The Mastermind (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2012
  • Opdateret: 18 mar. 2012
  • Status: Igang
Seks forskellige unge piger mellem 14 og 23 års alderen, bliver myrdet i en periode på godt to måneder. Den første måned blev tre forskellige piger bortført, voldtaget og halshugget i Los Angeles, og i den anden måned skete det samme i Chicago. Alle ligene har det tilfælles, at være blevet slemt skamferet og arret, særligt omkring underlivet, samt allesammen er nøgne og mangler hovederne. Da en fjerde person forsvinder fra kærestens soveværelse i Orlando, og kæresten bliver fundet død på badeværelset med en kniv i nakken, ved politiet med sikkerhed at de har at gøre med den samme morder. FBI's afdeling for drabsefterforskning sender deres to bedste agenter, Rachel Farrel og Mike Carey, afsted for at standse den omtalte morder, med den ekstremt dygtige men også lettere socialt handicappede computer-analytiker, Ryan, som hjælp. Men tingene går ikke, som regnet, og snart viser det sig at den omtalte morder er langt klogere og langt langt farligere, end de to agenter går og tror...

43Likes
109Kommentarer
6151Visninger
AA

20. - 19 -


Sarah lå og skælvede i rædsel, flere tårer begyndte atter at strømme ned af ansigtet på hende. Antonio drejede hans sæk-overtrukne hoved mod den bevidstløse Rachel, fik øje på hendes pistol og bøjede sig frem.

"Næh, hvad har vi her?" sagde han roligt, inden han bøjede sig frem, trak pistolen ud af hylsteret og atter rettede sig op inden han trak magasinet ud, og tømte patronerne ud i hånden, hvorfra han så stak dem i bukselommen, satte magasinet fast igen og skødesløst kastede pistolen ned ved siden af Rachel. Da det var gjort vendte han sig atter om mod Sarah og lagde hovedet på skrå.

"Så, nu er din tur kommet!" Og med de ord løsnede han hende fra bænken, inden han brutalt rykkede hende i håret og tvang hende med sig.

"NO, NO, NOOOOOOO! JEG BEDER DIG, NEEEJ!" skreg Sarah, og trods hun var afkræftet forsøgte hun stadig at kæmpe sig fri, men forgæves. Hun så mod Rachel, som blot blev liggende ubevægeligt på maven, inden hun vrælede. "VÅGN OOOOP! HJÆLP MIG, HJÆÆÆÆÆLP MIIIIIIIIIIIIIIG!"

"Kom så, hyl! Du er alligevel død, når hun vågner," lo Antonio mens han fortsat slæbte hende med over til metaldøren med et stramt greb om hendes hår. Han åbnede døren og trak brutalt den skrigende og grædende Sarah ud, inden han besværet fortsatte med at slæbe hende op ad trappen.

Og altimens blev Rachel blot liggende ubevægelig, dog begyndte hendes fingre at give et par ryk fra sig... Tegnet på, at hun var ved at vågne op!

"NEEEEJ! NEEEJ, JEG VIL IKKE DØØØ! SLIP MIG! SLIIIIP MIIIIIIG!" hylede Sarah, da Antonio slæbte hende ud gennem kælderdøren og fortsatte hen mod trappen, der førte op til anden etage. Han ignorerede fuldstændig hendes skrig, og fortsatte blot med at slæbe hende afsted, fuldstændig kold i røven. Hun blev ved med at skrige og græde, da han slæbte hende videre op ad den næste trappe, op mod badeværelset.

"Hvad skriger du sådan for, lille Sarah?" spurgte han hånligt. "Du skal bare have et lille bad, og så er det hele overstået." Han åbnede trædøren indtil badeværelset da han nåede op for enden af trappen, og trak hende brutalt derind og videre hen mod det fyldte badekar mens han med foden sparkede badeværelsesdøren i efter sig.

***

Rachel rynkede panden, drejede hovedet og åbnede svagt øjnene inden hun langsomt kømpede sig op på hænderne. Alt var sløret, hun hørte en ubehagelig summen inde i hovedet, blandet med skrigende fra Sarah da Antonio slæbte afsted med hende. Hun var ekstremt svimmel, alt vippede og rokkede for hende, og hun støttede sig stønnende til sengen da hun kæmpede sig op på benene. Hun væltede indover bænken med maven først, inden hun vendte sig rundt og omtumlet, svimmelt så mod døren.

