The Mastermind (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2012
  • Opdateret: 18 mar. 2012
  • Status: Igang
Seks forskellige unge piger mellem 14 og 23 års alderen, bliver myrdet i en periode på godt to måneder. Den første måned blev tre forskellige piger bortført, voldtaget og halshugget i Los Angeles, og i den anden måned skete det samme i Chicago. Alle ligene har det tilfælles, at være blevet slemt skamferet og arret, særligt omkring underlivet, samt allesammen er nøgne og mangler hovederne. Da en fjerde person forsvinder fra kærestens soveværelse i Orlando, og kæresten bliver fundet død på badeværelset med en kniv i nakken, ved politiet med sikkerhed at de har at gøre med den samme morder. FBI's afdeling for drabsefterforskning sender deres to bedste agenter, Rachel Farrel og Mike Carey, afsted for at standse den omtalte morder, med den ekstremt dygtige men også lettere socialt handicappede computer-analytiker, Ryan, som hjælp. Men tingene går ikke, som regnet, og snart viser det sig at den omtalte morder er langt klogere og langt langt farligere, end de to agenter går og tror...

43Likes
109Kommentarer
6013Visninger
AA

16. - 15 -

 

Rachel og Mike havde besluttet at fejre sensationen ved at tage ud på en fin restaurant inden i byen med udendørs terrasse, hvor de bestilte Steak med salatmenu og cola. De spiste med største fornøjelse, fortalte jokes til hinanden og sjove historier om hvad de havde oplevet tidligere i livet, især da de begge gik i High-School og College. 

De blev afbrudt en time inden i maden da Rachels smartphone ringede. Hun tog den op ad håndtasken, førte den ind til øret og med et smil spurgte: "Hello?

En dyster, dyb stemme med en svag antydning af spansk accent svarede hende. "Jamen godaften, Rachel. Har du det godt?

Rachel rynkede forvirret sin pande og skulede rundt. "Øh, undskyld, men hvem er det, jeg taler med?"

"Hvem jeg er? Åh, det vil jeg da med glæde fortælle dig. Det er mig, der er Antonio Ventura... Du ved, ham de kalder for The Mastermind. Ringer det nogen klokker eller skal jeg sende dig et billede". 

Det gav et sæt i Rachel og hun rettede sig omgående op i stolen, hendes blå øjne voksede sig store bag de ovale brilleglas, en pludselig følelse af angst væltede ind over hende. Mike bemærkede det og sænkede langsomt hans glas, men sagde intet. Rachel pressede læberne sammen og skulede rundt, inden hun spurgte ham: "Hvad... Hvad vil du?"

"Ja, hvad tror du jeg vil? Jeg vil have, at du møder mig ved City Mall klokken 11 i aften...! That's what I want!

"Og hvis jeg nægter?" 

"Hvis du nægter?" Han kluklo ondt og hånligt i telefonen, inden han roligt fortsatte. "Well, hvis du nægter så sværger jeg ved Gud, at Sarah og hendes familie dør." Og med de ord blev opkaldet afbrudt. 

Rachel rev omgående telefonen væk og stirrede transfikseret af skræk på den, hun begyndte at føle sig tør i munden og halsen. Mike stirrede bekymret på hende, inden han sank en klump. "Var det ham?" 

Hun løftede blikket op mod ham, og nikkede langsomt som svar. "Og hvad sagde han?" 

"Han sagde," hun sank en klump og fortsatte med stigende uro i stemmen, "at vi skal mødes med ham om præcis en time ved City Mall."

"Okay, men det skal vi heldigvis ikke. Hvis vi skal have fat i ham, så gør vi bare det stik modsatte af hvad han bad om og kører tilbage til vores hotel som om intet er sket. Det skal nok pisse ham yderligere af, hvilket er ligepræcis hvad vi gerne vil...!"

"Mike!" afbrød Rachel ham med en nu angst-skælvende stemme. "Han var overhovedet ikke det fjerneste pisset af. Han fortalte mig stille og roligt og næsten leende, at Sarah og hendes familie vil blive slået ihjel hvis ikke vi gør som han siger."

"Tag det roligt, okay Rachel? Han bluffer bare, det er jeg overbevist om!" 

"Nej, det tror jeg faktisk ikke, at han gør," sagde Rachel med fuldstændig sikkerhed i stemmen. "Jeg mener, tænk over det... Måske kender vi hans identitet, men udover det har vi ingenting. Han er et skridt foran os... Det vil ikke betyde det fjerneste for ham, hvis Sarah dør! Jeg... Jeg bliver nødt til at adlyde ham, fælde eller ej!" 

