte at undersøge værelset nøje. 

Det tog ham et minut, før han vendte sig om mod Michael med et underligt blik i øjnene. "Det er rigtig godt, det her. Er dørene af den samme låsetype?"

"Ja, hvorfor?" 

"Ikke for noget, igen bare noget jeg skal have tjekket. Nu mangler jeg altså alarmen og låsen nede ved hoveddøren, og så tror jeg vist jeres hus er sikret." 

Herefter blev han ledt tilbage til hoveddøren, hvor han begyndte at spørge ud om alarmen. 

"Hvad er din alarmkode?" 

"Øh, min fødselsdato gange to." 

"Super. Jamen så vil jeg lige tage et hurtigt kig på låsen, hvis du lige vil give mig nøglen?" 

"Nøglen, hvad skal du...?"

"Bare lige gør som jeg siger, så ville det være super," sagde morderen/betjenten med et smil. 

"Nøglen hænger over døren, du kan bare tage den," svarede Michael og nikkede mod sømmet en meter over døren, hvor nøglen hang ned i en tråd. 

Morderen rejste sig op, takkede en enkelt gang inden han hev nøglen ned fra sømmet, stak den ind i nøglehullet og drejede en enkelt gang. Døren blev låst med et klik, inden han atter vred nøglen rundt og låste døren op. Han trak efterfølgende sin notesblok op, foldede toppen ud, trak nøglen ud af hullet og førte den hurtigt og ubemærket ind til notesblokken inden han pressede den ind mod bagsiden af toppen, så der blev efterladt et perfekt aftryk i det bløde sillikonegummi, altimens han eftertænksomt nikkede.

"Alt ser ud til at være i skønneste orden, så i skulle vist være fint beskyttet. Alarmkoden er meget fornuftig, husets indretning er vældig sikkert, det samme med haven og dørens lås er en særlig sikkerhedslås, man bliver nødt til at bruge husets egen nøgle for at komme ind. Så jeg vil ikke plage jer mere. Fortsat god dag, Mr. Perez, og jeg håber at det må gå Dem godt." 

"Mange tak og i lige måde til Dem, Hr. Betjent," svarede Michael høfligt.

Morderen takkede, hængte nøglen på plads, sagde farvel en sidste gang og gik ud og tilbage mod bilen. Men på vej tilbage bredte et ondt, uhyggeligt og direkte sindssygeligt tandsmil sig i hans mund, og hans blå øjne blev fuld af en morderisk galskab. Han var klar til sit næste træk! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...