"Sarah," mumlede hun utydeligt, inden hun fjernede sig fra sengen. Hun vaklede dog efter et par skridt og var nødt til at gribe fat i støttestangen for ikke at falde om på gulvet, inden hun forsøgte at genvinde balancen. En smag af jern fyldte hendes mund, det kolde klistrede blod væltede nedover siden af hendes ansigt.

Hun lukkede stramt øjnene, bed tænderne sammen og faldt ned på alle fire, inden hun bøjede hovedet og stønnede svagt. Hun løftede langsomt blikket over mod hendes briller, hvor begge glas var knuste inden hun bandede for sig selv. Hun vendte sig rundt og så tilbage mod bænken, hvor hun fik øje på sin Glock-pistol trods hendes dårlige og grødede syn. Hun var stadig for svimmel og for omtåget til at undre sig over, hvad hendes pistol lavede på gulvet når hun jo havde puttet den i hylsteret, og rakte derfor frem mod den og trak den ind til sig, hvorfra hun knugede den til sig som var det hendes kæreste eje.

***

Det lykkedes Antonio at få slæbt Sarah hen til badekarret, hvor han brutalt løftede hende op og med et højlydt plask og en kaskade af vand fik hende dybbet ned. Hun fægtede vildt og panisk ud med armene, og nåede lige at få stukket hovedet op og skrige efter hjælp så højt, hun kunne, inden Antonio lukkede begge hænder om hendes hoved og af al kraft pressede hele hendes krop under vand.

Sarahs arme baskede voldsomt, en larm af plaskende vand høetes i hele huset, bobler eksploderede ud af munden på hende. Hun skreg under vandet, baskede med arme og ben for at komme ud, hendes nøddebrune øjne var store af rædsel.

Antonios læber krusede sig i et diabolsk, morderisk smil, al fornuft havde fuldstændig forladt ham, hans turkisblå øjne strålede af ren og skær sindssyge. Han lo højt og ondskabsfuldt og fortsatte med at holde den skrigende, paniske Sarahs hoved under vand i forsøget på at drukne hende. Mere vand sprøjtede, flere kvalte, gurglende skrig fra Sarah lød i hele badeværelset.

***

Rachel havde formået at få sig kæmpet hen til metaltrappen, hvor hun støttede sig til væggen med den ene hånd mens hun med den anden knugede om pistolen. Hun hørte en ondskabsfuldt latter et sted over trappen, blandet med lyden af plaskende vand og herefter et panisk skrig fra Sarah, som dog blev øjeblikkelig brudt af endnu en plaskende lyd af vand.

"Sarah? Sarah...?" Kaldte Rachel, inden hun svimmelt kæmpede sig op ad metaltrappen.

***

Det lykkedes Sarah at få sig vristet løs af Antonios hænder og stikke hovedet op af vandet for herefter at skrige højt efter hjælp. Men hendes frihed varede i meget få sekunder, før Antonio øjeblikkeligt pressede hende under overfladen igen og blev ved med at presse. Sarah kæmpede af hendes absolut sidste kræfter, hendes øjne var store, livet forlid hende hastigt gennem kaskaderne af luftbobler, som ustandseligt forlod hendes åbne mund.

Antonio pressede nogle gange mere i takt med at hans sindssygelige smil blev bredere og bredere og ondskaben fortsat strålede ud af hans øjne. Sarah forsøgte forgæves at gribe fat i kanten af badekarret med den ene hånd, men det nyttede intet... Antonio var ved at vinde over hende. Han manglede mindre end et halvt minut, før Sarah ville dø. Allerede nu begyndte hun at blive svagere og blev gradvist langsommere og mere og mere sløv.

***

"Sar-aaah! Sa-Sarah! SARAH!" råbte Rachel, mens hun vaklede indover gulvet og greb fat i trappegelænderet med den ene hånd og samtidig hævede pistolen med den anden. Hun hørte kampen, hørte vandet sprøjte og begyndte hastigt at sætte farten op mens hun målrettet men stadig lettere svimmel og omtåget fortsatte op ad trappen.