Mike stirrede på hende og forstod nu, at de ikke havde noget valg. Herefter nikkede han langsomt og eftertænksomt. "Okay... Men jeg lader dig ikke tage afsted alene og absolut ikke uden våben!" 

 

***

 

Indkøbscenteret var kæmpestort og gik i et par kilometer til begge sider. Parkeringspladsen foran den henlå i mørke, ingen biler var til at få øje på nogen steder. Pinjetræer, bregner og dadelpalmer omkransede området, fulgt af et par gule fire-etagers lejlighedskomplekser på begge sider. En tosporet, asfalteret vej gik ind til pladsen, oplyst af gadelygter med indbyggede lysstofrør. Bydelen kaldtes Orange County, og bydelens hovedgade - Orange Avenue - gik nærmest lige forbi et par hundrede meter derfra. 

En sort SUV drejede til venstre ved lysreguleringen og kørte langsomt og forsigtigt ned ad den ensomme, lige og tomme tosporede vej, indtil den nåede den tomme parkeringsplads foran indkøbscenteret hvor den drejede ind og kom til et pludseligt stop. Mike trak i håndbremsen, tog hans Glock-23 politipistol, og steg ud i den ene side mens Rachel steg ud i den anden. De smækkede dørene i efter sig, tog ladegreb på pistolerne og klargjorde dem inden de delte sig ud til begge sider og holdte den fremstrakte ud foran sig. 

Mike gik fem skridt væk fra bilen i retning mod indkøbscenteret med hans Glock-pistol strakt frem foran sig. Efter tre skridt standsede han og drejede sig først til den ene side og så til den anden, inden han afsøgende kørte pistolen langsomt rundt. Der var uhyggeligt stille og uhyggeligt mørk, og kun lyset fra SUV'ens lygter gav ham et nogenlunde syn over indkøbscenteret og området omkring det. Han hørte cikaderne synge i græsset og hørte en blid, varm vind som ruskede let i et par pinjetræer til højre for ham. En lugt af asfalt fra dagens varme hang i luften, natten var lun og dejlig og himlen fuldstændig skyfri og stjerneklar. Han hørte intet andet end den svage lyd af cikaderne fra buskadset og lyden fra hovedgaden to hundrede meter derfra. Og alligevel følte han det som om, at der var noget galt... Noget der ikke var, som det skulle være! 

Rachel bevægede sig ti meter væk fra SUV'ens højre side, mens hun ligeledes for hvert skridt vippede pistolen let fra side til side. Hun svedte og adrenalinen pumpede gennem kroppen på hende. Hun følte sig overvåget, men kunne ikke se andet end dadelpalmerne og de høje pinjetræer, hørte ej heller andet end trafikken fra hovedgaden og cikadernes sang i græsset. Men hun var sikker på, at de ikke var alene. En form for sjette sans som nærmest skreg til hende om, at de skulle passe på. 

Antonio holdte i hans Mercedes-Benz firhjulstrækker for enden af en smal sidegade på den modsatte side af vejen lige overfor parkeringspladsen, hans hoved var stadig dækket til af den brune sæk. Han så SUV'en 50 meter længere fremme, så Rachel og Mike bevæge sig langsomt og forsitigt væk fra SUV'en til hver deres side. Halvtreds meter... Hvis han gassede op, ville det maks tage ham ti-elleve sekunder at nå derhen. Og både Rachel og Mike ville blive så chokeret, at de ikke ville kunne nå at se, hvad der ramte dem. 

Gennem de tre huller i sækken - det ene mundhul og de to øjenhuller - kunne man se, hvordan den morderiske, sadistiske glæde strålede ud af hans turkise øjne og hvordan et direkte sindssygt vanvidens tandsmil dukkede op i hans mund. Han så Rachel standse, og afsøge områedet med pistolen inden hun vendte sig om og gjorde fagter til Mike. De pegede hen mod indkøbscenteret som for at fortælle, at det nok var der de skulle lede. 

Han førte sit POV fra Rachel og hen til Mike... Han så ham sænke pistolen en anelse, kigge sig opmærksomt rundt og nikke inden han så ham småløbe hurtigt tilbage mod Rachel, forbi SUV'en. Så slog han til! 