Sarah greb fat i Antonios bare, muskuløse arme med hænderne, inden hun panisk begyndte at rive ham. Trods blodet begyndte at løbe nedover hans arme og hænder og begyndte at farve vandet, var det som om at Antonio end ikke registrerede smerten og blot roligt og med fuldstændig forsvunden fornuft fortsatte med at holde Sarah under vand.

Hun forsøgte igen at rive ham. Så igen. Og igen. Og altimens blev hun langsommere og langsommere, og til sidst begyndte hun at standse med at spjætte med benene. Hendes øjne blev fjerne, men hun forsøgte stadig at kæmpe for sin overlevelse, selvom der hastigt kom færre og færre luftbobler ud af hendes mund, og døden var ved at tage over.

Rachel nåede i samme øjeblik toppen af trappen, og da hun så Antonio være i færd med at drukne Sarah i det fyldte badekar, skreg hun af vrede og panik, inden hun trykkede aftrækkeren ind og forsøgte at skyde. Men da var det at hun til sin rædsel opdagede at der ingen skud kom. Hendes blå øjne voksede sig øjeblikkeligt store, inden hun atter trukkede på aftrækkeren. Men intet skete. Hun trak øjeblikkeligt pistolen ind til sig, inden hun rev magasinet ud og tjekkede efter for skud. Da hun så, det var tømt, kastede hun øjeblikkeligt pistolen fra sig og styrtede for fuld fart ind på badeværelset for med de bare næver at komme Sarah til undsætning.

Sarahs arme blev slappe, og de sidste luftbobler forlod hendes mund inden hendes øjne flimrede og lukkede i. Antonio fortsatte blot med at presse på hende, lige indtil Rachel greb ham i et politigreb og trak ham væk fra badekarret og væltede ham ned over sig. Antonio fik ikke tid til at sunde sig, før Rachel kæmpede sig fri fra ham, greb hans hoved og med et dyrisk skrig hamrede ham ind i badekarret.

Antonio var blevet så overrasket, at han ikke kæmpede imod Rachel, hvilket gjorde at hun havde kunnet overmande ham og for fuld kraft slynge hans hoved ind i badekarret. Antonio gav et spjæt fra sig inden han blev liggende ubevægelig.

Rachel kastede sig omgående på benene og trak den livløse Sarah op fra badekarret, inden hun trak hende i armene hen mod døren, hvor hun øjeblikkeligt lagde hende på ryggen og desperat begyndte at give hende førstehjælp. Hun startede med at sætte begge hænder på hendes barm, inden hun prustende og stønnende og med blå øjne, som var store i panik, begyndte at presse ned ti gange. Herefter gav hun hende mund til mund fem gange og pressede yderligere ti gange. Hun fortsatte og fortsatte, lige indtil Sarah automatisk hostede og spruttede og instinktivt rullede sig om på siden, med vandet sprøjtende ud ad munden. Hun kastede sig herefter i armene på Rachel, inden hun begyndte at græde hysterisk.

Rachel lukkede øjnene og begyndte selv at græde, mens hun samtidig lagde en trøstende hånd om ryggen på Sarah. Efter at Sarah var kommet af med den værste gråd, trak Rachel hende lidt ud fra sig, holdte om hendes fine, bløde kinder og så dybt ind i hendes forskræmte og vidt opspærrede øjne.

"Sarah, tror du at du er istand til at gå?"

Hun nikkede svagt, hvorefter Rachel fortsatte.

"Så vil jeg gerne bede dig om at gå udenfor og følge grusvejen, indtil du når en sort forhjulstrækker. Så skal du sørge for enten at vise dig for billisterne ude på den store vej eller vendte, indtil du ser mig dukke op. Er du istand til det?"

"Ja, det... Det tror jeg nok... Ja!" Hendes stemme skælvede i chok og rædsel. Rachel omfavnede hende en sidste gang, hvorefter Sarah rejste sig op, vendte sig rundt og tydeligt afkræftet og på randen til et kollaps vraltede ned ad trappen, henover gulvbrædderne i entréen for til sidst at forsvinde ud gennem hoveddøren.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...