På et splitsekund tændtes forlygterne inden den sorte firhjulstrækker øjeblikkeligt accelerede og suste indover vejen med kurs direkte mod de to FBI-agenter. Rachel og Mike - der nu var nået op på siden af hinanden og var på vej mod indgangen til indkøbscenteret - hørte lyden af motoren og vendte sig om, hvor de chokeret fik øje på firhjulstrækkeren, som for fuld fart hamrede indover den smalle græsbarriere mellem fortovet og parkeringspladsen og kom drønenden ind mod dem. De to forlygter afspejlede sig i Rachels øjne og hun forsøgte at fjerne sig, men var lammet af skræk. 

Mike så hendes reaktion og reagerede hurtigt, inden han med et højlydt råb kastede sig ind i Rachel, skubbede hende væk og på samme tid hævede pistolen for at skyde. Men han nåede det aldrig, Antonio drønede for fuld fart ind i ham, så hans pistol blev slynget ud af hånden på ham. Han mistede øjeblikkeligt fodfæstet mens Antonio bremsede op, fortsatte op over kølerhjelmen og smadrede ind i forruden så den splintrede. 

Rachel løftede overkroppen og så til hendes rædsel, hvordan Antonio smadrede ind i Mike, så hvordan hendes allerbedste ven blev slynget opover kølerhjelmen og ind over forruden på bilen. "MIIIIIKE, MIIIIIIIIIIIIIIIIKEEEEE!!!" skreg hun, mens Antonio øjeblikkeligt bakkede tilbage så Mikes slappe, livløse krop trillede ned fra kølerhjelmen, ramte jorden og trillede et par meter væk. Hun stirrede blot lammet af skræk og chok, da hun så hvordan Antonio atter kørte frem og maste Mike under hjulene på firhjulstrækkeren. Så væltede en dyrisk vrede indover hende, og hun kastede sig indover sin pistol, inden hun med et højt, umenneskeligt hvin hævede sin Glock og skød ind mod bilen. 

Antonio skulle til at køre Mike over endnu engang, da han hørte skuddet fra Rachels pistol og efterfølgende hørte den metalliske lyd da en patron blev afbøjet af kølerhjelmen. Endnu et skud, hvorefter sideruden ligeledes splintrede og blev fuld af revner i alle størrelser og udformninger. Han bandede og snørede læberne sammen, inden han skiftede til bakgear, hamrede sømmet i bund og så hurtigt som overhovedet muligt bakkede ud mod vejen. 

Rache blev ved med at skrige med tårerne løbende nedover kinderne og skød igen og igen og igen, mens hun hastigt bevægede sig hen mod firhjulstrækkeren. Hun kunne ikke stoppe sig selv, vreden, panikken og rædslen havde fuldstændig taget over. 

Hele forruden eksploderede i kaskader af glasskår, og Antonio dukkede sig instinktivt indover rattet så han var ude for skudlinjen, mens han samtidig nåede vejen, rev rattet rundt, øjeblikkeligt skiftede gear for herefter at dreje skarpt til venstre og køre væk derfra så hurtigt, han kunne.

Rachel blev ved med at skyde efter ham, selv da hele kammeret blev tømt og bilen for længst var forsvundet. Så smed hun pistolen på jorden, drejede sig rundt og styrtede så hurtigt som muligt mod Mike som blot lå ubevægelig i en forfærdelig stilling. "MIKE! MIIKE!" hylede hun, nåede hen til ham og kastede sig på knæ inden hun vendte ham om på ryggen og så på ham.

En blodpøl var hastigt ved at omgive ham, hele hans mave var fuldstændig mast indad og havde gjort hele FBI-uniformen fuldstændig mørk af blod. Bildækkenes mønster var aftegnet i blod mindst seks meter derfra, efterfulgt af et ti meter bart område inden et kraftigt sort bremsespor ude på vejen. 

"Mike! Mike... Mike, sig noget," sagde Rachel grådkvalt, hele hendes ansigt var fortrukket i gråd og tårerne strømmede ustandseligt ud af øjnene. 

Mike åbnede svagt det ene øje, blodet fossede ud af hans mund da han svagt forsøgte at fremtvinge en sætning. "Rachel... Sarah...!" Han hvæsede, blodpølen blev hurtigt større og større. "Stands ham... Vi må...!" Og så udåndede han for absolut sidste gang!

Rachel tog hans kinder og så hans livløst stirrende øjne, inden hun åbnede munden og skreg. "NEEEEJ! NEJ MIKE, BLIV HOS MIG! MIIIIIIKE! HJÆLP MIG... CALL 911! MIKE! MIIIIIIIIIIIKE!" 

Men ingen hørte hendes desperate skrig! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...